Vejen til europa er brolagt med glimmer

Eurovision samler hvert år hele den europæiske familie foran fjerneren til et glitrende retorisk spektakel. Men for kulturelle outsidere på kanten af Europa er det ikke bare pailletter og pomponer. Tyrkiets sejr i 2003 var en milepæl for nationen.

Vejen til europa er brolagt med glimmer

Mathias Møllebæk

glimmer1“Eurovision er så kitsch og nationalistisk at jeg får ondt i øjnene bare jeg tænker på det!” Det var nogenlunde sådan en kollega beskrev sin oplevelse af Eurovision for mig en dag i kantinekøen da jeg henkastet nævnte for ham at nu kom Eurovision jo også snart til København, og hvor var det spændende. Jeg tror ikke hans patosfyldte udbrud vidner om en særlig unik holdning til Eurovision. De fleste har nok et had-/kærlighedsforhold til Eurovision. Der er nogle der elsker at hade det, og så er der nogle der hader at elske det.

Uanset om man kan lide det eller ej, er der vist ingen tvivl om at Eurovision siger noget unikt om Europa som politisk fællesskab. Hvis man vil have et billede af den brede europæiske offentlighed og de retoriske processer der former visioner om Europa og EU blandt EU-borgerne, så skal man snarere vende sig mod retorikken i Eurovision end mod retorikken i Bruxelles. Jo jo, ingen tvivl om at det er en svært fordøjelig cocktail af nationale stereotyper, halvsløje sangtalenter og kitschet glimmer-pangpang. Men Eurovision er også den årlige begivenhed hvor den europæiske identitet bliver klædt på til karneval, og de kulturelle grænser sat til debat. De nationale stereotyper og den kitschede grandprix-stil er de retoriske genre- konventioner der muli!ør at Euro- vision kan være det europæiske fællesskabsprojekt det er.

Fællesskabsprojekt med spejlkugle

At påstå at Eurovision først og fremmest er et europæisk fællesskabsprojekt, skurrer måske i nogles ører. Men Eurovision blev ligesom EU’s forløber, EF, grundlagt på ruinerne af Anden Verdenskrig – med målet om at sikre europæisk fællesskab og forhindre den afgrundsdybe splittelse mellem europæiske nationer som prægede den første halvdel af det tyvende århundrede. Hvor EF sikrede sammenhold med handelsaftaler om olie og kul, gjorde Euro- vision det med popmusik iscenesat som en årlig kulturudvekslende sangkonkurrence.

Det kørte meget godt indtil midten af halvfjerdserne hvor den Mr. Jardex-agtige musikstil ikke længere talte til andre end den lille skare der alligevel havde Jørn Hjortings “De ringer, vi spiller” som lydtapet det meste af tiden. Så Eurovisionen havde en stille tilværelse i cirka to årtier med faldende interesse og en uforandret konservativ musikstil. Men så skete der noget da muren faldt, og de sovjetiske satellitstater vendte sig mod Vesteuropa. Det inkluderende europæiske identitetsprojekt blev igen relevant, og man stillede på ny spørgsmålet om hvor Europas kulturelle grænser skulle trækkes.

Så siden slutningen af 90’erne har Eurovision været en vigtig europæisk arena for al den politik der ikke handler om økonomi og lovgivning, men identitet og værdier. Særligt for de ‘nyeuropæiske’ østlande hvor det årlige Eurovision næsten er blevet synonymt med voldsomme diskussioner om homofobi og transseksualitet. Tag eksempelvis Eurovision i 2007 i Helsinki. Her blev det til en serbisk sejr med den lesbiske sangerinde Marija Serifovic der først var genstand for homofobisk fordømmelse, senere national hyldest hos den ortodokse højrefløj i Serbien. Den mandhaf- tige balladesangerinde tog hjemmepublikummet med storm og blev et lesbisk ikon hvis politiske bedrift endda vækkede hyldest i amerikanske talkshows.

2007 var også året hvor drag queen’en Verka Serduchka repræsenterede Ukraine mod det ukrainskeparlaments vilje. De var stærkt imod at en drag queen iført en krydsning mellem en spadseredragt og en spejlkugle skulle være ukrainernes stemme i Eurovision. Men Eurovision-seernes begejstring for Serduchka trodsede den ukrainske konser- vatisme, og hun blev en meget populær nummer to med et næsten uforståeligt eurotech-hit. De eneste forståelige ordsammensætninger i sangen (selv hvis man er velbefaren udi det slaviske) var: “Let’s speak dance”, “I love you”, “Russia good- bye” og “ruski duski”.

Tyrkiet: 12 points!

glimmer2Med undtagelse af Israel er Tyrkiet det deltagerland der udfordrer Eurovisions europæiskhed mest – både geografisk og kulturelt. Den tyrkiske Eurovision-sejr i 2003 markerede et vendepunkt i den moderne tyrkisk-europæiske relation og har kastet nye perspektiver på Tyrkiets mulige optagelse i EU.

Siden Tyrkiet for første gang var med i Eurovision i 1975, har den generelle tyrkiske oplevelse været præget af en uforløst jagt på anerkendelse af Tyrkiets europæiske slægtskab. Der var stor entusiasme over for Eurovision i 70’erne og op igennem 80’erne og 90’erne, men en næsten ubrudt stime af bundskrabere førte til at den tyrkiske interesse dalede i slutning af 90’erne. Det ændrede sig dog radikalt da Sertab Erener vandt med sangen “Everyway That I Can” i 2003. Erener fik den tyrkiske billet fordi den tyrkiske tv-station TRT egenhændigt besluttede at udnævne Erener som Tyrkiets repræsentant i et forsøg på at genskabe interessen. Det virkede og gik over de fleste tyrkeres forventning. Erener vandt med et gedigent velskåret pophit a la Turka som fastsatte den form som størstedelen af de tyrkiske bidrag har taget siden hen: mavedansere, den lille tyrkiske tabla-tromme og orientalske klædedragter der giver mindelser om Det Nære Østen fra de gode gamle dage. Kun to gange i løbet af de sidste 10 år har det tyrkiske bidrag afveget fra den genre: I 2008 med en Muse-agtig, introvert rocksang og i 2010 med et teatralsk goth-rockband som blandt andet inkluderede en mand i rustning der skar i sig selv med en rundsav så gnisterne sprang (hvem sagde: “Ej, hvor Eurovision-agtigt”?).

Tyrkiets icebreaker

I 2003 havde Tyrkiet efter 16 års ansøgning (og 28 års pinlig Eurovision-deltagelse) endnu ikke begyndt forhandlinger med EU – så man forstår godt euforien der overstrømmede 50 millioner tyrkere den majaften i 2003. “Tyrkiet har ventet længe på den her sejr,” sagde Sertab Erener til en svensk avis som oven i købet hævdede at den tyrkiske sejr var en “politisk icebreaker” for Tyrkiets forhandlinger med EU. Nogle mente endda at der var tale om en kulturel renæssance for Tyrkiet – når man tog den nyvundne Cannes-pris og Tyrkiets tredjeplads ved fodbold-VM med i betragtning.

Men der var også kritiske stemmer blandt tyrkerne. Nogle konservative medier i Tyrkiet beskrev Eurovision-sejren som begyndelsen på en afvikling af den traditionelle tyrkiske musik. Den euforiske begejstring over sejren var tegn på indtoget af den “globaliserede amerika- nisme” i tyrkisk musik, lød det. En konservativ kommentator hævdede endda at sejren var tegn på at tyrkerne identificerede sig selv med det orientalistiske blik hvormed Vesten havde mystificeret og fetichiseret Tyrkiet og Mellemøsten gennem århundreder.

Brug for en patriotisk kampzone

europaglimmerHvorvidt Tyrkiets sejr i Eurovision var en politisk icebreaker eller kimen til selv-orientalisme, må stå hen i det uvisse. I hvert fald står Eurovision tilbage som en hyperstiliseret kampzone for nationale identiteter der hvert år giver nye perspektiver på “det nye Europa”. Det retoriske felt som Eurovision skaber, er et politisk felt, og den stereotypiske grandprix-sang er den retorik der former feltet.

Tyrkiets sejr i 2003 viser at Eurovision er et spændt politisk felt med en kitschet popretorik hvor nationale stereotyper ikke er symptomer på strid nationalisme. De er helt grundlæggende vilkår for retorikken i det europæiske fælles- skabsprojekt som Eurovision er. Det had- / kærlighedsforhold de fleste oplever som følge af kitsch og nationale stereotyper, er kendetegnende for al politisk retorik der på den ene side vil tage specifikke nationale kulturer seriøst (“autenticitet”) og på den anden side prøver at skabe et fællesskab på tværs af nationale kulturer med en specifik retorisk form (“grandprix-sangen”). Den danske formand for arrangørkomiteen, Jørgen Franck, udtrykte det måske bedst: “Eurovision er en kampzone hvor man kan tillade sig at være patriot. Du kan endda tillade dig at være nationalist. Du kan støtte dit eget land. Og du kan sige at de andre stinker. Det er harmløst, men meget betydningsfuldt. Hvis vi ikke havde den kampzone, ville vi måske have flere kampe.”


Bibliografisk

Af Mathias Møllebæk, kandidatstuderende i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 92 (2014), s 10-12
35092

Author profile

Skriv et svar