Start » Dansk retorik » Danske artikler » Uffe Elbæk er lutter øren

Uffe Elbæk er lutter øren

av Amalie Hypolit

Det kom som en overraskelse for mange da Alternativet ved sidste valg kunne sikre sig ni folketingstaburetter. Med seks værdier, seks debatdogmer, et crowdsourcet partiprogram og en bandlysning af alle tvangstankerne i de traditionelle politiske ideologier. Men efter et lille år i Folketinget har Alternativet bevist stort talent for politiske forlig og bevaret viljen til at turde inddrage borgerne i spørgsmål om arbejdstimer, kødspisning og kystbeskyttelse. Vi har mødt formand Uffe Elbæk til en snak om at lytte mere end at tale når der skal skabes politiske resultater.

Uffe Elbæk er lutter øren

af Amalie Hypolit & Jakob Torrild Hansen

Konfrontation. Med det ord beskriver Uffe Elbæk den fastgroede logik i dansk politik. Der er én regering og én opposition der sidder i hver deres side af Folketingssalen, og de er uenige. Og sådan er det bare. ”Men det er nærmest helt teatralsk,” mener han. ”Du kender næsten allerede manuskriptet før folk går op på talerstolen – du ved stort set hvordan dynamikken bliver.”

Vi møder Uffe Elbæk i Alternativets partilokaler på Christiansborg til 40 intensive minutters opsummering af 40 intensive ugers politisk arbejde. For Alternativet har det været en udfordring at agere på en fasttømret teaterscene hvor politikerne gerne skriver hinandens roller og helst tegner hinanden i stråmandsprofil. Ikke mindst fordi partiet nærer mange lysegrønne håb om en anderledes politikerkultur med mindre udenomssnak, mindre selvpromovering og mindre mudderkast. Med andre ord med mindre manipulation. Men det duer hverken at politikerne tørrer den beskidte debatkultur af på medierne eller medierne på politikerne. Faktisk ligner det ifølge Uffe Elbæk mere at journalister og politikere går så tæt op ad hinanden på Christiansborg at de to folkefærd smelter sammen til ét.

Foto: Kasper Teiner

”Mediernes logik og den logik der er herinde, forstærker hinanden i en symbiose. En god historie er en konflikthistorie. Hvis der ikke er en konflikt, hvad skal man så skrive? Fortællelogikken gør at der skal være en konflikt. Det har været vores udfordring hele vejen at journalisterne har meget svært ved at finde ud af hvad de skal skrive om. Altså: ”I siger jo bare hvad I mener, I siger ikke at andre folk er dumme”. Vi siger at der er nogle konkrete løsninger på de problemer vi står over for. Og det tror jeg at vores vælgere godt kan aflæse. Det kan godt være at journalisterne ikke kan finde ud af at skrive om det, men derude, blandt borgerne, der er der i hvert fald nogle der siger at det vi gør, er rigtigt. Ellers ville støtten til os jo ikke gå op.”

Det er værdier som mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati der skal gøre dansk politik mere dynamisk, mener Uffe Elbæk og Alternativet. De er værdigrundlaget for ethvert manifest, enhver politisk pakke og enhver mening Alternativet fremsætter. Og det har ikke bare forvirret journalisterne, men også appelleret til politikere på tværs af traditionelle partiskel, fortæller den tidligere radikale kulturminister begejstret: ”Vi har åbenbart gjort noget der giver mening for rigtig mange. Det er at i stedet for at være bundet op på en ideologi er vi bundet op på værdier. Derfor kan folk der tidligere var medlem af socialistiske partier, og folk der var medlem af liberalistiske, lige pludselig finde ud af at være sammen fordi værdierne binder dem sammen. Det er ikke en bestemt historik eller systemforståelse eller klasseforståelse – det er værdierne. Det kan måske være svært med ord at beskrive, men hvis man oplever det sociale og kulturelle rum der bliver skabt, så kan man godt mærke om man er til et møde i Alternativet eller i et af de andre partier.”

Værdierne bærer debatdogmerne

Det er også værdierne der er grundlaget under Alternativets seks debatdogmer: Hellere lytte end tale, hellere nysgerrig end rethaverisk, hellere indrømme blankt end fastholde hårdnakket. Og ikke mindst at være ærlig og klar i mælet. Det er Alternativets debatdogmer i korte træk. Men duer devisen om hellere at fortie sig end fortale sig også til de øredøvende politiske debatter og mediernes hårde krav om svar? ”De her debatdogmer, som vi i sin tid formulerede, står oven på vores værdier. Værdierne ligger dybere end debatdogmerne. Debatdogmerne er egentlig bare nogle konsekvenser af hvad det er for en organisationskultur og selvforståelse og identitet og politisk placering … whatever, vi nu har, og for at nå eller understøtte det har vi lavet nogle retoriske spilleregler.”

Men stråmænd og fugleskræmsler vejrer ofte på Christiansborg. Og det er klart at det somme tider kan være svært at holde sig inden for debatdogmernes kridtstreger, indrømmer partilederen.

”Jeg synes dog langt hen ad vejen at det er lykkedes. Betyder det så at vi aldrig råber og skriger når vi er i Alternativets lokaler og har lukkede døre? Nej, det gør det ikke. Man kan også have lyst til at give igen. Der hvor vi får lyst til at give igen, det er når nogen tager en bestemt framing af os frem og simpelt hen tegner et billede som slet ikke er os. Det er de dér antagelser om hinanden hvor jeg har det sådan – det er sgu ikke i orden. Man føler også der bliver trådt på ens ære og identitet, og så er det det bliver meget emotionelt. Der skal man kunne tælle til ti.”

Foto: Kasper Teiner

Luften omkring partilederen var tyk med beskyldninger om landsforræderi da den såkaldte smykkelov fra december 2015 til januar 2016 fik den danske regering inviteret til høring i Europa-Parlamentet – en affære der endte under ad absurdum-hashtagget #uffesskyld. Når meningerne fyger og kameraet fanger, kan det være en udfordring at holde tøjlerne i den gode omgangstone: ”Det er ret interessant som konkret eksempel da jeg sidder i Deadline ude på DR2 en mandag aften hvor Naser Khader midt under interviewet pludselig siger at jeg laver landsskadelig virksomhed. Det er altså heftigt at en kollega for rullende kamera påstår at det du laver, er landsskadelig virksomhed. Det kan jeg godt håndtere ham og mig imellem, men hvis man går længere væk, til dem der sidder og ser det, og til dem som måske har en sårbar hjerne, så sætter det en masse reaktioner i gang. Hvilket det også gjorde. På min Facebook blev jeg senere kaldt alt muligt: landsforræder, rotte og ”du er sådan en, man skyder”. Først reagerede jeg med et ”Hvad siger du?”, og så forsøgte jeg faktisk til allersidst – nærmest mens teksterne kørte over skærmen – så siger jeg vi er nødt til at få en samtale om det her.”

Det er imidlertid ikke mere metakommunikation der er brug for i dansk politik: ”Nej, det bliver lidt for pseudoagtigt. Jeg synes jo at det handler om at tage ordentligt politisk lederskab. For politik er konflikter og værdiforskelle og forskelle i hvad vi vil med Danmark. Men jeg synes at det der er opgaven, hvis vi skal udvikle et godt politisk lederskab for os hver især, det er hvordan vi så holder de konflikter. Hvordan kan vi håndtere uenigheden? I den ambition betyder det rigtig meget hvordan vi snakker, og hvordan vi lytter.”

 

Mindre fordømmelse, mere selvjustits

Værdier og debatdogmer har på mange måder stået en hård prøve. Men under oprevne diskussioner og spidsbelastninger hopper kæden nogle gange af – og så må man vende tilbage til værdierne og bringe empatien, ydmygheden, humoren på banen igen: ”Jeg må virkelig tage hatten af for at vi i sin tid sagde at værdierne var det vigtige. Jeg kan mærke at vi ofte går tilbage til værdierne og spørger om det vi nu gjorde, var gennemsigtigt nok, og om vi lyttede mere end vi talte. Der er en enorm selvjustits. Det gode er at hvis diskussionen bliver for skrap, så begynder medlemmerne selv at monitorere og sige ”hey, nu lever vi ikke op til vores egne værdier”.

Uffe Elbæk understreger at selv om en forandring af den politiske debatkultur er en mærkesag for Alternativet, så må hvert enkelt parti selv tage stilling og vælge sin egen politik og sine egne debatdogmer: ”Vi føler ikke vi er dommere i noget. Vi er dommere i forhold til os selv. Jeg vil ikke være bedrevidende og fortælle de andre partier hvordan de skal være. Lige nu har Folketinget en formand (Pia Kjærsgaard, red.) som meget markant siger, ”I skal følge reglerne, ikke mindst tidsreglerne” – de bliver fulgt fuldstændig skrapt”, siger den tidligere kaospilot og banker i bordet som et tikkende ur. ”Der er ikke nogen slinger i valsen dér. Men egentlig tror jeg at det for mig handler om at hvert parti må vælge at gøre det på deres måde – det må komme inde fra partierne selv.”

Kravene om en mere åben og nuanceret debat kan nemlig hurtigt blive til et diskussionsemne i sig selv og flytte fokus fra det politiske indhold. ”Nogle gange får vi af vores politiske modstandere smidt vores debatdogmer tilbage i hovedet: ”Nå, så gik den nye politiske kultur ikke længere, hva?”. Sådan er det.”

Foto: Kasper Teiner

Skulle selvkritikken briste, har Alternativet udnævnt et retorisk panel, Ombudsmandsrådet, til at holde øje med at partiet fortsat ”holder sig inden for skiven” som Uffe udtrykker det. Kort inden valgkampen i juni 2015 konkluderede Alternativets ombudsmandsråd at debatdogmerne umiddelbart stod distancen, men også at manglende konkretiseringer af de politiske planer skabte tendens til udenomssnak. Ombudsmandsrådet har ikke gjort officiel status siden; trænger visse af dogmerne til en revision? ”Der er ét dogme hvor jeg er usikker på om vi ville have formuleret os på den måde i dag. Det er det der hedder at vi skal lytte mere end vi taler. Bare ved at I spørger mig, bliver jeg jo nødt til at svare. Jeg vil jo egentlig hellere høre hvad I tænker, men nu spørger I jo mig. Vi har også haft flere diskussioner i gruppen om hvorvidt vores dogmeregler gør at det vi politisk mener, bliver for utydeligt. Ved at være respektfulde over for hinanden bliver vi så for utydelige over for den der sidder og læser eller ser debatten? Herinde er den typiske måde hvorpå du får defineret din position, og hvad du mener, det er virkelig ved at kritisere de andre.”

 

Ærligt spinneri

For at trænge igennem har Alternativet fundet deres egen måde at navigere i medierne på uden at mørklægge spekulative relationer. ”Lidt populært kan man sige at Alternativet også bruger spin – vi fortæller bare åbent om den,” erklærer partiet på sin hjemmeside. ”Faktisk synes vi selv det er en genial ide eller løsning vi er kommet frem til,” frembruser Uffe Elbæk. ”Det kan jo godt være at læserne tror at nu har Berlingske eller Politiken efter ti ugers graverarbejde fundet frem til hvad indholdet af en finanslov er – og at de er dem der breaker det, og dem der fandt det. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Virkeligheden er langt oftere at det er partierne der skærer deres nyheder op og siger ”så får P1 den her, Berlingske får den her, og så får Politiken den her”. Vi gav vores iværksætterpakke solo til Berlingske og aftalte med dem at hvis I får den solo, så får vi måske også en kronik. Det fortæller vi bare om. Hvis vi selv har taget kontakt til et medie for at få dem til at skrive en historie, skal vi skrive på vores hjemmeside hvordan den kontakt er taget.”

Og netop Alternativets ideal om gennemsigtighed synes at illustrere det tætte trav mellem politikerne og medierne og tvinge parterne til at reflektere over rollerne: ”Det var mest et problem for journalisterne i starten. Først blev de nærmest helt provokeret over at vi ville skrive på hjemmesiden at det var os der havde tippet dem, for det ser jo bedre ud hvis det er dem der har fundet nyheden, men nu lever de med det.”

Én ting er de politiske udspil som Alternativet gerne vil have medieomtale af. Noget andet er de interne uenigheder i partiet. For kan man opretholde total gennemsigtighed hvis der opstår en indre konflikt, eller må man ty til fortielser og fordrejninger? ”Der er jo nogle indbyggede dynamikker og begrænsninger, for når vi siger gennemsigtighed, så betyder det jo ikke at vi vil fortælle alt. Det betyder bare at hvis vi træffer en beslutning, så vil vi også gerne fortælle om mellemregningerne. Der er nogle der spørger hvorfor vi så ikke bare tager og sender live-tv fra vores gruppemøder og sådan noget – men det er bare ikke sådan vi fortolker gennemsigtighed. Der kan sagtens være diskussioner hvor vi siger at dem tager vi for os selv. Og det kan der være alle mulige gode grunde til. Det kan være at det er personfølsomme sager hvor man siger at så er der nogle andre værdier der trumfer gennemsigtighed – fx empati. Der skal vi respektere at den sag er så følsom at empati træder over gennemsigtighed.”

 

Røsten fra folkedybet

Da Uffe Elbæk brød med De Radikale og grundlagde sit eget parti, var det med et åbent politisk program. Det skulle ikke vedtages fra oven, men besluttes i fællesskab og med inddragelse af dem der havde lyst. Alternativets politiske laboratorier hvor man som borger kan give sin mening til kende, eksisterer stadig. Men kan man fastholde så tæt en tilknytning til sit vælgergrundlag når man er et professionelt parti med ni mandater i Folketinget? ”Det er i hvert fald noget som vi skal blive ved med at være opmærksomme på,” erkender han. ”Virkeligheden herinde går så hurtigt at vi hele tiden skal komme med hurtige svar på hurtigt opståede problemstillinger, og det er en konstant udfordring når man gerne vil inddrage folk i processen. De to heste kolliderer simpelt hen. Og der prøver vi at finde ud af hvordan vi kan have fast track-beslutninger og slow track-beslutninger. Her skal vi kunne sige at det er i orden at der er noget der er fast track hvis det er meget konkrete spørgsmål. Hvis det er dybere, visionære, principielle problemstillinger, så er det slow track. Når vi mener noget om grænsebom eller paskontrol, så skal vi jo tage stilling med det samme – ellers er vi ikke med i samtalen.”

Det er imidlertid ikke alene politikernes ansvar at opretholde en god samtale, mener partilederen der gerne understreger budskabet ved at optræde i Debatten på DR2 iklædt en grå sweatshirt med trykket ”Respekt”. Det er vores allesammens ansvar. ”Jeg synes da vi skal begynde at stille krav til hinanden. Der er relationen mellem os herinde, og så er der relationen mellem os og borgerne, relationen mellem os og medierne og mellem medierne og borgerne – så der er mange der har et ansvar for om det går i den eller den anden retning. Og der har vi hver især som demokratiske borgere et ansvar for at stille højere krav til os selv og hinanden. Har vi som politikere et særligt ansvar som rollemodeller? Ja, det har vi da. Hvis ikke vi kan snakke ordentligt herinde, hvorfor fanden skulle vi så forvente at borgerne gør det?”

Er der også et krav du gerne vil stille til journalisterne?” Oprigtig nysgerrighed! Jeg ville ønske at journalisterne ikke allerede havde skrevet artiklerne før de gik ind til interviewet. Tænk nu hvis I oplevede at den her samtale førte jer et andet sted hen, så artiklen blev til noget andet når I kommer hjem? Det synes jeg kunne være fedt – hvis der var flere der var oprigtigt nysgerrige og prøvede at forstå mellemregningerne og nuancerne og evnede at formidle det perspektiv.”

R

Bibliografisk

Af Amalie Hypolit & Jakob Torrild Hansen, redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 100 (2016), s 4-7.

Amalie Hypolit
Latest posts by Amalie Hypolit (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere