Vis mig din persona – og jeg ved intet om hvem du virkelig er

Tænk hvis du selv kunne vælge hvordan andre opfatter dig; den overskudsagtige mor, den kreative kæreste, den innovative medarbejder. Strategisk selvfremstilling er afgørende for at få succes. Og derfor omgiver den dig ligegyldigt om du ser tv, går på Facebook eller læser denne artikel.

Vis mig din persona – og jeg ved intet om hvem du virkelig er

Christina Pontoppidan.

En af mine venner overhørte en dag denne ordveksling mellem Thomas Blachman og hans datter i DR’s kantine:

Blachman: ”Hør skat, der er nervøse sangerinder der har travlt, så det ville være enormt dejligt hvis noget bare kørte, og du ligesom bare spiser din mad. Ellers er der ikke mere slik resten af dagen.”

Datteren: ”Jo, men faaar … Kunne du så ikke hente mig en rugbrødsmad?”

… Og det gjorde han så – ifølge min kilde i kantinen.

Den slags kendissladder ville naturligvis ikke finde plads i seriøse retorikspalter som disse hvis det ikke var fordi ordvekslingen illustrerer hvad der er på spil i det retorikfaglige begreb persona. I X Factor optræder Blachman som den kontante dommer der ser det som sin mission at opdrage Danmark til en mere sofistikeret musiksmag. Men når man får kendskab til denne mildere, mindre principfaste variant af ham, bliver det klart at den koleriske kritiker netop er – en optræd-en. Det er den rolle han forventes at spille i dommertrioen fredag aften. Det er hans dommerpersona – et maskespil designet til at vinde publikums gunst.

Persona er med andre ord en strategisk selvfremstilling. Som taler eller skribent må man være fleksibel og, som Blachman, være villig til at iscenesætte sig selv forskelligt – alt efter hvad den konkrete retoriske situation kræver af en. Retorisk set er det derfor mindre interessant hvem vi er, end hvem vi giver os ud for at være. Eller sagt anderledes: Retorikken lærer os ikke at være os selv, men at vælge bevidst hvilket selv vi netop nu skal være.

Når danskerne samles foran fjernsynet til ugens afsnit af X Factor, møder vi ikke den rigtige Thomas Blachman. Vi møder en snu person der har iscenesat sig selv i forhold til kravene fra den retoriske situation. 
Illustration: Sandra Myrtue

 

Strategisk selvfremstilling på Facebook

Facebook er et godt sted at studere retorisk selvfremstilling i praksis. At dømme ud fra mine veninders statusopdateringer bliver der fx bagt ufatteligt mange kanelsnegle med ungerne om søndagen. Man laver statusopdateringer fra de øjeblikke hvor man giver den som overskudsmor med hjemmebag og Zoologisk Have – og undlader at rapportere fra de søndage hvor Pippi Langstrømpe er sat på repeat. Medmindre man da netop har gjort den utjekkede underskudsmor til sin persona hvor man opdaterer selvironisk udstillende om hvordan knægten blev sendt af sted i børnehave med to forskellige sokker og uøkologisk rød spegepølse i madkassen.

Både overskuds- og underskudsmoren er strategiske konstruktioner som bliver udviklet og vedligeholdt gennem statusopdateringerne. Om man vælger den ene eller den anden persona, afhænger af hvad man vurderer vil give mest status blandt ens venner.

Jo flere venner man får, desto sværere bliver selvfremstillingen at udføre og styre. Det er fx persona-undergravende når ens mor bruger kælenavne eller minder om den næste familiefødselsdag i alles påsyn; eller når venner fra fortiden byder ind med illustrative eksempler på ens gymnasiepersona eller – endnu værre – folkeskolepersona. Facebook er et socialt udstillingsvindue der på en og samme tid er en unik mulighed for strategisk selvfremstilling og en konstant risiko for at få undermineret den.

 

Kunsten at konstruere uden at lyve

Persona giver altså hverken et nuanceret eller fuldstændigt billede af hvem man er. Det kan hænge sammen med at personabegrebet har sin oprindelse i litteraturvidenskaben hvor det refererer til forfatterens fiktive jeg. Men i modsætning til litteraturen fordrer retorikken et element af realisme i selvfremstillingen. For i det øjeblik personaen bliver så konstrueret at den forekommer fiktiv, vil man miste sin troværdighed i stedet for at opbygge den. Det er det der sker når man pludselig får en fornemmelse af at en taler spiller skuespil bag talerstolen.

Selvfremstillingen skal altså være sand. Men der er på den anden side ingen grund til at fortælle hele sandhed-en. Hvor meget man kan tillade sig at konstruere og hvilken slags selviscenesættelse der er passende, afhænger i høj grad af genren. Videnskabelige artikler lægger fx op til en seriøs, men begrænset personakonstruktion, mens man som klummeskribent kan tillade sig at lege med selvfremstillingen fordi læseren her forventes at gennemskue overdrivelsen og blive underholdt af den.

 

  1. persona – strategisk læserfremstilling

Retorikkens personabegreb rummer imidlertid en dimension mere som handler om modtageren – den såkaldte 2. persona. For på samme måde som den dygtige afsender iscenesætter sig selv, iscenesætter hun også sine læsere eller tilhørere ved mere eller mindre direkte at indskrive dem i sin tekst.

I dette uddrag fra en Alt for Damerne-artikel ser vi en meget tydelig læseraftegning:

”Vær klar i din kommunikation med andre. Sig, hvad du mener, og øv dig i at bede om det, du vil have. Tro ikke, at mænd er clairvoyante, så sig, hvad du tænker, hvad du vil, og hvad du ikke vil. Ud over at kommunikationen mellem mennesker skal være klar, skal også kommunikationen mellem dine celler være klar. Du skal skabe de optimale forhold i din krop, så cellerne kan kommunikere. En detoxkur kan være en rigtig god idé, når du vil skabe klarhed i dit liv.”

Her skrives til en moden kvinde i et længerevarende fast parforhold der er indstillet på selvudvikling og er åben over for at prøve forskellige kure der kan få hende til at føle sig sund. Mange læsere af RetorikMagasinet vil nok have svært ved at genkende sig selv i dette læserbillede og vil derfor stå af. Men i den konkrete retoriske situation skrives der direkte og tilpasset til læserne af Alt for Damerne.

Udfordringen er altså i hver retorisk situation at holde et spejl op foran læseren som læseren kan lide at se sig selv i. Den rette læserkonstruktion gør læserne velvilligt indstillede, mens en forkert konstruktion vil stemme dem negativt over for ens budskab og person.

Personaskribentens egne personakonstruktioner

Lad os afslutningsvis hæve os op på et metaplan og iagttage hvordan skribenten bag denne introduktion til personabegrebet iscenesætter sig selv. Skribenten præsenterer sig som cand.mag., ekstern lektor og forfatter, men forsøger tilsyneladende gennem de populærkulturelle referencer at undgå en alt for tørt docerende, selvhøjtidelig akademikerpersona. Er det en passende selvfremstilling til en teoretisk side som denne? Det ved kun du, kære læser, der i denne sammenhæng er forsøgt afbilledet som en seriøs retoriker uden hang til sladder og dameblade – medmindre det da rummer en faglig pointe.

 

R


Læs mere:

Black, Edwin: ”The Second Persona”, Quarterly Journal of Speech, Vol. 56 (2), 1970.

Cherry, Roger D.: ”Ethos Versus Persona. Self-representation in Written Discourse”, Written Communication, Vol. 15 (3), 1998.

Om forfatteren
Christina Pontoppidan. Cand.mag. i retorik og filosofi, ekstern lektor i retorik ved Københavns Universitet.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 88, juni 2013, s 4-5.

35088

 

Skriv et svar