Debatten er blevet mindre relevant for borgerne

Danmarks økonomi- og indenrigsminister er en dreven debattør der kender alt til hvad der dikterer den politiske debat. Hun ved også præcis hvordan hun ønsker den ændret. Den skal være mindre ensporet og mere rummelig

Debatten er blevet mindre relevant for borgerne

Marie Louise Plenborg og Pernille Bille Nielsen

vestager1Navnet er Vestager, Margrethe Vestager. Hun er en af landets mest magtfulde politikere og manøvrerer hver dag rundt i et arbejdsmiljø hvor man nemt kan komme i modvind og ofte må forsvare sig mod spydige anklager. Somme tider truer taktisk spil, spin og drilleri med at pulverisere de seriøse budksaber i debatten.

Den politiske debat huserer ellers i alle kroge på Christiansborg. Og hver dag soler den sig på avisernes spisesedler, og den fylder godt i de sociale mediers nyhedsstrømme. Alligevel mener de radikales leder at der er blevet mindre af den: ”Det er et paradoks. På nogle punkter er der kommet mere politisk debat, men den er samtidig blevet mere endimensionel. Måske også mere kedelig. Der er flere medier, men alligevel er det som om den politiske debat bliver snævrere og snævrere”. En skam, mener Margrethe Vestager: ”Jeg synes egentlig det er ærgerligt fordi vi lever i et samfund som er enormt komplekst, og som har brug for at blive talt om.”

Debatten skal interessere borgerne

Det er ikke fordi der ikke bliver talt en masse i dansk politik. Tværtimod. Der bliver talt og talt, men ifølge Margrethe Vestager uden at der egentlig bliver sagt noget som borgerne kan tage del i: ”Hvis man sidder derhjemme og lytter til det vi politikere taler om, vil man slukke. Halvdelen af det der bliver sagt, er nemlig drilleri. Ironien driver ned ad væggene i Folketingssalen. Det er svært at komme hen til hvad det egentlig handler om.”

Af frygt for at ryge i svinget tør kun ganske få vende deres arbejdsgiver ryggen. Men den frygt besidder de folkevalgte politikere altså tilsyneladende ikke, til trods for at de er på valg hvert fjerde år. De har i hvert fald ingen
problemer med at ekskludere borgerne i debatten: ”Den måde vi politikere taler til hinanden på, er på ingen måde rettet mod de mennesker som vi forsøger at interessere,” siger Margrethe Vestager.

Det er et problem som kalder på en løsning. Og ifølge Margrethe Vestager er løsningen at politikerne forpligter sig til at kommunikere mere tilgængeligt og imødekommende: ”Jeg forsøger selv at være klar. Ikke altid kortfattet, men nogenlunde klar. Jeg forsøger for eksempel at rense ud for et ord som ’implementere’. Man kan jo lige så godt sige: ’Vi vil gerne sørge for at det her bliver gjort til virkelighed på en god måde.’ For det er jo det ordet betyder. Man kan lige så godt parkere sådan et ord.” Desuden er den krigeriske debatstil, som en del politikere har det med at praktisere, ikke særlig hensigtsmæssig. Tonen burde være mere konstruktiv end den er i dag: ”Meget i den politiske kommunikation søger konflikten, søger at udgrænse den man taler med, i stedet for at inddrage den man taler med,” mener Margrethe Vestager.

Politiker og person fusionerer

For at gøre politikken interessant og nærværende for borgerne kan det kræve at politikeren bliver mere personlig. Det har den radikale leder taget til efterretning: ”For 20 år siden tænkte jeg at det var nok at man havde de gode ideer. Det måtte bæres af partiprogrammet, grundholdningerne og ideologien. Det betød ikke så meget hvilke mennesker der lagde navn, stemme og fagter til. Den holdning har jeg revideret,” siger Margrethe Vestager.

Det er ikke partout negativt at den politiske debat lader sig inspirere af reality-tv, mener hun. Det er ikke overflødigt at vi ved at hun kan lide at løbe om morgenen, er bordtennismor i weekenden eller bager vaniljekranse når julen nærmer sig. Tværtimod er det en nødvendighed. Politik er nemlig også et personligt anliggende: ”Det bliver nødt til at være fifty-fifty mellem person og politik. Hvis man ikke kan mærke at det er et personligt anliggende – at hun mener det hun siger, at det kan høres på hendes stemmeføring at det er noget hun selv tror på – får ideerne ikke noget liv. Så kan ingen forholde sig til dem. Men hvis man omvendt kun er personlig, giver det anledning til at tænke at der ingen idé eller retning er. Et fifty-fifty-forhold gør at personangreb bliver en del af den politiske debat.”

Personangreb er derfor ikke i sig selv djævlens værk – i nogle tilfælde kan de endda være et middel til at gøre borgerne mere interesserede og engagerede i politik: ”Hvis personangreb-ene ikke er perfide, nedrige eller sat i verden for at begå karaktermord, er de med til at gøre diskussionen mere nærværende. Det er en balance der egentlig godt kan holdes – hvis man vil,” mener Margrethe Vestager.

Den kaffedrikkende og den retningsgivende

Vi kommer altså tættere og tættere på politikerne. Men er det nødvendigt at vi skal have lyst til at drikke kaffe med dem der skal underskrive vores finanslove? Det mener Margrethe Vestager. Men alligevel får den kaffedrikkende og underholdende side af hende ikke lov at tage over: ”Du kan være superflink, og folk kan have lyst til at drikke kaffe med dig, men hvis du ikke kan give en retning, hvis du ikke kan lede, hvis folk ikke har tillid til at det du står for, er det rigtige, så kan du være nok så flink. Hvis det endelig skal være, er det stærkere at være en politiker som folk oplever har en holdning og kan stå inde for noget.”

Margrethe Vestager vægter altså den klare holdning højt, og hun vil hellere være rungende uenig med sine meddebattører end at væve frem og tilbage uden synlig retning: ”Det er tit mere interessant at være enig eller uenig med en anden i stedet for ikke at vide hvor personen er henne,” understreger hun.

Ikke alene er det mere interessant med en klar retning, det er også en klar forpligtelse der følger med hvervet som folkevalgt. Margrethe Vestager har helt klare tanker om hvad der forventes af hende som politiker – og det er ikke kun at være en sympatisk person: ”Selvfølgelig kan man have et hyggeligt forhold til borgerne og de mange mennesker man er i kontakt med, men man skylder stadig at være politiker, magthaver og beslutningstager. Det er vigtigt som politiker at være sit ansvar bevidst. Jeg har bedt om folks tillid så derfor vil jeg også være ydmyg over for det.”

vestager2Debattens indmarch på de sociale medier

Især på de sociale medier får den private Margrethe Vestager lov at udfolde sig – og det er vigtigt: ”Jeg synes at der er plads til at være personlig. Og jeg synes at det er godt for dem som forholder sig kritisk til os. De skal også vide at de har med personer at gøre. Jeg er ikke en meningsmaskine. Jeg er ikke en konstruktion. Jeg er ikke et spil. Jeg er lige her!” På de sociale medier kommer de personlige værdier til udtryk: ”Jeg har min personlighed med mig, og mine personlige værdier er også sat på spil i samme omgang.”

Den personlige statusopdatering eller tweet modtages dog ikke altid med kyshånd. Med de sociale medier følger også vrede da alle her kan få afløb for frustrationer og utilfredsheder. Dermed vil de sociale medier som debatfora ifølge Margrethe Vestager ikke føre løsninger og enighed med sig: ”I den offentlige debat er der meget vrede. Det er svært at diskutere hvis den ene part er meget vred. Og sådan er sociale medier, og sådan er verden. Det bliver et sted hvor den politiske samtale løber ind i en mur – og så er der ikke megen kommunikation tilbage.”
Sådan er spillet. Margrethe Vestager mener ikke at den endimensionelle og til tider meget vrede debatform er til at undgå: ”Vreden er der alligevel, men nu kan den i højere grad komme til udtryk.” At det er uundgåeligt, gør det dog ikke fri for forpligtelse: ”Det forpligter os til at se om vi kan komme ind under vreden, så alle de mennesker som gerne vil være en del af den politiske debat, ikke drukner i den.”

Og hvordan gør man så lige det? Ifølge Margrethe Vestager er det muligt at nå personen bag den anden skærm, bag tasterne, ved at imødegå budskabet med opmærksomhed: ”Hvis man tager folk helt alvorligt og siger: ’Det anliggende du kommer med, er jeg også optaget af, måske kan det løses på den måde.’ Så får de luft fordi de bliver hørt.” Det handler nemlig ikke om at være enig eller uenig. Det handler derimod om at være enig om præmisserne og derved møde hinanden i øjenhøjde: ”Det er nødvendigvis altid godt at blive hørt. Det er ikke altid godt at få ret, det får jeg heller ikke selv, men der er stor forskel på at opleve at være uden stemme og så rent faktisk at blive lyttet til.”

At farve sproget som Obama

Margrethe Vestager er ganske bevidst om hvordan der debatteres – og ikke mindst hvordan der bør debatteres. Hun peger på at et nærværende og billedrigt sprog er et middel til at forbedre debatten: ”Det er en fortsat opgave for os at udvikle måden at tale på og finde ord som er vedkommende, som danner billeder, og som gør at man bliver nysgerrig på det der diskuteres.”
Her mener hun at de amerikanske politikere kan være inspirationskilder – i hvert fald hvad det nærværende sprog angår: ”Der er noget ved den amerikanske tradition som giver en helt anderledes plads til patos. Der er helt andre rammer i USA. Det er selvfølgelig ikke kun en sproglig ting, men også en kulturel ting. I Danmark er vi ikke helt på den store klinge. Det er mere på det jævne.”

Men alt med måde. Selv om Margrethe Vestager beundrer den amerikanske debatkultur, vender hun dog hurtigt tilbage til den danske muld, og hun påpeger at en sådan retorik simpelthen ikke er mulig i den danske sprogkultur: ”De kan sige ting som vi ikke kan sige på dansk. I Obamas første valgkamp sagde han: ’There are no red states or blue states, just the United States.’ På dansk kan man jo ikke sige: ’Der er ikke udkantsdanmark, der er ikke Hellerup – der er kun Danmark.’ Det kan man jo ikke!”      R

Om forfatterne
Marie Louise Plenborg og Pernille Bille Nielsen er redaktører på RetorikMagasinet.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013.

RM87

Author profile

Redaktør på Retorikmagasinet 2011-2013

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2011-2013

Lämna ett svar