Dronningens nytårstaler skaber et symbolsk udtryk for nationen

Hvert år ved vintertide kalder dronningen Danmark til samling i sin nytårstale. Som ingen anden tale er nytårstalen spækket med symbolik, ægte rigsdansk og opdragende ord til danskerne. Men den egentlige taleskriver bag talen står stadig hen i det dunkle.

Dronningens nytårstaler skaber et symbolsk udtryk for nationen

af Carsten Madsen

Siden sin tiltrædelse som regent i 1972 har dronning Margrethe II hvert år den 31. december kl. 18.00 holdt en knap 15 minutter lang tv-transmitteret nytårstale. Dette er på mange måder en særlig retorisk begivenhed. Først og fremmest fordi den udgør en privilegeret lejlighed for landets konstituerede regent til at henvende sig til hele nationen. Dronningen inkarnerer ved denne lejlighed det særegne ved en dansk natio-
nalitet, og en af talens vigtigste funktioner er formentlig også at skabe mulighed for at alle danskere i fællesskab kan bekræfte et tilhørsforhold til og identificere sig med den danske nation.

En følelsesmæssig oplevelse af en særegent dansk identitet befordres utvivlsomt af flere elementære omstændigheder i situationen, først og fremmest at det er nationens regent der i direkte transmission taler til hele den danske befolkning på dansk, hvilket gør at talen gennem selve sin udsigelse implicit vil bekræfte en nationalitetsfølelse. Men opladningen af situationen med et særegent dansk præg befordres desuden af en række sekundære omstændigheder der burde inddrages i en mere udfoldet fortolkning end det er muligt her: Kameraet viser først dronningens livgarde der værner om nationens regent; dannebrogs rød-hvide farver springer frem på baggrund af aftenen og gardens mørke farver; og i fuldt ornat er garden opstillet på slotspladsen foran den royale residens hvorfra regenten formelt præsiderer over nationen. Herefter skiftes der over til dronningens arbejdsværelse hvor dronningen i festligt og dog stateligt antræk er placeret bag et rigt dekoreret skrivebord prydet af en blomsteropsats hvorfra hun læser talen op fra manuskript; værelset er dæmpet oplyst, farverne velafstemte; og situationen synes på alle måder tilrettelagt med henblik på at indgyde et indtryk af rolig ophøjethed, en stemningsfuld og mild alvor.

Færøerne og Grønland vender tilbage hvert år

I sin tale anvender dronningen et flertal af retoriske virkemidler der fungerer med henblik på at definere en fælles identitet for det hun beskriver som særegent for dansk nationalitet. Gennem årerne har hun anvendt mange skiftende, men typisk tilbagevendende topoi, der hver på deres måde markerer en forskel til andre nationer, og herved giver dronningen en bestemmelse af hvad det kunne betyde at være dansk. En fast topos, der ud fra hensynet til fællesskabsfølelsen også er en særlig vigtig topos, er henvisningen til forskellige geografiske dele af kongeriget. Dronningen er omhyggelig med at nævne rigets yderegne, og hun sender altid særlige hilsner til befolkningen på Færøerne og i Grønland. Ligeledes påtænker hun det danske mindretal i Sydslesvig, danskere udstationeret i udlandet af diplomatiske, miltære eller andre årsager samt nødhjælpsarbejdere, søfolk og andre der yder en særlig indsats i udlandet.

Annons

Dronningen genopfrisker danmarkshistorien

En anden hyppig reference er til den tyske besættelse under anden verdenskrig, senest i nytårstalen fra 2013, hvor hun omtaler jødernes flugt til Sverige som baggrund for at forstå nutidens flygtningepolitik. Typisk anvendes besættelsen til at skabe et billede af indre samhørighed som et værn mod ydre trusler mod nationens enhed. Sådanne billeder indføjes i flere nytårstaler i en narrativ sammenhæng hvori dronningen selv indgår, og hun bruger gerne koblingen mellem national og personlig historie til at fremstille forskellige værdier og dyder, fx omsorgen for andre, som idealer for nationen. Til samme formål anvender dronningen ofte citater fra sange eller salmer, litterære værker, populære udsagn og mundheld der vækker genklang hos en stor del af befolkningen.

Publikums værdier genlyder i nytårstalen

I det omfang publikum fra år til år identificerer sig med dronningens tilbagevendende henvisninger til dansk geografi, kultur, historie, traditioner mv., vil de enkelte henvisninger efterhånden antage en symbolsk værdi. Hun har således udviklet en omfattende symbolik i nytårstalerne baseret på en uudtalt kontrakt mellem regent og befolkning hvor nytårstalerne indstifter en konvention der tildeler begivenheder og omstændigheder fra forgangne år en symbolsk status. Gennem identifikationen med de forskellige eksempler på historiske, politiske og kulturelle begivenheder hentet ud af en dansk virkelighed vil det sympatisk indstillede publikum ikke kun kunne bekræfte disse som særegent danske, men også anerkende taleren som Danmarks suveræne overhoved og som inkarnationen af dansk nationalidentitet.

Når dronningen i talen fra 2014 roser de danske læger og sygeplejersker der er rejst til Afrika for at bekæmpe ebolaepidemien, når hun opfordrer danskerne til at hjælpe syriske flygtninge med at finde sig til rette i Danmark, eller når hun omtaler befolkningens hyldest af prinsgemalen ved hans 80 års fødselsdag, så genkender publikum sådanne beskrivelser som symbolske udtryk for værdier og dyder som anstændighed, demokratisk sindelag, ansvarlighed, sammenhold, åbenhed, tolerance, gensidig velvilje mellem mennesker og mellem regenten og befolkningen samt en religiøst funderet taknemmelighed. Dronningen henviser netop til sådanne værdier og dyder der giver resonans i mange danskeres selvforståelse og dermed har en god chance for at blive anerkendt af danskere som værdifulde.

Nytårstalen anbringer Danmark i verden

Dansk nationalitet fremstilles i dronningens nytårstaler ikke kun med udgangspunkt i indre værdier, men også gerne ved at bringe Danmark i forhold til de vigtigste af årets internationale begivenheder hvorved danskerne tilbydes en mulighed for at forstå sig selv i en større sammenhæng. Således udgør krige, naturkatastrofer, flygtninge og hungersnød typiske elementer i den positionering af Danmark hvormed dronningen sætter samfundet i perspektiv for danskerne. Her ikke under henvisning til særlige danske værdier, men derimod til mere klassiske dyder som fx gæstfrihed, mod eller storsind. Hun kan på den baggrund være mildt irettesættende når tendenser i samfundet synes at stride imod en dydig adfærd. Mest kendt er nok dronningens omtale i 1984 af danskernes ugæstfrihed over for “gæstearbejderne og deres familier”: “Så kommer vi med vores ‘danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.” På tilsvarende vis i nytårstalen fra 2013 advarer dronningen danskerne om at “nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land”, og hun konstaterer opfordrende at “det kræver mod at gå ind i en debat – men også at vise storsind”.

Muligheden for at en identifikation med dansk nationalitet kan opstå, fremmes af dronningens sprogbrug der på flere måder er karakteristisk, bl.a. ved at være tilpas abstrakt til at publikum selv kan tilføre dronningens fortællinger og rådgivning den rette symbolske ladning. Imidlertid bekræfter selve sprogbrugen uvilkårligt en identitetsfølelse, ikke kun for den tilhører der genkender sproget som sit modersmål, men for enhver der måtte føle sig berørt af det sproglige udtryk. Derfor er en række prægnante småord i dronningens sprogbrug særligt vigtige. I den seneste nytårstale fra 2014 er arkaiske udtryk som “lurepasse” eller “kere sig om” vigtige i kraft af deres forholdsvis dybe historiske forankring i det danske sprog. Det samme gør sig gældende med idiomatiske og metaforiske udtryk fra den seneste tale som “de ord, der vælter hele læsset”, “al begyndelse er svær”, “vor velstand må ikke blive en sovepude”, “et dybt sår kunne heles” – udtryk der kommer et dansk publikum i møde ved at bekræfte dets sproglige forventninger og modtagelighed.

Taler dronningen på egne vegne?

Personligheden i dronningens stemme synes tilpas intim, ikke mindst i kraft af de narrative elementer om dronningen og den royale families liv i årets løb, til at give et indtryk af en taler der taler på egne vegne og som udtryk for en fri, autonom vilje. Men hun anvender snarere den personlige stemme som et retorisk virkemiddel der gør det nemmere for moderne danskere at identificere sig med dansk nationalitet. Når dronningen taler i det offentlige rum, udtrykker hun ikke sig selv, tværtimod er hendes tale underlagt en række centrale bestemmelser i grundloven. De principper i grundloven, der angår regeringsformen i Danmark som “indskrænket-monarkisk”, har til sigte at begrænse regentens magt, og som konsekvens skal dronningens tale forstås som en “indskrænket-monarkisk” tale. Regenten kan ikke udøve sin magt gennem konkrete udtryk, magten er begrænset inden for talens retoriske virkningsfelt som et symbolsk udtryk, og det ligger således alene inden for hendes tales magt at give nationen et symbolsk udtryk. Det er selve denne magt til at italesætte nationens symbolske udtryk dronningen bekræfter i og med nytårstalen.

Derfor råder der i forlængelse af den rent formelle konstruktion af dronningens tale også den ambivalens at det på sin vis er uafklaret hvem der egentlig taler, når hun holder sin nytårstale. Begrænsningerne i regentens tale viser sig nemlig ved at udkastet til nytårstalen først sendes fra statsministeriet. Dronningen kan frit ændre på udkastet, men efter hun har færdigskrevet talen i samråd med sin kabinetssekretær, får statsministeriet den tilbage til gennemsyn. Det vides ikke om statsministeriet på noget tidspunkt har øvet censur eller rettet i det færdige manuskript, hvorfor der hersker en principiel usikkerhed om hvem der faktisk taler. Desto vigtigere kan det derfor forekomme at agte på at dronningen snarere taler som instrument for en magtbeføjelse end som udtryk for personlige værdier.

Bibliografisk

Af Carsten Madsen. Lektor ved Retorik, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.

RetorikMagasinet 95 (2015), s 14-16.