Start » Dansk retorik » Danske artikler » Decorum – ytringens sømmelighed

Decorum – ytringens sømmelighed

av Jette Barnholdt Hansen
decorum

I retorikkens terminologi er decorum et centralt begreb som stammer helt tilbage fra den klassisk græske tradition. Decorum henviser til at retor må passe sine valg af ord til situationen ud fra et etisk perspektiv. Lektor ved Københavns Universitet Jette Barnholdt Hansen forklarer her begrebets historie og vigtighed for retorikken.

Decorum – ytringens sømmelighed

Jette Barnholdt Hansen

decorum”De retoriske begreber decorum og aptum opfattes ofte som synonyme og defineres som det passende og det hensigtsmæssige i forhold til den aktuelle kommunikationssituation og dens publikum. Begreberne udgør den tredje del af de fire klassiske stilkvaliteter (virtutes elocutionis), som foruden aptum/decorum rummer puritas (sproglig korrekthed), perspicuitas (sproglig klarhed) og ornatus (udsmykning). Quintilian (ca. 35–ca. 98 e.Kr.) skelner dog i 11. bog af Institutia oratoria mellem aptum og decorum: Aptum udlægges som den tilpasning til tilhørerne, der er hensigtsmæssig i forhold til retor selv, og som fremmer overtalelseseffekten hos publikum.

Decorum bliver hermed også et begreb som sætter grænser for hvilke persuasive midler retor kan benytte sig af i etisk forsvarlig retorik.

Decorum defi neres derimod som det passende i situationen – her i betydningen etisk i forhold til retor selv. Hvis der opstår et modsætningsforhold mellem aptum og decorum, bør hensynet til decorum stå over hensynet til aptum ifølge Quintilian. Retor må altså ikke bruge et effektivt overtalelsesmiddel hvis det strider mod hans egen person og overbevisning:
”A point to be particularly emphasized in teaching is that no one can speak “appropriately” unless he sees not only what is expedient but also what is becoming. I am aware, of course, that the two generally go together. What is becoming is generally useful, and there is nothing more likely to win over the judges’ minds or, if things have gone the wrong way, to alienate them. But the two sometimes confl ict. When they do, expediency must give way to propriety”. (Quintilian: Institutia oratoria, bog 11, I, 8–9)
Decorum bliver hermed også et begreb som sætter grænser for hvilke persuasive midler retor kan benytte sig af i etisk forsvarlig retorik. Et eksempel kunne være en taler som står over for et racistisk publikum, og som undlader at spille racekortet idet han ikke selv er racist. Ud fra en quintiliansk optik kan man altså sige at aptum betegner hensigtsmæssighed, og decorum det der er moralsk passende. I det følgende bygger jeg på Quintilians udlægning af decorum og har derfor udvalgt to eksempler hvor hensynet til decorum kan opfattes som et vægtigt retorisk vilkår (constraint) i selve kommunikationssituationen.
I de to eksempler er der ikke nogen konflikt mellem aptum og decorum idet sømmeligheden også fremmer talernes persuasive potentiale:

Thit Jensens indirekte pointer

I starten af 1920’erne drog Thit Jensen land og rige rundt med foredraget ”Frivilligt Moderskab eller kultiveret Forældrefølelse” (trykt 1924) hvor hun advokerede for seksualundervisning og prævention til kvinder inspireret af bl.a. nationaløkonomen Thomas Robert Malthus (1766–1834) og den hollandske læge og feminist Alette Jacobs (1854–1929). Emnet
var kontroversielt i mellemkrigstiden og kunne let støde an.

      At have et seksuelt forhold bliver fx til ”at leve sammen som gifte”.

Formåede Thit Jensen ikke at overholde kravet til decorum, ville hun risikere at dele af det brede publikum – der bestod af både mænd og kvinder med forskellig alder og social status – vendte sig imod hende.
I talens indledning ses derfor følgende metakommentar, der også har funktion af eunoia (velvilje over for publikum): ”Det er et vanskeligt Emne at tale offentligt om, og det er min Pligt at vælge mine Ord med saa stor en Takt, at de ikke kan saare selv det blufærdigste Sind.” (l. 2–3).
Thit Jensen overholder konsekvent kravene til decorum, og hendes lange foredrag rummer derfor mange eufemismer (skånsomme udtryk), der erstatter mere direkte udtryk. At have et seksuelt forhold bliver fx til ”at leve sammen som gifte” (l. 121–122), seksualundervisning til kvinder bliver til ”kvinden skal lære, lægekyndig gjort naturligvis, saa det ikke skader hendes Helbred, hvordan hun ikke faar flere Børn, end hun kan taale” (l. 62–64), og illegal abort beskrives på følgende måde: ”Maaderne hvorpaa de to [unge ugifte] afværger mulige Følger er saa forcerede, ofte saa forkerte, og foregaar under saa ugunstige Forhold, at det kan blive skæbnesvangert for Kvinden” (l. 123–126).

Annonce

 

Den ydmyge Obama

Barack Obamas politiske lejlighedstale ”A World That Stands as One”, som blev holdt d. 24. juli 2008 i Berlin, stiller også store krav til decorum. Obama var på dette tidspunkt kun – i modsætning til rækken af amerikanske præsidenter som tidligere havde holdt politiske lejlighedstaler i Berlin – præsidentkandidat.

      Obama forholdt sig til dette retoriske vilkår ved i sin indledning at italesætte de tidligere præsidenter som “landsmænd” og sig selv som ”borger”.

Selve kommunikationssituationen krævede derfor et stort hensyn til decorum så Obama ikke efterfølgende kunne kritiseres for at have taget munden for fuld og optrådt som præsident uden at være det. Obama forholdt sig til dette retoriske vilkår ved i sin indledning at italesætte de tidligere præsidenter som “landsmænd” og sig selv som ”borger”: ”I come to Berlin as so many of my countrymen have come before. Tonight, I speak to you not as a candidate for President, but as a citizen – a proud citizen of the United States, and a fellow citizen of the world” (l. 5–7). Talen rummer således heller ikke eksplicitte intertekstuelle referencer til fx John F. Kennedys tale ”Ich bin ein Berliner” (1963), Ronald Reagans ”Tear Down this Wall!” (1987) eller Bill Clintons tale ”Berlin is free!” (1994). Alligevel imødekommes en eventuel forventning om intertekstualitet – igen med stor sans for decorum. De intertekstuelle referencer som præger talen, stammer således ikke fra tidligere præsidenter, men derimod fra Martin Luther Kings tale ”I have a Dream” (1963) der bl.a. imiteres i kraft af en anaforisk sætningsopbygning.
Anaforen ”Now is the time” benyttes af King på følgende måde: “Now is the time to make real the promises of Democracy. Now is the time to rise from the dark and desolate valley of segregation to the sunlight of racial justice. Now is the time to lift our nation from the quicksands of racial injustice to the solid rock of brotherhood. Now is the time to make justice a reality for all God’s children” (l. 14–17).
Denne anafor kan også iagttages i Obamas tale: “Now is the time to build new bridges across the globe as strong as the one that bound us across the Atlantic. Now is the time to join together, through constant cooperation, strong institutions, shared sacrifice, and a global commitment to progress, to meet the challenges of the 21st century.”(l. 74–76).

Disse referencer til ”I have a Dream” inviterer til mange fortolkninger; først og fremmest indfrier de dele af publikums forventninger om intertekstualitet idet Obama i sin tale levendegør og aktualiserer en legendarisk amerikansk talers projekt, ikke Kennedys, Reagans eller Clintons, men Luther Kings. Obama overholder hermed kravet til decorum idet King nok fremstår som en af USA’s største talere, men jo ikke som præsident. Samtidig italesætter Obama også sig selv som Luther Kings drøm i kraft af at være den første sorte præsidentkandidat – en drøm som kan udvides til at omfatte hele verden hvis Obama vælges til præsident. ◗

Læs mere

Conley, Thomas M., Rhetoric in the European tradition, The University of Chicago Press, Chicago and London, 1990.
Eide, Tormod, Retorisk leksikon, Universitetsforlaget, Oslo, 1990.
Fafner, Jørgen, Tanke og tale. Den retoriske tradition i Vesteuropa, C.A. Reitzels Forlag, 1982.
Jensen, Thit, ”Frivilligt Moderskab eller kultiveret Forældrefølelse” [1924], i Garbers, Lis og Høgel, Sten: Retorik. Levende tale eller tom snak? Arnold Busck, København, 1996.
Jørgensen, Charlotte, ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik?”, Rhetorica Scandinavica 15, 2000.
Jørgensen, Charlotte og Villadsen, Lisa (red.), Retorik. Teori og praksis, Samfundslitteratur, København, 2009.
Mildner, U: ”Decorum”, Historisches Wörterbuch der Rhetorik, bind 2, max Niemeyer verlag, Tübingen, 1994.
Obama, Barack: ”A World That Stands as One” [2008], http://my.barackobama.com
Quintilian: Institutio oratoria, bog 11, oversat af Donald A. Russell, The Loeb Classical Library, Harvard University Press, Cambridge, Massachusetts, 2001.

 

Bibliografisk

Forfatter: Jette Barnholdt Hansen, Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 77/2010, side 26-27.

Jette Barnholdt Hansen

Jette Barnholdt Hansen, lektor, ph.d. på Afdeling for Retorik, MEF. Københavns universitet.

Latest posts by Jette Barnholdt Hansen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere