Dyrene må aldrig bedømmes efter menneskelige normer

På toppen af Valby Bakke holder busserne tæt parkeret langs fortovet. Det vrimler med pensionistforeninger, børnehaver og småbørnsfamilier. Solen skinner, stemningen er let af begejstring, og ligesom resten af menneskemylderet er RetorikMagasinet på vej i Zoologisk Have i København denne tirsdag eftermiddag i maj. Vi har en aftale med Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst. Manden som i 2014 pludselig havnede i både danske og udenlandske mediers søgelys efter at giraffen Marius blev aflivet, offentligt obduceret og brugt som løvefoder. Vi håber at han på en gåtur mellem elefanter, ulve og næsehorn vil give os et indblik i dét som både er stedets største styrke og største udfordring: formidlingen af naturen gennem dyrene.

Dyrene må aldrig bedømmes efter menneskelige normer

Mathias Aaen og Mette Sejersen

Bengt Holst trykker vores hænder da vi møder ham i receptionen. Med tre røde bogstaver toner ‘ZOO’ frem på brystet af hans grå polo. Det var de samme tre røde bogstaver som lyste op på tv-skærme verden over da både danske og udenlandske medier interviewede ham om aflivningen af giraffen Marius. Dengang udråbte nogle folk på Facebook Bengt Holst som “Marius’ morder” og “Giraf-dræberen”, flere tusinde hadebreve blev sendt til Zoo, og i bedste sendetid blev Bengt Holst i et interview med den britiske tv-kanal Channel 4 kaldt både cruel og cold. Nu står selvsamme Bengt Holst over for os. I levende live, men med stor afvigelse fra journalistens beskrivelse, for Bengt Holst er både smilende og mild i sin fremtoning, og med et pænt goddag byder han os velkommen på sit kontor.

Fascination og formidling

Vi har ikke siddet mange minutter på Bengt Holsts kontor før vi fornemmer at fascination er et nøgleord hos den videnskabelige direktør. I sin tid var det fascinationen for regnorme der blev det første skridt på en karrieremæssig rejse som for alvor tog fart da han som nyuddannet cand.scient. i biologi fra Københavns Universitet i 1983 blev ansat som den første videnskabelige assistent i Zoo. I dag – 34 år senere – er han stedets videnskabelige direktør, men fascinationen er den samme, og måske er den endda med tiden blevet endnu vigtigere. Den spiller nemlig en central rolle i naturbevarelsen som ifølge Bengt Holst er Zoos fremmeste opgave i dag:

“Hele Zoos virke er møntet på naturbevarelse. Men det kan jo ikke nytte noget at naturbevarelsen udelukkende foregår i Zoo. Den skal jo foregå derude hvor dyrene er. Hvordan kan vi som zoologisk have understøtte den proces? Det kan vi blandt andet ved at bruge dyrene i vores fortællinger, så vi fascinerer folk til at sige wow. Fjernsynet kan komme med nok så mange fine udsendelser, og det er godt, men det bliver aldrig det samme som at stå over for et dyr i levende live. Opleve den rigtige størrelse, lugten, varmen, helhedsindtrykket. For på fjernsyn kan elefanten det ene øjeblik være så stor her,” siger Bengt Holst og viser en størrelse på et par centimeter med sin tommel- og pegefinger, “og det næste øjeblik fylder øjet hele skærmen. Hvordan kan man så vide hvordan en elefant ser ud i virkeligheden?”

Annons

Praktisk argumentation

Grundbok i retorisk argumentation - för alla som argumenterar eller behöver genomskåda andras argumentation. Läs mer...

Foto: Kasper Teiner

Naturbevarelsen handler kort fortalt om at skabe et sundt natursyn i befolkningen, så vi betragter naturen som en naturlig del af vores omgivelser, en del som vi skal passe på, og som vi ikke føler os fremmedgjorte over for. Zoos bidrag til dette natursyn sker gennem fortællinger som skal skabe bevidsthed om naturen uden for Zoo, uden for bygrænsen – ja, endda uden for landegrænsen. Formidlingen af et naturbevarelsessynspunkt er med Bengt Holsts ord Zoos “fremmeste formål”.

“Jeg tror at den eneste vej til at kunne nå det mål, er ved at skabe en fascination. Hvis man bliver fascineret af naturen, så respekterer man også naturen, og så tager man ansvar.”

Puh-hvor-den-lugter

Vi forlader Bengt Holsts kontor og går ud i haven. Solen har fået fat, vejret er lunt. Forældre køber is til deres børn som begejstret løber rundt mellem Zoos forskellige dyreanlæg. Bengt Holst smiler til dem og fortæller os hvordan respekten og ansvaret for naturen i hans optik består i at træffe beslutninger som ikke kun tilgodeser os selv og vores egne behov. Vi skal træffe beslutninger ud fra et ønske om at passe på og bevare naturen – også i fremtiden. Og hér spiller børnene, som lige nu med is i hånden betaget kigger på Zoos dyr, en vigtig rolle.

“Hvis vi overhovedet skal gøre os håb om at nogen skal arbejde for naturbevarelse, så skal børnene altså kende til de dyr og den mangfoldighed som naturen har skabt, og som vi i øjeblikket desværre er i gang med at ødelægge på grund af grådighed, uvidenhed og ligegyldighed. Børnene bliver voksne og skal som de næste træffe beslutninger, og det skal de gøre på en eller anden baggrund. Hvis den baggrund er en fascination af naturen og de væsner der er derude, så træffer de nogle andre beslutninger end hvis de bare var ligeglade. Og derfor har vi i Zoo en kæmpe opgave.”

Vi går forbi tigrene og sætter kurs mod Elefanthuset imens Bengt Holst fortæller videre: “Den opgave løser vi dels med den formidling vi laver her i Zoo, forudsat at vi udstiller dyrene på den rigtige måde med så gode forhold som muligt. Og dels gør vi det ved at deltage aktivt i projekter ude i verden, så vi forbinder dét som foregår hér i Zoo, med dét der sker ude i naturen. På den måde finder folk ud af at Zoo ikke bare er en lille isoleret ø, men en slags ambassadør for den kæmpe verden som befinder sig omkring os.”

Vi er kun lige trådt ind i Elefanthuset da Bengt Holst afbryder samtalen med et “Se dér!”. Han peger på den lille, nye elefantunge som blev født blot en uge forinden, og som denne eftermiddag tumler rundt mellem benene på de to hunelefanter. Den fascination som lyser ud af Bengt Holsts øjne, smitter af på os. “Elefanten er sådan et godt eksempel,” siger han, “for når børnene står dér foran den og siger “nøj-hvor-er-den-stor” eller “puh-hvor-den-lugter”, så er det jo netop dét der gør den så fascinerende. Tænk at der findes et dyr som er så stort, lugter så meget og har en hale i begge ender.” Som vi står der, er det svært at vurdere om Bengt Holst gengiver børnenes begejstring, eller om det egentlig er hans egen begejstring som skinner igennem.

Hvem er bange for den store stygge ulv?

Vi begiver os videre igennem Zoo og passerer både isbjørne, moskusokser og rensdyr. Bengt Holst fortæller med store armbevægelser om pandabjørnen og det kommende panda-anlæg som skal bygges i en nær fremtid.

Ved siden af det kommende panda-anlæg løber en flok ulve rundt blandt buske og træer bag en indhegning. Vi stopper op, og Bengt Holst fortæller at ulvene normalt er meget sky, og at de somme tider hyler med til lyden af sirener hvis en ambulance med udrykning suser forbi Zoo. Og at han ærgrer sig over den rolle som ulven har fået i historier og folkefortællinger.

“Det værste der er sket for ulven, er historien om Rødhætte og ulven. Det sidder i baghovedet af ethvert barn at det som ulven gerne vil, er at æde små børn. Men er der noget ulven aldrig har gjort, så er det at æde små børn.”

Men ulven er jo et farligt dyr, og vi spørger om det ikke er meget naturligt for mennesker at tillægge dyr gode og onde personligheder? Bengt Holst nikker.

“Man kan sagtens tillægge et vildt dyr personlighed inden for dets egne rammer. Men det betyder ikke at vi skal give dyret menneskelige termer og følelser. Vi kan sagtens karakterisere dem som aggressive, undersøgende eller noget tredje, men vi skal ikke tillægge dem menneskelige termer som ond og god, for dyr har ikke menneskelige følelser. Men det gør dem ikke mindre spændende – for de har bare nogle andre.”

Det tænker vi lidt over, og da vi går videre, spørger vi om tillæggelsen af personligheder hænger sammen med disneyficeringen af dyr? Bengt Holst smiler allerede lidt inden han svarer.

“Jeg elsker Disneys juleshow, og den jul hvor de ikke sender det, får de min store protest! Jeg synes det er genialt, og jeg har slet ikke noget problem med Anders And, hunden Pluto og alle dem dér. De er bare nogle figurer, og børn kan sagtens skelne mellem dem og virkeligheden. Det som jeg kalder disneyficering, er billedet af at naturen altid er åh-så-skøn. Der er næsten aldrig nogen som dør, og alle dyr er gode ved hinanden. Vi holder med alle de smukke dyr, og så kan de ‘grimme’ og slimede få lov til at være de onde.

Fra kakerlak til menneskeabe på nuttet-indekset

Med al den snak om disneyficering sniger sagen om giraffen Marius sig ind i vores samtale. Egentlig var det RetorikMagasinets intention ikke at nævne giraf-sagen, men at snakken alligevel havner dér, gør ikke Bengt Holst noget, for sagen indeholder stadig væk essensen af København Zoos agenda og evige udfordring: formidlingen af dyr og natur og en evig kamp mellem følelser og fornuft.

“Aflivning af overskudsdyr er uundgåeligt i et seriøst avlsprogram. Målet er at få en sund bestand i zoologiske haver i hele Europa, og for at nå det mål må man en gang imellem sortere enkelte individer fra. Sådan har vi arbejdet i alle de 30 år jeg har været i Zoo, og sådan vil det også være i fremtiden. I al den tid har vi også haft åbne obduktioner og fodret med hele kadavere hos rovdyrene for at give dem flest mulige udfordringer i dagligdagen. Så alle de ting vi gjorde dengang, har vi gjort mange gange før. Bare ikke med en giraf.”

Foto: Kasper Teiner

Bengt Holsts stemme er rolig, og vi kan mærke at han har forklaret sagens detaljer hundredvis af gange. Ikke desto mindre tager han sig god tid til grundigt at uddybe sin forklaring på de voldsomme reaktioner på netop denne aflivning og obduktion.

“Der er ingen tvivl om at vi denne gang kom lidt højere op på det her nuttet-indeks – hvis man kan kalde det sådan – hvor kakerlakkerne ligger hernede,” siger han med et skævt smil og viser en nedre grænse med sin venstre hånd, “og så har vi høns, grise, så kommer hestene – hér begynder det at blive lidt mere spændende – og til sidst kommer giraffer, elefanter og menneskeaber oppe i toppen.” Hans højre hånd er nu løftet til et sted i luften skråt over den venstre. “Så vi kom højere op på skalaen fordi giraffen er sådan et stort og prægtigt dyr med nogle store øjne.”

Selv om reaktionerne var mange og voldsomme, slår Bengt Holst fast at det var vigtigt at debatten blev taget.

“Vi har altid været ærlige om hvad der foregår hér på stedet”, siger han og hentyder til aflivninger, åbne obduktioner og fodring med hele kadavere. “Det mener vi at man kommer længst med. En af de bedste ting ved debatten er at det nu er på dagsordenen over hele verdenen. Det var det ikke før. I starten var især de franske zoologiske haver meget efter os. De mente at vi havde ødelagt zoologiske havers ry. Til dét svarede vi at det jo var dem som havde ødelagt det. Netop fordi det var dem som havde holdt det skjult i stedet for at tage debatten.”

Underholdning med holdning

På vores gåtur passerer vi af og til en dyrepasser, og Bengt Holst løfter hver eneste gang hånden i en høflig hilsen. Han er gået tilbage i tiden for at fortælle om udviklingen af Zoo – både hvordan synet på dyr og det videnskabelige fundament har ændret sig.

“Engang sad chimpanserne hver dag og drak te med deres dyrepassere på græsplænerne i København Zoo. Det var til stor fornøjelse for havens gæster, men så skal vi nok også 50 år tilbage. Dengang var dyrene virkelig menneskeliggjorte, og det var jo en anden måde at se dyrene på,” forklarer Bengt Holst.

“Det gør vi selvfølgelig ikke længere, men menneskeliggørelsen af dyrene er stadig væk noget vi skal passe på med i vores fortællinger, og det er noget vi gør meget ud af her i Zoo. Det betyder ikke at vi fjerner respekten for dyrene, men det er synd at putte den dér menneskelige fernis over dem, for så skal de alle sammen leve op til nogle menneskelige normer, og det er der ingen af dem der kan – så dumper vi dem jo på stribe!”

Bengt Holst giver som eksempel at vi, med menneskelige normer, fordømmer bavianhannens adfærd når han overtager en hunflok der allerede har unger, og som noget af det første tager livet af alle de små unger. ”Men det er nu engang bavianhanners måde at sikre sig at de ikke spilder kræfter på at forsvare andre hanners unger som jo vil være konkurrenter til deres egne unger når de engang kommer til verden. Biologisk giver det ganske god mening, og så kan det ikke nytte noget at vi så pådutter bavianen vores normer eller værdisæt. Det kan de aldrig leve op til. De skal vurderes som bavianer og ikke som mennesker.”

For Zoo handler det i dag om at give dyrene de bedste muligheder for at opføre sig så naturligt som muligt. For vi skal forstå dyrene på deres naturlige præmisser, og det er på de naturlige præmisser at vi skal blive fascinerede.

“Der er ingen tvivl om at hvis vi lavede teselskab med chimpanserne, så ville folk komme og kigge. Og ja, det ville være underholdning. Men det ville være underholdning uden holdning. Vi skal have holdningen med i det, og derfor skal vi stedet prøve at give dyrene nogle forhold som gør at de opfører sig så naturligt som muligt, så de på den måde kan fascinere folk. Dyrene har det jo i sig – vi skal bare give dem muligheden for det.”

Baggrunden for underholdning med holdning er det videnskabelige koncept som Zoo har opbygget siden Bengt Holst blev ansat i 1983. Med Bengt Holsts ord er det videnskabelige koncept “at man bruger den viden man nu engang kan fremskaffe i stedet for bare at tænke ‘det har vi altid gjort’ eller ‘det tror vi er rigtigt’”. Og det videnskabelige koncept er hele fundamentet for at gæsterne i København Zoo kan blive fascineret af dyrene.

“Folk behøver ikke at vide at det er videnskaben som ligger til grund. De ser kun slutproduktet som vi præsenterer. Og i det produkt kan de se at det er en sund dyrebestand, at dyrene opfører sig rimelig naturligt, og at de har nogle gode adfærdsformer over for hinanden. De jager måske lidt rundt med hinanden og nogle bider måske også hinanden, men sådan er det nu engang i dyreverdenen. Der er også nogle der parrer sig, og nogle der får unger. Man ser en masse forskellig dyreadfærd. Og vi kan jo se at folk fascineres af at dyrene foretager sig forskellige naturlige ting.”

Lad dyr være dyr

Solen er på hæld, pensionistforeningerne og børnefamilierne er på vej hjem, og RetorikMagasinets gåtur med Bengt Holst rundt i Zoo er ved at nå sin ende. Inden vi forlader haven, vil vi gerne vide om Zoo med deres videnskabelige koncept og afskaffelsen af chimpansernes teselskab ser sig selv som kommet i mål. Vi når næsten ikke at stille spørgsmålet til ende før Bengt Holst svarer:

“Vi når aldrig i mål. Og vi vil aldrig komme i mål, for vi går hele tiden på kompromis. I Zoologisk Have lever dyrene jo ikke hundrede procent som de ville gøre i naturen, men vores opgave er at komme så tæt på som muligt med de midler vi nu engang har til rådighed. Folk og medierne vil blive ved at kritisere os hvis de får muligheden for det. Og det er godt! For samspillet mellem deres ‘biden-os-i-haserne’ og vores ønske om hele tiden at udvikle os er dét som driver værket. Selvfølgelig vil der altid være folk som synes at jeg gør det på en forkert måde. At jeg er kold og følelsesforladt. Men jeg vil vende den om og sige at det faktisk er modsat. Netop fordi jeg føler med dyrene, så skal de have lov at være de dyr de er, og ikke gøres til mennesker.”

Bibliografisk

Af Mathias Aaen og Mette Sejersen, redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 5-8.