Dyder danner porten til politik

Når politikerne engagerer sig i sager hvor de kan fremvise dyder som ærlighed, kompetence eller idealisme, er det ikke et udtryk for populisme. Tværtimod giver det os alle mulighed for at forstå og deltage i demokratiet omkring os.

Dyder danner porten til politik

Klaus Kjøller.

Beløbsstørrelser og andre saglige hensyn er ikke afgørende for om en sag kommer ind i den politiske tv-nyhedsføljeton. Derimod spiller det en afgørende rolle om der i sagen ligger en klar skurke- og frelserrolle. I november 2012 blev der vist to dokumentarudsendelser i tv. Den ene dokumentar handlede om en adopteret etiopisk pige, Masho, som de danske forældre ikke kunne håndtere. Denne dokumentar skabte enorm aktivitet blandt toppolitikere. Mens tv-dokumentaren om at den danske stat gik glip af 24 milliarder kroner fordi man i sidste øjeblik undlod at kræve lod i aktiegevinsterne efter bankpakke 2, kun fik trætte miner frem hos politikere og medier. Den store forskel på politikerreaktionen på de to tv-dokumentarer skyldes at ingen politikere kunne score dyder på at tage banksagen op fordi der var politisk enighed om beslutningen. Derfor kunne tv-dokumentaren om redningen af bankerne fortælle løs om den ene manipulerende skurk værre end den anden – politikere, bankdirektører, direktører i Finanstilsynet – uden at det medførte andet end skuldertræk. Derimod var der dyder at score for landets mægtigste partier og politikere på at blive helt og frelser i fortsættelsen af tv-dokumentaren om pigen Masho og hendes skurketegnede adoptivmor.

De dyder politikerne kæmper om, er:

Ærlighed. Dyden scores ved at vælgerne tror at politikeren siger sandheden: Det man siger, skal svare til kendsgerningerne. Det værste der kan ske, er at man afsløres i en løgn.

Idealisme. Dyden opnås ved at vælg-erne oplever at politikeren er drevet af ønsket om at gavne og glæde andre. Det kan være ødelæggende for en politiker hvis han bliver afsløret i at opføre sig egoistisk. Og det bliver værre hvis politikeren afsløres i at hykle idealisme mens han jagter egne egoistiske mål. Så skades både hans idealisme og hans ærlighed.

Annons

Stabilitet. Dyden opnås ved at der er sammenhæng i det politikeren gør og siger. Det politikeren har gjort og sagt tidligere, skal hænge sammen med det han gør og siger nu. Det værste der kan ske, er at man laver kovendinger og er selvmodsigende og uforudsigelig.

Kompetence. Dyden opnås ved at politikeren demonstrerer at han er ’inde i sagen’. Men han skal også have kommunikativ kompetence, dvs. han skal fx i en tv-debat tale interessant og forståeligt. Det værste der kan ske, er at politikeren afslører at han ikke er opdateret med faglig og administrativ viden. Og at han keder vælgerne. En politisk modstander skal angribes med verbalt overskud. Og en fræk journalist sættes på plads med humor.

Reglen er at kun kendsgerninger som kan bruges til at score dyder med af aktørerne, spiller med i den politis-ke tv-nyhedsføljeton. Dette dydsfilter sætter alle seere i stand til at vurdere selv komplicerede politiske sager ved at vurdere dyderne hos de politikere som agerer i sagerne i interview og i debatudsendelser. Ligesom alle tv-seere har kompetencen til at vurdere om Jørgen Varnæs er ærlig når han i tv-serien Matador forsøger at overtale sin bror, bankdirektøren, til at give sig et lån.

Kampen om dyderne

Politik på tv bliver aldrig stærkere end når en toppolitiker kæmper for at forsvare sin ærlighedsdyd samtidig med at alle ved at han lyver. Det kunne man se i foråret 2009 hvor der gik stærke rygter om at Anders Fogh Rasmussen gik efter posten som generalsekretær i NATO. På sine faste ugentlige pressemøder i Statsministeriet måtte han besvare journalisternes spørgsmål. Politiske journalister og kommentatorer var enige om at når Fogh svarede:

Jeg er ikke kandidat til en international post. Jeg agter at blive som statsminister så længe vælgerne vil have mig.

Så betød det i virkeligheden: Jeg siger ja hvis jeg får tilbuddet om at blive generalsekretær for NATO.

Denne tolkning byggede mindst lige så meget på hvad han ikke sagde. Det han ikke sagde, var fx:

Jeg sværger ved Anne-Mette og vores børn og børnebørn at jeg bliver som statsminister så længe man vil have mig.

Denne enighed og totale klarhed om hvad Fogh gik efter, var ikke nok for medierne. Der gik sport i at prøve at få Fogh til at være ærlig og faktisk sige det som enhver vidste at han ikke kunne sige – hvis han ville bevare sin kompetencedyd og chancen for NATO-jobbet.

Eksemplet illustrerer at politik i tv er bestemt af kampen om dyderne i stedet for af strengt saglige hensyn. Derfor ser vi igen og igen klip fra debatter, pressemøder, samråd og tv-interview hvor politikeres ærlighed og øvrige dyder er på spil. Som fx når Thorning siger: ”Der kommer en rigtig god løsning i morgen” (i stedet for: ”Vi har droppet betalingsringen”). Eller når Løkke kalder et spørgsmål fra TV2s Henrik Qvortrup for ”upræcist” (i stedet for at indrømme at man selvfølgelig i Venstre har drøftet Thorning-Kinnocks skattesag).

Vi er alle dydseksperter

Ved at gøre politik til en konkurrence om dyder flyttes den politiske konkurrence fra ofte uigennemskuelige administrative og ’saglige områder’ til et område hvor enhver vælger har stor hverdagsviden og erfaring. At vurdere i hvilken grad andre mennesker har dyderne, er noget enhver lærer i sin opvækst. Ligesom man lærer sit modersmål længe før det står på skoleskemaet.

Denne overflytning af politiske spørgsmål til det hverdagspsykolo-giske område betyder ikke at politiske spørgsmål bliver behandlet trivielt, populistisk eller vulgært. Vurderingen at Fogh agtede at sige ja hvis han fik tilbuddet om at blive NATO-generalsekretær trods sine udtalelser om det modsatte, byggede på en nuanceret vurdering af at han måtte ofre noget af sin ærlighed her og nu for at kunne redde især sin kompetence og ærlighed hvis NATO-posten alligevel ikke gik til ham. Dette ræsonnement – eller noget der ligner – vil enhver vælger gøre når han skal vurdere Foghs optræden på pressemøderne.

Det er altså forkert at opfatte ’politik set gennem dyder’ som en vulgær og populistisk sport. Det forudsætter mindst lige så raffinerede analyser som specialister kan foretage af økonomiske, juridiske og tekniske anliggender. Men dydsvurdering er noget alle har forstand på. Derfor kan alle analysere med. Og det gør alle vælgerne så selvfølgelig også. De kan slet ikke lade være. Og derfor er demokratiet ikke kun for nørder, men for alle.

R

Om forfatteren
Klaus Kjøller. Kommentator og lektor ved Københavns Universitet..

Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013, s 34-35.