Start » Dansk retorik » Dansk retorisk Arena » Der skal være plads til alle – også dem, vi er uenige med

Der skal være plads til alle – også dem, vi er uenige med

av Thea Laukamp

I Danmark besynges tolerancen og rummeligheden som det højeste gode: Der skal være plads til alle. Tanken er god, men i praksis bliver det mere og mere på bekostning af de mennesker, der forholder sig kritiske over for tolerancens idé. Også den danske folkekirke bliver traditionelt betragtet som rummelig. Men en del af medlemmerne mener åbenbart ikke, at der skal være plads til alle – i hvert fald ikke de præster, der har en bogstavelig tilgang til Bibelen.

Der skal være plads til alle – også dem, vi er uenige med

Thea Laukamp
sognepræst i Darum og Bramming Sogne, Ribe Stift

Retorisk arena:
Aktuelle online artikler

I foråret kunne man på DR1 få et indblik i, hvordan det er at være ung, nyuddannet præst i den danske folkekirke. Programmet hed De Unge Præster.

Jeg frygtede det værste allerede inden det første program: Jeg frygtede, at det ville være lutter storbypræster med større sans for gøgl og underholdning end forkyndelsen af evangeliets budskab.

Selv bor jeg og er sognepræst i Darum ved Vestkysten. Her vejer den nøgne forkyndelse af Guds Ord tungere end babybongo, SMS- eller meditationsgudstjenester eller Disco-Fastelavn, som de afholdt i Stefanskirken på Nørrebro i år, hvor præsten agerede cirkusdirektør og stripper.

Annonce

Denne frygt for forenkling blev gjort totalt til skamme, da jeg havde set første afsnit af De Unge Præster.

Det blev hurtigt klart for mig, at DR havde fået fat i nogle meget forskellige præster til deres programmer – både land og by var repræsenteret, og det samme var også de forskellige teologiske ståsteder, fra det glade grundtvigske til det alvorligt konservative. Jeg lagde særligt mærke til Hans Breum Vilhelm Jakobsen, som er præst i Nexø-Poulsker pastorat på Bornholm. Hans teologi og tro er forankret i Luthersk Netværk og Indre Mission, og ud fra de få oplysninger vidste jeg, at en eventuel teologisk diskussion mellem ham og mig ville blive uendelig. Alligevel bemærkede jeg ham for hans lune, sympatiske væremåde og humor. Med ham og de andre præster formåede DR at give et meget nuanceret billede af præsterne og deres forkyndelse i dagens Danmark – hurra for det!

En dogmatisk ekskurs

Mit indtryk er, at danskernes forskelligheder især kommer til udtryk i forhold til fortolkningen af kristendommen og måder at læse Bibelen på – og særligt i denne tid, hvor folkekirken får masser af både positiv og negativ omtale og alle har en holdning til det ene og det andet.

Som eksempler kan nævnes sagen fra foråret 2003 om præsten Torkild Grosbøll, der efter sigende ikke troede på Gud, lovforslaget om homovielser fra 2006, samt den tilbagevendende debat om faldende medlems- og dåbstal for folkekirken.

Denne teologiske og kristelige forskellighed, der kommer til udtryk i kirkelige debatter, er i sig selv ét bevis på, at næste års jubilar, Martin Luther, ikke har levet forgæves.

Martin Luther gik ikke ind for ensretning af kirken og dens medlemmer. Han mente, at der skulle være plads til både teologiske og ceremonielle forskelligheder.

Ja, faktisk er det endda et oldkristeligt dogmatisk princip, at den kristne kirke altid bør være i strid, både internt og med omverdenen, fordi dette er et tegn på, at kirken og kristendommen konstant er i forandring.

Selv om Luther ønskede plads til forskellighed, så var det dog ikke hans hensigt at gå på kompromis med tanken om kirkens enhed.

Kirkens enhed er udtryk for, at vi, uagtet teologiske og ceremonielle forskelligheder, alle bekender os til Jesus Kristus, som den levende Guds Søn – både katolikker, ortodokse og protestanter.
Enheden forudsætter blot, at der på tværs af forskellighederne er enighed om, hvordan man døber og hvordan man holder nadver. Til grund herfor ligger apostlen Paulus’ ord: “Én tro, én dåb, én Gud og alles Fader (…)” (Efeserbrevet kap. 5, vers 5-6.)

Den unge præst med det middelalderlige bibelsyn

Nok om Luther – for nu!

Det var med stor undren, at jeg for et stykke tid siden kunne konstatere, at specielt én af præsterne fik folk til at vågne op og nogle til at hamre aggressivt i tastaturet.

Genstanden for deres harme var netop Breum Jakobsen og hans bibelsyn. Men på grund af hans tilknytning til til Indre Mission og Luthersk Netværk burde det ikke komme bag på nogen, at han stiller sig kritisk i forhold til eksempelvis kvindelige præster, sex før ægteskabet, vielse af fraskilte og vielse af homoseksuelle.

Godt nok er både Luthersk Mission og Indre Mission ganske nye opfindelser fra midten af 1800-tallet, men dog kan man ikke påstå, at der er tale om nye opfindelser, at det her i 2016 kan komme fuldstændigt bag på alment dannede mennesker, hvordan man læser og fortolker Bibelen, hvis man tilhører den konservative gren af folkekirken. Slet ikke, eftersom netop de konservative præster fik en del opmærksomhed, da man debatterede vielse af homoseksuelle, især i Kristeligt Dagblad, 2011-12.

Helt almindelige – og så vidt, jeg har set i debatten, ofte ateistiske, kulturradikale eller kirkefremmede danskere – mener ikke, at Breum Jakobsen skal have lov til at være præst i folkekirken.

De mener, at hans holdninger er forbudte, eller at de burde være det.

Breum Jakobsen er blevet kaldt ”mørkemand”, ”middelalderlig”, ”menneskefjendsk”, ”kvindehader” og lignende på de sociale medier i den sidste tid.

Hvis man vover at kalde dette for uretmæssig tilsvining eller hykleri, og selv bruger relevante juridiske og teologiske modargumenter, så bliver man omgående kaldt for det ene og andet og hvad endnu værre er, man bliver mødt af en total mangel på forståelse for, at folkekirkens mangfoldighed er en mangfoldighed på godt og ondt.

I folkekirken er der – og skal der være – plads til så mange som muligt, hvis man skal kunne forsvare at have en statskirke. Det betyder, at vi almindelige, traditionelle og små-konservative præster må finde os i københavnernes eventgudstjenester og anden aktivisme, såvel som den teologiske højrefløj, som i visse tilfælde kan virke ekskluderende.

Men sagen er, at tilsammen bliver vi enormt inkluderende, fordi der netop er plads til forskellighed.

Det skal ikke bare være velment, varm luft og falske smil i folkekirken – vi skal virkelig kunne rumme hinanden.

Vi skal i det mindste tåle hinanden

Genstanden for min forargelse er ikke i denne omgang den forrykte debatkultur – eller mangel derpå – som findes på de sociale medier, men følgende:

Der er en del af befolkningen, som gerne udstiller egen tolerance, rummelighed og venlige indstilling i mødet med alt fremmed. De påstår at elske mennesker trods forskelle i kultur, hudfarve og seksualitet. Godt nok er der muligvis ikke kærlighed nok til også at rumme Dansk Folkepartis støtter, men det må så være en sag for de involverede parter at tage sig af.

Trods denne omfangsrige rummelighed nægter de at rumme den type forkyndelse, som Breum Jakobsen står for, skønt hans forkyndelse berører meget få af dem direkte.

For nogle – ateisterne – forholder det sig endda sådan, at de vil diktere spillereglerne i en klub, de ikke selv er medlem af, og dét er jo himmelråbende latterligt.

Argumenterne mod de rummelige danskeres intolerance overfor Breum Jakobsen er mange.

For det første er det væsentligt at påpege, at ordet ’tolerance’ betyder ’at tåle’ eller ’at udholde’, hvilket ikke forudsætter udelt enighed og slet ikke gensidig kærlighed.

Derudover vælger et menighedsråd sognets præst, fordi folkekirken fungerer som et repræsentativt demokrati, der er styret af medlemmerne. Skulle der så findes nogle, der hører til sognet og er utilfredse med præstens forkyndelse, så er det ganske nemt at løse sognebånd til et andet sogn og en anden præst. Derudover bør det nævnes, at i forhold til lovgivningen kan præsten ikke tvinges til at vie hverken fraskilte eller homoseksuelle eller til at trykke kvindelige præsters hånd.
Alt dette kan man naturligvis synes om, hvad man vil – det er vores ret.

Men jeg oplevede selv i debatten på de sociale medier, at den slags valide argumenter preller fuldstændig af på Tolerance-Danmark. Det ændrer bare ikke ved det faktum, at Breum Jakobsen på ingen måde begår ulovligheder i hverken åndelig eller verdslig forstand ved at forkynde, som han gør, eller ved at læse Bibelen bogstav for bogstav, som han gør.

Tvangstolerancens fascisme

Tolerance-Danmark mener, at der ikke bør være plads til hans slags i folkets kirke, og deraf følger uundgåeligt, at der ikke bør findes præster i folkekirken, der henvender sig til den del af befolkningen, der deler Breum Jakobsens bibelsyn.

Tolerance-Danmark mener, at Breum Jakobsen enten skal fyres eller tvinges til at rette ind.

Det sidste synes jeg så afgjort er det værste.

Man skal være ualmindeligt verdensfjern for ikke at kunne se det fascistoide i dette ultimatum.

Under den misforståede og efterhånden udvandede tolerances banner vil de bare se kætteren brænde, fordi han læser Bibelen på en måde, de ikke deler, og som i øvrigt ikke er særlig udbredt – heller ikke i Vestjylland, selv om det er én af de sejlivede fordomme om det tilbagestående ’udkantsdanmark’.

Tænk engang, at det så er Breum Jakobsen, der må finde sig i at blive kaldt for en middelalderlig mørkemand!

Det er snart sommer, og mere end alt andet blomstrer hykleriet i fuldt flor, i den politiske korrektheds navn, så det er til at brække sig over.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere