”Du er fyret.” Ordene dræber øjeblikkeligt og får den fyrede medarbejder til at føle sig ansvarlig for sin egen ulykke, mens de tilbageværende får status som overlevende.
De dræbende ord
Pia Blak & Bettina Schjerbeck.
”Jeg følte mig behandlet som en kriminel,” fortæller en fyret medarbejder til Berlingske Tidende. Han blev umiddelbart efter en massefyring i Saxo Bank eskorteret ud af bygningen af vagter.
Fyrede i en massefyring har som udgangspunkt ikke gjort noget forkert. Alligevel oplever mange at de bliver behandlet som skyldige. Virksomhedernes forsikringer om at de fyrede ikke har fejlet eller gjort noget forkert, frigør sjældent de fyrede fra følelsen af skyld. Skylden er nemlig ofte allerede symbolsk blevet placeret hos de fyrede. Den symbolske placering af skyld i massefyringen kommer til udtryk igennem metaforerne. Bliver man fyret, ’dør’ man. Det symbolske drab er, ifølge den amerikanske filosof og retoriker Kenneth Burke, indbegrebet af en placering af skyld. De fyrede bliver som uskyldige ’slået ihjel’ og gjort til syndebukke for virksomhedens handlinger.
De fyrede er ’døde’
På tværs af virksomheder og brancher beskriver chefer, fyrede, ikke-fyrede, tillidsfolk og medier massefyringen metaforisk som et ’drab’ på de fyrede.
”Det føltes som en langstrakt henrettelse,” fortæller en journalist til fagbladet Journalisten efter sin fyring. Og chefgruppen i HK skriver i folderen ”En værdig afskedigelse” at hvis personalechefen må fyre en del af arbejdsstyrken i stedet for den daglige leder, vil de ansatte ”opfatte deres daglige chef som en forræder, der blot venter på, at massakren er gennemført”.
De fyrede bliver ’henrettet’, ’hals-hugget’, ’skudt’, ’slagtet’ eller ’dræbt’. Og chefer og HR-medarbejdere ’dræber’ ved at ’føre kniven’, ’svinge øksen’, ’give nådestødet’ eller gennemføre ’massakren’. Efter massefyringen er de fyrede ’døde’, og de ikke-fyrede ’overlevende’.
Metaforerne fortæller noget om hvordan vi opfatter og definerer virkeligheden. Beskriver vi massefyringshandlingen metaforisk som et ’drab’ på de fyrede, argumenterer vi igennem metaforerne for en bestemt forståelse af massefyringen. Alt hvad vi tænker, oplever og gør i hverdagen, er forbundet med nogle overordnede begrebsmetaforer. Begrebsmetaforer behøver ikke nødvendigvis at blive udtalt, men vi kan ræsonnere os frem til dem ved hjælp af de metaforer vi konkret bruger. Taler vi for eksempel om det at diskutere, bruger vi ofte krigsmetaforer; ”Jeg føler mig angrebet”, eller ”Forsvar din påstand”. Vores forståelse af diskussionen er struktureret af begrebsmetaforen ”diskussion er krig”.
Forståelsen af massefyringshandlingen er struktureret ud fra begrebsmetaforen ”massefyring er død”. Kalder vi de fyrede for ’døde’, forbinder vi de fyrede med vores forestillinger om døden. De fyrede har som ’døde’ ikke længere nogen værdi for virksomheden. De er ’kolde’ og bliver som ’døde’ relateret til noget negativt.
At være død er uigenkaldeligt. Noget skræmmende, noget vi helst ikke snakker om eller vil i berøring med.
De ikke-fyrede har derimod som ’levende’ en nutid, en fremtid og kan handle. De er ’varme’ og bliver som ’levende’ relateret til noget positivt.
Ingen vil drikke kaffe med de døde
Burke karakteriserer i Language as Symbolic Action skylden som det centrale motiv for handling. Og en af retorikkens vigtigste funktioner er at skabe forløsning fra skyld. Skyld er et grundvilkår i menneskets liv fordi skyld er en del af den hierarkiske orden. Burke definerer hierarkier som enhver form for værdiladet struktur hvor ting, ord, mennesker, handlinger og ideer er opstillet i rangorden. De forskellige hierarkiske ordener indeholder hundredvis af befalinger og regler. Og da ingen af os er i stand til at efterleve dem alle, vil vi – i en eller anden grad – alle fejle eller være ulydige og derved gøre os skyldige i noget.
Hierarkiets top repræsenterer et mål som medlemmerne af hierarkiet stræber efter igennem perfektion, og uanset hvor vi er placeret i hierarkiet, vil vi altid forsøge enten at avancere eller fastholde vores position. Helt fundamentalt er det at navngive en ting med det mest passende navn udtryk for perfektion. Og fordi perfektionstrangen er i sproget, og sproget er essentielt for mennesket, er perfektionstrangen en essentiel del af mennesket. Vi ønsker alle at være bedre eller bedst, som
far, som mor, som elsker, elskerinde, håndværker eller politiker. Når vi løser en kryds og tværs eller sætter
en hylde op. Perfektion er et motiv, et mål, og mennesket stræber i alle dets handlinger mod perfektion.
At navngive de fyrede som ’døde’ er et udtryk for perfektion. Et forsøg på igennem sproget at finde det mest pas-sende navn til de fyrede. Når virksomheden fyrer, fravælger den de fyredes kvalifikationer og nedskriver derved de fyredes værdi i virksomhedens hierarki. De fyrede repræsenterer som ’døde’ ikke kun deres eget personlige fald i hierarkiet. De repræsenterer også virk-somhedens egne fejlslagne handlinger og dermed virksomhedens mislykkede forsøg på at opnå perfektion. Efter massefyringen vil de fyrede derfor, som
’døde’, ved deres fysiske tilstedeværelse i virksomheden symbolsk repræsentere noget ubehageligt, noget de ’levende’ frygter og helst ikke vil associeres med.
Det symbolske drab
Burke forbinder i The Rhetoric of Religion den handling – bevidst eller ubevidst – at komme fri af skyld med det at myrde, at tage liv. Handlingen kan foregå såvel konkret som symbolsk, enten igennem mortification hvor man begår selvmord, eller igennem victimage hvor man dræ-ber en anden. Det symbolske ’drab’ på de fyrede er en overførelse af skyld igennem victimage.
Massefyringen kan overordnet ses som et symbolsk udtryk for, at virksom-heden renser sig selv for skyld ved at overføre skylden til de fyrede. Virksom-hedens stræben efter perfektion er ikke lykkedes. Konsekvensen er at nogen af medarbejderne, som fyret, bliver ofre for ’virksomhedens’ handlinger. Med fyringerne ’dræber’ virksomheden en del af sig selv igennem mortification, og ved at ’dræbe’ en del af sig selv sikrer virksomheden sin egen ’overlevelse’.
For at den symbolske ofring af syndebukken kan fungere symbolsk rensende for fællesskabet, skal de uskyldige bærere af skyld identificeres med noget negativt i hierarkiet. Den antitetiske modstilling imellem de ’levende’ og de ’døde’ identificerer i sin essens de fyrede med noget negativt. Vi identificerer os med de ’levende’, ikke med de ’døde’, og vil derfor tage afstand fra de fyrede, de ’døde’.
Fyret, død og skyldig
Når vi ’dræber’ på et symbolsk plan, skaber vi forvandling. Forvandler vi noget, navngiver vi det på ny og place-rer det samtidig hierarkisk. De fyredes symbolske forvandling kommer til ud-tryk igennem ændringen af deres navn fra fx ’medarbejder’ til ’fyret’ eller ’død’. Mister vi vores titel, mister vi identitet og status. Statustab er et brud på den enkeltes stræben efter perfektion. Den fyrede behøver ikke nødvendigvis at føle skyld, men fordi de fyrede sym-bolsk bliver pålagt skyld, agerer omgi-velserne ofte som om de var ’skyldige’ eller ’døde’. Da en chef efter en massefyring skulle præsentere nogle gæster for en gruppe medarbejdere i virksomheden, introducerede chefen for eksempel kun de fyrede medarbejdere er i stor grad med til at stigmatisere og tabuisere de fyrede i virksomheden. Handlingen indikerer også implicit, at den fyrede har gjort noget og af en eller anden grund ikke er en præsentation værdig. Og de fyrede og de tidligere kollegaer kan i kraft af den symbolske handling få en følelse af at de fyrede har gjort sig skyldige i noget.
Handlingerne afspejler holdningerne
At medarbejderstaben bliver adskilt ved en massefyring, er uundgåeligt, men virksomheden kan igennem retorik påvirke i hvilken grad og på hvilken måde de fyrede oplever denne adskillelse. Hvis virksomheden symbolsk handler på en måde der underbygger og for-stærker adskillelsen af de fyrede fra de ikke-fyrede, forstærker virksomheden samtidig vores forståelse af de fyrede som skyldige. Og når virksomheden igennem symbolsk handling rejser tvivl om de fyredes uskyld, tvinger det de fyrede til at forholde sig til fyringen som (uskyldige?) anklagede til en dom. R
Læs mere:
Blak, Pia og Schjerbeck, Bettina, ”Du er fyret. En retorisk analyse af massefyringen som symbolsk handling med kategoria og apologia som metaforisk forståelsesramme” (kandidatspeciale), 2009.
Burke, Kenneth (1945), Language as Symbolic Action, Essays on Life, Literature, and Method, 1966.
Burke, Kenneth (1961), The Rhetoric of Religion. Studies in Logology, 1970.
Lakoff, George og Johnson, Mark, Hverdagens metaforer, 1980.
Forfattere:
Pia Blak & Bettina Schjerbeck. Begge Cand. mag. i retorik og har sammen skrevet speciale om massefyringen som symbolsk handling.
RetorikMagasinet 85 (2012), s 24-25
Liknande artiklar:
Shhh – Dronningen taler
Forhalingens retorik i Kafkas prosakunst
Øjnene der ser: Identitetspolitik i retorisk kritik
Juleevangeliet – en folkelig (gen)fortælling
-
Bettina Schjerbeckhttps://www.retorikforlaget.se/author/bettina-schjerbeck/
