Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica temaintroduktioner » Temaintro: Epideiktisk retorik

Temaintro: Epideiktisk retorik

av Lisa Storm Villadsen

Temaintro: Epideiktisk retorik

Epideiktisk retorik, temanummer af Rhetorica Scandinavca, nr 36 (2005)

Bibliografiskt

Författare: Jette Barnholdt Hansen & Lisa Storm Villadsen

Rhetorica Scandinavica 36 (2005), s 4-6

Annonce

Introduktionen

Den epideiktiske retorik har fået mange tilnavne. Her er tre af de mere fantasifulde: “l’art pour l’art”, “problembarn” og “rummelig rodekasse”.1 Disse tilnavne illustrerer meget godt de vanskeligheder, der siden antikken har været forbundet med at bestemme genren diskursivt og placere den kulturelt. Allerede hos Aristoteles indtager genos epideiktikon en særstilling; den omfatter flere typer af taler, og i den egentlige beskrivelse af genren i den niende del af første bog fokuseres der på det indholdsmæssige, nemlig topoi der knytter sig til dyder og laster, idet målet (telos) bestemmes som at formulere ros og dadel.2 Aristoteles karakteriserer desuden primært tilhørerne som betragtere (theoroi), der skal vurdere talerens kunnen – altså hvor godt han løfter sin opgave. De epideiktiske taler knyttes derfor til nutiden/­nuet, men Aristoteles medgiver, at talerne også kan inddrage fortiden ved at minde om, hvad der er sket, eller udtale sig om, hvad man kan vente i fremtiden.3
Fordi den epideiktiske tale og dens situation har været vanskelig at definere, har man ofte betragtet den som mindre væsentlig end den deliberative og den forensiske retorik, som havde klare funktioner i det græske og romerske samfund. Man har også anset den epideiktiske retorik for at være litterær og performativ, og man har hæftet sig ved manglen på regulær argumentation4 og ved, at virkningen af de epideiktiske taler udelukkende syntes at bero på ethos og pathos.5
Som Hauser påpeger er det dog efterhånden veletableret, at den epideiktiske retorik tjener bredere formål end blot underholdning (hvor tilhørerne fungerer som tilskuere). Allerede i klassisk tid spillede den faktisk en vigtig rolle (udover mindefunktionen) i det offentlige rum ved at behandle grundlæggende værdier og holdninger, der kunne udgøre et fundament for fælles handling i demokratiet.6 I lighed med Hauser påpeger Jasinski, at mange teore­tikere, heriblandt Perelman og Olbrechts-Tyteca, har arbejdet med en meget mere nuanceret opfattelse af genren. De har bl.a. påvist den epideiktiske retoriks store betydning som grundlag for politisk retorik, idet dens primære funktion er at øge tilslutningen til værdier, der senere kan være udgangspunkt for egentlig handling (fx en stemme­afgivning).7 Sheard har også vigtige revurderende pointer: For det første argumenterer hun for eksistensen af en egentlig åben og radikal epideiktisk retorik, der i modsætning til den lukkede og konservative har deliberative og visionære aspekter.8 For det andet tager hun konsekvensen af genre­problematikken: hun undlader simpelthen at bruge ordet “genre” og tyr i stedet til begreberne “gesture” og “mode”, når hun refererer til den epideiktiske retorik.9
Det foreliggende temanummer viser, at der også i de nordiske retorikmiljøer er stor interesse for den epideiktiske retorik og for dens meget forskellige funktioner.
En væsentlig grund til at vi beskæftiger os med epideiktisk retorik i dag, er således dens centrale rolle i konstitueringen og defineringen af sociale og kulturelle fællesskaber. Den senmoderne æras epideiktiske retorik er et spændende forskningsfelt; i en tid, der er præget af opbrud mht. traditionelle moralske værdier og kategorier, giver den indblik i hvilke værdier, der ikke desto mindre kan appelleres til, og hvordan det kan gøres. For retorikere er der to oplagte aspekter at fokusere på: dels kan man på baggrund af en retorisk analyse vise, hvordan denne tilslutning etableres og styrkes – såvel inden for den retoriske diskurs som i den kommunikative situation – dels kan man også via en mere kulturhistorisk undersøgelse forsøge at indkredse, hvilke værdier en given retorisk ytring eller periode bekender sig til. I dette temanummer behandles samtidens epideiktiske retorik og dens funktion i det offentlige rum i både Klindt Poulsens artikel: “Den amerikanske helt – om George W. Bushs epideiktiske retorik” og i Storm Villadsens artikel: “Kan man undskylde på andres vegne?”.
Genreproblematikken og den diskursive bredde, som kendetegner epideiktisk retorik, gør også tværfaglige projekter relevante: Ved at udvide den retoriske empiri ønsker man at opdage andre aspekter ved epideiktikken. Og samtidig vil man introducere en alternativ form for analyse (i form af epideiktiske læsninger) inden for de givne empiriske felter. Måske vil man på den måde kunne pege på faktorer, som ikke tidligere har været behandlet. Både Hinges artikel: “En statholder skriver til kejseren: epideiktik og epistolaritet i Plinius’ 10. bog” og Barnholdt Hansens artikel: “Mozart som epideiktisk retor. Dydens og lastens repræsentation i Titus” kan ses i lyset af et bredt og åbent genreperspektiv.
Endelig kalder det tætte slægtskab mellem epideiktisk retorik, æstetisk sansning og performativitet på uddybende undersøgelser. Lorenzo Giacominis tale “De le lodi del Eloquenza” (Til retorikkens pris) fra 1584, som vi bringer som Klassiker i en dansk oversættelse, er et eksempel på en epideiktisk tale, hvor selve den udsøgte sproglige udarbejdelse (elocutio), der baserer sig på Pietro Bembos fonocentriske sprogteori, fungerer som et æstetisk og performativt argument, hvormed Giacomini understøtter sine advokerende pointer.

God læselyst!

Andersen, Øivind ([1995] 2002): I retorikkens hage. Oslo: Universitetsforlaget.
Aristoteles ([1983] 1996): Retorik. Platonselskabets skriftserie. København: Museum Tusculanums forlag.
Hauser, Gerard A. (1999): “Aristotle on Epideictic: The Formation of Public Morality”, i: Rhetoric Society Quarterly, vol. 29, nr. 1, s. 5-23.
Isager, Christine (2003): “Reporteren og hans persona. Selvironi som retorisk strategi”, i: Rhetorica Scandinavica, nr. 26, s. 20-36.
Jasinski, James (2001): “Epideictic Discourse”, Sourcebook on Rhetoric. Key Concepts in Contemporary Rhetorical Studies. Thousand Oaks, London, New Delhi: Sage Publications.
Lausberg, Heinrich ([1960] 1973): Handbuch der literarischen Rhetorik: eine Grundlegung der Literaturwissenschaft. München: Max Hueber.
Sheard, Cynthia Miecznikowski (1996): “The Public Value of Epideictic Rhetoric”, i: College English, vol. 58, nr. 7, s. 765-794.
Sullivan, Dale L. (1993): “The Ethos of Epideictic Encounter”, i: Philosophy and Rhetoric, vol. 26, nr. 2, s. 113-133.

Lisa Storm Villadsen
Latest posts by Lisa Storm Villadsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere