Tøjter udfordrer fordomme om kvinder

I feministiske bevægelser er det en velkendt retorisk strategi at bruge kroppen til at skabe opmærksomhed om en politisk problemstilling. Det skaber engagement og udfordrer samtidig de traditionelle former for offentlig debat.

Tøjter udfordrer fordomme om kvinder

Cecilie Valentin

Valentin IllustrationEn kvinde går på gaden med et kort, sort skørt, lange læderstøvler, fiskenetstrømpebukser, bart maveskind, pink bh og et skilt. På skiltet står: “Samtykke er sexet. Alt andet er voldtægt.” Kvinden er en del af en protestmarch med hundredevis af deltagere som fandt sted i september 2013 i Chicago. Protestmarchen er ikke en enkeltstående handling, men del af en større nordamerikansk feministisk bevægelse ved navn SlutWalk. Lignende protester har fundet sted siden 2011 i flere byer i Canada og USA. Men de kreative strategier er ikke nye.

Tværtimod er det en kendt retorisk strategi at feministiske grupper eller bevægelser bruger kroppen som et virkemiddel for at fremføre en protest.

Karakteristisk feministisk retorik

Den amerikanske retorikforsker Karlyn Kohrs Campbell betragtes som en af de mest prominente forskere i feministisk retorik. I 1973 beskrev hun hvordan feminismen i 60‘erne og 70‘erne var karakteriseret ved en særlig retorisk stil som adskiller den markant fra andre retoriske genrer og er kendetegnet ved tre særlige træk.

For det første mangler den en lederfigur eller en konkret dagsorden. Det betyder at publikum selv får mulighed for at tolke den dagsorden ind som de finder passende. Publikum i den feministiske retorik er altså ikke passive, men autonome, selvbestemmende og en aktiv del af diskursen. For det andet gør den feministiske retorik brug af bevidsthedsskabelse. Det er en udveksling af personlige erfaringer hvor publikum bliver inviteret til at dele deres erfaringer om feministiske emner som fx det at være en hjemmegående hustru eller – i en mere nutidig kontekst – at være en kvinde med en bestyrelsespost i erhvervslivet. Formålet med bevidsthedskabelsen er at gøre det private til et politisk anliggende. Det går ud på offentligt at dele det der umiddelbart virker privat og uvedkommende for andre. Og idet delingen sker, opfattes de umiddelbare private erfaringer som universelle. Dermed er identifikation et nøglebegreb for overtalelse i den feministiske retorik. For det tredje er brud på ”decorum” (hvilket kort betyder passende social opførsel) for offentlig debat også kende-tegnende for denne type retorik.

At gøre det private politisk er nemlig at bryde normerne for feminin opførsel. Den traditionelle kvinderolle som passiv og dydig er ved at engagere sig i en offentlige debat pludselig en aktiv og offentlig aktør. Den feministiske retorik bryder altså med samfundets forventninger til sømmende opførsel for kvinder.

En teori dannet for 40 år siden kan måske virke forældet. Især taget i betragtning hvor langt den feministiske dagsorden er nået i den vestlige del af verden med overvejende juridisk og politisk ligestilling mellem mænd og kvinder. Men på trods af den umiddelbart strukturelle udvikling hvor i går var længe siden, virker de retoriske strategier for feministisk debat mere tidløse. Det ses også tydeligt i nyere feministiske bevægelser som SlutWalk.

Symbol på et samfundsproblem

SlutWalk udspringer fra en konkret hændelse i Toronto i Canada. Til et møde om sikker seksuel adfærd på et universitet i netop Toronto i 2011 udtalte en politibetjent at kvinder kunne undgå seksuelle overgreb såfremt de undlod at klæde sig som tøjter, ”sluts”. Udtalelserne skabte opstand. En gruppe af kvinder forfattede en e-mail til politiet i et forsøg på at starte en dialog hvor de ville diskutere mulighederne for uddannelse af betjentene så de kunne få mere retvisende oplysninger om seksuelle overgreb. E-mailen blev dog mødt med et ikke-svar hvor de konkrete kritikpunkter forblev ubesvarede. Derfor tog gruppen alternative midler i brug for at blive hørt og igangsatte en demonstration. Flere end 3.000 mænd og kvinder mødte op, og det blev startskuddet på SlutWalk som bevægelse. Lignende demonstrationer spredte sig nemlig hurtigt i canadiske og amerikanske byer, og demonstrationerne er blevet dækket af flere prominente nyhedsmedier som Washington Post, Huffington Post og Toronto Star. Målt alene ud fra antallet af demonstranter og medieomtale er bevægelsen den største af sin slags siden 70‘erne. Den konkrete hændelse fik samtidig hurtigt karakter af at være symbol på en bredere samfundsproblematik i forhold til diskursen om kvinder.

Letpåklædte tøjter provokerer

Det visuelle udtryk er centralt for at forstå SlutWalks retoriske funktion. Det karakteristiske ved SlutWalk er nemlig den iøjnefaldende iscenesættelse af kvindekroppen. Fælles for demonstrationerne i bevægelsen er at flere demonstranter er udfordrende klædt og ligner arketypiske tøjter – eller ”sluts”. Det kan med Campbells teori kaldes en ”symbolsk ombytning”. Det går i store træk ud på at bytte om på begrebers konnotationer. Tøjte er traditionelt set en kvindebeskæmmende term. Men ingen af de kvinder der er udklædte som sådanne i SlutWalk, lader til at være synderligt mærkede. Tværtimod udstiller de sig selv som tøjter uden hverken blusel eller skam. På den måde fremfører de en umiddelbart modstridende forestilling om tøjter fordi de ganske vist ser sådan ud, men ikke bærer den skam(-følelse) som det traditionelt medfører at være en promiskuøs kvinde. Kvinderne fremstår dermed som et direkte symbol på den diskurs de kritiserer: De lader sig ikke beskæmme af nedladende ord, og de lader sig ikke undertrykke af fordomme om deres seksualitet.

Det er også bemærkelsesværdigt hvordan SlutWalk ikke kun nægter at lade sig kue af kvindebeskæmmende termer, men at netop de termer også bliver brugt som en direkte kilde til identifikation i bevægelsen. Kvinderne er ikke alene fordi der pludselig er mange tøjter der går rundt på gaden. Der skabes altså en form for bevidsthed om at dette problem vedrører mange og dermed er politisk frem for privat. Foruden den umiddelbare underholdningsværdi i det at klæde sig ud har det altså også en tydelig samfundskritisk funktion. At skabe et tydeligt fokus på kvindekroppen kan altså ses som en retorisk strategi hvis funktion er at problematisere samfund-ets forestillinger om kvinder og deres seksualitet.

Jeg er også en tøjte

Foruden den karakteristiske påklædning – eller mangel på samme – tilkendegiver flere af kvinderne også verbalt at de kan identificere sig med det at være tøjter. De holder fx skilte med sloganer som “Tøjte og stolt”, “Stolt tøjte” og “Tøjte og hvad så?”. Kvind-erne med skilte kan deles i to grupper: de som også er udklædte som tøjter, og de som ikke er. Den sidste gruppe af kvinder er især interessant for bevægelsens bevidsthedsskabelse om en samfundsproblematik. De kvinder der går rundt i hverdagsmundering som cowboybukser, anorak og støvler, tilkendegiver at de er tøjter – på trods af at de netop langt fra ligner stereotypen på sådanne. På den måde opstår en umiddelbar diskrepans mellem det verbale og det visuelle. Det kan derfor betragtes som en ”sammenstilling” der sætter ord eller billeder sammen på nye måder for at illustrere absurditet-en i forestillinger som virker naturlige eller statiske. På den måde bliver kvinderne i hverdagsmunderingen til symboler på at samfundets opfattelse af kvinden som en tøjte er mere bredt appellerende.

Ud over kvinderne der tilkendegiv-er at være tøjter (både de udfordrende klædte af slagsen og dem i hverdagsmundering), er en tredje og sidste gruppe af kvinder også interessant for at forstå SlutWalk som en samfundskritisk bevægelse. Blandt nogle af demonstranterne er en gruppe der bærer skilte med fortællinger om at de har været udsat for et seksuelt overgreb. Det gør de med skilte som blandt andet siger: “Det her er hvad jeg havde på. Fortjente jeg det?” og “Jeg var kun fjorten. Det var min voldtægtsmands skyld – ikke min.” Fælles for kvinderne er at de også er iklædt hverdagsmundering. De sammenstiller altså forestillinger og virkelighed og illustrerer manglen på sammenhæng mellem de to. Dermed afkræfter de fordommene om at det kun er kvinder der ligner tøjter, som udsættes for seksuelle overgreb. Samtidig fremstår forestillingerne absurde og fordomsfulde.

Fælles for kvinderne i SlutWalk er at de uanset udklædning eller skilte alle styrker den samme argumentation: Seksuelle overgreb er ikke et isoleret problem der kun handler om en bestemt gruppe af kvinder med udfarende seksualitet. Derimod er seksuelle overgreb et politisk problem fordi alle kvinder potentielt er i fare-zonen, alene fordi de er kvinder. På den vis bliver den konkrete handling i form af en politibetjents udtalelser i Toronto til et symbol på en større samfundsproblematik.

Udfordrer den offentlige debat

Det er oplagt at problematisere SlutWalk for deres strategier. Bevægelsen kan både ligne et karnevalsoptog ligesom den kan risikere at bekræfte netop den diskurs om kvinders seksualitet som den ellers forsøger at kritisere og ændre. Fokus er på samfundets proble-matiske forestillinger om kvinders seksualitet, men det fokus risikerer at blive overskygget af et festligt optog med udklædninger og bar hud. Den diskussion er ikke fremmed, og vi kender den også fra fx Gay Pride herhjemme.

Men det at SlutWalk netop fremfører en protest som umiddelbart benytter sig af nogle andre strategier end dem som ellers benyttes for at komme til orde i den offentlige debat, kan være med til at udvide vores forståelse af hvordan borgere engagerer sig. Det at involvere sig i samfundet i en retorisk forstand er ikke kun begrænset til det verbale med sikker bevisførelse og ekspertudsagn som vi kender det fra fx kronikker i dagblade, indlæg på møder m.m. Den visuelle retorik kan være et stærkt virkemiddel med en tydelig funktion som enten styrker eller erstatter det verbale. SlutWalks retoriske funktion kan altså siges at være dobbelt: Bevægelsen udfordrer ikke kun fordomme om kvinder og deres seksualitet – den udfordrer også normer for offentlig debat.

Det er især typisk for minoriteter at anvende alternative strategier for at blande sig i den offentlige debat fordi de netop ikke har adgang til tradition-elle og anerkendte kommunikationsformer. På samme vis forsøgte SlutWalk sig også som nævnt først med en e-mail til magtudøverne. Men de måtte ty til alternative strategier da deres argumentation ikke vakte genklang. Strategierne har store lighedstræk med dem som også blev anvendt af feminist-er i 60’erne og 70’erne. At arven ikke er overleveret forgæves, ses ikke kun i Vesten. På samme vis som SlutWalk har også russiske Pussy Riot og ukrainske Femen brugt kvindekroppen som retorisk strategi til at skabe opmærksomhed om kvindepolitiske emner som ellers har haft svært ved at få en plads på den politiske dagsorden med traditionelle typer for offentlig debat. Så på trods af at 60’ernes og 70’ernes kamp for fri abort og tanken om kvindelejre kan virke som en fjern fortid, er tidens retoriske strategier aktuelle for flere feministiske bevægelser i dag.   R

Læs mere:

Campbell, Karlyn Kohrs: “The Rhetoric of
Women’s Liberation: An Oxymoron”, Quarterly Journal of Speech, Vol. 59, No. 1, 1973.
Demo, Anne T.: “The Guerrilla Girls’ Comic Politics of Subversion”, Women’s Studies in Communication, Vol. 23, No. 2, 2000.
Kjeldsen, Jens E.: “Billeders retorik”, Hanne Roer & Marie Lund Klujeff (red.): Retorikkens Aktualitet, Hans Reitzels forlag, 2009.
Kock, Christian & Lisa S. Villadsen: “Introduction: Rhetorical Citizenship as Rhetorical Practice”, Christian Kock & Lisa Storm Villadsen (red.): Rhetorical Citizenship and Public Deliberation, Penn State University Press, 2012.

 


Bibliografisk

Af Cecilie Valentin. Cand.mag. i retorik.

RetorikMagasinet 91 (2014), s 13-15
35091

Author profile

Skriv et svar