Mona Sahlin var arveprinsesse til den svenske statsministerpost. Indtil oktober 1995. Fra at have været hele Sveriges ”Mona” var hun pludselig blevet til hovedperson i sagen ”Sahlin” om misbrug af statens kreditkort. Det er allerede blevet en legendarisk sag om, hvorvidt politikere skal være perfekte og rene som nyfalden sne, og om pressens rolle i skabelsen af den moderne politiker.
Den fejlfri politiker – er det målet?
Peter Cassirer
Havde det alene været afhængigt af Mona Sahlios ’forsvarstale’ den 16. oktober, havde hendes nærmeste fremtid været sikret. Mona Sahlin har sandsynligvis ikke studeret retorik; alligevel anvendte hun en række af de strategier, der siden oldtiden har været virkningsfulde inden for retorikken.
Indledningen var dog uheldsvanger: at Sahlin sad ene og alene blandt en række tomme stole kunne give et indtryk af, at hun ikke blot var alene, men også forladt. Men på grund af den stærke tone af forurettet uskyld, som hun (efterhånden) gav sit indlæg, blev slutindtrykket snarere ”ensom, men stærk”.
På samme måde var hendes indledende bemærkninger til de forsamlede journalister en smule urovækkende; på vej til sin plads mumlede hun noget om det talstærke fremmøde i forhold til interessen for det seneste lovforslag, og da hun begyndte, angreb hun journalisterne med det kollektive ”I”.
Det var næppe velovervejet, da hun dermed inkluderede mindre kritisk indstillede journalister i gruppen: ”l kaster jer over mine børn og spørger: ’Når mor køber legetøj til jer, bruger hun så kort eller kontanter?'”
Det er næppe en god strategi at gøre sig uvenner med flere end nødvendigt.
Senere under pressekonferencen nævner hun dog de journalister ved navn, som ifølge Sahlin har været skyldige i de mest flagrante overgreb.
Hvis hun havde anvendt den linie hele vejen igennem, havde i det mindste nogle journalister følt sig mindre angrebet. Fx da hun sagde: ”Til forskel fra jer, så har jeg checket dette her”, var der formodentlig flere journalister, der følte sig urimeligt behandlet.
På den anden side fik Sahlins brug af dette omfattende ”I” en uventet effekt, i det mindste på mig: mod slutningen af udsendelsen følte jeg mig faktisk lidt skamfuld over ukritisk at have accepteret løbesedlernes påstande – og følte mig dermed inkluderet i Sahlins ”I”.
På den måde vendte Sahlin en mindre heldig taktik til sin egen fordel – det typiske tegn på en god retoriker.
For er der noget, der udmærker en sådan, er det, at hun kan tillade sig grove brud på den retoriske ’regelbog’, uden at det opleves som generende.
De tre trin
I øvrigt begik Sahlin næppe nogle retoriske fejl. Efter klassisk opskrift fra Cicero begyndte hun med at forklare, hvad hun ville tale om:
– Nu skal I få min historie. Jeg vil gennemgå min økonomi, jeg vil gennemgå jobbets kontokort, jeg vil gennemgå – lidt i al fald – mit liv som politiker. Jeg vil fortælle hvad jeg mener om medierne, ikke fordi I er skurke, men fortælle om hvordan jeg har oplevet de her dage, og derefter vil jeg fortælle hvilke konklusioner som jeg er nået frem til.
Allerede her kan vi finde flere retoriske finesser. At tre gange gentage samme indledning til en sætning (”Jeg vil gennemgå … ”) har siden retorikkens fødsel været anset som et bidrag til at forstærke budskabet. Det er samme teknik, Sahlin bruger i afslutningens spørgsmål: ”Kan jeg det nu? Vil partiet have mig nu? Vil jeg stille op nu? Er der nogen der vil have tillid til mig nu?” Vi ser det fire gange varierede spørgsmål, og denne gang er det ikke begyndelsen af sætningen, men det sidste ord, der gentages.
En styrke hos Mona Sahlin har været hendes enkelhed: Hun taler almindeligt forståeligt svensk og ikke politikersprog. Hele hendes forsvarstale viser eksempler på det. Hun har ganske vist et maskinskrevet manuskript, men ikke et sekund lyder det som oplæsning. Hvis man bad en skolelærer rette teksten, ville hun med sikkerhed have meget at bemærke, specielt hvad angår sætningsbygningen.
Hvis hun da retter efter skriftsproglige normer. Præcis som i sin tid Olof Palme, taler Sahlin et meget mundret – og dermed forståeligt – sprog.
Til det forståelige hører en del ord, som altid anvendes i talesprog, men som kan udelades i skriftsprog. Hun udelader ikke hjælpeverbet ”vil”, når hun opregner, hvad hun vil gennemgå, hvilket man kunne (have) gjort i skriftsprog; ”Først gennemgår . .. , så … , til slut … ”. På samme måde med ”som”: ”hvilke konklusioner jeg har draget” ville have været normalt skriftsprog, og – desværre – også helt normalt politikersprog.
At den slags, i og for sig ikke uundværlige ord, er med, bidrager til at gøre sproget naturligt for øret.
Hverdagsagtigt er også ordvalget: Sahlin kalder posten som vicestatsminister for ’jobbet’ – som om det havde været hvilket som helst arbejde.
Jeg er ikke en fusker
Efter indledningen fastslår Sahlin sin hovedpointe for pressekonferencen:
– Jeg er ikke sjusket med hverken politikken eller mine børns liv. Og jeg er ikke en uhærderlig person og jeg er ikke en svindler. Jeg føler mig ualmindeligt krigerisk, og jeg tror I vil forstå min urede, når jeg har forklaret min situation.
Efter denne krigserklæring begynder hun sin gennemgang af mulige spærrede kreditkort, en ubetalt tv-licens og endelig restskatten, som behandles ganske indgående, og hvor Sahlin hævder, at en rest på 1.640 kroner af en fejltagelse er sendt til inkasso. Om kreditkortet siger hun:
– Jeg gemmer mine kvitteringer, oplyser om dem og betaler. Jeg har fortalt økonomifunktionen om dem, de har så faktureret mig, og jeg har så betalt. Jeg kan også sige det sådan her: Jeg er jo ikke fuldkommen idiot. Jeg har været fuldtidspolitiker siden 1982 – det ville jo, mildt sagt – være som at begå selvmord, hvis man bevidst gør sådan gennem længere tid. Helt så dum er jeg ikke.
I dette afsnit forsøger Sahlin at generobre sin autoritet og sin status samt genoprette sin troværdighed. Den kritiske lytter har naturligvis tænkt, at hvad Sahlin har gjort, netop er politisk selvmord. Derfor kræves et tillæg, en forklaring på, at tilbagebetalingen af visse udlæg har været temmelig sen.
Sahlin tilføjer umiddelbart:
– Hvorfor har det taget så lang tid? Hvorfor er der flere end jeg, der har brugt kreditkortene på denne måde? Har det været så indlysende forkert eller forbudt eller alle de andre udtryk I har brugt?
Som vi ser, stiller Sahlin selv det indlysende spørgsmål (”Hvorfor har det taget så lang tid?”), men svarer ikke. I stedet går hun umiddelbart over til en – som spørgsmål maskeret – påstand om at andre gør det samme, og at reglerne for anvendelsen af statens kreditkort ikke er så enkle, som journalisterne har påstået.
Spørgsmålet som Sahlin selv tog op, virker nu afklaret, og Sahlin går i stedet til indholdet i fakturaerne.
Hvorvidt det er en bevidst strategi for at undgå spørgsmålet, ved kun Mona Sahlin. At det ikke lykkedes hende at dupere journalisterne, fremgik med al tydelighed af den efterfølgende spørgetid.
Bagateller
Sahlin forsøger at få indkøbene på kreditkortet til at lyde som bagateller:
– Der er nogle fakturaer om tax-free-indkøb, og en faktura om bleer, Toblerone, cigaretter – to Toblerone oven i købet.
Bleerne genkender alle forældre, og slik har vi også alle gumlet l os. ”Mona er som os”, er budskabet, og præcis som vi kan Mona stå og mangle småpenge.
Og tilføjelsen ”to Toblerone oven i købet” handler givet om at påpege det bagatelagtige i hele affæren.
De såkaldte lejebiler er tydeligvis et sygt punkt. Sahlins gennemgang af turene er heller ikke så forståelig som tidligere. Da hun meddeler, at hun efter Expressens spørgsmål har reguleret fakturaerne og nu ligefrem selv har betalt for de ture, hun har gjort i tjenstligt øjemed, begår hun nok en fejl. At hun betaler for noget, hun ikke havde behøvet at betale, tyder mere på dårlig samvittighed end på ansvarlighed over for samfundet.
På et berømt sted i Hamlet hedder det ”The lady protests too much”. Det udtryk er blevet en betegnelse for tilfælde, hvor en person bedyrer sin uskyld så overdrevent, at man begynder at spørge sig selv, om ikke den heftige bedyren uskyld i virkeligheden skyldes at vedkommende faktisk er skyldig.
Den fejlfri politiker?
Mod slutningen skifter Sahlin fra forsvar til angreb:
– Dette er ikke en forsvarstale. Det er muligt at jeg har sjusket med min egen økonomi – med rengøringen til og med, hvis l vil vide det – fordi andet har været vigtigere: mine børn, partiet og politikken.
Mod dette billede, opstiller Sahlin så den fejlfri politiker: ”I råber efter fejlfrie politikere med uplettede fortider. Findes de? Vil vi have sådan nogen?”
Ved at anvende det gamle logiske trick ’tertium non datur’ – et tredje gives ikke – vil Sahlln have os til at tro, at det ikke er muligt at forene ordenssans med politisk engagement. Hvis hendes strategi lykkes, får hun os til at tænke på politikere, som trods store fortjenester savner Sahlios karisma og udstråling; hvis vi køber hendes standpunkt at hendes forteelser var bagateller, vælger vi nok stadig hende frem for en hr. eller fru kedelig. Sahlin har umiddelbart før opbygget sin ethos, sit image:
– Jeg har selv valgt dette liv og jeg har elsket hvert sekund af det og jeg tror også det har kunnet ses på mig at jeg har elsket at være politiker og jeg tror det måske er derfor jeg er blevet værdsat gennem årene.
Fra den platform kan hun igen gå til angreb på medierne, og det bliver med en yderst virkningsfuld formulering, da hun angriber journalisterne – ikke for at de ikke har gjort deres arbejde, men fordi de ikke har gjort det tilstrækkeligt godt:
– Nu skal jeg afslutte med at spørge: Hvad har I i medierne brugt det sidste stykke tid til? Jo, I har undersøgt en politiker, som kunne være blevet partileder. Det er helt OK, det skal I gøre. Men på hvilken måde har I gjort det? Jeg har her vist mindst to tilfælde, hvor l ikke har gravet dybt nok. Var det fordi I vidste, at hvis I gravede dybt nok, så ville historien om restskatten ikke holde? Havde I troet på mig, da jeg sagde at dette med kreditkortet, det kan ikke passe. Men det gjorde I ikke. Men heller ikke her gravede I, og gjorde det job I burde have gjort.
Med eftertryk (’heller ikke her’) går Sahlin til rette med journalisterne på deres egne vilkår: ’I gravede ikke tilstrækkeligt dybt!’ Bemærkelsesværdig er også imperfekt-formen i ”en politiker, som kunne være blevet partileder”. Ubevidst synes Sahlin trods alt at have abdiceret – hvilket hun aftenen efter bekræftede i et tv-interview.
Fra ’Mona’ til ’Sahlin’
Selve afslutningen byder på endnu en nydelig svada. Sahlin siger, at hun vil skrive til partivennerne og bede dem overveje endnu en gang, hvem de vil have som partileder.
– Men dermed er det ikke gjort. Hvis jeg skal blive en god partileder, så må jeg have støtte og tillid og jeg skal ville det selv. Sådan er det ikke i dag, men nu får vi se.
Her er der mellem linierne en klar besked: Det er ikke nok at meddele, at man vil have Sahlin til partileder. Der skal mere til. Præcis hvad, siger hun ikke, men det er let at tolke som at hun forhøjer sin pris ved at gøre sig kostbar.
Mona Sahlins forsvarstale er af mange blevet bedømt som følelsespræget. Fra en retorisk synsvinkel var det præcis tilstrækkeligt følelsespræget til at virke ægte. På et tidspunkt havde Sahlin nær til tårerne; da hun fortalte om overgangen fra at have været hele Sveriges – og ikke mindst Socialdemokratiets – yndling, til at være en prügelknabe alle kastede sig over. En forandring hun gjorde endnu mere fyndig dagen efter, da hun fortalte om, hvordan det var at have været ’Mona’ med hele det svenske folk, til at blive ’Sahlin’.
Og havde det som sagt alene været for sine retoriske færdigheder i denne forsvarstale, hvor det bedste forsvar blev et angreb, så ville hendes nominering til partileder have været en formssag blot. R
Mona Sahlin – en oversigt
1990, februar: Mona Sahlin udnævnestil arbejsmarkedsminister i Ingvar Carlssons socialdemokratiske regering.
1991, september: Efter et stort valgnederlag til Carl Bildts Moderaterna, vælges Mona Sahlin til partisekretær.
1994, august: Mona Sahlin indgår i den socialdemokratiske valg-generalstab i ”Valhal”, der styrer valgkampagnen for partiet.
1994, september: Efter den Socialdemokratiske valgsejr, udnævnes Mona Sahlin til vicestatsminister og ligestillingsminister. Medierne har forlængst udnævnt hende til Socialdemokratiets kronprinsesse – efterfølger for Ingvar Carlsson, der ventes at gå af ved kongressen i 1997.
1995, marts: Bogen ”Bakom Mona Sahlin”, der følger Mona Sahlin under valgkampagnen ’94, udkommer.
1995, oktober:
7. Formiddagsavisen Expressen offentliggør de første ’afsløringer om kreditkortsmisbrug’. Det bliver startskuddet til ”den værste måned” i Monas Sahlins politiske liv.
9. Mona Sahlin er favorit til posten som partileder, viser en rundspørge til de socialdemokratiske organisationer.
13. En meningsmåling viser. at 66% anser Mona Sahlin som uegnet til statsministerposten.
16. Præcis Id 14 afholder Mona Sahlin pressekonference om sin beslutning: Vil hun kandidere til partilederposten, eller ej? Pressekonferencen sendes direkte i landsdækkende tv.
16. Sahlins erklæren ”time-out” bekræftes af partiapparatet, der forlænger den ’informelle’ kandidat-deadline udover den indtil da gældende 25. oktober.
17. Mona Sahl in opgiver sit partilederkandidatur i et tv-interview på landsdækkende tv. ”Mona har altid tænkt på andre, nu skal Mona tænke på Mona”, siger hun.
18. Statsadvokaten beslutter at indlede forundersøgelse om Sahlins kreditkortbrug: ”Der er anledning til at formode at Mona Sahlins brug af kreditkort og den efterfølgende fakturering er kriminel”.
20. Mona Sahlin skriver brev til samtlige socialdemokratiske afdelinger. I brevet hedder det bl.a.: ”De eneste, der kan – og skal – vælge partileder, er jer og de øvrige partimedlemmer. Ikke Expressen, Aftonbladet eller opinionsundersøgelser.”
10. november: Mona Sahlin afgår som vice-statsminister og meddeler endeligt, at hun ikke stiller op som kandidat til partilederposten. ”Jeg vil ikke have at partiet tager mere skade end det allerede har gjort [ … ) måske er den tid forbi. hvor en minister kan leve som et almindeligt menneske [ … ] jeg er bange for at flere vil opgive en politisk karriere”.
1995, december: Statsanklageren frafalder alle anklager mod Mona Sahlin. ”Der er ikke tale om nogen kriminelle handlinger”.
1996, marts: Geran Persson vælges som ny leder for Socialdemokratiet – og dermed statsminister i Sverige.
1996, august: Mona Sahlin udgiver bogen ”Med egna ord”, der beskriver ”Sahlin-affæren”, som hun oplevede den. l bogen findes bl.a. hendes indlæg på pressekonferencen i afskrift.
1996, november: Mona Sahlin udnævnes til formand i nationalt udvalg mod racisme. Mediediskussion om politisk comeback
1997, september: Mona Sahlin udgiver sammen med Lena Josefsson en bog om at tale offentligt: ’Taia så alla lyssnar och forstår”.
1997, september: Mona Sahlingenvælges til Socialdemokratiets bestyrelse på partiets kongres. Alle taler nu om Sahlins endelige comeback.
Om forfatteren
Peter Cassirer er docent og leder af Retorikcentrum ved Göteborgs Universitet. Oversættelse og oversigt Peter Ström-Søeberg.
Artiklen findes i RetorikMagasinet 25, oktober 1997.
Læs mere:
Se også Eric Bylander ”Kanske en statsminister”, Rhetorica Scandinavica 3, 1997.
Peter Koch Palshøj: ”Talerstol: Alt smukt sker i modvind”, RetorikMagasinet 66, 2007.
Liknande artiklar:
De dynamiske dialektbrugere
Dronning Margrethe II – mere end en festtaler
Efterretningstjenestens kommunikation er blevet offentlig
Manipulation på dydens vej
Peter Cassirer (1933-2020) docent em vid Göteborgs Universitet – med stort fokus på stilistik.
Han har gett ut böcker om stil och retorik som Stilistiken, Huvudlinjer i retorikens historia samt Konsten att manipulera ett sammanträde. För RetorikMagasinet har har skrivit en rad artiklar
- Peter Cassirerhttps://www.retorikforlaget.se/author/pcretorikforlaget-se/
- Peter Cassirerhttps://www.retorikforlaget.se/author/pcretorikforlaget-se/
- Peter Cassirerhttps://www.retorikforlaget.se/author/pcretorikforlaget-se/
- Peter Cassirerhttps://www.retorikforlaget.se/author/pcretorikforlaget-se/
