Start » Dansk retorik » Danske artikler » Tal kønt

Tal kønt

av Lene Holst Holmgård
Stilfigurer er sproglige finurligheder der kan gøre din tale lidt kønnere. De kan være kække og have slagkraft. Og så kan man blære sig med lange latinske navne for ret banale sproglige træk. Find din yndlingsstilfigur og lær hvordan du bruger den.

Tal kønt

Lene Holst Holmgård.


Når Gunnar sætter gaflen i fisken og konstaterer ”Det er ikke så ringe endda”, er der tale om stilfiguren litotes: underdrivelse. Underdrivelsen kan bruges til på omvendt vis at fremhæve at noget er godt. Hvis Gunnar bare havde sagt ”Uhm, hvor lækkert” eller ”Jeg skal lige love for, det er godt”, var sloganet nok blevet mindre kendt. Et andet eksempel er bryllupsklassikeren ”Tak for din måde at være på”, om end den måske mere er udtryk for at man ikke vil svine unødigt med de store ord, end at det skal være særligt stærkt og virkningsfuldt. Det modsatte af litotes er overdrivelsen, hyperbel.

Stilhed har også et budskab: retorisk tavshed

Det er som om den først og fremmest opstår i parforhold – eller måske i dårlige parodier på parforhold. Og det er som om det altid er mænd der er den stille part. Hun: ”Elsker du mig da ikke?”, han: ”[tavshed]”. Eller hun: ”Ser jeg tyk ud i den her?”, han: ”[tavshed]”. Men hvis det skal være en rigtig stilfigur, skal det også være tilsigtet eller kunne bruges tilsigtet. Hitler skulle være kendt for at stå på talerstolen og tie stille i flere minutter inden han startede med at tale. På den måde samlede han den optimale opmærksomhed og bragede ekstra igennem når han så begyndte. Uden sammenligning i øvrigt kender vi i dansk nutid til den notorisk retorisk tavse Birthe Rønn Hornbæk.

Den danske talekunsts mest kendte oxymoron
faldt i dronningens nytårstale i 1994 hvor
Hendes Majestæt kaldte danskernes bemærkninger
om indvandrere for dumsmarte.

Hvis du vil være lidt kæk: zeugma

”Have a coke and a smile,” lød Coca Colas slogan tilbage i 1979, og det er en klassisk zeugma: en sammenstilling af to udtryk som befinder sig på hvert sit niveau. En cola er håndgribelig; det er et smil ikke.
Begge dele er dejligt. Et ofte brugt eksempel på stilfiguren zeugma er den tegneseriekække konstatering: ”Han gik fra konen og forstanden,” mens en variant over klassikeren kan læses i en lidt frisk lægejournal: ”Opkastningerne gik væk i løbet af eftermiddagen, ligesom manden.”
Andre eksempler: ”Der lød et brag så højt som rundetårn” og invitationsklicheen: ”Medbring godt humør og fornuftige sko.”

Modsætninger mødes: oxymoron

En (lidt nørdet) veninde har engang sagt om min nederdel at den var et oxymoron: lårkort og af uld. For et oxymoron er et udtryk der rummer en intern modsætning – ligesom nederdelen der er for kort til vintervejr og for ulden til lune sommernætter. Den danske talekunsts mest kendte oxymoron faldt i dronningens nytårstale i 1984 hvor Hendes Majestæt kaldte danskernes bemærkninger om indvandrere for dumsmarte. Et oxymoron bruges ofte til at skabe en overraskelseseffekt, og de succesfulde af dem går senere naturligt ind i sproget. Nogle eksempler: megalille, andengenerationsindvandrer, fantastisk ulækkert, grotesk kedeligt.

Det her er vigtigt!: exclamatio

Hvis vi kan holde til endnu et Coca Cola-slogan – denne gang fra 1887: ”Delicious! Refreshing! Invigorating! Exhilarating!” Exclamatio er udråbstegnsstilfiguren.
Den sætter fokus på det enkelte ord eller udsagn og er tit et signal til at man kan starte med at huje, klappe eller råbe.
Kongen længe leve! Hurra! Hurra! Hurra! Roskildeeeeee! Bonusinfo: På tysk siger man ikke exclamatio, men Aufschrei. Ach du liebe!

Annonce

Selv om Hillary Clinton har irritabel tyktarm,
vil jeg ikke tale om det.
Jeg vil holde mig til emnet.

Når du vil være skånsom: eufemisme

Er han død? Ja, han er sovet stille ind, har åndet ud. Han gik bort, lige før solnedgang. Hvis noget er for stærkt, for ubehageligt, for svært at tale om, kan man pakke det ind i en eufemisme: et mildt udtryk for noget slemt. Det modsatte af en eufemisme hedder pejoration. Her laver man en negativ omskrivning af et ord: Jep, han er sgu kradset af.
Pejorationer er også en klassiker i pølsevognsverdenen når fx en bøfsandwich hedder en neger med hovedtelefoner eller en medister kaldes en borgmesterpik.

At lege med ordene: antanaklase

En antanaklase opstår når ét ord bruges i to forskellige betydninger inden for det samme udtryk. Fx i dette slogan fra et Amagerforetagende der senere selv fik rigeligt med økonomiske og mediemæssige bank: ”Skal du have bank? Skal det være Amagerbank!” En af USA’s grundlæggere, Benjamin Franklin, skulle desuden have været så kæk at sige om sin modstander: ”Your argument is sound … nothing but sound.” ’Sound’ først i betydningen et solidt, velfunderet argument og siden i betydningen ’ikke andet end lyd’. Andre eksempler: ”She’s nice from far, but far from nice.”

En figur med patos: kiasme

Her kommer vi ikke uden om John F. Kennedys uforglemmelige opsang til det amerikanske folk i indsættelsestalen fra 1961: ”And so, my fellow Americans: Ask not what your country can do for you – ask what you can do for your country.” Det kiastiske – stilfiguren – er krydset af elementerne i de to sætninger som giver rytme og patos. På dansk grund kan vi bryste os af KB’s ældgamle fodboldslogan: ”Gør drenge til mænd og mænd til drenge.” I øvrigt et udtryk der også kan bruges om julefrokoster, spædbørn, forlystelsesparker og militærtræning. Kiasmen er fantastisk. Fantastisk er kiasmen.

For slet ikke at tale om: præteritio

Barack Obama skulle ifølge en næsten helt pålidelig internetkilde have sagt ”Selv om Hillary Clinton har irritabel tyktarm, vil jeg ikke tale om det. Jeg vil holde mig til emnet”. Sætningen er, uanset om den er sand eller ej, et glimrende eksempel på hvordan man med stilfiguren præteritio kan sætte fokus på noget ved at sige man ikke vil nævne det. Nu ligger det ikke til mig at tale grimt om andre, men … Jeg vil jo ikke anklage nogen … ◗

Stilfigurer
Er Kate Moss en stilfigur? Måske. Men i retorikken er
stilfigurer først og fremmest sproglige greb som kan
bruges til at peppe talen op. Kendte eksempler på
stilfigurer er metafor, ironi, allitteration (bogstavrim)
og retoriske spørgsmål.
At udsmykke talen var ifølge den klassiske retorik en
dyd på linje med at skrive klart, korrekt og tilpasset
situationen. Stilfigurer skulle her gøre talen smukkere,
men også understøtte talerens budskaber.

Bibliografisk

Af Lene Holst Holmgård Cand.mag. i retorik og pressekonsulent i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København.


RetorikMagasinet 79 (2011), s 10-11.



Lene Holst Holmgård

cand.mag. i retorik og pressekonsulent i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København. Tidligere redaktør på RetorikMagasinet 2002-2005

Latest posts by Lene Holst Holmgård (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere