Dødens diktat

Recension

Göran Stenberg, Döden dikterar. En studie av likpredikningar och gravtal från 1600- & 1700-talen. 445 sider. Atlantis, Stockholm 1998.

Bibliografiskt

Författare: Jan Lindhardt.

Rhetorica Scandinavica 12 (1999), s 76-77.

Annons

Shadows in the Cave. Revisiting Mats Rosengren’s Doxology

Caves, images, and symbols are recurring topics in the work of Mats Rosengren, from his reading of Plato in his dissertation Psychagōgia – Konsten att leda själar, to his investigation of the world of paleolithic cave art in Cave Art, Perception and Knowledge. While other philosophers might have descended into the cave with the aim of guiding visitors back up into the blinding light of eternal truths, Rosengren seems to be at home in the underworld. Instead of dismissing the paintings that adorn its walls as merely shadowy copies or distorted images, or claiming that the truth of these pictures is readily available to us, Mats Rosengren invites any traveler joining him to understand them as different forms of sensemaking, forms which at first might appear foreign, but that, upon closer inspection, reveal themselves in all their complexity. In this volume, the contributors take on some of the key themes found in Rosengren’s work, mirroring the stylistic, generic, and topical range that characterizes it. The volume is titled “Shadows in the Cave”, signaling a focus not on eternal truth, but – alluding to Plato – on the shadowplay of our human caves. Läs mer...

Recensionen

En mærkelig genre i vor litteraturhistorie og homiletiske historie er baroktidens mægtige gravtaler. Også idag holdes der ligprædikener og gravtaler, men de er langt kortere, 3-4 sider i det højeste, og de udgives meget sjældent. Af og til har nogle præster en eller to af dem med i en prædikensamling, men det er ikke nogen systematisk måde at fastholde mindet om den afdøde på.
I det hele taget gør vi jo hvad vi kan for at glemme de døde. I Danmark begraves halvdelen i de ukendtes grav, og jeg går ud fra at noget lignende er tilfældet i Sverige.
I det 17 og 18. århundrede var det anderledes, som man kan se Göran Stenbergs kortlægning af ligtaler fra tiden. Lange taler, ofte over 50 sider – det er ikke sikkert at det har været sagt alt sammen, men der er dog beskrivelser af at begravelser har varet op til 3-4 timer. Man kan forestille sig hvordan det har været at sidde op ad et rådnende lig så længe. Der var dog ofte langt mellem død og begravelse, fra et par måneder til flere år. Senere blev talerne udgivet i forvisning om at et monument af papir ofte kan være mere bestandigt end de som er af sten. Man ville sikre sig et liv efter døden, og det gjorde man ved at få sig en ordentlig ligprædiken. Denne havde også andre funktioner, nemlig at forkynde Guds ord samt at fremhæve den afdøde som et moralsk forbillede.
Det er klart at det kun er samfundets spidser, der kan gøre krav på en ligtale – det er også kun dem, der kan betale for at få den trykt. Måske fik man en bedre omtale jo mere man betalte.
Stenberg udmærker sig ved at tage hele materialet fra det 16. århundrede, Sveriges stormagtstid, samt kontrastere det med prædikener og taler fra 1790’erne. Vi får præsenteret materialet ved referater og grundige gennemgange og ikke mindst lange citater. Ved de to valgte perioder kan Stenberg kontrastere og kaste lys over barokken, hvor han lægger hovedvægten.
Barokken er jo mere end nogen anden periode siden antikken kendetegnet ved retorikkens blomstring. Der er derfor også en del retorisk analyse i Stenbergs bog. Han gør meget ud af dispositio; gennemgår prædikenens eller talens forskellige dele og belægger det med mange eksempler. Talerne henter deres retoriske viden fra Melanchton og traditionen fra hans retorik, og det er interessant at se hvorledes talerne arbejder med at forene den almene forkyndelse ud fra bibelteksten med vita og ‘applicatio’, det vil sige at begge dele gøres til direktiver for tilhørerens liv. Det er i virkeligheden det samme enhver præst og taler gør idag, men i dag er man ikke så dristig, hvad angår at knytte forbindelsen af det guddommelige og moralske med den afdødes liv.
Stenbergs bog rummer et væld af oplysninger om svensk begravelsesretorik. Man savner også nogle ting. Den retoriske analyse er i hovedsagen begrænset til dispositio foruden lidt inventio. Elocutio er næsten udeladt. Det havde dog ellers været interessant at få en vurdering af hvilke figurer der bruges og hvordan. Man savner også en nøjere relatering til den europæiske barok, ligesom teori om barokken som kommunikationsform er næsten fraværende. Dette kan i nogen grad undskyldes med den relativt beskedne opgave Stenberg har stillet sig selv: en kortlægning af et bestemt materiale. Men jo flere spørgsmål man kan stille materialet, jo flere svar får man. Også dødsopfattelsen kunne være inddraget. Ariés, den franske kultur- og mentalitetshistoriker som har kortlagt dødens historie i vesten, figurerer i litteraturlisten, men indsigter fra denne type refleksion bruges såvidt jeg kan se ikke. Ariés’ idé er at vi bliver stadig mere fremmede over for døden, som vokser i “utæmmethed”, det vil sige at vi ikke har styr på den. Baroktidens ekstreme dødsbevidsthed er en modstrategi, som er nødvendig, hvis døden ikke længere er en selvfølge. En anden mulighed er at man ikke længere taler om døden overhovedet og hælder folk i de ukendtes grav. I begge tilfælde er døden blevet for mægtig. Det kunne have været interessant, hvis Stenberg havde sat sin dødsretorik ind i en sådan overordnet ramme
Også andre ønsker kunne man have, men man er også glad for det man faktisk har fået. Det er en smuk bog med præsentation af et stort og spændende materiale fra en tid, hvor man ikke var bange for at tage store ord i munden.