Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Den gode opgave blotter sig

Den gode opgave blotter sig

av Christine Isager

Recension

Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen – med bidrag af Lis Hedelund, Signe Hegelund og Christian Kock. Den gode opgave – opgaveskrivning på videregående uddannelser. 2. udgave. 380 sider. Samfundslitteratur 2000.

Bibliografiskt

Författare: Christine Isager.

Rhetorica Scandinavica 19 (2001), s 78-81.

Annonce

Recensionen

Den gode, akademiske opgave løfter sig fra papiret og rider roligt gennem det tætte tekstlandskab mod eksaminator og censors forventningshorisonter, som står klart aftegnet i solopgangen. Den ringere, akademiske opgave begriber det ikke. Den prøver sig frem, men farer vild og lider stilbrud. Den får en dårlig bedømmelse og aner ikke, hvad dens efterkommere kan gøre for at få en bedre skæbne.
Her er der imidlertid kvalificeret hjælp at hente i Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensens bog om Den gode opgave – opgaveskrivning på videregående uddannelser (med bidrag af Lis Hedelund, Signe Hegelund og Christian Kock), som er udkommet i en ny, revideret udgave på forlaget Samfundslitteratur. Som enten nu- eller forhenværende konsulenter og undervisere i opgaveskrivning ved Formidlingscentret ved Københavns Universitets humanistiske fakultet, har både forfattere og bidragydere til Den gode opgave førstehåndskendskab til studerendes frequently asked questions om at skrive akademisk, og det fremgår af bogen, at usikkerheden blandt de studerende er stor. Hvilke konventioner gælder? Hvad må man? Hvad skal man? Og hvordan er de gode opgaver egentlig strikket sammen? Den skriftlige hjemmeopgave er blevet den type eksamen, de studerende gerne udskyder. De skriver færdig i løbet af sommeren. De afleverer til vinter i stedet. Opgaver sidder man alligevel alene med, der er ingen eksamenshandling, der skal aflyses, og teksten vil forhåbentlig arte sig, hvis man lige tager næste måned med. Specielt personlige hovedværker som BA-projekter og kandidatafhandlinger er det fristende at skubbe foran sig, og ikke så få ender med at skubbe i årevis. Denne situation tager Den gode opgave alvorligt. Bogen yder en tiltrængt afmystificering af universitetsopgaven ved at vise den frem som en tekstgenre, der kan beskrives og analyseres, og ved at fremstille opgaveskrivning som et håndværk, der kan mestres.
Bogens første kapitler sætter fokus på målet: det gode, skriftlige produkt. Det sker ved beskrivelse af opgavegenren og dens undergenrer (rapporter, synopser m.v.) og opstilling af en række kvalitetskriterier for universitetsopgaver. Først derefter handler det om midlerne: den hensigtsmæssige skriveproces. Det fører frem til kapitler om skriveblokering, vejledning,  problemformulering, litteratursøgning og -anvendelse, teoribrug og metode, argumentation, disponering af tekstens elementer og endelig om finpudsning af formen med hensyn til sprog, typografi og layout. Den nye udgave af bogen er redigeret med endnu skarpere fokus på opgavegenren, så et i øvrigt udmærket kapitel om at omarbejde sin universitetsopgave til en formidlende artikel er fjernet. Det fortjener en hovedrolle i sin egen forestilling en anden gang. Væk er også kapitlet om at arbejde i skrivegrupper (efter den amerikanske skrivepædagog Peter Elbows gode, omtrent 20 år gamle principper om at dele sine tekster med andre og give hinanden feedback undervejs i processen). Trods en del lokal succes er skrivegrupperne nok for sjældent et fænomen i bogens målgruppe, der ikke længere kun omfatter humaniorastuderende, men studerende på alle videregående uddannelser. Til gengæld er der gjort plads i bogen for det helt nye kapitel om skriveblokering, en udvidelse af kapitlet om vejledning og et længere afsnit med hjælp til sprogligt svage studerende.
Af det nytilkomne stof fortjener især kapitlet om skriveblokeringer at blive fremhævet. Her demonstrerer forfatterne i særlig grad deres sans for at forvandle komplekse problemstillinger til håndtérbare størrelser. Det pointeres, at skriveblokeringer spænder fra de normale og uundgåelige til de terapikrævende. Vi præsenteres for forskellige faresignaler, mulige årsager til blokering (opgavemæssige/tekniske, fx afgrænsning af emnet; tankemæssige, fx ’idémylder’; eller følelsesmæssige, fx selvtillid: ”Jeg kan ikke skrive”, selvbevidsthed: ”Hvad tænker læseren om mig” eller perfektionisme: ”Det er ikke godt nok endnu”), og endelig får vi forfatternes bedste råd til at undgå eller overvinde følelsen af ”ikke at kunne skrive når man gerne vil det, og … samtidig [have] en forventning om at kunne det” (s. 106, fremhævelse original).
Den gode opgaves gode råd bliver løbende suppleret og understøttet dels af korte case stories fra Formidlingscentrets vejledningspraksis, dels af teksteksempler fra (overvejende gode) studenteropgaver. På flere niveauer og på godt og ondt bærer bogen præg af at være blevet til i og omkring miljøet på Formidlingscentret, hvor man i vid udstrækning praktiserer, hvad man prædiker, hvor man gerne deler sin viden og arbejder sammen, og hvor man taler med de studerende i øjenhøjde. Under arbejdet med at blot­lægge universitetsopgavens tilblivelse og anatomi, blotter bogen også sin egen.
Først og fremmest deler forfatterne enestående gavmildt ud af deres viden og erfaringer. Det springer særligt i øjnene nu, hvor bogen efter læsernes ønske og aldeles tidstypisk har fået karakter af en håndbog, der er egnet til at skimme og lave nedslag i efter behov. Hvert kapitel indledes med en opstilling af kapitlets vigtigste råd i punktform, og bogen igennem er stoffet kondenseret og pointeret i kasser, på listeform og i modeller. Allerede på dette skimmeniveau er der uhyre meget nyttigt stof at hente: karakteristika ved vidensrefererende versus vidensbrugende opgaver; fire måder at hurtigskrive sig hen imod en problemformulering; eller fire typer “læsebriller” at anvende på sekundærlitteraturen, nemlig de retoriske (gennem retoriske briller anbefales det at spørge til tekstens formål, fokus, målgruppe og virkemidler), de argumentations-vurderende, de historiske og de psykologiske eller litterære. Som eksemplet med læsebrillerne kan antyde, er alle opstillinger dog ikke lige indlysende stringente eller udtømmende. Ofte må man undvære basal introduktion af teorien og nøjes med en knap bemærkning som: ”Her er en opstilling på grundlag af [Ali] Wyllies (1993)” (s. 86). Gennemgående sidder læseren dog trygt med det belæg for forfatternes anbefalinger, at de pr. lang erfaring ved, at netop disse spørgsmål, denne skelnen eller denne fremgangsmåde har hjulpet studerende til at skrive bedre tekster.
Som hovedregel anbefaler Den gode opgave en skriveproces, hvor man forfatter sin tekst i flere og dermed mindre forpligtende omgange. Der bør levnes plads til, at nye erkendelser kan forandre problemformuleringen og dermed også hele strukturen i teksten undervejs. Her sætter forfatterne et eksempel, idet deres egne bøger og skrifter, heriblandt Den gode opgave, ikke betragtes som hugget i sten efter publicering, men med jævne mellemrum udkommer i nyredigerede udgaver.
Den gode opgave er desuden resultatet af et dynamisk skrivesamarbejde – Lis Hedelund er nytilkommen på birollelisten over bidragydere, imens Peter Stray Jørgensen siden første udgave er avanceret til en hovedrolle som medforfatter – hvilket signalerer, at Peter Elbows principper lever i bedste velgående. Bogen lyser samtidig af vilje til at samarbejde med læseren. Enkelte steder i teksten træder Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen direkte i karakter som skribenter, fx når de pointerer, at nogle skribenter har glæde af at skifte mellem den ny (tænkeskriv-undervejs) og den gammeldags (disponér-før-du-skriver) metode afhængig af skrivearbejdets karakter: ”Det gælder fx os selv (LR og PSJ)” (s. 84). Manøvrer som disse gør – understøttet af den uhøjtidelige sprogtone – eksperterne til skribentfæller, der deler sorger og glæder med bogens brugere. (Og det er måske her jeg skal indskyde, at bogens layout i den nye udgave ironisk nok har fået karakter af at være layoutet i et almindeligt tekstbehandlingsprogram på linje med en studenteropgave, omend en af de mere velfungerende. Siderne i bogen har karakter af hvidt og lidt stift printerpapir, marginerne er lige små nok, ligesom der ikke levnes megen luft omkring teksten i bogens faktabokse. Førsteudgaven fra Gyldendal var simpelthen pænere.)
Uden al tvivl har skrivesamarbejdet gavnet bogen, som emmer af overskud. Man aner dog, at der har været for mange kokke ved komfuret, når sprogtonen undervejs skifter og, værre, når kvalitetsniveauet indimellem dykker. Det sidste sker fx i afsnittet om søgning i elektroniske kilder. Overordnet set er stof om ’elektroniske emner’ altid i fare for at blive forældet hurtigere end en bog kan trykkes, og desto mere forsigtig bør man være med bastante, generaliserende påstande som denne: ”Billed-, lyd- og videostof på cd-rom’er er ofte ren pynt og uden særlig oplysende værdi” (s. 163). Afsnittet er skæmmet af, at det ikke holder sig til sit emne: elektroniske kilder, men fx er iblandet almindelige betragtninger om at læse tekster med omtanke. Om cd-rom-baser får man at vide, at artiklerne, man kan finde repræsenteret her, stammer fra fagtidsskrifter, og ved dette stikord kører teksten ud på et sådant sidespor af almen karakter: ”Det betyder, at [de] har været igennem et akademisk tidsskrifts udvælgelses- og optagelsesprocedure, og den er mange gange streng. Det vil sige at de artikler man finder i cd-rom-baserne, er lødige, men selvfølgelig ikke hævet over kritik!” (s. 161). Det tilføjes endvidere, at cd-rom-baserne giver titler og ofte kun resumeer af artiklerne, men man får – som man vel heller ikke gør i det trykte tidsskrift, vil jeg indvende – ”ikke noget om den pågældende teksts placering i en faglig sammenhæng, for slet ikke at tale om dens kvalitet” (s. 161).
Ujævnhederne i teksten kunne måske undgås, hvis forfattere og bidragydere tog eksplicit ansvar for hver deres dele af bogen. I bogens nuværende form bærer kun kapitel 10 om ”Opgaven som ét argument – argumentation i opgaven” sin forfatters navn. Det er Signe Hege­lund, der således står ved sit faglige speciale: akademisk argumentation. Kapitlet er gennemarbejdet, det er lærerigt og iøvrigt meget mindre egnet til opslag end resten af bogen. Det kræver en koncentreret indsats af læseren at sætte sig ind i strukturen i praktisk argumentation, som introduceres med udgangspunkt i Stephen Toulmins argumentmodel – men indsatsen giver pote.
Først og fremmest operationaliseres argu­ment­modellen som strukturerende princip for den gode opgave ifølge tanken om opgaven som ét argument. Én central påstand undersøges, og der hentes belæg, som motiveres og legitimeres af fagligt acceptable hjemler. Brugen af modellens tre grundelementer hænger elegant sammen med bogens anbefalinger i øvrigt om at skrive fokuserede, problemorienterede opgaver (Den gode opgave bekender sig eksplicit til den angelsaksiske skrivetradition). Argumentmodellens yderligere tre elementer introduceres som kendetegn for de virkelig gode opgaver: gendrivelsen, der tager forbehold for hjemlens og dermed også påstandens gyldighed; rygdækningen, der understøtter hjemlen, hvis der er tvivl om dennes status som generel, faglig sandhed; og endelig styrkemarkøren, der efter endt undersøgelse angiver, hvor sikker man er på sin påstands gyldighed. Herudover udnyttes argumentationslæren til at styrke læserens genrebevidsthed, idet typiske belæg i akademiske opgaver kontrasteres med dem, man eksempelvis finder i essays og populariserende artikler. Og endelig operationaliseres argumentmodellen som et kritisk redskab, den studerende kan bruge til at håndtere sekundærlitteraturen og bedømme sine kilders argumentation. Kapitlet stikker formmæssigt af fra resten af bogen som et selvstændigt bidrag til en vel nok velredigeret antologi, der imidlertid ikke har form af en antologi.
Ujævnhederne i bogen som helhed findes, som antydet, også på det sproglige niveau. Først skal det prises, at Den gode opgave får aflivet enhver mistanke om, at Videnskabens store bog over skjulte dagsordener indeholder en særlig grammatik, man bør følge for at opnå at skrive et abstrakt, overkompliceret fagsprog. Den slags ideer afvises direkte i kapitlet om sprogbrug, men også indirekte idet bogen selv sætter et eksempel for mundret skriftsprog. Problemerne kommer, når stilen glider over i jargonagtigt talesprog og bliver upræcis: ”Læsning og notattagning uden skrivning er en død sild” (s. 175, fremhævelse original). Eller som her fra kapitlet om skriveblokering, hvor et afsnit slutter så­ledes: ”Det er vores erfaring at depression og sorg på det nærmeste udelukker akademisk arbejde. Til gengæld kan man godt være skingrende skør og arbejde ganske udmærket” (s. 112). Den sidste bemærkning fungerer hverken som morsomhed eller beroligelse og burde enten uddybes eller stryges.

Den gode opgave anbefaler tekstrevision i tre trin: først de store ændringer på indholdsplanet, så mindre ændringer i struktur/form og endelig til sidst de små ændringer i formulering og formalia (s. 98-99). Bogen selv er nu udkommet i 2. reviderede udgave – med visse skrammer i formen, men primært i formuleringer og formalia. En eventuel 3. forbedret udgave fortjener til gengæld at blive foræret væk til enhver skrivende studerende. Til ubetvivlelig gavn for den studerende selv, for vejlederen og for alle de ukendte pårørende derude, der spiller en rolle i de individuelle skriveprocessers drama.

Latest posts by Christine Isager (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere