Sportsjournalisten og tidehvervsprædikanten Sørine Gotfredsen er en af landets skarpeste tunger. Hun er urokkelig i sin tro, og med en stil der er mere kontant end konfliktsky, går hun i kødet på parnasset og den åndløse dansker.
Bibliografisk
Forfatter: Sine Nørholm Just. Ph.d. og lektor ved Department of Business and Politics, CBS.
RetorikMagasinet 82/2011, side 18-20.
Den uforfærdede forkynder
Hvor ofte mon det sker at et debatindlæg genererer 2.125 kommentarer direkte på sin online version? Det gjorde Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske den 29. juli 2011 – og den førte desuden til et utal af selvstændige indlæg i Berlingske såvel som i andre medier. ”Lad os bruge Anders Breivik rigtigt,” lød Gotfredsens opfordring. Vi skal, skriver hun, bruge terrorhandlingen i Norge til at forstå faren ved det multikulturelle samfund, og hun kritiserer de røster der taler for multikulturalisme. For når det som Sørine Gotfredsen kalder ”den pæne fløj der drømmer om en multikulturel fremtid”, siger at det er tonen i indvandrerdebatten der skaber had, så viser det ifølge Gotfredsen bare hvilken ”enorm uvilje de stadig nærer imod at forstå det sande omfang af problematikken”. Gotfredsens pointe er at forklaringen om den hadske debat ignorerer sagens egentlige kerne og fører til nytteløse anmodninger om en bedre tone og mere tolerance. I stedet for at stille os uforstående over for Breiviks handlinger opfordrer hun til at vi indser at ”hadet stammer fra de samfund vi selv i disse år skaber”. Ekstremismen opstår ifølge Gotfredsen som en reaktion på truslen fra indvandring, ”og det kan man godt affeje som primitivt og hysterisk, men det er virkeligheden, og den skal tages alvorligt”. Vi skal altså ifølge Sørine Gotfredsen ikke bruge terrorangrebet som en anledning til at styrke multikulturalismen, men i stedet som et afsæt for at styrke den nationale – og kristne – kultur.
Gotfredsens kronik – og debatten om den – illustrerer tre afgørende kendetegn ved hendes retoriske profil: det benhårde budskab, den ubønhørlige udformning og den kompromisløse konfrontation. Gotfredsen brænder for sin sag, spidsformulerer sine pointer og bakker ikke ud, uanset hvor mange tæsk hun må tage for sine udtalelser. Godt nok har hun i debatten om kronikken anerkendt at den blev bragt for tidligt, og desuden føler hun at hun er blevet misforstået i sin vurdering af Anders Breivik. Hun har for eksempel udtalt til Politiken at ”folk læser kronikken som om jeg synes Breivik er et fornuftigt menneske. Det er jeg rigtig ked af, for det er ikke i nærheden af min opfattelse.” Men hun står fast ved sin overordnede påstand og har – nuanceringerne til trods – på ingen måde trukket kronikken tilbage.
Sørine Gotfredsen er en af den danske offentligheds dristigste og mest omdiskuterede debattører. Hun er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og arbejdede som sportsjournalist på Aktuelt frem til 2001. Herefter studerede Gotfredsen teologi, og hun har siden 2005 kombineret præstehvervet med rollen som kommentator og debattør. Ud fra sin dobbelte uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund fremsætter Gotfredsen sin faste overbevisning i slagkraftige punchlines. Nu hænger form og indhold jo sammen, men i dette tilfælde giver det mening først at undersøge retorikkens indholdsside for derefter at se på dens form og endelig at udfolde hvordan Gotfredsen indgår i de debatter hun gang på gang giver anledning til.
Det benhårde budskab
Sørine Gotfredsens overordnede ærinde er kulturkonservativt. Hun anerkender Krarups kristne forkyndelse som en af sine primære inspirationskilder, som hun skriver i Jorden tro (2007), et festskrift til Søren Krarup i anledning af hans 70-års fødselsdag, og stiller sig også på linje med ham i forsvaret for den danske kulturarv. Det handler altså om at redde kristendommen og danskheden hvilket for Gotfredsen langt hen ad vejen er to sider af samme sag. Denne mission fører på den ene side til et ubøjeligt forsvar af den danske kristendom, og på den anden side medfører den et sønderlemmende angreb på dem der ifølge Gotfredsen truer den nationale og religiøse identitet.
Det første er samtidig et forsvar for alvoren, for den tunge og forpligtende åndfuldhed: ”[E]t menneske er udstyret med en opgave og underlagt det vilkår, at der er noget man skal. Ikke fordi man har lyst eller nærer en særlig tilbøjelighed i netop den retning, men fordi man skal,” skriver hun i festskriftet til Krarup.
Det andet er omvendt et angreb på det lette og åndløse som senest i bogen Den åndløse dansker fra 2011 hvor Sørine Gotfredsen kritiserer en hel stribe af de mest fremtrædende danske meningsdannere for selv at savne ånd og for at frarøve danskerne ånden. De der sætter dagsordenen i Danmark, hævder Gotfredsen, har alt for sjældent et egentligt budskab, men bidrager i stedet til en forfladigende normalisering og forlystelsessyge.
Den ubønhørlige udformning
På formsiden er Sørine Godtfredsens retorik præget af sportsjournalistens direkte og aggressive stil. Godtfredsen er særligt fascineret af boksesporten, og hun skriver på sin vis som en bokser: i direkte konfrontation med modstanderen og med synspunkter leveret i slagserier. Stilen er præget af antiteser og ophobning. At tro på gud, forklarer hun for eksempel i interviewbogen Troen giver mening fra 2006, kræver ikke bare en mindre omlægning af ens tankesæt, men ”at man har skrællet det her lag af udvendighed og småborgerlighed og magelighed af”. Og modstanderne, hvad enten det er multikulturalister, åndløse debattører eller andre Gotfredsen er uenig med, mener aldrig bare noget lidt anderledes, men altid det direkte modsatte af hende.
Den antitetiske stil fører til tider til en vis mangel på argumenter; de andre mener A, men sandheden er B. Det er den stærke overbevisning og den hårdtslående prosa snarere end den nuancerede afprøvning af for eller imod der er Godtfredsens ”weapons of choice”.
Den kompromisløse konfrontation
Sørine Gotfredsen går gerne mod strømmen – hvad enten det drejer sig om flygtige fænomener som Melodi Grand Prix, hvor Gotfredsen i 2000 spåede brødrene Olsen en sidsteplads, eller hjertesagerne tro og danskhed. Senest har hun med Den åndløse dansker lagt sig ud med store dele af det der ellers betegnes som dansk åndsliv. I anmeldelserne af denne bog roses Gotfredsen ofte for sit mod; Weekendavisens Anna Libak skriver for eksempel anerkendende at ”i et land, hvor man kan høre tv-værter på debatprogrammer klage over, at kvinder ikke vil stille op, hvis der er udsigt til at blive sagt imod, og hvor debatredaktører ustandselig efterlyser læserbreve fra kvinder, klinger hendes stemme stærkt og klart”.
At Gotfredsen kendetegnes som modig, hænger sammen med at hendes synspunkter ofte er kontroversielle. Gotfredsen anerkender at hun ofte vækker anstød, men det får hende ikke til at ryste på hånden: ”Det er jo ikke folk, jeg har noget imod,” siger hun i Troen giver mening, ”og desuden kan man jo godt brænde for noget og så vil jeg ikke sidde og tænke: Sørine, husk nu, der kan sidde nogen derude, som føler sig krænket af det, du skriver, så derfor må du ikke gøre det.”
Ingen kan beskylde Gotfredsen for at være behagesyg; tværtimod er hun en benhård og udholdende debattør der som de bedste boksere ikke bare kan uddele, men også kan tage tørre tæsk. R
Se mere:
{youtube}I8jDB-h5Rfs{/youtube}
Liknande artiklar:
Consubstantiality som ledelsesstrategi
Autoritetsargumentet er debattens trumfkort
Stemmen er troværdighedens talerør
”Enten siger du sandheden, eller også siger du ikke noget.”
Sine Nørholm Just er professor i strategisk kommunikation ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Dansk hovedredaktør på Rhetorica Scandinavica.
-
Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
-
Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
-
Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
-
Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
-
Sine Nørholm Justhttps://www.retorikforlaget.se/author/sine-norholm-just/
