Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essayer » Rhetorica Scandinavica Anmeldelser » Vor tids indføring?

Vor tids indføring?

av Stefan Iversen

Anmeldelse

Anmeldelse:
Jens E. Kjeldsen: Vor tids retorik. Indføring i moderne retorisk teori og metode. København: Praxis, 2018.

Bibliografisk

Stefan Iversen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Om anmeldelsen
Ingår i: Rhetorica Scandinavica 78, 2018, 121-126

Annonce

Fulltext

Monografiske introduktioner til et felt eller en disciplin har flere fordele, sammenlignet med antologier og artikelsamlinger. En forfatters blik på et større fagområde kan med få træk relativt entydigt aftegne det pågældende områdes grænser, kan hierarkisere disciplinens kerneideer og skabe en klar progression i fremstillingen af stoffet og har nemmere ved at fastholde en gennemgående begrebsbrug. Ulemperne ligger især i risikoen for at blive enøjet, ensidig eller idiosynkratisk og for at mangle kant og skarphed i nogle af det videnskabelige landskabs mange forskellige afkroge. For mens en antologi med flere forfattere ofte stritter i forskellige retninger, fx hvad angår centrale termers betydning eller valg af og skelnen mellem teorier og metoder, så giver dens forskellige bud nogle gange et mere opdateret, realistisk og didaktisk værdifuldt indblik i de uenigheder og debatter, der er en af forudsætningerne for, at et humanvidenskabeligt felt overhovedet fungerer som et felt.     

Det lykkes overordnet set Jens E. Kjeldsens Vor tids retorik at høste introduktionsmonografiens vigtigste fordele og undgå dens værste faldgruber. Overordnet set er det en bredt funderet, meget velskrevet og stort set tidssvarende indføring i studiet af aktuelle retoriske udtryk.

Som læsere af nærværende tidsskrift vil vide, findes der allerede flere skandinaviske introduktioner til retorikkens forskellige faglige dimensioner. I Retorik. Teori og praksis (2009) giver en mindre gruppe af skribenter (alle tilknyttet retorikstudiet ved Københavns Universitet) en bred introduktion til retorikkens grundlæggende principper, dens vigtigste begreber samt de centrale dele af dens praksis. En anden type introduktion finder man i Christian Kocks Ordets magt. Retorisk tænkning der holder (2012), som giver en kronologisk gennemgang af de væsentligste teorier ”om retorisk praksis” (2012: 9) fra antikken og frem til ca. år 1900. Mere smalt fokuseret er Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik, hvis aktuelle, tredje udgave udkom første gang i 2014. I den dansksprogede antologi stiller forskellige forfattere skarpt på temaer eller problemstillinger i det, der med et lån fra amerikanske retoriktraditioner normalt kaldes retorisk kritik. Empirien stammer fra en samtidig dansk virkelighed (”retorisk kritik af aktuel dansk retorisk diskurs”, Roer og Lund 2014: 7). Et lignende koncept finder man i den svenske Retorisk kritik. Teori och metod i retorisk analys (2014), redigeret af Fischer, Mehrens og Viklund. Artiklerne er fælles om at ”belyse mötet mellan teoretiska perspektiv och konkreta analysmaterial” (2014: 7). Kjeldsen selv har, ud over at bidrage til flere af de nævnte bøger, på norsk udgivet Retorik i vår tid. En innføring i moderne retorisk teori (første udgave 2004), som også er udkommet lettere ændret på svensk under titlen Retorik i dag. Introduktion till modern retorikteori (første udgave 2008). Den dansksprogede Vor tids retorik er for størstedelens vedkommende en tredje oversættelse af dette manuskript, dog med flere væsentlige ændringer, mere herom senere. 

Som de forskellige introduktioner illustrerer, så kan sådanne bøger afgrænses og vinkles på forskellige måder. Kjeldsens bog vælger et dobbelt greb. Titlens ”vor tid” udpeger genstandsfeltet: Bogens interessefelt er aktuel kommunikation. Samtidig signalerer undertitlens ”indføring i moderne retorisk teori og metode”, at perspektivet er bredere end det rent analytisk/kritiske, og at det er afgrænset historisk; det handler med andre ord ikke om rhetorica utens, men om aktuelle former for rhetorica studens og rhetorica docens.  

Bogen består, ud over en indledning og et efterskrift, af fem dele plus en bonusdel. De første fem dele handler hver om en nøglekomponent i (retorisk) kommunikation: situation, afsender, sag/argumentation, udtryk og modtager, mens bonusdelen, ”Måder at udforske retorik på”, zoomer ind på specifikke metoder, man kan bruge til at studere andres kommunikation med.

Indledningskapitlet ”Hvad er retorik?” giver via en række dilemmaer et rids af diskussionerne om retorikfaglighedens afgrænsning (bred eller snæver persuasio?, effektivitet eller etik? pragmatik eller dekonstruktion?). Bogen definerer selv retorisk kommunikation som ”hensigtsbestemt kommunikation, som søger en virkning” (19) og som ”handling gennem kommunikation” (20). Samtidig med disse brede, relativt ukontroversielle opfattelser af, hvad der adskiller retorisk kommunikation fra andre former for symbolbrug, peger indledningen kort på det, der benævnes retorisk bearbejdning: At retoriske udvekslinger ikke kun er relevante i specifikke sammenhænge, men at de har et efterliv ved det, at de indgår i større meningskonstellationer eller diskursformationer, som har andre halveringstider end døgnets eller månedens.  

Alligevel er udgangspunktet for bogens måde at tænke retorik på situationalitet. Kapitlet ”Situationen” udgør da også første del af fremstillingen. Inspireret af blandt andre Barry Brummett taler bogen for, at man for at forstå situationerne i aktuel retorisk kommunikation må udvide den traditionelle retoriks vokabularium betydeligt, fordi aktuel kommunikation eksisterer på ganske andre betingelser end antikkens: Demosthenes’ filippiske tale “er anderledes end valgduellerne i fjernsynet” (23). Nutidens retorik præsenteres, i modsætning til den antikke retorik og på grund af det, der med henvisning til Stig Hjarvard og Marshall McLuhan kalder medialiseringsprocesser, som værende multimodal, fragmenteret og intimiserende. Ind i denne mediesensitive ramme sætter bogen nu de antikke begreber kairos og aptum, der fører til en grundig introduktion af ideen om den retoriske situation i traditionen fra Lloyd Bitzer, der fører videre til overvejelser om situationstyper eller genrer, inspireret af blandt andre Edwin Black og Carolyn Miller. Første kapitel kombinerer antikke og moderne indsigter (hvoraf nogle har et tangentielt forhold til det, der traditionelt henvises til som retorikvidenskab), og denne fremgangsmåde er gennemgående i de følgende dele af bogen. I første del af andet kapitel (”Afsenderen”) præsenteres læseren dels for diskussionen af etos-dyderne hos Aristoteles og Cicero, dels for nyere ideer om autenticitet og om forskellige faser i modtagerens konstruktion af afsenders troværdighed. Anden del af kapitlet foretager et markant, men umarkeret sporskifte i stoflighed, idet det snarere end at tale om, hvad etos er, taler om et partikulært sæt af empiriske metoder til at undersøge etos og troværdighed. Tredje del drejer sig om “Sagen og argumentationen”. Fra antikken hentes Aristoteles’ skelnen mellem strukturelle, formale og indholdsmæssige former for topoi, som så kombineres med nyere ideer om, hvordan argumentation konstrueres og praktiseres. Fx kombineres strukturelle topoi med medieteoretiske ideer om framing og nyhedskriterier, mens formale topoi kombineresmed argumentationsskemaer i traditionen fra Chaim Perelman & Lucie Olbrechts-Tyteca. Kapitlet giver også en indføring i syllogismen og enthymemet, som leder til en gennemgang af Stephen Toulmins argumentationsmodel, centreret omkring påstande, belæg og hjemler. Den klart længste af bogens fem hoveddele handler om det retoriske udtryk. Kapitel 5 og 6 fylder således mere end 100 sider, mens gennemgangen af argumentationsteorierne og af retor til sammenligning hver fylder under 30 sider. I ”Ordene” handler det først om stil (især troper og figurer), siden om det, bogen både kalder ”moderne litteraturvidenskabelig retorik” og den ”retorisk inspirerede litteraturvidenskab” (180). I praksis vil det her sige fra Kenneth Burke (om retorik som symbolske handlinger og om fortællinger og dramatisme) via I.A. Richards (om misforståelser) ind i en diskussion med dekonstruktionen (Jacques Derrida og Paul de Man) og ud igen via George Lakoff og Mark Johnsons kognitive semantik. Kapitel 6 (”Multimodal og visuel retorik”) hævder indledningsvist, at det kun burde hedde det første (altså multimodal retorik), men handler så umiddelbart herefter kun om det andet (altså visuel retorik). Efter en kort, perspektivrig gennemgang af visuelle troper og figurer følger først en kortere introduktion til semiotikkens tegnlære, siden en meget udfoldet præsentation af billeders retoriske funktioner med særligt blik for billeders evne til at fortætte både følelser og argumenter. ”Modtageren” begynder med den hermeneutiske cirkel og generelle overvejelser over, hvad der gør tekstforståelse mulig, og bevæger sig herfra til en gennemgang af patosappellers former og funktioner fra Aristoteles til nyere ideer om affekt. Kapitlet afsluttes med nedslag i teorier om retorisk publikum hos Perelman, Edwin Black og Maurice Charland. Bogens bonusdel, som ud over efterskriftet er det eneste nye kapitel sammenlignet med de tidligere norske og svenske udgaver af bogen, hedder ”Måder at udforske retorik på”. Ud er først og fremmest røget en historisk redegørelse for klassiske retoriske teoretikere. Det nyskrevne kapitel udgør lidt et tematisk og stilistisk gearskifte. Det adresserer eksplicit retorisk kritik, blandt andet inspireret af Lisa Villadsens introduktion til disciplinen i Retorik. Teori og praksis, og introducerer kort fire forskningsmetoder: receptions- og publikumsstudier, kvalitative interviews, protokolanalyser og etnografiske studier. Det sker i en anvisende tone (”du skal udvikle og følge en interviewguide”, 299) og med henvisninger til eksempler på fremgangsmåderne i praksis.  

Som introduktion til studiet af retorik har Vor tids retorik mange styrker. Den kombinerer overbevisende nøglebegreber fra den klassiske retoriske tænkning med velvalgte nedslag i nyere teori og inddrager oplysende pointer fra tilliggende videnskaber, hvor det er relevant. Stærkt står især afsnittene om situation og om visualitet. Progressionen fra afsender via sag og udtryk til modtager lægger sig i forlængelse af intuitive opfattelser af kommunikation og er derfor nem at følge, også for læsere, som ikke i forvejen kender retorikvidenskabens grænser eller kernedebatter. Med til at gøre bogens fremstillinger velfungerende er også en gennemført sans for det didaktiske potentiale i dilemmaer og modsætninger; adskillige gode passager kontrasterer forskellige syn på et tema eller et problem for derefter at give bogens i reglen opklarende og syntetiserende bud. Indplaceringen i forhold til eksisterende forskning er sikker og velproportioneret, idet nysgerrige læsere får mange relevante henvisninger til videre læsning, men uden at teksten tynges ned af referencer. Overalt er fremstillingen klar og præcis, og der bruges mange relevante eksempler fra et bredt udvalg af aktuelle kommunikationsgenrer og -former. Bogen har en forkærlighed for det, der i gamle dage hed det interessante, og som man i vore dage ville kalde det spektakulære eller virale: De allerførste sætninger i bogen handler om et kollektivt selvmord, #metoo dukker op flere steder, ligesom der også bliver plads til ubådsbyggeren Peter Madsen og til migrantdrengen Alan Kurdi.

Kapitlet ”Multimodal og visuel retorik” rummer på samme tid bogens mest originale og mest problematiske indhold. Præsentationerne af visuelle udtryks retoriske indebyrd, former og funktioner guider meget sikkert læseren gennem udfordringer af både generel (hvad skal man fx forstå ved, at billeder kan argumentere?) og specifik (hvad er fx de retoriske konsekvenser af, at billeder ligner virkeligheden?) karakter. Disse fremstillinger bærer på bedste vis præg af være skrevet af en forsker, som ikke blot har føling med visuel retoriks historik og aktuelle tilstand, men som også har været med til at forme feltets udvikling. Det multimodale perspektiv tilbagestår anderledes underbagt. Ca. 2 af kapitlets 40 sider handler om multimodalitet, en prioritering, der ikke bliver mindre underlig af at, som teksten selv nævner, al kommunikation ”uundgåeligt [er] multimodal” (208). Omgangen med multimodalitet kommer til kort på flere niveauer. For det første bliver det ikke klart, hvad teksten forstår ved modalitet og multimodalitet. Mens nogle måske kan stilles tilfredse med en formulering om, at ”i retoriske studier er det dog ikke afgørende præcis hvordan man definerer en modalitet” (213), så ville det have klædt en indføring som denne at udfolde bare nogle af de eksisterende ideer om modaliteter, samt at give anvisninger til at skelne mellem dem. Teksten er selv uklar på det punkt, fx når det ét sted fremgår, at ”selv bogstaver er visuelle og multimodale”, mens det få linjer senere lyder, at ”en skriftligt tekst vil normalt vurderes som [sic!] monomodal” (213). På et andet niveau virker det ubegrundet, at visualitet er den eneste modalitet, som præsenteres i detaljer: Her er stort set intet om fx lyd, gestik, musik, berøring etc., forstået som modaliteter, og følgelig næsten heller ikke noget om det, der især er med til at gøre multimodale analyser både vigtige og tidssvarende, nemlig læsninger af samspillene mellem modaliteter. Endelig, på det mest generelle niveau, virker det som en forspildt mulighed, at bogen ikke tager konsekvensen af det multimodales allestedsnærværelse og bruger det som teoretisk og metodisk ramme til at tale om udtryk i det hele taget. En sådan tilgang ville rime glimrende med bogens egen indledende karakteristik af vor tids retorik som især præget af multimodale udtryk såvel som med gængse teoretiske antagelser om, hvordan multimodalitet fungerer. Også ord udtrykkes gennem modes, men i kapitel 5 (”Ordene”) optræder ordet ”multimodal” kun to gange og da begge gange som henvisning til titlen på kapitel 6. Indvendingen er ikke, at afsnittene om ord fungerer dårligt (de er isoleret set glimrende), eller at afsnittene om visualitet fungerer dårligt (de er fremragende), men snarere, at bogen ikke rigtigt indfører i multimodal retorik. De tidligere versioner af bogen, hvorfra langt det meste af afsnittene om ord og billeder kommer, fungerede på en måde bedre, idet de helt undlod at tale om multimodalitet; problemet med deres præsentationer er så, at de ikke længere passer godt på vor tids retorik, hvor andre modaliteter end ord og billede og hvor samspil mellem modaliteter fylder og betyder meget.

Det fører frem til et andet aspekt ved Vor tids retorik, som kalder på kommentarer. Spørgsmålet er klassisk og nok også lidt uretfærdigt, men bogens egen konceptualisering inviterer til at stille det: Indfører bogen faktisk i (teoretiseringer af) vor tids retorik? I udgangspunktet er det en stor styrke ved bogen, at den sætter sig for overhovedet at forsøge. ”Vor tid” er som bekendt et bevægeligt mål, ikke mindst fordi udviklingen i digitale, netværksbaserede kommunikationsformer bevæger sig frem i stadigt hyppigere spring. Det er ikke kun en teoretisk spidsfindighed at hævde, at kommunikation lige nu (oktober 2018) forløber under ganske anderledes vilkår end kommunikation gjorde i 2008, ja også anderledes end kommunikation gjorde i 2013. Vor tids retorik står som nævnt stærkt, når den medtænker medialiseringsprocesser i relation til situationalitetens ændrede vilkår. Den kunne dog med fordel drage flere konsekvenser heraf, også i forhold til den empiri, der tjener som eksempelmateriale. Sociale medier og digital retorik i det hele taget fylder ikke meget i bogens kapitler; opfattelsen af afsender og (især) modtager tager ikke meget hensyn til det aktuelle mediebilledes forskydninger af de kategorier; multimodalitet er som vist mere et begreb på besøg end den ramme, alle retoriske udtryk betragtes gennem. De for størstedelens vedkommende klargørende og aktualiserende tilføjelser og ændringer i forhold til de tidligere udgaver af bogen skjuler ikke, at størstedelen af bogens brødtekst, såvel som dens grundlæggende struktur, stammer fra en tid, hvor Facebook ikke eksisterede, hvor ingen amerikansk præsident endnu havde brugt personlige 140-tegns beskeder som primær kommunikationskanal, hvor trolde stadig var noget, børn læste om i eventyr, hvor uddannede avisredaktioner sad på nyhedsstrømmen, osv. Nogle læsere vil finde denne konservatisme saliggørende og kan med en vis ret hævde, at hovedparten af de præsenterede begreber er relevante netop derved, at de har holdbarhed ud over det flygtige og foranderlige medie-nu. Det spritnye må man så, hvis man ikke kan leve uden, finde andetsteds.

Endelig er det værd at knytte nogle kommentarer til bogens videnskabsteoretiske antagelser og ambitioner. Læseren loves en indføring i ”teori og metode”, men bogen skelner ikke skarpt mellem de to og giver ingen bestemmelser af, hvad forskellene er på teorier og metoder. Det er langt fra enestående i retorikvidenskaben. Som blandt andre Villadsen har påpeget (i ”Dyre ord, men hvad dækker de? Teori, metode og model i retorisk kritik” (Rhetorica Scandinavica 23,2002)), så var der i megen tidligere retorisk forskning en tendens til ikke at ville eller ikke at kunne skelne mellem teorier (forstået som antagelser, der beskriver et fags fænomener) og metoder (forstået som planmæssige fremgangsmåder til at indsamle og bearbejde informationer). Det er især det distinktive ved forskellige metoder, som er forsvundet på grund af denne sammenblanding. Som modtræk har en række nyere, engelsksprogede udgivelser skærpet fokus på de veje af hvilke, man som retoriker kan komme frem til resultater (fx McKinnon et als Text + Field. Innovations in Rhetorical Method (2016) og Rhetorical Audience Studies and Reception of Rhetoric (2018), som Kjeldsen selv redigerer). Vor tids retoriks nyskrevne kapitel, ”Måder at udforske retorik på” gør faktisk ansatser til at skelne ved at præsentere ”et udvalg af sådanne fremgangsmåder” (284), men selv om de valgte nedslag for så vidt begrunder sig selv, så er fremstillingerne af de tre metoder noget for korte til at kunne stå på egne ben. Med til det metodiskes lidt stedmoderlige behandling hører, at metoderne mere har karakter af et efterstillet appendiks end en integreret del af bogens øvrige teori. De forbindes ikke klart med de tidligere præsenterede ideer, heller ikke hvor disse (som i anden del af kapitel 2) faktisk handler om empiriske metoder. Som med multimodaliteten kunne man ønske, at metodebevidstheden havde været en del af den samlede konceptualisering fra begyndelsen af.

Hvis man allerede har enten den norske eller svenske version af bogen, så bidrager Vor tids retorik ikke med nok nyt til at gøre den danske version uomgængelig. Men har man ikke en af de tidligere versioner, så er bogen i høj grad en anbefaling værdig. De mindre indvendinger til trods er det en bog, som mange læsere kan få glæde af. Enhver med interesse for kommunikation får her en samlet, kompetent og levende indføring i mange af den aktuelle retorikforsknings centrale begreber og problemstillinger, hele tiden orienteret mod det aktuelle medielandskab. For den retorikstuderende er bogen et godt bud på en grundbog til arbejdet med at læse retorik, i hvert fald hvad angår de stærkeste kapitler (situation, visuel retorik). For forskere i retorik er det måske først og fremmest inspirerende at se, hvor elegant og sikkert teksten navigerer i både velkendte og mere eksotiske retorikfaglige farvande. Og uanset om ens idiosynkrasier og temperamentstilbøjeligheder finder det valgte fokus på aktuel retorik vederkvægende, ahistorisk eller lettere forsinket, så forbliver Vor tids retorik en kvalificeret og frugtbar samtalepartner, som også gør sig glimrende i dansk sprogdragt.

.

Stefan Iversen

Stefan Iversen er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Latest posts by Stefan Iversen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere