Alt hvad du lægger på internettet, bliver ikke til internet

Også i dag føler jeg mig så kedeligt begrænset af mine evner til at gengive mit sprog, at udfolde min legesyge. At nedfælde ord på papir eller taste dem på en skærm føles endimensionelt – hvor meget har forfatteren egentlig flyttet sig siden den første lertavle blev indgraveret engang i Grækenland? Med kendskab til hvad internettet allerede har budt os inden for musik, sundhed, personalisering, overvågning, automatisering, så er internettet først lige begyndt at gøre sit indtog i litteraturen.

Alt hvad du lægger på internettet, bliver ikke til internet

Erik Scherz Andersen

I 2010 holdt medieteoretikeren Douglas Rushkoff en tale ved den amerikanske mediefestival South by Southwest med – den ganske politiske – titel “Program or be programmed”. Rushkoffs fortælling begynder med folket der får et alfabet med 22 bogstaver, så de ikke længere er afhængige af præstens hieroglyf-læsning. Den fortsætter med trykkekunsten som giver alle mulighed for at skrive, og slutter med hvorledes computeren giver folket mulighed for at programmere virkeligheden.

Og ellers påstår den – i mine øjne – ganske rigtigt at de nye muligheder medierne giver, kun gør os i stand til at efterleve hvad det forrige medie lovede os: at trykkekunsten ikke gav os et samfund af forfattere, men et samfund af læsere med en lille elite af forfattere; at computeren ikke giver os et samfund af programmører, “men en nation af bloggere”.

Douglas Rushkoffs pointe er at hvis du ikke forstår den teknologi, du er bruger af, så vil du heller ikke se mulighederne for at udtrykke dig uden for den ramme, den firkant, som bloggen giver dig.

Min pointe er at en forfatters tekst på internettet ikke er det samme som en forfatters internettekst. For sidstnævnte er oprigtigt radikal og tilbyder os et nyt udtryk.

Annons

Umiddelbar og ubekymret

Flere skønlitterære forfattere har flittigt gjort brug af blogs til at publicere deres tekster. Asta Olivia Nordenhofs blog jeg hedder mit navn med versaler er et yndet eksempel inden for litteraturkritikken idet bloggens tekster lod debuten Et ansigt til Emily fortsætte. Caspar Erics blog Dage i vores liv er et andet eksempel hvor han sideløbende med sin udgivelsespraksis hos Gyldendal publicerer digte og selfies.

På overfladen ligner deres tekster det som de også publicerer i deres trykte bøger. Men her findes de uden (samme) redaktionelle proces, og publiceringsrækkefølgen er ofte uplanlagt. Der er en umiddelbarhed og ubekymrethed i nuet.

Victor Boy Lindholm har siden januar 2014 ladet andre forfattere komme til orde på sin blog, der også indeholder Lindholms egne digte som han skriver sideløbende med kommende udgivelser. Victor påtager sig en redaktionel rolle i udvælgelsen af tekster til publicering, men det er mere med udgangs-
punkt i internettets kuraterende ånd end en egentlig redaktionel proces.

Der findes flere litterære blogs, men disse er gode eksempler på hvordan distribution af tekster og forfatterskaber bliver decentraliseret. Fælles for dem er et aspekt om forgængeligheden og muligheden for at alle tekster slettes – sådan som Caspar Eric for eksempel gjorde med sin første blog Fragmenter mod et kulturelt arkiv.

Når jeg fremhæver forskelle som tid og hastighed som noget der påvirker teksten som et færdigt produkt, så er det for at vise at selv om teksterne ligner noget der kunne være publiceret i en bog – og også bliver det – så er der nogle små forskelle der betragtes som væsentlige for det litterære kredsløb og forståelsen af forfatterskaberne.

http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk

#kunnekommetilatfølesådan

I litterære kredse diskuteres blogs og internetpoesi som en ny genre hvilket er min anledning til at skelne poesi på internettet fra internetpoesien. For det er i mine øjne kun sidstnævnte som tilføjer et reelt nyt sprogligt udtryk og gør brug af nye virkemidler og redskaber i den sproglige kommunikation, og som tilføjer en ny oplevelse og kan kræve en anden perception og forståelse hos læseren.

Hashtagget er et godt eksempel. Når fx Victor Boy Lindholm tilføjer et hashtag som hyperlink i sin tekst, sender han læseren ud til andre tekster som forfatteren ikke nødvendigvis selv er ophav til eller har kontrol over fordi strømmen fortsætter efter publiceringen. Derudover anvendes hashtagget ikke udelukkende af funktionelle årsager og til at knytte relationer til andre med samme hashtag. Caspar Eric anvender i digtsamlingen 7/11 og på sin blog hashtags som markør foran en sætning, som beskriver en situation eller følelse, hvor hashtagget – fordi det på internettet er klikbart og derved danner en relation – får os til at tænke at andre også har eller #kunnekommetilatfølesådan.

I samme boldgade finder vi Olga Ravn. Hun bruger memes, referencer og billeder som metaforer for den situation som hun skriver om, og gør derved gif’er til en ny fortælleform. Olga Ravn er ikke den første til at anvende gif’er til at udtrykke en følelse, en situation eller en hel handling, men hun har taget metoden til sig og sat sit personlige præg på den. Derved har vores adfærd på Twitter og Instagram ført til forandringer i sproget som sættes fri i litteraturen.

http://olga-ravn.blogspot.dk

Revolutionen lader vente på sig

Mere radikalt bliver det når maskinen bliver forfatteren. Individ i fællesskab af Christoffer og Troels Ugilt er to digte der automatisk genereres af avisernes overskrifter. Peter-Clement Woetmann har skrevet sætninger til en maskine hvor en bruger skaber egne tekster gennem interaktion med maskinen.

I fiktionen kender vi til forfatternes brug af eget levet liv. Der går ikke længe før vi ser digital poesi hvor forfatteren lader læserens baggrund indgå i fortællingen ud fra de informationer som computeren (skyen) har i forhold til fx Facebooks Open Graph, Googles søgehistorik eller Apples whereabouts. Det er ikke nødvendigvis det digitale i sig selv der kommer til at ligge til grund for litteraturen, men den adfærd som er opsamlet digitalt. Kroppen kan sættes i spil gennem ansigtsgenkendelse, DNA, data fra løbe- eller sundhedsapps. Vi vil stadig gerne høre andres historier og beriges af andres liv – men tænk hvis det var som at have været der selv?

Douglas Rushkoffs bekymring er at vi med en teknologi som computeren og internettet, der er lige så revolutionær som trykkekunsten, fortsat vil have en lille elite som formår at udnytte mediet, mens resten er et eller flere skridt bagefter. Min bekymring er at revolutionen lader vente på sig.