“Der er sket et mord, tihi!”

Må man ikke tale om alvorlige emner fordi man lyder ung? Eller er det dét at det er kvinder, der er problemet? Mørkeland er flere steder blevet nedgjort for at være køkkenbordssnak med værter der fniser og koketterer med egen uvidenhed. Alligevel har Mørkeland en imponerende stor lytterskare på det boomende podcastmarked der lige nu tæller mere end 2500 dansksprogede podcasts. 

“Der er sket et mord, tihi!” – om stemmer og etik i din podcast

Thea Sejr

“Forestil jer at det er jeres egne pårørende der bliver slået ihjel på bestialsk vis, og efterfølgende der er der så to skolepiger, som de lyder som, der tager den her sag op i en podcast fordi de godt kan lide at snakke om mord”

Det er en af Danmarks mest populære podcasts, Mørkeland, en podcast om mord, der her kritiseres. Men må man ikke tale om alvorlige emner fordi man lyder ung? Eller er det dét at det er kvinder, der er problemet? Mørkeland er flere steder blevet nedgjort for at være køkkenbordssnak med værter der fniser og koketterer med egen uvidenhed. Alligevel har Mørkeland en imponerende stor lytterskare på det boomende podcastmarked der lige nu tæller mere end 2500 dansksprogede podcasts.

Lyt til Mørkeland her: https://podtail.com/da/podcast/morkeland/

Amatørsamtaler om mord og sex

Kritikken giver anledning til refleksion over hvad der er etisk forsvarligt, når glade amatører folder sig ud som journalister og kriminalreportere. Eller når unge kvinder snakker om private oplevelser med sex, spiseforstyrrelser og selvhad. Særligt interessant bliver det, når to næsten enslydende podcasts ender som henholdsvis udskammet og bogudgivende.

Annons

Selvom det stadig er de etablerede radiokanaler som DR og Radio 24syv der udgiver flest podcasts, så formår mange private entusiaster også at få tændt lytternes lyst til at trykke play i Spotify, iTunes, Soundcloud, Spreaker, Stitcher med flere. Podcastere er altså ikke nødvendigvis journalister eller tilknyttet store mediehuse. Alligevel indtager de en position hvor de har en autoritet over for lytteren og dermed et ansvar.

Netop forventningen om at podcastere bør tage ansvar er et vigtigt element i Mørkelands shitstorm. I et interview på Radio 24syv påpeger Sandie Westh og Marie Louise Toksvig at værterne ikke er kvalificeret til at udtale sig om kriminalstof. I stedet præsenterer de deres egne uafprøvede hypoteser som ofte er rene gætværk og som miskrediterer erfarne efterforskere. Særligt Sandie Westh, hvis søster blev myrdet, kritiserer podcasten for ikke at have omtanke for de pårørende der får deres livs mareridt udlagt i en underholdningspodcast.

Lyt til kritikken af Mørkeland her: https://www.24syv.dk/programmer/ak-24syv/50366246/highlights-kritik-af?start=0

Når stemmen knækker troværdigheden

Både Westh og Toksvig nævner Mørkelandsværternes stemmer som indikatorer på deres inkompetence, uvidenhed og umodenhed. Toksvig karikerer deres stemmebrug, når hun siger at det er mærkeligt at skulle forholde sig til to kvinder “zom bare zynes det er zuper zpændende” og som “koketterer med egen uvidenhed” i en tid præget af feministisk aktivisme. For Westh er problemet især fnisene og den lette, uformelle tone som ikke stemmer overens med indholdets alvor:

“At de her to piger for det første står og fniser over et mord og gennemgår det som en kaffeslabberas-snak synes jeg er så moralsk forkasteligt, og jeg kan slet ikke forstå hvor de har fået den her idé fra.”

Følelsen af at det er ”koket” og en ”kaffeslabberas-snak” kan fra en stemmeanalytisk vinkel bunde i værternes fortungelæsp, lyse toneleje og tilbagelænede og lette underkompression kombineret med den uformelle samtaletone karakteriseret ved blandt andet øh’er, tøvende pauser og knirk. For nok er værterne Camilla og Kristine behageligt selskab, men når det paraverbale, altså den glade og afslappede stemme, ikke stemmer overens med det verbale, altså det alvorlige og tragiske indhold, så opstår der dét som nogle oplever som en ubehagelig og etisk uforsvarlig modsætning.

For hvordan kan nogen tale om mord som om det er hyggeligt? Og hvad ved så unge og useriøse stemmer om komplekse mordopklaringer? De fleste lyttere reagerer, når stemmen og ordene giver to forskellige indtryk; vi får fornemmelsen af at noget er galt. Eller også lader vi os overbevise af værternes ro, identificerer os med dem og accepterer præmissen om at vi, de og os, hygger os med at tale om mord.

Men hvorfor har andre såkaldte true crime-podcasts som Politiradio eller Myrdet, hvor værterne er journalister, tidligere politifolk eller kriminelle, ikke samme problem? Til det svarer Toksvig, under en debat på Podcastfestivalen i maj 2019, at de to sidstnævnte udviser professionalisme og meget bevidste redaktionelle valg om at bidrage med indsigt i sagerne. I etos-termer kan vi kalde det phronesis (praktisk klogskab) og aréte (moralsk karakter eller dyd), mens Mørkeland ikke synes at have andre formål end at være underholdende og godt selskab, altså eunoia. Måske er det dér, det egentlige brud på det passende, det forventede ligger. Måske bryder stemmerne decorum.

En stemme i debatten

Diskussionen om mord som underholdning til eftermiddagskaffen leder videre til overvejelsen om hvilke stemmer der kan udtale sig om hvad. Når vi lytter, kommer vi nemmere til at bedømme det vi hører ud fra intuition, forventninger og fordomme, mens vi har tid til mere rationel tænkning og kritisk refleksion, når vi læser. Det kan være svært at forklare hvorfor der er nogle udsendelser vi bare ikke kan holde ud at lytte til, mens vi andre gange bliver helt opslugt af hvordan indlandsisen er sammensat eller dansk films historie fordi det bliver fortalt engageret og medrivende.

Denne intuitive bedømmelse kan sagtens være det der fælder Mørkelands værter. Deres stemmer matcher ikke det vi forventer af kriminalreportere. I både Politiradio og Myrdet er værterne mænd. Toksvig er den eneste kvinde, men med en meget dyb, hæs og overkomprimeret stemme, har hun mange mandlige stemmetræk, og mandlige stemmer associeres stadig med autoritet og viden. Kvindestemmer har til gengæld andre fordele; blandt andet er de bedre til at skabe fortrolighed, nærvær og intimitet.

I en anden, næsten lige så populær dansk podcast, Fries before guys med Nanna og Josephine, er stemningen og stemmerne næsten de samme som i Mørkeland. Det er to unge kvinder, der uformelt og fnisende snakker om løst og fast. Og indholdet er ligeledes en blanding af det sjove à la “Hvad har du lavet i weekenden?” og det alvorlige som spiseforstyrrelser, angst og skam, herunder egne private oplevelser. Den største stemmemæssige forskel er at Nannas stemme er forholdsvis dyb og monoton, hvilket bidrager til en mere alvorlig og eftertænksom stemning. Det sænker tempoet og giver lidt mere plads til refleksion.

Indholdsmæssigt er forskellen at de primært taler om egne oplevelser og tanker uden at bevæge sig ind på andres ekspertområder som jo netop er det Mørkeland kritiseres for. Den uformelle tone i Fries before guys gør værterne til godt selskab, og deres troværdighed bliver støttet af ærlighed, umiddelbarhed og uhøjtidelighed, hvilket netop skaber et fortroligt og intimt nærvær. Som lytter føles værterne ægte og oprigtige i både indhold og stemmebrug fordi stemmerne passer til lytterens forventninger og formålet om at hyggesnakke.

Fries before guys har nærmest kun mødt anerkendelse og åbne arme, hvilket har ført dem ud over podcasten og ind på debatscener og bogscener som værter for et Distortion-arrangement, som musikere og som forfattere hos Gyldendal. Deres podcast har gjort Nanna og Josephines stemmer genkendelige, og troværdigheden i podcasten har givet dem mandat til at tale i andre sammenhænge.

Lyt til Fries Before Guys her: http://friesb4guyspodcast.libsyn.com/

Stemmekonsulent i podcastland

Men podcasts er ikke kun mordunderholdning og samtalevoyeurisme. I den stærkest repræsenterede genre “samfund og kultur” finder man både podcasts om dansk raphistorie, livet på Christiansborg, tv-serier, hjerneforskning og EU. Seriøse emner der kræver veloplagte stemmer og måske endda retorisk stemmetræning. En af de podcasts, jeg har været stemmekonsulent på, handler om FN’s Verdensmål og hedder Mens vi venter på, verden går under. I løbet af seks afsnit á 10 minutter forklarer to kvindelige værter, hvilken forskel Verdensmålene gør. Et vigtigt emne, men jo ikke lige så fængende som mord og sex. Så hvordan fastholder man lytteren i 60 minutter?

Udgangspunktet for arbejdet med FN-podcasten var dens formål og koncept. Værterne ville gerne have en mere samtalende tone, men manuskriptet var skrevet som undervisning og fortælling. Derfor blev målet at gøre oplæsningen nærværende og levende uden at det lød fjollet og useriøst. Sammen identificerede vi skift i teksterne, så det var klart hvor der var beskrivelser, hvor der var handling og hvor der optrådte nøgleord som havde afgørende betydning for lytterens forståelse og fortolkning.

Skiftene i indhold motiverede automatisk skift i stemmen. Og pauser. Masser af pauser, så lytteren kunne nå at se det for sig, reflektere og blive vækket hvis de var blevet uopmærksomme et kort øjeblik. I podcastverdenen er der en tommelfingerregel om at der skal ske et lydskift hvert fjerde minut for at fastholde lytterens opmærksomhed. De lydskift kan være pauser, ændring i tonen eller en overraskende udtale af et ord. Vi brugte især pauser (/) til at lave skift i afsnittet om plastik i havene: “Hvordan ser havet ud under dig? Uberørt? En smuk blå farve?/ Og under havoverfladen måske en hval eller en stor stime af fisk?// Nu åbner du øjnene og ser efter.(/) Du læner dig frem og kigger ud af det lille flyvindue, men du kan ikke rigtig se vandet.”

På ordniveau formindskede og forstørrede vi udtalen for at støtte fortolkningen. Udlægningen af FN’s uendeligt mange organer og underafdelinger kom for eksempel til at lyde sådan her: “Og jeg kunne blive ved.// Viiirkelig!”. Pausen, trykket og trækningen af ordet amplificerer hvor mange underafdelinger der findes. I afsnittet om toiletter som scoretrick i Indien brugte vi også tryk til at skabe en behagelig rytme og vise sammenhænge og konklusioner: “Så myndighederne vil gerne have toiletter. Og kvinderne vil gerne have toiletter. Det burde jo være let at få indført de toiletter.”

Lyt til Mens vi venter på, verden går under her: https://podtail.com/da/podcast/mens-vi-venter-pa-verden-gar-under/

Etik i indhold og udtryk

Selvom det ikke kræver mere end en mikrofon, et RSS-feed og en stemme at udgive en podcast, så er det sværere end som så at producere noget der både er spændende, behageligt at lytte til og etisk forsvarligt. Stemmen har en afgørende rolle – for stemmen er jo groft sagt produktet i en podcast. Stemmen skal stemme overens med indholdet, den skal guide lytterens forståelse og den skal være interessant og helst også godt selskab. Stemmen påvirker stemningen og afslører hvordan værterne forholder sig til deres emne, som det ses i Mørkeland. Stemmen kan skabe nærvær og fortrolighed som i Fries before guys. Stemmen giver kort sagt adgang til det du vil tale om. Desværre bliver der slet ikke sat fokus på stemmens betydning i det moderne mediebillede der i højere og højere grad domineres af stemmer med lydbøger, lydaviser, podcasts, tutorials med mere. Det etisk forsvarlige bæres oppe og sikres af gennemarbejdede koncepter og klare redaktionelle valg. Også når det kommer til valget og brugen af stemmer!

Anbefalelsesværdige podcasts:

Third Ear – hvis du endnu ikke har hørt den, eller hvis du ikke ved, hvor du skal starte (DK)

Serial – satte for alvor gang i podcastbølgen i 2014, særligt true crime-genren (US)

A seat at the table – prisvindende podcasts om racisme, fordomme og politik (DK)

Dårligdommerne – få afløb for alle dine frustrationer over dårlige film i godt selskab (DK)

My dad wrote a porno – tre venner taler om den enes fars tåkrummende pinlige erotiske bog (UK)

The Sopranos – verdens bedste tv-serie – analyse af seriens symboler, relationer, dynamikker med mere. (DK)

R

Bibliografisk

Af Thea Sejr, cand.mag. i retorik og stemmebrugsekspert.

RetorikMagasinet OnLine.