Digital debat med billeder

I september 2015 skyllede middelhavets bølger en død tre år gammel dreng op på en strand ved Bodrum i Tyrkiet. Den lille Alan Kurdi havde sammen med sin familie forladt Syrien og flygtet til Tyrkiet. Tidlig om morgenen den 2. september gik familien og andre flygtninge ombord på en gummibåd for at komme til Grækenland. Båden var lavet til maksimum at rumme otte personer. De var 16. Efter kun fem minutters transport kæntrede båden. Alans far var den eneste i familien som overlevede.

Digital debat med billeder

Jens E. Kjeldsen

Det var den tyrkiske pressefotograf, Nilüfer Demir, som tog de oprivende billeder af Alan Kurdi. Ét viste en tyrkisk betjent som stod foran Kurdi, et andet viste betjenten som bar Kurdi væk. Det mest berømte var det, som kun viste den lille dreng i sine korte bukser, liggende med maven og ansigtet mod sandet, som om han sov. Billederne blev formidlet videre gennem traditionelle kanaler for distribution af pressefoto, og dagen efter, den 3. september, fik vi dem at se i aviser og på fjernsyns-nyheder.

 Derefter spredte mennesker i land over hele verden billederne på sociale medier som Twitter og Facebook. De kommenterede dem, omformede dem til andre udtryk og brugte dem som et visuelt argument. I løbet af én dag havde billedet nået alverdens mobiler og computere og gået fra at være et nyhedsfoto til at blive et foranderligt visuelt fællessted, topos, som indgik i en global debat om flygtningekrisen.

I udgangspunktet er billederne dokumentation af en enestående og konkret hændelse og ikke en ytring som retorisk argumenterer for et bestemt synspunkt. Men i situationer med uenighed vil parterne altid læse og bruge dokumentation som argument i sagen. Billedet af Kurdi inviterer i særlig grad til det. Ja, billedet har i sig et iboende argument. Fordi det viser en situation, som er ubærlig, inviterer det til et moralsk ræsonnement, som siger, at vi må og skal gøre noget ved denne situation. Vi kender dette fra andre berømte fotografier som dokumenterer frygtelige og ubærlige hændelser, der kræver moralsk handling. Fremstillinger af børn som er ofre for krig og overgreb, er de mest åbenbare eksempler, som vi ser det i billedet The Napalm Girl, taget under Vietnamkrigen i 1972, hvor en ung pige løber skrigende imod os fordi napalm-syre fra et amerikansk flyangreb har ætset huden på pigens ryg væk. Dette billede blev et symbol, ja et argument, imod Vietnamkrigen og krig i almindelighed.

  Billederne af Alan Kurdi fungererpå samme måde som et argument, der opfordrer til handling. Det var tydeligt allerede i avisernes publicering, som i deres overskrifter direkte eller indirekte krævede handling. “Ubærligt”, skrev britiske Daily Mirror, “en tragedie vi ikke længere kan ignorere”. “Hr. Cameron, sommeren er ovre”, skrev The Sun, “nu skal du tage dig af den største flygtningekrise siden anden verdenskrig”. Den skotske avis The National skrev ganske enkelt: “Virkeligheden. Grunden til at Europa må handle nu”.

Men billeder er ikke virkeligheden. De er repræsentationer af virkeligheden. Som i alle kontroverser og debatter kan billeder, som andre argumenter og topoi, vendes og drejes og afvises – eller til og med bruges til at støtte modsatte synspunkter.

   I offentligheden blev billedets krav om handling afvist på fire måder: For det første afviste nogle simpelthen at billederne var ægte. Drengens død var iscenesat for at skabe sympati for flygtninge. Kurdi var blevet flyttet rundt på stranden for at få de bedste billeder. Der var nemlig billeder af ham andre steder på stranden. Men disse billeder, viste det sig senere, var af et andet flygtningebarn, som døde på stranden. For det andet blev billederne afvist som argument for handling med den begrundelse, at Kurdi og de andre fra båden slet ikke var flygtninge, og derfor ikke var repræsentanter for et problem, som skulle løses. For det tredje blev billedernes retoriske kraft imødegået ved at acceptere den tragiske situation, men afvise ansvar: ‘Ja, dette er frygteligt, men det er ikke vores skyld’. Endelig blev billedernes retorik imødegået ved at afvise, at den rette handling var at tage imod flere flygtninge, selv om man accepterede, at situationen var tragisk, og at vi i Europa bærer en del af ansvaret.

Billederne indgik på denne måde i en vedvarende retorisk forhandling, hvor betydningen hele tiden skiftede. Deres iboende argumentation blev også imødegået med andre billeder, som fotografiet af en gruppe unge Syriske mænd, som netop var ankommet på den græske ø Lesbos. Vist med løftede mobiler i selfie-position, smarte solbriller, smil og V-tegn med fingrene, så de ikke ud som traditionelle flygtninge. Den britiske avis Express udtrykte det på denne måde: “Er disse glade unge mænd virkelig frygtsomme sjæle, som flygter fra krig og forfølgelse?” Det mente forfatteren ikke, og slog fast, at fotografiet var et bemærkelsesværdigt mod-billede til det hjerteskærende fotografi af Alan Kurdi.

Men hvorfor blev synet af den lille Alan Kurdi på stranden et fællessted for argumentation og debat om flygtninge og immigration? Var det billedets kvaliteter eller mulighederne i online medier? Begge dele. Mulighederne til at dele og videreformidle med få tastetryk skaber hastig og udbredt spredning af retoriske ytringer. Men det er kun få ytringer der får den udbredelse som Kurdi-billederne fik. Eller rettere et af dem: Fotografiet, som kun viste den lille dreng. I al sin enkelhed var dette billede let at forstå, forandre og manipulere digitalt. Synet af et dødt barn rammer os umiddelbart og instinktivt, men billedet inviterede også til en fortættet oplevelse af samtidige og kontrasterende følelser og tanker. Kurdi minder os om børn, som sover fredeligt i deres senge, men også om ubrugeligt vraggods, som er skyllet op på stranden.

Fordi billedet placerer os som betragtere, inviterede det til manipulation af rollen som betragter. I genbrugen og omformningen af billedet – såkaldte appropriationer – blev Kurdi vist liggende midt i parlamenter med politikere siddende med ryggen til eller liggende foran politikere og andre som så på Kurdi uden at gøre noget. Kurdi blev transformeret ind i en børneseng, under dæmpet lys og med en uro hængende over sig. Billedet af ham blev kontrasteret med et fotografi af en stor gruppe mennesker, som samarbejder for at hjælpe en strandet hval tilbage i vandet. Budskabet er visuelt, men åbenbart: Vi samles for at hjælpe dyr, men der er ingen, som møder op, når flygtninge drukner – ikke engang, hvis det er børn.

Også i Danmark blev billedet flittigt brugt og knyttet til forskellige sider af dansk indvandrings- og flygtningepolitik. I nyhederne, på sociale medier og i kommentarfelterne var Kurdi en fast topos. Forfatteren Carsten Jensen skrev et essay i Politiken den 26. december 2015, som hævdede, at flygtninge i Danmark er “forhånet og foragtet”. En stor tegning af Kurdi, lavet af Anne-Marie Steen Pedersen fulgte essayet. Teksten begyndte med ordene: “Der ligger et druknet barn i vandkanten på en græsk ø”. Den lille dreng, skriver Jensen, var “vores alle sammens barn. Et barn er et universelt håb, og håbet er holdt op med at trække vejret. Så glemmer vi ham”. Så minder Jensen os om danskeren som fra en motorvejsbro ved Rødby spyttede ned på flygtningene. To af de mest fremtrædende visuelle topoi fra flygtningekrisen knyttes sammen:

En mand spytter på dem fra en bro. Er han en typisk dansker? Repræsentativ for et land, der netop har stemt et flertal af fremmedhadende partier til magten? Er det den druknede dreng, manden spytter på?

Som visuelt symbol blev billedet af Kurdi delvis frigjort fra sin oprindelige situation og brugt af alle med en hensigt. Der var naturligvis hele tiden en forbindelse til den oprindelige situation knyttet til flygtningekrisen, men betydningen og funktionen af billedet ændrede sig afhængigt af, hvordan de, som brugte det, definerede deres egen retoriske situation.

 Billedet er en visuel del af en større helhed, som det repræsenter – en visuel synekdoke: Det er en fortættet udgave af flygtningekrisen. Men i forskellige aktørers udfoldelse af delen til helheden, varierede helheden. Derfor var der heller ikke enighed om, hvad billedet betød. Men måske har billedet ikke nogen fast betydning, og måske ligger værdien i sådanne billeder ikke i en fast betydning, men i, hvad der giver os mulighed til at tænke og føle. Billeder som fotografiet af Alan Kurdi er snarere et eksempel på det, retorikeren Kenneth Burke kalder “equipment for living”. De er retoriske redskaber, som vi bruger til at tænke med og til at navigere og leve vor liv.

Samtidig er billedet af Kurdi på mange måder et billede af vor tid. En tid med store fælles og internationale udfordringer som flygtningestrømme, krig og klima. En tid, hvor det fjerne gøres nært visuelt, hvor det konkrete symboliserer det generelle, hvor det lokale bliver globalt og det globale lokalt, hvor digitale medier og distributionskanaler binder os sammen i en digital kommunikationsøkologi på tværs af grænser og tanker – i enighed og uenighed – og hvor enkle, tydelige billeder er de nye fællessteder.

---

Læs mere:

Robert, Hariman og John Louis, Lucaites: “Icons, Appropriations, and the Co-production of Meaning.” I Rhetorical Audience Studies and Reception of Rhetoric, 285-308. Springer. 2018.

Jens E., Kjeldsen: “The rhetorical and argumentative dimensions of press photography.” I Multimodal Argumentation and Rhetoric in Media Genres, 52-80. John Benjamins. 2017

Jens E., Kjeldsen og Ida, Andersen: “The Rhetorical Power of News Photographs: A Triangulatory Reception Approach to the Alan Kurdi Images.”I Rhetorical Audience Studies and Reception of Rhetoric, 309-333. Springer International Publishing. 2018.

Mette, Mortensen og Hans-Jörg, Trenz: “Media Morality and Visual Icons in the Age of Social Media: Alan Kurdi and the Emergence of an Impromptu Public of Moral Spectatorship” i Javnost – The Public, 23 (4). 2016.

---

Bibliografisk

Af Jens E. Kjeldsen, cand.mag. i retorik, forfatter og professor ved Universitetet i Bergen.

RetorikMagasinet OnLine.