Det første skridt er altid det største

Retorisk stil er mere end regler om at tale varieret og passende. Retoriske figurer er mere end en formelsamling af mindeværdige formuleringer. Sprog og stil er vitale dele af meningen.

Det første skridt er altid det største

Marie Lund

 

Når en debattør erklærer at der kun er to måder at løse et problem på, er argumentet struktureret af antitesens logik. Og når politikere taler om ‘udkantsdanmark’, ‘skattetryk’ eller ‘ældrebyrde’, installerer de med metaforen en negativ vurdering af det de beskriver. Hvor man måske rent intuitivt forstår det sådan at man først finder ud af hvad man vil sige, og dernæst bearbejder tanken sprogligt, er moderne retoriske teorier enige om at det forholder sig anderledes. Det er de konkrete ordvalg og sætningskonstruktioner der skaber meningen og argumentationen. Vi kan altså ikke adskille sproget fra indhold og idé; sprog og stil er vitale dele af meningen.

Det mener også den amerikanske retoriker Jeanne Fahnestock. I bogen Rhetorical Figures of Science fra 2002 argumenterer hun for at retoriske figurer som metafor og antitese ikke kan reduceres til blot at føje skønhed, følelse, værdi eller styrke til et budskab. Det kan man godt sige at de gør, men ofte gør de meget mere end det: De er selv argumenter og dermed en del af indholdet. Vi bør altså snarere forstå retoriske figurer som diskursive valg med forskellige formål. Nogle af de vigtigste funktioner er at fremme en fællesskabsfølelse mellem taler og publikum, at skabe nærvær, at strukturere og konstituere betydning og at tale til kroppen. Listen er ikke udtømmende, og de enkelte punkter overlapper, men det er faktisk en pointe: Den overbevisende kraft i en retorisk figur er oftest resultatet af flere forskellige funktioner. Når en taler siger at “dette kommuniké synes at være skrevet med det ene formål ikke at kommunikere”, artikulerer den retoriske figur polyptoton – et ord der stammer fra den samme rod og gentages i en anden bøjningsform – en kritik. Den etymologiske lighed mellem et “kommuniké” og “kommunikere” betoner en kontrast til den semantiske forskel (et kommuniké der har til formål ikke at kommunikere). Den fyndige formulering gør ikke bare budskabet fængende og nemt at huske; spidsformuleringen udstiller et bedrag og lægger dermed også op til en bestemt forståelse og en bestemt følelsesreaktion.

Retoriske figurer fremmer fællesskab

Nogle retoriske figurer skaber eller styrker en følelse af fællesskab mellem taler og publikum. Når taleren laver en allusion, det vil sige hentyder til noget som publikum fanger, eller stiller et retorisk spørgsmål hvor svaret er givet for publikum, styrkes følelsen af at tilhøre et værdifællesskab. Fællesskabsfølelsen kan for eksempel opnås gennem citater, som når Socialdemokratiets formand Mogens Lykketoft i sin afskedstale fra 2005 siger: “Kennedy sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst.”

Også ironi kan bruges til at knytte taler og publikum sammen. Når taleren ytrer noget ved at sige det modsatte, er det kun dem der fanger den intenderede betydning som inkluderes i fællesskabet. Ironiens negative understrøm er at man kan falde udenfor, og det gør den til en risikabel kommunikationsstrategi.

Retoriske figurer former forståelsen

Retoriske figurer som metafor, antitese og antimetabole kan strukturere argumentationen og forme forståelsen. Antimetabolen (to ord gentages i omvendt rækkefølge: a-b-b-a) og kiasmen (tilsvarende semantiske eller syntaktiske grammatiske konstruktioner gentages i omvendt rækkefølge) forbindes ofte med det højeste ideal om veltalenhed. I den amerikanske præsident Kennedys indsættelsestale fra 1961 efterfølges en antimetabole af en kiasme, og resultatet af de elegante og komplekse sætningskonstruktioner er at de vender egennyttige tankemønstre om til at være høje idealer på fællesskabets vegne: “And so, my fellow Americans, ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country. My fellow citizens of the world, ask not what America will do for you, but what, together, we can do for the freedom of man.”

Retoriske figurer taler til kroppen

Nogle retoriske figurer har evnen til at skabe genklang i kroppen gennem rim og rytme. De såkaldte lydfigurer appellerer til sanserne og gør udtrykket nemmere at huske – både for taleren og for publikum. Den kropslige resonans får udsagnet til at virke solidt og rigtigt, og deri ligger meget af den overbevisende kraft. Det ser vi for eksempel i statsminister Poul Nyrup Rasmussens grundlovstale ved 150-års dagen for Danmarks første grundlov 5. juni 1999: “Det første skridt er som bekendt altid det største – selv om det ikke omfattede fruentimmere, fattigfolk og andre uformuende gode folk […].” Den første del af sætningen indeholder en assonans (gentagelse af enslydende vokaler i betonede stavelse i nærtliggende ord), mens den anden indeholder en allitteration (gentagelse af den samme konsonant i begyndelsen af tæt forbundne ord). De retoriske effekter er henholdsvis rim og rytme, og funktionen er her at give nærvær til en hyldest af Junigrundloven af 1849, men også til den skammelighed at demokratiet kun gjaldt 14 procent af befolkningen.

Den retoriske figur onomatopoietikon defineres som et lydefterlignende ord. Den udgør en sanselig   kommunikationsstrategi som får publikum til at føle eller erfare det der tales om. Som ved rim og rytme er den primære retoriske funktion at skabe nærvær og derigennem overbevisning. I talen ved Folketingets åbning i 2012 indledte statsminister Helle Thorning-Schmidt en argumentation for politiske tiltag mod sprøjtegifte med at lade publikum opleve den fælles erfaring at drikke vand fra hanen. Den aktiverede hun gennem en genkendelig lyd: “Danmark er et fantastisk land. Tænk bare på en helt dagligdagsting som at drikke et glas vand. Man åbner for hanen. Det klukker i glasset.”

Hvad kan man sige – og hvordan?*

I retorikken er der ingen standard, ingen korrekt måde at tale på. Hvad der passer sig, afhænger af den konkrete situation: af taleren, publikummet, emnet og anledningen. I klassiske retoriske teorier angik teorierne om det passende ikke blot retorisk effektivitet, de rummede også etiske og sociale overvejelser over hvad der var sømmeligt at sige. Grækerne kaldte dette stilistiske ideal for to prepon, mens romerne kaldte det aptum eller decorum.

Det er åbenbart at sproget må passe til taleren, og at det der passer sig for en bestyrelsesformand, ikke nødvendigvis vil være troværdigt i munden på en universitetsstuderende. På samme måde må en taler tilpasse sin stil til publikum og for eksempel ikke bruge fagtermer som de ikke kender. Hun må også være varsom med at karakterisere publikum på måder de ikke kan identificere sig med. Og hun må være omhyggelig med hvordan hun konstituerer forholdet til publikum, især hvordan hun bruger de personlige pronominer vi, jeg og I.

Endelig må sprog og stil passe til emnet og til lejligheden. Klassiske retoriske teorier skelner mellem tre niveauer: den høje stil, den midterste og den jævne. Den ophøjede stil bruges ved højtidelige lejligheder og karakteriseres ved komplekst sprog og retoriske figurer. Den jævne stil bruges til emner der tilhører det praktiske hverdagsliv, og er kendetegnet ved almindeligt talesprog. Den midterste stil ligger et sted imellem. Teorien om stillejer synes med nutidens øjne noget rigid, men den generelle idé om at sproget skal passe til situationen, holder stadig: Jo mere formel lejligheden er, desto bedre passer det sig at anlægge en alvorlig tone, formulere sig i formfuldendte sætninger og bruge retoriske figurer.

Se min kjole

Retorisk stil handler altså om måden at skrive eller tale på. Men stil bruges også i en udvidet betydning til at karakterisere mønstre i for eksempel et menneskes liv og handlinger. I nyere retoriske teorier forstås stil i forlængelse af en postmoderne tankegang om at sprog og handling er konstituerende for tanke og identitet. For eksempel fremhæver retorikeren Barry Brummett at identiteten udvikles som et resultat af den stil man fremfører. Dette brede stilbegreb læner sig op ad sociologiske teorier om livsstil og subkultur, men det er samtidig retorisk i den forstand at udøvelsen af stil gennem for eksempel tøjvalg, gestik og indkøbsvaner bruges til at påstå noget om én selv og andre med den hensigt at opnå bestemte ting. Når stilen bruges til at ‘performe’ individuel eller kollektiv identitet, for eksempel kønsidentitet eller til at forlange rettigheder på grundlag af den, smelter retoriske formål sammen med æstetiske og politiske aspekter.         R

Læs mere

A. Boyd: Beautiful Trouble. A Toolbox for Revolution. OR Books. 2012.
B. Brummet: A Rhetoric of Style. Carbondale. 2008.
J. Fahnestock: Rhetorical Style. The Uses of Language in Persuasion. Oxford University Press. 2011.
M. Lund: An Argument on Rhetorical Style. Aarhus University Press. 2017.
J. Sprague et al. (eds.): The Speaker’s Handbook. Wadsworth. 2013.


 

 

Bibliografisk

Af Marie Lund, ph.d. og lektor i retorik ved Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 107 (2018), s 21-23

Om skribenten

Marie Lund, ph.d., er lektor i retorik ved Aarhus ­Universitet.

Lämna ett svar