Recension
Talerens troverdighet. Tekniske og kulturelle betingelser for politisk retorikk. Anders Johansen, Universitetsforlaget 2002.
Bibliografiskt
Forfatter: Christine Isager.
Rhetorica Scandinavica 26 (2003), s 83-87.
Recensionen
Med sin ’essayistiske fagbok’ om Talerens troverdighet giver socialantropolog og professor i medie- og kulturhistorie Anders Johansen fra Universitetet i Bergen et rigtig godt svar. Johansen har sat sig for at spore de tekniske og kulturelle forhold, der betinger, om vi finder en politikers offentlige optræden troværdig eller suspekt, og det vil han gøre, erklærer han indledningsvis, ved at bevæge sig igennem den periode, der er forløbet fra Wergeland og den øvrige norske 1814-generations lidenskabelige tordentaler til vore dages afdæmpede tv-optrædener, hvor en bare lidt for sikker stil kan underminere en lovende politisk karriere. En lang række eksempler på politisk talekunst og dens modtagelse i konkrete, historiske situationer bliver brugt til at illustrere, at to forskellige forestillinger om talerens offentlige fremtræden har domineret, hver til sin tid: Præsenterer man, hedder det, eller repræsenterer man sin person i og med sin retorik? Er offentlig tale et rollespil, hvor man gør brug af konventionelle tegn og følelsesudtryk i sagsfremstillingens tjeneste, eller er talen en autentisk afspejling af talerens sande sindstilstand?
Situationen er budskabet
Vi begynder på norsk tv anno 2001, hvor en skandalesag, der forbinder et fremtrædende medlem af Fremskrittspartiet med et sexuelt overgreb på en ung pige, sætter gang i en række tidstypiske, retoriske mekanismer: Vi – det vil sige seerne og den øvrige presse – er uden videre på fornavn med de politikere, der indblandes i sagen, og vi gransker deres privatliv. Godt hjulpet af tv’s revolverjournalistik forsøger vi at gennemskue deres offentlige optræden og lave psykologiske fortolkninger: Mener han nu virkelig, hvad han siger? Hvad betyder egentlig disse tårer? I sådan en situation er der ingen afstand til talerstolen og ingen rituel mystik tilbage. Vi er så tæt inde på livet af politikerne, at deres samfundsmæssige rolle og deres formelle (og reelle) magt er forsvundet ud af synsfeltet.
Med den aktuelle sag in mente føres læseren nu igennem retorikhistorien, som ifølge Johansen netop lærer os, at situationen, kommunikationssituationen, må være omdrejningspunkt for studier i udtryksform, hvis vi vil undgå at få firkantede ideer og eksempelvis gå rundt og tro, at langt større saglighed herskede, før vi fik fjernsyn. Vores tidsalder, pointerer han, er på én gang mundtlig, skriftlig og billedlig, og den stiller stadigt skiftende krav til den politiske kommunikation. Til illustration heraf beretter Johansen om Abraham Lincoln, hvis korte, fint formede tale ved Gettysburg faktisk faldt til jorden foran folkemængden i 1863, men ikke desto mindre lever videre på tryk som en retorisk triumf og i øvrigt, efter Johansens vurdering, ville have gjort sig fantastisk på tv.
At det i dag er det dæmpede udtryk og idealet om autenticitet, der er dominerende, skyldes ikke mindst, at nærgående mikrofoner og kameraer har gjort store armbevægelser overflødige, ja, latterlige. Udviklingen er dog ikke bestemt af medieteknologier alene, og hos Anders Johansen, som hos så utrolig mange andre andre før ham, danner Marshall McLuhans fyndige formel ‘the media is the message’ det taknemmelige udgangspunkt for fremførelsen af et mere nuanceret synspunkt. (Johansen påpeger selv, at man gør klogt i at sky den spekulative ‘grand medium theory’, der er fulgt i McLuhans kølvand: “Fra den kanten kommer det bare ville overdrivelser, som man så må streve med å korrigere” (side 46), men åbenbart er det vanskeligt helt at lade den ligge.) Den fulde forklaring på de forandrede normer skal snarere findes, skriver Johansen, inden for de videre rammer af kultur- eller rettere udtrykskulturhistorien, hvilket omfatter både talekunst, sang, fotografi, teater, film og de medier, der knytter sig hertil. Og så er der virkelig stof til en interessant bog.
Herfra til Hollywood – og så til Cicero
Vi bliver, som det allerede er fremgået, ikke i Norge (eller i perioden efter 1814 for den sags skyld), og selvom læsningen flyder både pulserende og let, er det vanskeligt at danne sig et overblik over bogens struktur. Selv beskriver Johansen sin fremgangsmåde således (side 207):
Vi tar fatt med et konkret her-og-nå, eller flere … Etter hvert som vi prøver å trenge lenger ned i situasjonen, hever vi blikket mot videre sammenhenger i tid og sosialt rom (– og får øye på Hollywood før eller siden, til sist endatil Cicero).
Det ”konkrete her-og-nå” er med til at placere Talerens troverdighet som et retorisk skrift i traditionen fra netop Cicero. Fokus er rettet mod talerens konkrete opgaver og vilkår, snarere end for eksempel mod retorikken som system, og emnet behandles i en fri, undersøgende form, hvor Anders Johansen tegner personportrætter og giver eksempler fra fortid og nutid. Cicero gør det samme i dialogen Om taleren, samt i den retorikhistoriske Brutus (hvor stilen næsten kan blive sladrende: “Gaius Cosconius Calidianus … var aldeles ubegavet men brugte sit ordforråd, hvis han havde noget, til at støtte folkepolitiken, og vandt derved et stort publikum og larmende bifald” (Brutus 242, oversat af Mogens Leisner-Jensen, Odense 1979). Det siges altså, men det demonstreres også i formen, at retorikken er en situationel disciplin forankret i menneskelig praksis, og Anders Johansen er en god og skarpsindig fortæller, der demonstrerer det vel.
Men hvor kom Hollywood ind i billedet? Jo, en grundtanke hos Johansen (og hos Cicero) er, at den kunstneriske og den politiske scene udvikler deres udtryk sideløbende og virker gensidigt bekræftende. Specielt kapiteloverskriften ”Massekommunikasjon” fungerer som et stikord, der fremkalder betragtninger og gode historier om politikerne, sangerne og skuespillernes vej gennem medierne. Kontrasten mellem et politisk folkemøde og en tv- eller radioudsendelse ligner Johansen – hele tiden med eksempler – ved forskellen på en teaterscene og et biograflærred. At vinde genklang på disse vidt forskellige vilkår svarer til – hvilket også anskueliggøres – hvad der kræves af henholdsvis operasangeren foran det store publikum og crooneren ved sin mikrofon, nemlig kunstfærdig, teatralsk præsentation på den ene side og intimt personlig repræsentation på den anden.
Nu turde temaet være velkendt. Det er modsætningsfiguren præsentation/repræsentation, der spilles igennem, bogen igennem, imens de forskellige kulturelle faktorer, der forstærker den ene, men specielt den anden tendens, betones efter tur. I to centrale kapitler gælder det teater og teknologi.
Værdiskred – hvorfra dog?
I vore dage er det næsten glemt, hvor skredet i værdier overhovedet er begyndt, for hvem har nogensinde fundet pompøs udvendighed troværdig? I kapitlet ”Politikk og teater” får Johansen gjort rede for logikken i dette teatralske udtryk, vi i dag finder så umådelig gammeldags eller i al fald forbeholdt politiske fantaster. Den dramatiske stil synes ikke spor norsk, men det norske demokratis helte, Bjørnstjerne Bjørnson, Johan Sverdrup, Henrik Wergeland og Jonas Rein, var dog på én gang så norske og så aldeles teatralske. Efter klassisk forbillede dramatiserede de deres taler frase for frase, situation for situation. Stemmeføringen, gestikken og hele det kropslige udtryk var et ordmaleri, der udsprang af stoffet og virkede tilbage på taleren, der dermed kunne mønstre et – i klassisk og i 1800-tals forstand – ægte engagement, der også engagerede hans publikum. Imiterer man for eksempel et skræmt ansigtsudtryk, får det, som Edmund Burke har erfaret (side 219-20), uvægerligt én selv til at føle sig lidt skræmt.
Hvad angår teknologiudviklingen, får Anders Johansen sandsynliggjort, at mikrofon og kamera nok giver anledning til, at nye værdier opstår, men at de ofte blot forstærker tendenser, der allerede findes i kim. Vi får levende beskrivelser af, hvad der sker i overgangsperioder, hvor brusende folketalere pludselig skal finde sig til rette i radioen som alle mands husven, eller hvor et stormøde tv-transmitteres, og taleren følgelig må tage hensyn til to forskellige publikummer på en gang. Midt i værdiskredet står vi med sikkerhed i 1980, da en ellers ret afslappet amerikansk præsident, Jimmy Carter, pludselig må se sig udmanøvreret af en virkelig jovial Ronald Reagan. Der jo forresten var filmskuespiller.
Anders Johansen citerer flere gange Rudolf Arnheim, der i 1930’ernes England om filmkunsten skriver, at man som regel opnår de største virkninger ved at spille så lidt som muligt. Arnheim har bemærket en tendens til at bruge skuespilleren “som en rekvisitt valgt ut for å treffe en type, satt til å virke ved sitt nærvær, rett og slett, som det belyses av en viss situasjon.” Fortsætter det på denne måde, ræsonnerer han, “vil det til sist ikke kreves stort mer av skuespilleren enn at han er til stede og viser seg, som en hund eller en tepotte” (side 194).
Her er vi, lyder det til, på vej mod et nulpunkt i ekspressiviteten. Men hvad vil en tilsvarende udvikling betyde for politisk talekunst? Hvordan skal vi forestille os det sidste stadium, det 100% autentiske udtryk, taleren-som-tepotte? Det er emnet for bogens sidste kapitler.
Det retoriske nulpunkt
Ifølge 1700-talsfilosoffen Jean-Jaques Rosseau, der nu introduceres, kan en ærlig sjæl ikke være social. Allerbedst er ensomme, trancelignende drømmerier i naturen, hvor man fjerner sig langt fra retorik og anden mellemmenneskelig gøren-sig-til. Vil vi tage denne tankegang alvorligt, men alligevel fortsætte med at leve sammen i grupper, må vores kommunikation blive så minimalistisk og gennemsigtig som muligt. Den retoriske bestræbelse består da i at være sig selv, helt naturligt, uden overdrivelser, og samtidig bedyre ægtheden af sit utvungne udtryk. Dette princip blev testet under dramatiske politiske omstændigheder af en elev af Rosseau: Maximilien Robespierre under den Franske Revolution, og med hans historie får Johansen illustreret, hvad et retorisk nulpunkt på det politiske område kan bestå i.
Når man laver revolution, vil man demaskere magten. Man vil rive facaderne ned, fjerne staffagen og de forlorne former, ja, former overhovedet – men hvad så bagefter? Hvad sætter man i stedet? De franske revolutionæres budskab om frihed, lighed og broderskab gjorde ethvert skel mellem den offentlige rolle og privatpersonen suspekt, og Robespierre blev i den anledning pionér for repræsentationsprincippet ved at optræde afdæmpet og dybt oprigtig. Hans stil stod i skarp kontrast til den, man samtidig kunne opleve hos buldrende fæller som Danton, Mirabeau og Vergniaud, og umiddelbart blev Robespierre mødt med både undren og gaben. Men Robespierre handlede ud fra en stærk overbevisning om, at patriotisme kommer fra hjertet, og i miljøet omkring ham blev uskyld og helhjertet åbenhed efterhånden til et ufravigeligt krav. Men som Anders Johansen skriver (side 232), er ”oppriktighetsstrevet uten ende”:
Sikker kan man aldri være. På seg selv kjenner man andre, og den som oppriktig gransker seg selv, vet at han aldri er helt ut oppriktig. Robespierres kamp for ikke å forstille seg gir til stadighet erfaringer som underbygger den alminnlige mistenksomhet og bidrar til Terrorens tragedie.
Et interessant spørgsmål fra Anders Johansen lyder nu, om en stil kan være mere eller mindre demokratisk. Han svarer selv ved at understrege, at magtæstetikken i vore dage er lige netop demokratisk. Den er upåfaldende og almindeliggjort, og dette faktum kan let gøre os blinde for, at den både eksisterer og fungerer.
Traditionstro nytænkning
Desto vigtigere er det, at vi som forskere tager interesse i magtens overflader, skriver Johansen, og at vi får studeret den udvendige side af det retoriske udtryk. Beklageligt nok udgør Johansens eksplicitte appeller og kritiske kommentarer til moderne retorikforskning et af de svageste elementer i bogen. Side om side med det eminent inspirerende eksempelmateriale optræder nogle generaliserende betragtninger, der ligner tanketorsk snarere end velmotiverede provokationer, som for eksempel når Johansens egen opfattelse af retorik (som ”kommunikasjonshandlingens mål og midler, under varierende praktiske og sosiale betingelser”) kontrasteres med et billede af moderne retorikuddannelse som den blotte dyrkelse af latinske fagtermer: “Man sier inventio eller actio, så er det retorikk” (side 44). Eller når det flot formuleres, at: ”På samme måte som retorikken [i dag] unngår talekunsten, vil medievitenskaben helst slippe å beskjeftige seg med mediene” (side 45).
Uanset om det sidste citat tegner en grov eller en mild karikatur (og det må nok afgøres lokalt), så foregiver Anders Johansen ikke at råde bod på denne tingenes tilstand. Det han foretager, er en første, opmærksom spadseretur gennem et forsømt forskningsområde i grænselandet mellem medievidenskab og retorik, og dermed giver han et inspirerende bidrag til moderne skandinavisk retorikforskning. Hvad der forekommer nyt og interessant ved bogen, er dog ikke primært dens tværfaglighed, men snarere dens trofasthed mod den klassisk retoriske tradition. Anders Johansen er simpelthen uvant konsekvent i sin tilgang til troværdighed, som noget der står og falder med actio.
Gennem hele retorikfagets historie har man gentaget Demosthenes’ ord om, at de tre vigtigste faktorer i talekunsten er fremførelsen, fremførelsen og endelig fremførelsen – og så har man ellers jævnt hen ladet emnet hvile, fordi det er vældig vanskeligt at sætte kropssprog på begreb og at drage nogen praktisk nytte deraf. Dertil kommer, at både det levende udtryk, og det indtryk, det gør på sit publikum, er svære at overlevere og svære at rekonstruere. Det er altså ikke tilfældigt, at retorikken, som Johansen påpeger, primært blevet en tekstvidenskab, der sætter fokus på det retoriske arbejde, der er gået forud for fremførelsen. Det er forarbejdningen, strategierne og potentialet i de retoriske tekster, man især har fundet det forsvarligt – og frugtbart! – at studere (hvilket dog på ingen måde giver belæg for Johansens udsagn om, at “de moderne retorikkforskerne… har trukket seg tilbake til litteraturvitenskapen” (side 30, min fremhævelse)).
Det lykkes faktisk Anders Johansen at anvise en farbar vej til at genoptage studier af actio på den moderne kultur og de moderne mediers præmisser. Udgangspunktet er personkarakteristikker og nøje situationsbeskrivelser. De suppleres for det første med, hvad man kunne kalde intertekstuel udtryksanalyse, idet Johansen trækker på samtidige kilder, der analyserer, beskriver eller på anden måde vidner om den umiddelbare modtagelse, en given retorisk optræden har fået. For det andet får Johansen understreget vigtigheden af at beskrive de normer for troværdig kommunikation, som findes i den ’medieformation’ og det kulturelle landskab, taleren befinder sig i (se side 207). Selv foretager han således en udtryksanalyse på tværs af kunstarter og genrer. Han jonglerer med kilder, der beskriver og kommenterer andre, større dele af den udtrykskultur, der udfolder sig i perioden, og det er især her, at skribenten trækker på sin ekspertise som medie- og kulturhistoriker, og hvor han kan friste retorikere til at betræde et felt, hvor de ikke er hjemmevante.
I sin udgangsreplik opfordrer Anders Johansen til, at vi tager den nuværende medieformation og vores eget kulturlandskab alvorligt og giver agt på farerne ved det retoriske repræsentationsideal. “Den dagen Fremskrittspartiet kommer opp med en virkelig autentisk fjernsynspersonlighet, er vi alle sammen ille ute” (side 261), lyder det. Jeg vurderer som et svar hertil, at Talerens troverdighet vil tiltale og oplyse et bredt publikum, der fremover nok skal være på vagt over for politikere, der ellers virker afslappede og helt nede på jorden. I sin egen genre demonstrerer Johansens essay til gengæld også, at der kan følge både rig og nuanceret retorik i hælene på det allerældste autenticitetssignal ‘Jeg er ingen taler’, som med Johansens personlige præg (side 45) har fået ordlyden:
“I en slentrende framstilling som denne…”
Liknande artiklar:
Kritisk diskursanalyse
Betingelsene på tinget
Blair i forkortet form
Perspektiv på Palme
Lektor ved Institut for kommunikation, Københavns Universitet. Ansv redaktør på Rhetorica Scandinavica 2016-2019.
