Vores bryster er vores bomber

Jeg sidder i et fly på vej til Stockholm og bladrer åndsfraværende i Dagens Nyheter. Det er sent om aftenen, og det lille spot i loftet lyser ned på avisen. Jeg kan ikke rigtig samle mig om teksterne. Men så stopper jeg op og kan ikke tage øjnene fra fotografiet som er bredt ud over to sider….

Vores bryster er vores bomber

Jens E. Kjeldsen

…Fotografiet illustrerer en artikel om feministgruppen Femen der bruger kvindekroppen som våben. Billedet er fra en catwalk i Paris under modehuset Riccis opvisning i september 2013. Der er en forstyrrende ubalance i kompositionen. I modsætning til de fleste billeders centralkomposition trækkes vi mod det nederste højre hjørne hvor en afklædt kvinde ligger på gulvet. Hun bliver slæbt væk mens hun skriger og forsøger at holde sig fast. Over hende griber en mand i et mørkeblåt jakkesæt en anden topløs kvinde i armhulerne, antagelig for at flytte hende ud samme vej. Kvinden har en blomsterkrans om håret og en knyttet næve hævet i luften. På hendes nøgne overkrop er der skrevet ”Fashion” og andre bogstaver jeg ikke kan tyde. De afklædte demonstranter er i eksplosiv fysisk aktivitet: Musklerne er spændte, munden skriger; kroppene emmer af energi, vilje og liv.

Modsætningen til omgivelserne er bemærkelsesværdig. Modellen i venstre side er fuldstændig uanfægtet. Uden at ænse omgivelserne går hun mekanisk frem. Til venstre for hende går endnu en model i næsten samme klæder; som en klon på vej til at følge den fastlagte rute på catwalken. På begge sider sidder tilskuerne og betragter passivt som distancerede beskuere uden evne eller mulighed for at gribe ind.

Billedet af Femen på catwalken fungerer både som hændelse og sprog. Foto: Jacques Brinon/AP/TT

Tegn og virkelighed

Billedet fanger mig fordi det på samme tid er en form for formidling og en tilsyneladende uformidlet virkelighed som udspiller sig foran mig. Dette passer med billedforskningen som vi groft sagt kan dele ind i to traditioner: Den ene ser på billeder som sprog, den anden ser på billeder som hændelser. For eksempel betragter læren om menneskets brug af tegn, semiotikken, billeder som sprog. Semiotisk set kan vi læse billedet som en kontrast mellem bevidst vilje og åndløst modeslaveri. De mekaniske modeller repræsenterer ikke sig selv. Vi oplever dem ikke som krop og hændelse, men som tegn på modeindustrien. I de mere fænomenologiske traditioner, som er optaget af at se på billeder som hændelser og æstetik, lægger man mere vægt på at billeder synes at præsentere virkeligheden selv foran vore øjne. Derfor kan jeg ikke undgå at blive direkte emotionelt berørt af de kvindelige demonstranters fysiske energi og deres halvnøgne kroppe.

Billedet viser at Femen er en organisation hvor kvinder udnytter deres nøgne overkroppe som politisk våben. Vores bryster er vores bomber, siger de. Kampen er tydelig i billedet fra Paris. Men se for eksempel dette fotografi af en Femen-aktivist som demonstrer mod IKEA i Paris.

Femen demonstrerede mod IKEA fordi IKEA havde
fjernet billeder af kvinder fra deres Saudi Arabiske
møbelkatalog. Foto: Joseph Paris

Erotik vinder ikke fotopriser

Også her kan vi læse den hævede arm og knyttede næve som et tegn på kamp. Men som mand er jeg mindre tilbøjelig til at læse og afkode billedet som tegn og mere tilbøjelig til bare at opleve en smuk kvinde som blotter sit bryst. Denne bevægelse mod visuel hændelse er endnu mere åbenbar ved Ekstra Bladets side 9-piger, eller som her i The Sun hvor Lucy Collett skyder barmen frem og ser mig lige ind i øjnene.

Lucy Collett blotter barmen og ser dig dybt i øjnene. Foto: The Sun

En semiotisk analyse kan fortælle os meget om konventioner og normer i sådanne billeder. Men ord som sprog, meddelelse og betydning fanger ikke billedets afgørende kvalitet. Billedets retorik er ikke hvad det siger, men hvad det gør. Retorikken er ikke mening, men effekt. Vi kan lave en feministisk analyse som fortæller om det maskuline blik eller objektivisering af kvinder. Det giver oplysende indsigter, men det har også en tendens til at fjerne os fra sådanne billeders mest åbenbare visuelle kvalitet: et direkte uformidlet møde med det erotiske. Når vi ser et flot afklædt menneske, er den mest almindelige reaktion ikke at det var en interessant meddelelse, men en følelse af begær. Lucy Collett rammer emotionelt og erotisk, men følelsen har ingen mening eller retning ud over æstetisk glæde eller seksuel stimulans. På denne måde er erotiske og pornografiske billeder målrettet kommunikation: De skal stimulere seksuelt. Derfor er erotik også retorik.

Dette er en begrænset og enkel retorik fordi målet er begrænset og enkelt. Derfor vinder pornografi heller ikke fotopriser. De fotografier som vinder priser, forener billedets potentiale til samtidig at fungere som sprog og som hændelse. Det gør årets pressefoto taget af Marie Hald.

Årets pressefoto tvinger os til at forholde os til den lykkelige luder. Foto: Marie Hald

Gode billeder er både sprog og hændelse

Vi ser den prostituerede Bonnie på arbejde. Det er et stærkt billede. Vi kan ikke flygte fra hændelsen billedet præsenterer for os. Det er som om vi er der selv og ser det med vores egne øjne. Men samtidig skaber vi en mening ud af det vi ser. Vi konstruerer en moralsk historie som konfronterer os med forestillinger om seksualitet og om den lykkelige luder. Vi oplever en seksuel akt, men ser ikke elskov. Billedet indbyder mere til eftertanke og kulturkritik end til seksuel ophidselse. Nederst ser vi Bonnies bryst. Vi kan skimte brystvorten; et glimt af en nøgen kvinde som normalt inviterer til et seksualiseret blik. Men i modsætning til Femen-demonstranten eller Lucy Collett er billedet ikke erotisk. Bonnies øjne stirrer tomt og fraværende op i luften. Hun er ikke ophidset. Hun er ikke nær manden som ligger oven på hende. Billedet har nærvær, det placerer akten direkte foran os, men det drager os ikke bare ind i hændelsen; det distancerer os også fra hændelsen ved at invitere til refleksion. Vi drages ind i hændelsen og trækkes ud af vor refleksion. Drages ind og trækkes ud. Vi både føler og tænker, tænker og føler.

Den retoriske kraft i årets pressefoto og i billedet fra Dagens Nyheter kommer netop fordi de udnytter billeders potentiale til på samme tid at fungere som hændelse og som sprog. Og det er netop dette som kendetegner billeders særlige retoriske kraft.

R


Læs mere:

Kjeldsen, Jens E.: ”Billeders retorik”, Hanne Roer & Marie Lund Klujeff (red.), Retorikkens Aktualitet, Hans Reitzels forlag, 2009.

Kjeldsen, Jens E.: “Formulas of Prize-Winning Press Photos”, Hilde van der Belle et al. (red.): Verbal and visual Rhetoric in a Media world, Leiden University Press, 2013.

Kjeldsen, Jens E.: Visuel retorik. Doktorafhandling ved Universitetet i Bergen, 2002. Se: https://bora.uib.no/handle/1956/2643

 

 

Bibliografisk
Af Jens E. Kjeldsen. Professor i retorik ved Universitetet i Bergen og Södertörns Högskola.

RetorikMagasinet 91 (2014), s 18-20.

Jens E. Kjeldsen är professor i retorik vid Bergens universitet.
Redaktør på RetorikMagasinet 1991-1994. Redaktør på Rhetorica Scandinavica 1997-2010.

Skriv et svar