Tre sider af klimasagen

Klimaorkanen raser, og fronterne trækkes op i debatten. Hvad er Bjørn Lomborgs ærinde, og hvordan udnytter han sit retoriske spillerum? Hvad mener Al Gore egentligt, og hvordan er det lykkedes ham at skabe så meget fokus på en debat man for bare ti år siden rynkede på næsen af? Og hvordan formår Connie Hedegaard som klimaminister for en borgerlig regering at navigere mellem de to yderpoler? RetorikMagasinet stiller skarpt på klimadebatten og har bedt tre fremtrædende forskere inden for det retoriske felt komme med hver deres analyse af tre af de centrale spillere i klimadebatten. Christian Kock, Sine Nørholm Just og Merete Onsberg analyserer fronterne og skaber et overblik over det politiske klima

Tre sider af klimasagen

Christian Kock, Sine Nørholm Just & Merete Onsberg


Bjørn Lomborg – en havkat i hyttefadet

Af Christian Kock

Debattøren Lomborg har altid ret i alt. Han går efter at tage alle stikkene. Da han blev landskendt i januar 1998 med en serie kronikker i Politiken, skrevet sammen med nogle af hans studerende, var budskabet at de der var bekymrede for jordens tilstand, tog fejl på alle punkter – også klima. ”Drivhuseffekten er yderst tvivlsom,” fastslog den første kronik. Tvivlen fik fuld skrue i fjerde kronik – men dén havde Lomborg overladt til en af sine studerende, Ulrik Larsen, at skrive. Så når han nu gennem 10 år har hævdet at han altid har anerkendt menneskeskabt drivhuseffekt, klimaændringer og IPCC’s (Intergovernmental Panel on Climate Change, red.) rapporter, har han næsten ret, sådan da.

Indrømmelser skal man ikke forvente. Klare skæverter som han siden frafalder, svøbes i tavshed. Et eksempel: hans kampagne mod forskning om faldende sædkvalitet og andre hormonale effekter af kemikalieforbrug i miljøet; herom skrev han i september 1998 en kronik (og et kapitel i Verdens sande tilstand, der udkom dagen efter): Hvis undersøgelser viser færre sædceller hos nutidens mænd, mente Lomborg, skyldes det ”rent erotiske årsager – ikke mindst auto-erotiske”, dvs. de dyrker mere sex og onani. Men denne teori droppedes i tavshed i hans senere skrifter, mens forskernes antagelser om miljøbetingede hormonproblemer blev stadig stærkere underbygget.

Lomborg er en frygtindgydende debattør og retoriker. Han argumenterer klart og levende, ofte morsomt, og nyder den troværdighed der kommer af politisk at stå til venstre for midten og dyrke en ukonventionel livsstil imens han hudfletter venstrefløjsmærkesager på stribe. Han taler og skriver engelsk (amerikansk) bedre end måske nogen anden offentlig dansk debattør. Han er svær at gøre til fjendebillede.

Mange har prøvet at se ham som redskab for skumle kræfter, drevet af lede motiver. Desværre er den art mistænkeliggørelse en uskik Lomborg selv har rendyrket: Lige fra de fire kronikker har han generaliseret flittigt om forskere hvis synspunkter er motiveret af at ’sikre en lind strøm af bevillinger’ og om mediernes kommercielt motiverede fordrejninger af sandheden.

Annonce

Lomborg kom ind i dansk debat som en havkat i hyttefadet og fortjener anerkendelse fordi han bestandig hylder nuancering, faktabasering, ideologisk åbenhed og andre gode debatidealer. Men det er svært at se om han selv lever op til dem. Man kan føle at det hindres af ekstrem forfængelighed og trangen til at vinde alle kampe, med tilhørende håneret.

Som danmarks- og verdensborgere har vi fået stof til eftertanke af ham, men også til måbende rådvildhed. Lomborg ser i sin klimabog Cool It! og i utallige indlæg klimaproblemet som seriøst, men ikke katastrofalt, og han siger at reel begrænsning af verdens CO2-udslip vil være vanvittig kostbar og gøre vanvittig lidt gavn; flertallet af forskere og politikere anser derimod en kæmpestor begrænsning af CO2 for tvingende nødvendig, ellers får vi klimakatastrofer. Hvad er op og ned?

Lomborg fastholder urokkeligt ét; en tiltagende politisk konsensus satser store dele af butikken på det modsatte – med påstand om at have den samme videnskab i ryggen!

Det handler ikke om forskellige ’holdninger’. Dem kan folk være uenige om til evig tid. Der er heller ikke tale om to konkurrerende videnskabelige teorier. Den slags kan sagtens være i modstrid meget længe – om end begge ikke kan være sande. Nej, det er diametralt modstridende påstande om hvad den samme videnskab siger. Kan det passe at Lomborgs brug af videnskabelige data er selektiv ’cherrypicking’, som hans kritikere hævder? Men når nogen ’tilbageviser’ ham, kommer der 1000 nye henvisninger.

Vor regering må jo mene at Lomborg tager helt fejl – ellers er dens erklærede klimapolitik tåbelig. Kan den så ikke tage på sig at forklare os hvordan han tager fejl? Han selv bidrager i hvert fald ikke til en ’Copenhagen Consensus’ på dette punkt.


Connie Hedegaard – danser med isbjerge

Af Sine Nørholm Just

Connie Hedegaard er Danmarks første – og sandsynligvis også sidste – klima- og energiminister. Hedegaard begyndte allerede at fokusere på klimaet mens hun var miljøminister, og siden hun ved Klima- og Energiministeriets oprettelse i november 2007 satte sig i den nye ministerstol, har hun arbejdet målrettet frem mod klimatopmødet.

Som klima- og energiminister er Connie Hedegaard en helt central aktør, både i forhold til overordnet at sætte klimaet på dagsordenen og i forhold til konkret at gøde jorden for en ambitiøs og bindende aftale under klimatopmødet. Hedegaard og hendes stab af embedsmænd turnerer således rundt til diverse internationale formøder og til individuelle forhandlinger med statsledere og andre nøglepersoner.

Her er Hedegaards fornemste opgave at sikre fælles fodslag blandt de aktører der er afgørende for at aftalen kan komme i hus. Hun skal finde balancepunktet mellem det ideelle og det mulige. Hedegaard selv ønsker en vidtgående aftale, men hun skal samtidig sørge for at kravene til CO2 -reduktion ikke bliver så store at aktører som kineserne, amerikanerne og russerne springer fra.

Connie Hedegaard befinder sig i midten af forhandlingerne, men samtidig er hun i centrum for en ulmende konflikt mellem sit ministerium og resten af regeringen – anført af Statsministeriet. Hedegaard og Klima- og Energiministeriet står til at tage ansvaret hvis COP15 bliver en fiasko, mens regeringen med statsministeren i spidsen har et stort ønske om at tage over og høste æren hvis topmødet bliver en succes.
Her skal Hedegaard både tage hensyn til hvad der er i aftalens bedste interesse, altså at det sender et positivt signal at statsministeren går ind i sagen. Og på den anden side skal hun tage hensyn til sine egne og sine embedsmænds ambitioner om at høste frugten af deres anstrengelser.

I sit arbejde med at afbalancere de mange forskellige hensyn og samtidig sikre at processen skrider fremad mod en aftale, anvender Connie Hedegaard en række forskellige retoriske strategier. Fx henviser hun ofte til videnskabeligt arbejde som rapporter fra FN’s Klimapanel.

Hellere end at udlægge tallene eller fortolke prognoserne vil hun imidlertid vise at klimaforandringerne allerede har konkrete konsekvenser for vores planet. Her benytter Hedegaard sig af en særlig art konkret evidentia (billeddannelse) idet hun ofte rent fysisk har fremvist klimaforandringerne for statsledere og andre politiske aktører ved at henlægge forhandlingerne til gletsjeren ved Ilulissat i Vestgrønland hvor isbjergene brager ud i Isfjorden og smelter for øjnene af den betagede og bestyrtede betragter.En anden, men beslægtet strategi, kunne betegnes ’do it, don’t say it’.

Denne strategi benytter Hedegaard når hun opregner de forskellige tiltag som Danmark allerede nationalt eller i samarbejde med andre lande, fx i EU-regi, har iværksat. Strategien styrker ikke blot Danmarks etos som bannerfører i forhandlingerne, men giver også konkrete eksempler på hvad Hedegaard mener at aftalen bør rumme – og dermed hvad der efter hendes mening skal til for at vende udviklingen.

Connie Hedegaards udgangspunkt er at klimaforandringerne er en realitet der kalder på politisk handling, og hun arbejder som nævnt for en så vidtgående aftale som muligt, men ’muligt’ er netop kodeordet her. Hedegaard er eksponent for den opfattelse at politik er det muliges kunst. Sansen for det politiske håndværk blandes med veludviklede journalistiske færdigheder i Hedegaards ønske for aftalens udformning: Den skal være enkel og kort så der ikke er nogen tvivl om hvad den egentlig går ud på, og så det bagefter er muligt at holde de underskrivende parter op på deres løfter og få dem implementeret.


Al Gore – manden eller sagen?

Af Merete Onsberg

I 2006 kom filmen An Inconvenient Truth . Allerede samme år udkom den på DVD og fik dermed en endnu større udbredelse. Instruktøren, Davis Guggenheim, har opbygget filmen om Al Gore. Man følger hans foredragsrejser rundt om i verden, og man hører hans stemme som voice over til billedsiden hvor han redegør for sine bekymringer, sin opvækst, familie og uddannelse. Denne fokusering på manden skaber, retorisk set, nogle kommunikative muligheder, men gør samtidig filmen sårbar for kritik. Den kommer let til at kunne affærdiges med at den er en enkelt mands klimatiske korstog.

I en scene præsenterer hovedpersonen sig: ”I’m Al Gore. I used to be the next president of the United States of America.” Når folk ler, siger han ”I don’t find that particularly funny” – med et glimt i øjet. Efter den bitre afslutning på præsidentvalget i 2000 skulle han finde ud af hvad han skulle foretage sig efter otte år som vicepræsident under Bill Clinton. Han valgte at kaste sig over den globale opvarmning og begyndte at opbygge en sand global turnévirksomhed med sit foredrag.

Al Gore har en BA fra Harvard i statskundskab. Under studietiden tog han også et kursus om klima hvor professorens målinger af CO2-udslippet gjorde et varigt indtryk på ham. Han prøvede senere, først i Repræsentanternes Hus, siden i Senatet, at få den globale opvarmning og dens konsekvenser på den politiske dagsorden – uden held, må man sige. Det er denne udfordring han tager op igen i 2000.

I foredragene udvælger han de videnskabelige målinger der bedst lader sig fremstille som grafiske kurver. Ofte sammenstiller han to kurver så publikum kan se hvordan den stigende temperaturs op-og-nedsvingninger følges af CO2 -kurvens svingninger. Samtidig vaccinerer Al Gore jævnligt ved at sige at flere faktorer indgår i det meget komplicerede system som udgør det globale klima og dets ændringer over tid.

Gore prøver at gøre foredragene lettere at forstå ved forskellige ’gags’. Fx har han en lift så han kan løftes op og vise hvor opvarmningen ender om ikke ret mange år hvis vi ikke sætter ind nu. Folk ler, men de intenst lyttende ansigter der vises andre steder i filmen, er nok så overbevisende. Hvad der virker på det filmede publikum, virker ikke nødvendigvis på filmens publikum.

Uden tvivl forsøger Al Gore og filmen at fremstille sagen redeligt og interessant, men i og med at sagen forbindes snævert med Gores person, mister selve sagen terræn. I den scene der indleder og slutter filmen, ser man en flod og hører samtidig, oven på baggrundsmusikken, Gore tale om de lyde der er. Hvorfor ikke lade flodvandets klukken og frøernes kvækken selv fremstille sagen (den natur vi kender, forsvinder hvis vi ikke gør noget aktivt for at formindske den globale opvarming)?

Et andet problem i filmen er den manglende advokering. Filmen lægger op til at den globale opvarmning er et politisk problem som involverer hele Jordens befolkning. Hvad vil den så have den enkelte til at gøre? Dette mangler filmen at komme med forslag til. Først til allersidst, hen over rulleteksterne, kommer der nogle sætninger frem på lærredet, fx en opfordring til at bruge elsparepærer og finde politiske løsninger. Denne mangel udbedrer Gore dog allerede samme år i bogen An Inconvenient Truth: The Planetary Emergency of Global Warming and What We Can Do About It .

I 2007 modtog Al Gore sammen med FN’s Klimapanel (IPCC) Nobels fredspris. Der er ingen tvivl om at Al Gores foredrag og bøger har været med til at, som vi siger, sætte klimaet på dagsordenen. I oktober fortalte milliardæren George Soros fx at Al Gore havde inspireret ham til at oprette en klima-fond. ◗

Forfattere:
Christian Kock Professor i retorik ved Københavns Universitet; Sine Nørholm Just Lektor, ph.d., Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier, CBS; Merete Onsberg Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 74/2009, side 4-7.

Author profile

Christian Kock er professor emeritus i retorik ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet

Skriv et svar