Danskernes private og offentlige stemme

Det danske sprog indeholder et skel der vist er fuldstændigt overset: skellet mellem to vidt forskellige stemmer. En dansker kan i samme situation nok enten bruge sin private stemme og udtrykke følelser og overbevisninger – eller hun kan sikkert bare bruge sin offentlige stemme og udtrykke sandsynlighed og viden.

Danskernes private og offentlige stemme

Per Durst-Andersen

Jeg gav engang følgende eksempel til Bjarke Frellesvig der er professor i japansk ved Oxford University. Den kvindelige fører af 7-toget fra Helsingør til København sagde ud i højtalerne til de utålmodigt ventende passagerer “Undskyld, jeg kommer for sent. Jeg sad fast i en taxa.” Hans reaktion kom prompte: “Hvad fanden bilder hun sig ind? Hun er i embeds medfør og bør slet ikke involvere sin egen private person. Hun burde have sagt: “Jeg har siddet fast i en taxa.”

Når vi bevæger med den private stemme

Bjarke har sådan set ret og så alligevel ikke. Ved at sige “Jeg sad fast i en taxa” giver hun passagererne adgang til den følelse hun sad med i selve situationen; følelsen af at være magtesløs over for den langsomme trafik. Havde hun sagt “Jeg har siddet fast i en taxa”, ville passagererne have fået en årsagsforklaring. De havde fået hendes begrundelse for hvorfor de blev nødt til at vente på hende; taxaen havde sat sig fast i en trafikprop. Den officielle forklaring ville ganske rigtigt have passet til hendes officielle rolle i kommunikationssituationen. Det var netop Bjarkes pointe.

Men jeg tvivler på om den officielle forklaring havde haft den samme effekt som “Jeg sad fast i en taxa”. Den private forklaring uddyber nemlig selve undskyldningen og lader hende træde ud af sin officielle rolle. Passagererne tænker uvilkårligt: ‘Hvor er det dog dejligt at hun allerede havde det dårligt med at komme for sent da hun sad i taxaen.’ Dermed accepterer passagererne hendes undskyldning. En årsagsforklaring givet med den officielle kasket på ville de ikke have kunnet bruge til noget. Vores elektrofører valgte at bevæge publikum ved at give dem adgang til sine egne følelser i en situation hvor hun måske burde have overbevist publikum gennem logikken. Dette clash mellem hendes officielle situation og hendes private, konkrete sprogbrug forøgede blot effekten. Så alt i alt havde Bjarke ikke ret: Hun skabte sympati for sin forsinkelse og tjente sine egne og DSB’s interesser langt bedre ved at sige som hun gjorde.

 

Når vi udtrykker tro med den private stemme

Det interessante er at vores elektrofører stod over for en beslutning mennesker konstant træffer. Det er et obligatorisk valg der hele tiden skal træffes når afsender verbaliserer fra sit indre univers. Valget er et stemmevalg: Vil afsender tale med sin private stemme eller med sin offentlige stemme? Midlerne varierer imidlertid. I eksemplet formidlede imperfektum (‘sad’) afsenders private stemme, mens perfektum (‘har siddet’) formidlede afsenderens offentlige stemme. Og i den situation var der netop kun de to muligheder. I andre tilfælde kan modsætningen være mellem imperfektum (“sad”/“var”) og præsens (“sidder”/“er”).

 

Lad mig give endnu et konkret eksempel: 1. januar 2010 blev Maria Møller Christensen voldtaget og myrdet i en kælder i Herning. Sagen var i alle medier og var på alles læber. To dage efter blev JLM, der var beboer i den ejendom hun myrdet i, anholdt og sigtet for det brutale sexdrab på Maria. Alle var overbevist om at han var morderen. Men i middagsnyhederne d. 20. januar bekendtgjorde oplæseren: “Marias morder var uskyldig.” Jeg røg op ad stolen. Hvorfor? Fordi der blev brugt en fortidsform i en nyhedsformidling. Først noget senere gik mysteriet op for mig. Oplæseren havde faktisk verbaliseret direkte fra sit private troslager: Han og alle andre danskere troede på det tidspunkt at Marias morder var fanget og var sikker bag lås og slå. Dette var grunden til at JLM stadig blev benævnt ’Marias morder’. Ved at verbalisere fra sit troslager fik lytterne direkte adgang til nyhedsoplæserens private tros-
univers.

 

Grammatik har retoriske konsekvenser

I elektroførerens tilfælde var det hendes følelser vi fik adgang til, men i oplæserens tilfælde var det altså hans tro. Begge dele er personlige og private. Fortidsformen, der havde undret mig så såre, var med andre ord et signal fra nyhedsoplæseren til lytterne om at ændre deres tro. Den tro som både de og nyhedsoplæseren havde om nutiden – JLM er Marias morder gjaldt ikke mere. Havde oplæseren sagt: “Marias morder er uskyldig” ville vi lyttere have fået videregivet hvad politiet i Herning havde fundet ud af gennem en DNA-test og netop offentliggjort. I så fald havde oplæseren ikke talt med sin private stemme, men med sin offentlige stemme. Ved at tale med sin private stemme sidestillede nyhedsoplæseren sig med alle sine seere: Han eller hun bliver et ganske almindeligt medlem af den store danske familie som vi er helt dus med og ganske på linje med.

Nu kunne man måske forledes til at tro at der slet ikke var noget system bag de to stemmer i dansk, men det er der. Det danske sprog råder over en række partikler – “nok”, “vel”, “vist”, “bare”, “så”, “lige”, “nu” – som ikke kender deres modsvarighed i andre sprog. Det er især ved at bruge disse partikler at den danske afsender signalerer at han eller hun taler med sin privatstemme. Mangler der en partikel, er det samtidig et fravær af privatstemmen, og man taler derfor med sin offentlige stemme. “Anna er nok taget til Århus” og “Anna må være taget til Århus” gengiver begge afsenders tro, men afsender taler med forskellige stemmer. I forbindelse med tro viser tilstedeværelsen af partiklen “nok”, at afsender taler med sin private stemme, mens tilstedeværelsen af modalverbet “må” + “være taget” markerer at afsender taler med sin offentlige stemme hvor afsenders tro baserer sig på konkret viden.

Dette er grunden til at “Citatet er nok oversat” ikke går lige så godt i en videnskabelig artikel som “Citatet må være oversat”. Kun i det sidste tilfælde føler man at der er argumenter bag – de er bare ikke nævnt. Det viser sig at modstillingen mellem privatstemme og offentlig stemme ikke begrænser sig til “nok” og “må være” når vi udtrykker tro, men faktisk også findes mellem “vel” og “kan være” samt mellem “vist” og “skal være”. Vi har med andre ord “Anna er nok/vel/vist taget til Århus” over for “Anna må/kan/skal være taget til Århus”. Man får uvægerligt den tanke at den danske ytring er bøjet i første-, anden- og tredjeperson.

 

At give et bud, en forklaring eller en konklusion

Et sprog der som dansk bøjer ytringen, interesserer sig for kommunikation og peger derfor på selve kommunikationssituationen. Hvad ved kommunikatørerne? Hvad forsøger de at overbevise hinanden om – og hvor sikre er de selv på deres viden? Lad os forestille os at søskendeparret Sara og Lotte sidder og diskuterer deres fælles veninde Camillas parforhold og det faktum at Camilla og kæresten ikke er flyttet sammen endnu. I denne situation kan Sara sige: “Han elsker hende nok ikke.” Det går på Saras tro, men det er samtidig hendes personlige konklusion, og hun bøjer derfor sin ytring i førsteperson. Sara kunne også have sagt: “Han elsker hende vel ikke.” Den går også på Saras tro, men det er hendes eget bud på en forklaring til en modtager der netop ikke kan forstå hvorfor de pågældende aldrig er flyttet sammen. Derfor bøjer hun sin ytring i andenperson. Den tredje og sidste mulighed kunne have været: “Han elsker hende vist ikke.” Den omhandler også afsenders tro, men det er samtidig Saras bedste bud på en beskrivelse af en situation hun ikke er sikker på. Derfor bøjer hun sin ytring i tredjeperson.

Lad os nu forestille os at Sara slet ikke er veninde med Camilla, så vil det se helt anderledes ud. I det tilfælde kan Sara kun udtrykke sig med sin offentlige stemme og dermed basere sine ytringer på logik: “Han må være træt af hende” udtrykker Saras logiske konklusion og er førsteperson; “Han kan være træt af hende” udtrykker Saras logiske forklaring til modtager og er altså i andenperson; og “Han skal være træt af hende” er Saras beskrivelse af situationen der baserer sig på hvad hun har hørt fra en tredje part, og ytringen er således i tredjeperson.

 

Vi er ubevidst underfundige

Skellet mellem en privat og en offentlig stemme er unikt for dansk og formentlig derfor også mere eller mindre umuligt at lære for folk der ikke har dansk som modersmål. Der er ingen tvivl om at danskere bruger disse to stemmer med retoriske formål. Men de grammatiske nuancer er ofte så små at danskere selv sjældent hører deres egen stemme– og i særdeleshed hvilken autoritet deres stemme påtager sig.

R

Bibliografisk

Af Per Durst-Andersen. Dr.ling.merc., professor i Sprog og Kommunikation på IBC, CBS.

RetorikMagasinet 95 (2015), s 14-17.

Dr.ling.merc., professor i Sprog og Kommunikation på IBC, CBS

Lämna ett svar