Der florerer nogle myter...

Efterlønsdebatten er vigtig fordi den viser at der stadig er reelle politiske forskelle på de to fløje i dansk politik. Men argumenterne er præget af taktik og kamp om solidariteten.

Der florerer nogle myter…

Mads Tanghøje.

Kompleks, svær at finde rundt i og endnu sværere at deltage i. Sådan kunne man sagtens beskrive efterløndsdebatten. En af årsagerne til kompleksiteten er at debatten foregår i flere forskellige argumentationsfaser på én gang. Samtidig er politikerne ikke altid villige til at diskutere i samme fase – de er med andre ord ikke enige om hvad de er uenige om i debatten om efterlønnen. For at begynde bagfra har det overordnet set været efterlønsmodstandernes retoriske strategi at fokusere på efterlønsdiskussionen som et spørgsmål om at afgøre en fremtidig handling; den fjerde argumentationsfase, der ideelt set forudsætter at man har opnået enighed i de foregående tre faser. Derfor har det været centralt for efterlønsmodstanderne at give indtryk af at afskaffelsen af efterlønnen er den eneste mulighed hvis dansk økonomi skal reddes. Ifølge statsministeren er det valg vi så har i den advokerende fase, om vi vil opføre os økonomisk ansvarligt eller ej.

Den fremstilling af dansk økonomis fremtid forudsætter først og fremmest to ting: for det første at det står klart at det vil spare samfundet et tilpas stort beløb at afskaffe efterlønnen – et spørgsmål der hører til i den konstaterende fase. For det andet at det moralsk set ikke er meget urimeligt at fjerne efterlønnen – et spørgsmål der hører til i den evaluerende fase. Efterlønstilhængerne har primært forsøgt at vinde diskussionen ved at trække den hen i den evaluerende fase og lægge fokus på om det er rimeligt eller ej at fjerne efterlønnen. Men også den definerende fase spiller en vigtig rolle i debatten.

Som at skifte en karburator

Den konstaterende fase handler om uenigheder om kendsgerninger, og denne fase har ingen af parterne generelt været meget for at tilbringe tid med. I efterlønsdebatten hvor de centrale kendsgerninger er komplicerede økonomiske modeller og prognoser, er det et svært sted at sætte ind med sin argumentation hvis man vil brænde igennem i befolkningen.
Efterlønsmodstanderne har derfor forsøgt at holde diskussionen i den advokerende fase og givet indtryk af at der slet ikke var noget at diskutere i den konstaterende fase. Man har fremstillet diskussionen som et spørgsmål om økonomisk ansvarlige handlinger i fremtiden. Den strategi gør sig gældende for Lars Løkke Rasmussen i mange andre sammenhænge: nemlig at gå til debatten som en embedsmand og fremstille politiske emner som tekniske spørgsmål der har en simpel og rationel løsning og kun én løsning. Den tilgang kom blandt andet til udtryk i en duel om dansk økonomi med Villy Søvndal på TV2 News den 7. februar. Lars Løkke Rasmussen vil gerne fremstille det som en diskussion om hvorvidt man skal skifte en defekt karburator eller ej. Svaret er selvsagt åbenlyst hvis man anskuer debatten som et spørgsmål der udelukkende har et teknisk og selvindlysende svar.

Formålet er at isolere efterlønsdebatten fra alle ideologiske diskussioner så diverse vælgergrupper ikke bliver skræmt væk. Fra regeringens side handler det alt i alt om at få etableret det som et fuldstændigt indiskutabelt faktum at dansk økonomi er i så stor en krise at der ikke er andre løsninger end at fjerne efterlønnen – hvis man vil være økonomisk ansvarlig forstås. Lars Løkke Rasmussen lægger med sin tilgang op til at der ikke er nogen diskussion i den konstaterende fase; kendsgerninger om Danmarks økonomiske trængsler og hvor mange penge der er at spare ved at afskaffe efterlønnen, betragtes og fremstilles som etablerede kendsgerninger. I den seneste tid har det dog været til diskussion hvor stort et beløb samfundet reelt kan spare. Blandt andet fordi Finansministeriets prognoser i forhold til hvor mange der i fremtiden vil gå på efterløn, viste sig at være skudt langt over målet ifølge Finansministeriets egne nyere beregninger. Men denne diskussion er kommet relativt sent ind i processen. Derudover har efterlønstilhængerne ikke været særlig gode til eller ivrige efter at trænge igennem med argumenter i den konstaterende fase, og de har ikke formået at rokke væsentligt ved billedet af en vis enighed om hvad der er kendsgerningerne i dansk økonomi.

Kampen om solidariteten

For at vaccinere mod at afskaffelsen af efterlønnen skulle være et moralsk anløbent projekt, bliver Lars Løkke Rasmussen også nødt til at tage fat på begrebet solidaritet. Det gør han således i sin nytårstale:

Annons

Retorik

”Min framställning är inte en handbok i hur man lär sig att tala väl, utan några överväganden över retorikens sanningsbegrepp.” Översatt av José Luis Ramírez. Läs mer...

”Flere år i arbejde. Det er den nødvendige politik. Det er ikke solidaritet med de svage at betale de raske for at holde fri. Det er ikke solidaritet med de syge at betale sundhedspersonalet for at blive hjemme. Det er ikke solidaritet med den der tager en ekstra tørn, at betale kollegaen for at lade være. Det er solidaritet at vi alle sammen løfter når vi skal skabe ny vækst og ny dynamik i Danmark. Vi skal leve af hinandens arbejde.”

For Lars Løkke Rasmussen er det at foretrække at vi ikke får et valg mellem de solidariske efterlønstilhængere og de usolidariske efterlønsmodstandere, men en diskussion af hvad det overhovedet vil sige at være solidarisk. Denne argumentation skal også imødegå efterlønstilhængernes argumenter om rimelighed ved at sige at efterlønnen, som den er nu, ikke er rimelig.

Diskussionen om hvorvidt efterlønnen er solidarisk eller ej, kom også til udtryk d. 20. januar 2011 i en debat på P1 i programmet ”I frontalangreb på efterlønnen” mellem formanden for HK, Kim Simonsen, og Claus Hjort Frederiksen. Her sagde Claus Hjort Frederiksen at fagbevægelsen og andre efterlønstilhængere kun er interesserede i at fremme deres egne medlemmers interesser. Det begrundede han med at efterløn kræver medlemskab af en a-kasse. Derfor er fagbevægelsen i Claus Hjort Frederiksens optik kun solidarisk med dem der er medlem, og ikke med dem der står udenfor. Her er strategien igen at omdefinere og erobre udtrykket solidaritet. Udtrykket er som sagt en vigtig brik i efterlønstilhængernes argumenter i den evaluerende fase når der skal argumenteres for at det er urimeligt at fjerne efterlønnen. Derfor er diskussionen om definitionen af solidaritet en kile ind i efterlønstilhængernes argumentation som modstandersiden har brugt gentagne gange.
Derudover har efterlønsmodstanderne også sat ind i den definerende fase i forhold til definitionen af begrebet velfærd. Efterlønstilhængerne sætter i høj grad lighedstegn mellem efterløn og velfærd og bruger udtrykket velfærd – der mildt sagt er positivt ladet i den danske debat – til at argumentere for at en afskaffelse af efterlønnen er urimelig. Som et modsvar lancerede Lars Løkke Rasmussen sloganet ”Dyr efterløn eller varig velfærd”, blandt andet i en storstilet annoncekampagne. Her var formålet at skille begreberne efterløn og velfærd ad og derved imødegå tilhængersidens opfattelse af efterlønnen som en integreret del af den danske velfærd.Efterlønsmodstanderne har i høj grad brugt diskussionen i den definerende fase som et forsvar imod efterlønstilhængernes argumenter i den evaluerende fase. Man har forsøgt at destabilisere og omdefinere ’plusord’ som velfærd og solidaritet der er en vigtig del af den moralske diskussion om de menneskelige konsekvenser af en afskaffelse af efterlønnen.

Den golfspillende overlæge

I den tredje fase af debatten, den evaluerende fase, finder vi alle argumenterer for og imod rimeligheden af efterlønnen og afskaffelsen af den. En stor del af efterlønstilhængerne, især fagbevægelsen, har forsøgt at få debatten til at holde sig i denne fase. At fokus har været i denne fase, betyder at efterlønstilhængerne argumenterer ud fra de negative menneskelige konsekvenser ved at fjerne efterlønnen og ikke så meget ud fra om der er økonomiske fordele og ulemper ved efterlønnen.

Helle Thorning-Schmidts første reaktion til Ritzau på Lars Løkke Rasmussens nytårstale og udmeldingen om at fjerne efterlønnen var derfor også følgende:

”Det er ikke rimeligt, at regeringen fører en forfejlet økonomisk politik og så beder enkeltgrupper betale regningen. Først var det de arbejdsløse, så børnefamilierne og så os under 45 år.”

Argumentet om at det er urimeligt at fjerne efterlønnen, hviler på den præmis at efterlønnere er mere syge end andre og har en kortere levealder. Derfor har det også været en vigtig del af efterlønstilhængernes argumentation at understrege og sætte billeder på at langt de fleste af dem, der modtager efterløn, er mere udsatte end resten af befolkningen. En diskussion der også foregår i den konstaterende fase. Her har efterlønsmodstanderne forsøgt at imødegå dette billede og undergrave fremstillingen af efterlønnere som særligt trængende. Et af midlerne har været billedet af den golfspillende overlæge der har været inddraget i mange debatter. Dette billede er yderst kraftfuldt retorisk og har understøttet argumentationen om at efterlønnere er raske og i nogle tilfælde velbjærgede vælgere der udnytter systemet. Lars Løkke Rasmussen øger i sin nytårstale sin troværdighed ved at imødegå dette billede og sige at det er fortegnet:

”Der florerer nogle myter: Alle efterlønnere er golfspillende overlæger. Alle efterlønnere er nedslidte arbejdere. Men sådanne myter er – netop myter. De passer ikke.”

Her får Lars Løkke Rasmussen elegant etableret sig som den der ser nøgternt på tingene og manøvrerer igennem det mytefulde farvand. Men budskabet er stadig at efterlønnere ikke har det dårligere end alle andre. Derfor går Lars Løkke Rasmussen med udtalelsen ned i den konstaterende fase for at vaccinere mod argumenter og ikke mindst eksempler i den evaluerende fase der går på det urimelige i at fjerne efterlønnen.

I tråd med efterlønstilhængerne generelt forsøger Villy Søvndal også at lægge vægten i debatten på de negative konsekvenser for mennesker der bliver ramt af en afskaffelse. Villy Søvndal går bl.a. ikke i dybden med om det økonomisk kan lade sig gøre at bevare efterlønnen i den førnævnte debat med Lars Løkke Rasmussen på TV2 News. Hans fokus er om man bør bevare efterlønnen ud fra en moralsk vinkel.

Men fordi efterlønstilhængere ikke i særlig høj grad tager diskussionen i den konstaterende fase om hvordan økonomien ser ud, får deres argumentation for det urimelige ved at fjerne efterlønnen en svaghed. For er efterlønnen så menneskeligt og moralsk vigtig at vi skal prioritere at beholde den hvis vi i den konstaterende fase har accepteret at økonomien er dårlig, at efterlønnen er meget dyr, og at det vil have meget positive økonomiske konsekvenser at fjerne den? Her har efterlønstilhængerne i høj grad brugt eksempler og fortællinger til at gøre de negative konsekvenser for forskellige grupper så nærværende at man har kunnet holde fokus i den evaluerende fase og fjerne det fra den teknisk indviklede diskussion i den konstaterende fase.

Faser afhænger af taktik

Som nævnt i starten har efterlønsmodstandere og især Lars Løkke Rasmussen forsøgt at gøre efterlønsdebatten til et valg i den advokerende fase hvor det eneste der er tvivl om, er fremtidige handlinger. Spørgsmålet er, ifølge Lars Løkke Rasmussen, om vi fremtidigt vil handle økonomisk ansvarligt eller ej. Her forudsætter han som nævnt at den konstaterende fase i forhold til de økonomiske kendsgerninger er eller fremstår som værende afsluttet. Alt i alt er debatten foregået i alle faser, og skiftet mellem faserne og rækkefølgen af dem har været præget mere af taktik end af systematik. Efterlønsdebatten viser hvordan man kan destabilisere modpartens argumentation ved at gribe tilbage i tidligere faser og genoptage uenigheden, fx som efterlønsmodstanderne gjorde med begreberne solidaritet og velfærd i den definerende fase. Samtidig viser debatten hvordan det i sig selv kan være et vigtigt retorisk slag at definere hvilken fase diskussionen skal foregå i: Det at trække debatten ind i en bestemt fase, fx den evaluerende eller advokerende, kan give vælgerne indtryk af at der er enighed om noget der reelt ikke er enighed om. R