Skal man tro dem der skriver om livsstil, er arvesurdeje, sprudlende drivhuse og stærke oldtidsjægere en integreret del af danskernes kulinariske hverdag. Storytelling med et bondenostalgisk masterplot er det herskende fænomen i moderne dansk madformidling. I eventyrene spiser prinsessen ikke købe-karrysild eller tømmermænds-dürüm.
Der var engang et køkken. I køkkenet var der så rart. I køkkenet rumsterede rare mennesker, og de lavede rar mad til hinanden. Og folk som hørte om køkkenet med de rare mennesker og den rare mad, fik lyst til at lave lige så rar mad hjemme i deres egne køkkener. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Lights, camera, action!
Det kræver ikke megen research at opdage hvor udbredt storytelling i dansk madformidling i virkeligheden er. På madbodegaen Nose2Tails blog lærer man at deres kokkeelev kun kom fem minutter for sent da restaurantens leverandører på Sydsjælland skulle besøges. Palæo-tilhængere fortæller livligt om den virile stenaldermand Grok som jagede vildt og plukkede bær og ordnede damen efter aftensmad. I tv-konceptet Nak & Æd bliver aftenens bytte introduceret ved at Jørgen Skouboe viser en forundret Nikolaj Kirk et billede af dyret i den lille naturbog som Jørgen har haft siden han var dreng.
Rundt omkring i det lille land fortælles der ivrigt om middagsselskaber, kageeksperimenter og tømmermandsmad.
Lights, camera, action: Velkommen i køkkenet.
Madfortællinger er populære som aldrig før. Men er det fortællingen om mad vi elsker, eller er det simpelt hen fortællingen i sig selv?
Fortællingerne om mad som vi mæsker os i, er sandsynligvis ret forskellige fra hvad der rent faktisk foregår i de danske køkkener. Vi er ikke det mest eventyrlystne folkefærd når det kommer til disciplinen aftensmad.
Livretterne er oftest (stadig) frikadeller, kartofler og sovs. Men når vi skal underholdes og inspireres, kommer frikadellerne til kort. Her må andre dramaturgiske greb end socialrealismen tages i brug.
Sandheden om Madgrisen fra Amager
I min lejlighed bor der en Madgris som fortæller eksemplariske madhistorier på nettet. Og selv om vi deler cpr-nummer, er vi ret forskellige, hun og jeg. I modsætning til mig kunne Madgrisen aldrig finde på at spise købe-karrysild til morgenmad eller luske ned efter en dürüm på vej hjem fra byen. Madgrisen koger altid sin egen bouillon og husker at slibe sine knive hver gang de bliver brugt. Jeg derimod spiser kun hjemme ca. to gange om ugen.
Madgrisens madhistorier er fortællinger om autentisk middagsmad der bliver lavet hver aften. For at det kan hænge sammen bruger jeg gerne en hel dag på at lave aftensmad syv gange, så jeg har blogindlæg nok til at pleje Madgrisens persona i den kommende tid. Nogle vil måske mene at Madgrisen er løgn.
Men når alt kommer til alt, er pointen med Madgrisen netop at fortælle en historie. Den er en eventyrliggørelse af ét enkelt aspekt af mit liv. Og på trods af købe-karrysilden er den en reel del af min identitet – så reel at jeg kan tude over at gense mit dukkekomfur, så alvorligt ment at jeg har fået imprintet et køkkenredskab i blæk på min krop. Men det interessante er ikke at jeg mener hvad jeg skriver. Det er hvorfor folk læser med. Og det handler mere om storytelling og flotte billeder end decilitermål og min faktiske hverdag.
Masterplottet i madfortællingen
I retorisk sammenhæng taler vi om hvordan fortællinger samler retorisk substans ved deres evne til at binde et publikum. Den fortælling vi ønsker skal ende godt fordi den er en del af vores egen historie, har stor retorisk magt.
Langt de fleste historier der overlever generationer efter generationer, er varianter af såkaldte masterplots – genkendelige grundfortællinger som vi alle har et forhold til. Det kan være fortællingen om David og Goliat, idéen om ’den amerikanske drøm’ eller tragedien om Romeo og Julie. Alle er de masterplots som vi genkender og elsker.
Plottet i en betydelig andel af den danske madformidling er en afart af noget så hyggeligt som fortællingen om det lille hus på prærien. Madhelten i fortællingen nyder det enkle, gode liv. Det synes så ligetil som det i virkeligheden er uforudsigeligt. Men Hvorfor skulle vi, velsignet af moderne kommunikationskanaler og teknologi, stræbe efter udflytterromantik og trange kår på prærien?
Sandheden er vel at der er relativt få mennesker i Danmark som jager deres mad eller for alvor har ambitioner om at være selvforsynende. Men netop i deres afstandtagen til virkeligheden skaber madfortællingerne deres værdi.
Ved at reducere – henkoge, om man vil – madfortællingen til at handle om en grillet gris over et bål, en mand med en riffel over skulderen eller en madblogger som insisterer på at koge sin egen bouillon midt i en travl hverdag, får fortællingerne om mad karakter af underholdende, sympatiske, nutidige myter.
Brødrene Price tager i sommerhus. Ud af byen. Jørgen Skouboe slår sit telt op i Nak & Æd. Ind i skoven. Thomas Rode slænger en dyrekølle over skulderen.
Frem med dolken. Søren Ryge bapper på sin pibe, Bonderøven skærer halsen over på en ged, og Camilla Plum ælter gudhjælpemig sin bolledej med tæerne. Og de levede lykkeligt til deres dages ende – med maven fuld af mad i en sovepose under åben himmel og byttet slængt op i et nærliggende træ.
Vi bliver tryllebundet af usandsynligheder
Madfortællingernes endimensionelle karakter giver paradoksalt nok plads til at vi kan identificere os med dem. Det er med vore dages madhelte som det er med ridderne i folkeeventyrene: Vi vælger at tro på at prinsen og prinsessen aldrig skændes (og at Nikolaj Kirk altid er nyligt hjemvendt fra fjerne himmelstrøg hver gang han skal med ud og jage). Vi tolererer usandsynligheder i plottet: Den onde heks blev besejret til sidst, og der er aldrig nogen opvask.
”Vi har snydt lidt og lavet kage i forvejen,” siger kokken. Og det er da bare helt i orden. For det er ikke gennem den socialrealistiske hverdagsfortælling om leverhakkere og skraldespande at vi lader os forføre. Og så er vi tilbage ved fortællingens magt: at den kan tryllebinde sit publikum. Hvornår har du måske sidst været fascineret af en rugbrødsmad?
Således opmuntret af en sand skare af madformidlere som laver mad over bål og spiser som vore forfædre og finder tilbage til rødderne – på så tvetydig, halvsand og uden tvivl velment en måde som det nu engang lader sig gøre – får tilskuerne til Cirkus Madhistorie fortællingen om det nære forhold til maden, den dybtfølte glæde ved det hjemmelavede måltid og den reelle tilfredsstillelse det giver når man, som Madgrisen, to gange om året tager sig sammen og laver fond fra bunden. Og hvis bare en brøkdel af hvad madfortællerne beretter om, sætter sig fast, har deres eventyrlige omgang med fortællingen om køkkenet vel ikke været forgæves.
Der var engang et køkken. I køkkenet var der så rart. Og fortællingen om køkkenet bliver til fortællingen om vores alle sammen køkkener når vi accepterer den, tager den til os og efterlever den. Det muntre køkken er dit køkken. Det sprudlende drivhus står i din have. Du er den stærke oldtidsjæger. R
Om forfatteren
Af Juliane Schmeltzer Dybkjær. Kommunikationsmedarbejder hos Aarstiderne og indehaver af Madgrisen.dk
Artiklen findes i RetorikMagasinet 88, juni 2013.
Læs mere:
Abbott, H. Porter: The Cambridge Introduction to Narrative, Cambridge University Press, 2002.