Det virkelige liv i vores dagligstue

I fjernsynets reality-shows kan vi følge autentiske historier om andre menneskers ulykke. Mediets trygge rammer giver os mulighed for at konkretisere vores egen diffuse angst.

Det virkelige liv i vores dagligstue

Ida Thuesen Nielsen

rm16_fjernsynTelefonen ringer på en alarmcentral, en desperat kvindestemme lyder i røret, og ordene “Autentisk opkald” toner frem på skærmen…

Snart er vi midt i en dramatisk og sindsoprivende krydsklipning mellem alarmstationens medarbejder, og en grædende mor, der netop har trukket sine bevidstløse tvillinger op af familiens swimmingpool. Spændingen stiger, det er et spørgsmål om sekunder før børnene dør. Pludselig går alt meget hurtigt. En nabo på vejen hører morens fortvivlede råb, springer over hækken til de nødstedte, giver dem gunstigt åndedræt og lægger dem i natostilling. Da redningsholdet når frem, sidder en lykkelig og lettet mor med sine levende børn i armene.

Det er fredag aften på TV2, og familien Danmark har sat sig til rette foran husalteret, parate til at deltage i det virkelige liv.
Vi er midt i en episode af det ugentlige tv-show “Rescue 911” -på dansk “Liv eller Død”, der tilhører en forholdsvis ny genre indenfor tv-mediet, kaldet “Reality-shows”. Genren opstod i USA for et par år siden, hvor den hurtigt blev en succes og opnåede skyhøje seertal. På kort tid har succesen bredt sig til resten af verden, hvor de forskellige shows oftest sendes i kanalernes prime time.

“Reality-showets” indholdsmæssige grundlag er en såvidt mulig realistisk gengivelse af virkeligheden, og strækker sig fra den rene rekonstruktion til fuldstændig autentiske optagelser af diverse dramatiske begivenheder.

Hvad denne aparte genre har at tilbyde sit publikum, er et interessant spørgsmål, som både de positive og kritiske røster har forsøgt at afdække siden dens opståen.

Tæt på ulykkerne

De fleste af os har været tilskuere til en ildebrand, et biluheld eller er fulgt efter en ambulance. Vi opsøger nemlig gerne begivenheder, der er tydeligt afvigende fra det velkendte. Alle har brug for brydninger i den monotone hverdag, og vi oplever en følelse af rædsel blandet med spænding og noget der minder om vindueskiggerens vellyst, når vi konfronteres direkte med diverse dramatiske hændelser.

Vi er fra litteraturen, filmen og tv vant til opdigtede eller refererede begivenheder, og er efterhånden tilvænnet en relativt stor dosis af dramatiske og ekstreme fortællinger, både på tekst og i billeder. Især tv-mediet er gået langt i forsøget på at frembringe en blanding af angst og vellyst hos modtageren, svarende til den, der opleves, når man befinder sig i begivenhedernes centrum.
“Rescue 911” og lignende shows er affødt af denne higen efter at være vidne til dramatiske hændelser. Aldrig har vi været tættere på ulykkerne, og aldrig har vi været tættere på deres ofre, end vi er fredag aften sammen med TV2 og studieværten William Shattner.

“Rescue 911” er en blanding af autencitet og rekonstruktion. Rekonstruktionen udføres af uddannede skuespillere og stuntmen, der ligner de “virkelige” personer. For at bevare oplevelsen af autencitet, krydsklippes rekonstruktionen med billeder af de oprindeligt involverede personer, der fortæller deres version af historien.

Derved kommer man som tilskuer indimellem i tvivl om, hvem der egentlig er hvem. Den svage markering af, hvornår der er tale om rekonstruktion, udligner grænsen mellem det rekonstruerede og det autentiske, og der opbygges en illusion om, at det hele er virkeligt og sker lige nu. Det er netop genrens mål, at opbygge en forestilling hos modtageren om at være på åstedet, og derved skabe en oplevelse af næsten at medvirke.

Perspektivet i denne tendens er, at vi som tilskuere efterhånden vænner os til at opfatte en medieforarbejdet virkelighed som reel, og dernæst såvidt muligt fortrænger den virkelighed vi møder udenfor dagligstuen. Denne udvikling er naturligvis problematisk, i en verden der fortsat kræver bevågenhed og engagement.

I heltens rolle

Dagligdagsheltens initiativrige indsats for at redde et medmenneske er hovedtemaet i “Rescue 911 “. Fælles for aktørerne er, at de alle hører ind under betegnelsen “Helt almindelige mennesker”. Den hårdkogte kriminalbetjent og den fotomodelskønne heltinde, som vi kender fra andre serier, er her afløst af folk som dig og mig. De historier, der fortælles, foregår i nærmiljøet (hjemmet, villavejen, arbejdspladsen), og emnerne er diverse dramatiske hændelser, der bryder med den kendte dagligdag. Denne ramme er et effektivt middel til at underholde og engagere modtageren.

Når vi ser tv, gør vi det nemlig bl. a. for at se os selv , idet vi sætter os selv ind i diverse roller, og dermed arbejder aktivt med i handlingen. Det kræver, at der er gode identifikationsmuligheder, og dem er der masser af i “Rescue”. Det hverdagsmiljø, som historierne foregår i, kunne være vores eget, villaen, Volvoen og vovsen ligner til forveksling vores nabos. Vi kan derfor let (og gerne) forestille os selv i rollen som den, der redder en pige fra voldtægt, druknedød eller lignende – for dem, der gør det på skærmen, lever et normalt liv svarende til vores eget.

Forestillingen om, at være en helt som dem i “Rescue”, sandsynliggøres af autenciteten. Personerne på skærmen, ligner jo mig selv, og det de fortæller om, er rent faktisk foregået. Derfor kunne jeg principielt komme i samme situation. Denne lighedsopfattelse er svær at opbygge i forhold til fiktionshelte som Schwarzenegger og Stallone.

En verden bag ligusterhækken

Men vores fredagsshow er andet og mere end en mulighed for, at opbygge en forestilling om os selv som villavejens superhelte. Vi omgiver os i dagligdagen med en række advarende og opdragende udsagn som “Snak ikke med fremmede”, “Svøm først to timer efter et måltid”, “Pige træd varsomt” o.s.v. . Disse udsagn udtrykker den latente angst vi føler for det faretruende liv. Angsten for det ukendte, angsten for døden, angsten for jordens undergang. Vi har brug for at konkretisere denne angst, som er alt for diffus, og gør det altså via en form for moralske mottoer, der fortæller , hvad vi tror, der kan ske, hvis vi ikke er påpasselige.

I vores fredagsshow omsættes angsten i ord og billeder, så vi ovenikøbet får syn for sagen. Vi bestyrkes i moralernes berettigelse, for vores forestillinger om at livet er farligt, bekræftes af det næsten druknede barn på skærmen. Det er indlysende at autencitetsoplevelsen her spiller en vigtig rolle. Vi må nødvendigvis tro på, at det vi ser er virkeligt, og ikke kan tilbagevises med et andet af vore opdragende udsagn “Man skal ikke tro på alt, hvad man hører”. Og vi vil gerne tro på det, for vi har virkelig brug for at få omsat den udefinerbare angst til noget konkret, så den bliver mere forståelig, og derved mindre påtrængende.

Derfor fjernes fokus fra det angsten egentlig handler om, nemlig det ukontrollerbare i vores liv, de ting der ligger udenfor vore egne beslutningers formåen.
I stedet koncentreres interessen om det mikrounivers, der består af familien, arbejdspladsen, og vejen man bor på. Dermed opbygges en forestilling om, at de ulykker, der kan ske her, er de værste man kan tænke sig. Der levnes ingen plads til det bredere perspektiv, såsom borgerkrige, hungersnød og miljøkatastrofer. Disse begivenheder er relevante at frygte, men for vanskelige at beskæftige sig med. Derfor trænges de i baggrunden og erstattes af problemer, der nok er ubehagelige, men dog til at overskue og gardere sig imod.

Showet er dog på ingen måde et godt terapeutisk indslag, der løser op for angsten for selve livet, ved at få os til at arbejde med de problemer vi kan overskue. Med “Rescue 911” på skærmen får vi godt nok mulighed for kun at koncentrere os om de potentielle ulykker og problemer i vores hverdag, og som regel får vi ovenikøbet stillet en løsning til rådighed. Men samtidig fortrænges verden omkring os, og vi mister interessen for alt andet end os selv. Virkeligheden udenfor ligusterhækken erstattes således med TV s illusioner.

Den lykkelige slutning

Angsten for selv at blive ramt af de ukontrollerbare ulykker, som de martrede aktører oplever på skærmen, får modtageren også mulighed for at fortrænge.
Det sørger “Rescues” faste struktur for. Hver enkelt historie er tilpasset et identisk mønster med en fredelig indledning, hvor de implicerede parter præsenteres. Derefter følger en dramatisk, spændingspirrende fase, og til slut nås den forløsende fase, hvor man genser parterne i god behold. Det er et velkendt fænomen at en genre benytter sig af en fast – seriel – form.

Diverse soap operas, krimi-serier, faktaprogrammer og sågar nyhedsudsendelser har hver deres serielle struktur, idet hvert enkelt program, episode eller udsendelse benytter den samme model. Vi modtagere har efterhånden fuldt kendskab og tillid til disse strukturer, og genkender dem med det samme. Vi ved, at der ikke bydes på overraskelser, det faste mønster er ufravigeligt.
“Rescue 911” er bygget over formen “optakt – konflikt – løsning”, så uanset hvor rædselsvækkende historien er, ved vi at den vil ende godt. Vi får altid lov til at møde de involverede parter et stykke tid efter ulykken, og beroliges af at se dem, ikke bare i live, men glade og lykkelige. En klassisk slutning på en Rescue-historie er, en eller anden lykkelig udvikling i offerets liv. Det kan være en forlovelse, et nyt hus, en ny hund, eller andet. Dermed forsikres vi seere om at livet for ofrene går videre, ligesom vores eget gør det.Vi behøver derfor ikke at fortrænge den grimme hændelse ved at skifte til en anden kanal.

Hvis formen derimod havde været mindre fast og dermed mindre forudsigelig, havde vi sandsynligvis haft en anden oplevelse. Havde vi ikke som trænede tv-seere været i besiddelse af en nærmest intuitiv vished om, at aktørerne på skærmen når til en løsning, havde ubehaget ved de to små børns drukneulykke måske krævet en zappetur.

En fordøjelig virkelighed

Reality-genren har udviklet sig hurtigt, og måske er “Rescue 911” allerede et historisk dokument. Den hidtil nyeste form, der bl. a. sendes på den tyske tvkanal Sat 1, er et reality show, hvis indhold består af autentiske optagelser af diverse biluheld, selvmordsforsøg o.s.v. Tv-stationen tilbyder forskellige redningshold en klækkelig betaling for at medbringe et kamera på åstedet, og optage, hvad der foregår. Båndet køres derefter mere eller mindre uredigeret på tv. Her får vi ikke altid en lykkelig slutning, men det at showet er en del af en sendeflade og omgives af mange forskellige programmer, har den samme effekt. For når programfladen fortsætter efter selvmordskandidatens spring fra et højhus, ved vi med os selv, at livet også fortsætter. Ganske vist ser vi ikke dødsofferet i live i næste klip, men måske kommer der Lykkehjulet umiddelbart efter. Den serielle struktur, der er kendetegnende for stort set al tv produktion, har lært os, at det et eller andet sted altid ender godt, om ikke andet så for os selv. Den lærdom benytter vi her, så vi slipper for at sidde tilbage i vores dagligstue, rystende af skræk efter mødet med livets barske realiteter. Sammen med Bengt Burg, eller hvem der nu toner frem på skærmen, glemmer vi hurtigt den klamme fornemmelse, vi følte langs rygraden, da manden splattede ud på jorden.

Denne tendens har temmelig sørgelige perspektiver. Den yderste konsekvens kan blive, at vi foretrækker at indtage virkeligheden i Reality-genrens form. Således at det vi vælger at se fra det virkelige liv, i virkeligheden er en illusion om, hvordan livet fungerer. At tro på denne illusion må nødvendigvis kræve en fortrængning af det faktum, at den serielle form ikke passer på den verden, vi oplever udenfor tv-skærmen.

Denne fortrængning er allerede nu lykkedes i uhyggelig grad. Den faste struktur har vundet indpas overalt i tvmediet, også på områder hvor vi ikke er bevidste om det. Tendensen er meget tydelig i nyhedsformidlingen, der traditionelt set opfattes som en garant for den realistiske og ukonstruerede fremstilling. Men også her bruges der happy-endings i form af såkaldt bløde historier og vejret. Dermed tages brodden af de uhyggelige billeder fra krigen i Bosnien, der vistes tidligere i udsendelsen.

Den yderste konsekvens af dette er, at vi ophører med at forholde os til den reelle virkelighed, fordi den virkelighed vi har mulighed for at møde via tv’et i vores dagligstue, er meget lettere at fordøje.

.

Bibliografisk
Af Ida Thuesen Nielsen, som 1995 var stud. mag. i kommunikation og retorik.

rm19Artiklen er fra RetorikMagasinet nr 16, maj 1995, s. 7-9

Om skribenten

Lämna ett svar