Terror eller aktivisme

Det kan have stor betydning for vores forståelse af en handling om vi kalder den terror eller aktivisme. Men grænsen mellem begreberne er flydende og svær at definere.

Terror eller aktivisme

af Carsten Bagge Laustsen

Den 10. juni 2005 blev der af Københavns byret afsagt dom i en sag mod Greenpeace. To år tidligere var medlemmer af organisationen trængt ind i Axelborg, landbrugets hovedkvarter, og havde placeret et banner uden på bygningen: “Nej til GMO-svin,” stod der. Det nye ved sagen var ikke at handlingen udløste en straf. Greenpeace-aktivister er tidligere blevet idømt bøder for lignende aktioner. Det afgørende nye var at det ikke kun var aktivisterne, men nu også Greenpeace selv som blev straffet for aktionen.

Baggrunden var en ændring af straffelovens paragraf 306 i forbindelse med den første terrorpakke i 2002 hvorefter organisationer kunne straffes for medlemmers forseelser. Den havde bl.a. til formål at kunne ramme terrororganisationers finansieringsaktiviteter som måske ikke i sig selv var ulovlige, men som netop var en forudsætning for terroristernes virke. Denne lovændring virkede fornuftig. Hvis terroren skal bekæmpes effektivt, må man forsøge at ramme organisationen bag. Man kan diskutere om Greenpeaces aktion med dommen blev kategoriseret som terror. Det mente Greenpeace, men ordet terror blev ikke brugt i selve retssagen.

Sagen rejste dog et spørgsmål som er et af de helt centrale i diskussionen af terror og terrorbekæmpelse: Hvor går grænsen mellem legitim politisk aktivisme og systemudfordrende kriminalitet, hvis ikke ligefrem terror? Og videre og mere kynisk: Er denne grænse udelukkende en neutral og retslig funderet sondring, eller kan terrorbegrebet også anvendes til at udmanøvrere politiske opponenter? Ikke overraskende stemte Greenpeace her i: Retssagen var et politisk forsøg på at afmontere en kritik som er nødvendigt i et sundt og levende demokrati. Ingen kom noget til, der blev ikke forårsaget materiel skade, og aktionen blev foretaget af en filantropisk organisation der som sit sigte havde oplysning og politisk virksomhed.

Spørgsmålet var også centralt i en Greenpeace-aktion tilbage i 2001. I januar forhindrede Greenpeace et italiensk skib i at lande sin last af gensplejsede sojaskrå i Aarhus Havn. 40 aktivister deltog, og otte af dem havde lænket sig til skibets ankerkæde, så det ikke kunne søge havn. Efter to dage blev aktionen stoppet af politiet med assistance fra det danske antiterrorkorps. Deltagerne i aktionen fik hver en bøde, og de udenlandske aktivister fik indrejseforbud i et år. Selv efter dansk målestok var det forholdsvis udramatisk.

I en efterfølgende leder i Jyllands-Posten med titlen “Greenterror” lød det at Greenpeace havde taget skibet som “gidsel” og anvendte “terrormetoder”. Og videre: “Det er pinligt og ubehageligt, at dens [organisationens] aktivister optræder som deciderede terrorister i stedet for at følge de almindelige demokratiske spilleregler, som gælder for alle.”

I svaret på lederen anførte Greenpeace at organisationen aldrig havde anvendt vold eller hærværk som midler, og at terrorstemplet derfor var “helt ude i hampen”. Og videre: “Det specielle ved Greenpeace er, at vi i vores miljøarbejde kombinerer traditionelt lobby- og oplysningsarbejde med direkte, ikke-voldelige aktioner for at lægge pres på beslutningstagerne.” Man havde før aktionen prøvet at råbe politikerne og importørerne op – der var tale om en sidste udvej.

Et omtvistet begreb

Der er basalt set to måder man kan gå til en debat som den ovenstående. Man kan som debatdel-
tagerne hver især hævde en absolut og uigendrivelig sondring mellem henholdsvis terror og politisk aktivisme, eller man kan interesse sig for selve kampen om at etablere denne grænse. Jeg vil gøre det sidste og er i denne bestræbelse inspireret af William Connollys analytik for studiet af hvad han benævner “essentielt omtvistede begreber”.

Udgangspunktet for Connolly er at betydning er brug. Ordene får ikke deres mening i kraft af en reference til en ikke-sproglig virkelighed. De får den derimod i kraft af den sproglige praksis som de indgår i. Og for essentielt omtvistede begreber er tvister en essentiel del af denne praksis.

Begreber er essentielt omtvistede hvis de lever op til tre forskellige kriterier. For det første skal de besidde en normativ komponent. For det andet skal de være komplekse. Og for det tredje skal det være et åbent spørgsmål hvordan de anvendes. Jeg vil gennemgå disse kriterier efter tur:

 

Normativitet

Når vi taler om essentielt omtvistede begreber, er det selve distinktionen mellem deskriptivitet og normativitet som flyder ud. Begreberne er ikke rent normative. De vil ofte blive brugt, som om de var deskriptive begreber. Selv hvis vi for et øjeblik antager at vi i en definition fangede alle de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for at noget kan karakteriseres som terror, ville man alligevel ikke have en neutral, deskriptiv beskrivelse af fænomenet. Det skyldes at beskrivelsen af noget som ‘terror’ samtidig også altid vil fungere som en fordømmelse af det.

Terrorisme forbindes af kritikerne af Greenpeaces aktion med ulovlig indtrængen, krænkelse af den private ejendomsret, økonomiske tab, gidselstagning og helt overordnet udemokratiske midler. Beskrivelsen af hvad der er foregået, er allerede normativt ladet.

Parallelt argumenterer Greenpeace med at deres handlinger er nødvendig politisk aktivisme. Det er en handling som bidrager til at oplyse det danske folk, det er en sidste udvej efter alt andet har været prøvet, og det er en ikkevoldelig protestform som hverken involverer materiel eller menneskelig skade. Politisk aktivisme er her ikke kun en beskrivelse af hvad der foregår. Det er også samtidig en positiv valorisering af handlingen. Politisk aktivisme ses som selve kernen i en demokratisk offentlighed.

Kompleksitet

Betydningen af et komplekst begreb afhænger af andre begreber der også kan være vanskelige at definere. Begrebet ‘frihed’ implicerer fx begreber som ‘magt’, ‘vilje’ og ‘valg’.

Det vi kalder for terror, henviser til en lang række fænomener uden nogen fælles kerne. At definitioner i dag skal kunne rumme ‘cyberterror’ (som kun forårsager materiel skade) og ‘katastrofisk terror’ (som er defineret ved sit apokalyptiske potentiale snarere end ved en politisk ambition), giver et godt billede af hvor vidt terrorbegrebet forventes at kunne spænde. Og vi kan så tilføje ‘økoterror’ eller ‘grøn terror’. Hver gang vi benævner et nyt fænomen ‘terror’, har det derfor som konsekvens at definitionen bliver mere kompleks.

Der er helt oplagt forskellige dimensioner i spil i forståelsen af terror i forhold til Greenpeaces aktiviteter. Der er for det første helt oplagt spørgsmålet om skadevirkning. For Greenpeace skal noget for at kvalificere som terror involvere massiv fysisk skade, hvis ikke personskade. For det andet er der spørgsmålet om handlingen er politisk. Terroren er blind – en destruktiv handling – mens den politiske aktivisme er opbyggelig. Man kunne ud over disse dimensioner – skade/uskadelig, materiel skade/personlig skade, destruktiv/opbyggende, politisk/voldelig – føje en lang række flere, fx spørgsmålet om samfundsnytte, undtagelsestilstand/normaltilstand og aktivisme/vold. Dimensioner der alle bidrager til begrebets kompleksitet.

Anvendelse

Når begreber bliver komplekse og derfor kommer til at rumme en række underordnede betydninger, bliver det muligt at strides om hvilke kriterier der er centrale for den korrekte anvendelse af begrebet.

Det første stridspunkt om terrorbegrebets anvendelse ser vi i Axelborg-sagen. Nok har vi her en juridisk regel der tilsyneladende blot appliceres på en case. Men selve anvendelsen af loven er omtvistet. Er det en paragraf som kun bør finde anvendelse på terror (hvilket man så også kan strides om hvorvidt noget er), eller kan den anvendes på alle typer af handlinger?

Det andet stridspunkt handler om selve begrebsanvendelsen. Er der tale om terror eller politisk protest? Jyllands-Posten taler om at aktivisterne anvender terrormetoder og optrådte som terrorister. De indikerer her en distance mellem at udøve terror og så at bruge de samme metoder som terrorister også anvender. Et element er altså om terrorbegrebet henviser til en handling (terror), en aktør (en terrorist) eller et fænomen (terrorisme).

En tredje strid handler om handlingens karakter. Står vi over for grøn terror, eller er andre tematiseringer mulige? Internationalt har man fx talt om ‘ecotage’ som en tematisering af noget som ikke er terror, men sabotage. Man kunne også henvise til begreber som hærværk, kriminalitet ulovlig indtrængning, pirateri osv. Selv hvis tematiseringen er entydig negativ, er der stadig en række forskellige vokabularer man kan trække på.

Endelig og for det fjerde er der en strid om handlingen foregår i en normaltilstand eller en undtagelsestilstand. Jyllands-Posten hævder det første når de skriver at handlingen bryder med normale demokratiske spilleregler, mens Greenpeace betoner at der er tale om en form for undtagelsessituation. Alle andre midler er allerede prøvede, og situationen er alarmerende. Hvis man befinder sig i en undtagelseslignende situation, bliver midler, som ellers ikke accepteres, legitime. Det som andre ville se som terror, bliver til et udtryk for civil ulydighed.

En politisk kamp

Vi kan ikke sige så meget om hvad terror og politisk aktivisme er – altså ahistorisk og kontekst-
løst. Men vi kan sige rigtig meget om de politiske kampe der foregår om at sætte grænsen mellem de to begreber.

Terrorbegrebet har traditionelt været anvendt til at kriminalisere personer eller organisationer som udfordrede statens voldsmonopol. Det er derfor ikke overraskende at begrebet stats-
terror kommer til relativt sent og netop som en kritik af gængse terrordefinitioner. Kampen mellem staten og dens udfordrere er en ulige kamp. En tilgang som blot forsøger at fastlægge en korrekt og konsistent terrordefinition, vil altid lide under at den overser de magtkampe som ligger til grund for definitionerne.

Lad os her slutte med Sumner og Wiedmans kommentar til British Petroleums olielækage i den mexicanske golf i 2010 der netop betoner denne asymmetri:

“A small group of activists can commit arson or vandalism, not hurt nor maim any human, and receive long sentences under terrorism-enhancement statutes; yet a multinational corporation can kill 11 workers, destroy a vast ecosystem, an ruin the livelihood of thousands, and – so far, anyway – no charges are filed against the responsible parties. Why is one terrorism and the other just business as usual?”

Læs mere: 

Connolly, William (1993). The Terms of Political Discourse. Oxford: Blackwell.

Sumner, David Thomas, & Lisa M. Weidman (2013). “Eco-terrorism or Eco-tage: An Argument for the Proper Frame”, Interdisciplinary Studies in Literature and Environment, 20 (4): 1-22.

R

Bibliografisk

Af Carsten Bagge Laustsen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 99 (2016), s 17-19.

Skriv et svar