Thi kendes for folketribunalet

Når der skal træffes retspolitiske beslutninger, trumfer befolkningens retsfølelse tilsyneladende både forskere og fagfolk. Men hvad er det for en følelse politikerne gang på gang henviser til når de argumenterer for højere straffe eller lavere kriminel lavalder?

Thi kendes for folketribunalet

Sofie Venge Madsen

 

Klokken har netop passeret midnat. Det er d. 25. december 2014. På Vesterbro spadserer 23-årige Nanna og hendes 25-årige kæreste Morten mod deres lejlighed i Kongshøjgade efter at have fejret juleaften med hans familie. 

Ved Enghave Plads bliver de indhentet af ung fyr på cykel. “Hvad glor I på? Hvad er jeres problem?” spørger han. Et par fyre mere dukker op. Nanna fornemmer hurtigt en anspændt stemning.

“Det her går galt,” når hun at tænke inden Morten rammes i hovedet med en glasflaske og væltes omkuld. Nanna forsøger at lægge sig imellem, men slås i jorden. Morten og Nanna ligger på brostenene mens spark og slag fra knytnæver og kæder regner ned over dem. Nanna er tæt på at besvime. “Nu kan jeg ikke holde til mere,” tænker hun. 

Endelig stopper slagene. Gerningsmændene forsvinder

Efter overfaldet lægger Nanna et billede af sit forslåede ansigt på Facebook. Det er et grovkornet close-up af hendes blodstribede kinder, hævede øjne, flængen i panden og den flækkede læbe. 

I løbet af få timer bliver Nannas opdatering delt over 33.000 gange, og de sociale medier flyder over af fordømmelser og sympatitilkendegivelser.

Da retssagen mod de fire formodede gerningsmænd senere indledes, bliver den fulgt tæt af pressen og diskuteres heftigt på nettet. Anklager Pia Simon forsikrer i Politiken d. 16. maj 2015 at den store opmærksomhed “ikke har nogen betydning for om vi rejser tiltale, og [at] det heller ikke har nogen betydning i forhold til strafudmåling”. 

Men sagen, dommen og debatten på de sociale medier bliver efterfølgende et tilbagevendende eksempel når retsfølelsen bliver brugt som topos i den kriminalpolitiske debat.

Retsfølelse som topos

Topos betyder ‘sted’ på græsk. I retorisk sammenhæng betegner topos det (strategiske) ‘anskuelsessted’ man betragter en sag fra, eller det perspektiv man anlægger på sagen. Det er en retorisk grundantagelse at enhver sag kan vinkles, og at vinklen definerer hvordan sagen skal forstås. Når Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Mette Abildgaard, for eksempel i P1-debat d. 15. marts 2017 siger “Vi straffer ikke hårdt i Danmark. Se bare på Nanna-sagen og kommentarsporene på de sociale medier. Folk er krænket på deres retsfølelse,” så gør hun “retsfølelsen” til omdrejningspunktet for spørgsmålet om straf og fjerner samtidig fokus fra andre (fornufts- og erfaringsbaserede) aspekter af debatten.

‘Retsfølelse’ handler overordnet om menneskers holdning til hvilke strafferammer, love og konkrete domafsigelser der er rigtige og retfærdige. Men retsfølelse er langt fra en entydig eller klart defineret størrelse. Mens man i kriminologisk forskning har fundet det nødvendigt at sondre imellem informeret, uinformeret, generel og konkret retsfølelse, bliver begrebet sjældent nærmere defineret i den offentlige debat.

Det er imidlertid karakteristisk for politikernes brug af retsfølelsen som topos at den funderes i de reaktioner der kommer til udtryk på de sociale medier i forbindelse med konkrete enkeltsager. Derudover fremstilles retsfølelsen som 1) en kollektiv følelse der 2) står i modsætning til domstolenes afgørelser og 3) lægger vægt på straf.

En kollektiv og entydig følelse

Først og fremmest er det værd at bemærke at retsfølelsen altid bruges i ental – vi hører aldrig om retsfølelser – og at den oftest optræder i bestemt form. Da justitsminister Brian Mikkelsen (K) for eksempel argumenterede for en nedsættelse af den kriminelle lavalder med udgangspunkt i det såkaldte “Stadiondrab” fra 2007, hvor en 15-årig dreng dræbte en mand ved Aalborg Stadion, sagde han til DR d. 12. januar 2010: 

Hvis man er moden nok til at slå et andet menneske ihjel, må man også være parat til at tage straffen (…) Mit politiske udgangspunkt er at jeg er der på vegne af befolkningen og retsfølelsen i det danske samfund.

Retsfølelsen bliver altså fremstillet som en kollektiv og entydig størrelse der angiveligt indfanger hvad vi (som samfund) mener. 

Justitsminister Søren Pind (V) benyttede samme bestemte entalsform i BT d. 27. august 2016 da han begrundede regeringens forslag om at skærpe straffen for vold begået af flere gerningsmænd:

Nu foreslår vi at grov vold fra flere hæves med en tredjedel. Domspraksis i dag er utidssvarende. Den er ikke i overensstemmelse med retsfølelsen.

Pinds udsagn illustrerer samtidig det andet karakteristiske træk ved retsfølelsen, nemlig at den hævdes at stå i kontrast til rettens afgørelser. Og når der er denne (tilsyneladende) uoverensstemmelse mellem domspraksis og befolkningens opfattelse af hvad der er ret og rimeligt, bliver det en naturlig følgeslutning at straffen skal sættes op.

Foto: Scanpix

Straf frem for forebyggelse

Straf spiller i det hele taget en central rolle i politikernes udlægning af retsfølelsen:

Det tredje karakteristika ved toposen er en antagelse om at forulempede og retskafne borgere primært er optagede af at straffe forbryderens ugerning og mindre af at iværksætte resocialiserende eller forebyggende tiltag.

Det understreger socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, i Information d. 15. oktober 2013. Her afviser hun et forslag om at ændre den praksis der betyder at strafdømte selv skal betale omkostningerne i forbindelse med et sagsforløb: 

Hvis man hele tiden skal eftergive gæld og lave økonomisk fordelagtige løsninger for folk der har været i fængsel, så kan jeg godt forstå hvis det krænker de lovlydige danskeres retsfølelse.

Forslaget kunne ifølge kriminologiske eksperter forhindre at dømte fortsætter den kriminelle løbebane efter udstået straf på grund af gæld, men det afvises altså af Bramsen fordi det angiveligt er uforeneligt med retsfølelsen.

I forlængelse heraf gøres spørgsmålet om retspolitiske tiltag ofte til et dikotomisk spørgsmål om at være på offerets eller på gerningsmandens side. Det understreger Mette Abildgaard (K) i P1-debatten hvor hun fremhæver at Det Konservative Folkeparti går ind for strengere straf fordi “Vi stiller os på ofrenes side. Det er retsfølelsen der er det afgørende.”

Af Venstres principprogram fremgår det tilsvarende at partiet forholder sig sammenlignende til forholdet mellem offer og gerningsmand, og at hensynet til retsfølelsen knytter sig til sidstnævnte: “Retsfølelsen skal respekteres: Offeret skal altid sættes over gerningsmanden.”

Der levnes altså ikke plads til at retsfølelsen både kan rumme et repressivt og et resocialiserende og et præventivt hensyn: Angiveligt er det alene den konkrete straf, der manifesterer, om retsfølelsen – og offeret – tilgodeses. Det pointerer justitsminister Søren Pind (V) i Berlingske d. 27. august 2016:

Vi ved i det moderne samfund, hvad vold betyder for det enkelte menneske, og hvordan overgreb trækker lange spor. Derfor har vi i dag ingen undskyldning for ikke at gøre noget, og jeg synes, der har været en diskrepans mellem den forståelse og det strafniveau, der har været.

Artiklen bærer overskriften “Nanna blev tæsket af tre juleaften: Nu vil Pind skærpe straffen for umotiveret vold”, og så er vi tilbage ved begyndelsen: Retsfølelsen som topos inddrager ofte enkeltsager som anekdotisk evidens.

Det persuasive potentiale i anekdotisk evidens

Fra et retorisk perspektiv rummer anekdoter et åbenlyst overbevisende potentiale: Dels kan konkrete episoder danne grundlag for generalisering som ovenfor, dels kan udfoldede eksempler, som historien om overfaldet på Nanna og Morten, skabe nærvær. 

Retorikeren og retsfilosoffen Chaïm Perelman hævdede i sin tid at “nærværet på en direkte måde påvirker vores sensibilitet” fordi det giver os mulighed for at identificere og engagere os følelsesmæssigt i en sag.

Moderne psykologiske studier har siden påvist at vi er mindre kritiske over for historier der har et stærkt emotionelt indhold: Når vores følelser vækkes af dramatiske, uhyggelige eller personlige fortællinger, accepterer vi umiddelbart beretningernes sandhedsværdi på trods af manglende (adgang til) fakta. 

Andre studier viser at oplevelser, der aktiverer følelser, konsolideres stærkere i vores erindring, og at genaktiveringen af erindringen ofte rummer en genoplevelse af de følelser der oprindeligt knyttede sig til den.

Derfor kan det anekdotiske bevis også fungere som en vægtig gendrivelse af kontraintuitiv, men evidensbaseret viden. Det eksemplificerer justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på dr.dk d. 26. januar 2017 da han konfronteres med en empirisk undersøgelse af danskernes syn på straf. Undersøgelsen viser at folk i mange tilfælde ikke kræver hårdere straffe, men tværtimod dømmer mildere end domstolene når alle aspekter af en sag bliver gjort tilgængelige for dem. 

Justitsministeren gendriver den videnskabelige undersøgelse ved at sige:

Du kunne også have lavet en undersøgelse der havde sagt ‘et par er på vej hjem og bliver slået til ukendelighed med cykelkæder og andet. Gerningsmændene fik tre måneders fængsel’. Er det rimeligt? Hvis du havde spurgt sådan, tror jeg godt at jeg kender svaret. Så tror jeg at et stort flertal vil mene at det simpelt hen ikke er rimeligt.

– Og det anekdotiske bevis for retsfølelsen står tilbage som trumfkortet der lukker diskussionen. Afvisningen af den empiriske undersøgelse sker altså med implicit henvisning til reaktionerne på den konkrete sag om overfaldet på Nanna og Morten. Den digitale folkedomstols umiddelbare udtryk for retsfølelsen bliver dermed debattens mest magtfulde stemme. Og politikernes udlægning af retsfølelsen bliver den dominerende topos der trumfer videnskabelige fakta.                       R

 

Bibliografisk

Af Sofie Venge Madsen, studielektor i retorik, Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 106 (2018), s 7-9

Skriv et svar