Fortællinger skaber spænding ved at skrue vores forventninger i vejret – for så at vende vores hidtidige forståelse på hovedet.
Det effektive plot tager fusen på os
Christian Kock.
“Lyt nu, for Døden taler:
Der var en købmand i Bagdad, der sendte sin tjener hen på markedet for at købe forråd, men kort tid efter kom tjeneren tilbage, bleg og skælvende, og sagde: ‘Herre, lige før, da jeg var på markedspladsen, var der en kvinde i skaren, der rørte ved mig, og da jeg vendte mig om, så jeg, at det var Døden. Hun stirrede på mig og truede ad mig. Derfor – lån mig din hest, og jeg vil ride fra denne by og undfly min skæbne. Jeg vil tage til Samarra, der vil Døden ikke finde mig.’ Købmanden lånte ham sin hest, tjeneren kastede sig op på den og huggede sporerne i dens flanker. Og så hurtigt, som hesten kunne galoppere, red han af sted. Senere gik købmanden hen på markedspladsen, hvor han fik øje på mig i mængden. Og han kom så hen til mig og sagde:
– Hvorfor truede du ad min tjener, da du så ham i morges?
– Jeg truede ikke, svarede jeg. Jeg hævede kun min hånd i forbløffelse. Jeg var overrasket over at se ham i Bagdad, for i aften har jeg en aftale med ham i Samarra.”
Denne beretning står i et skuespil af den engelske forfatter W. Somerset Maugham. Men den er også brugt som motto for en berømt amerikansk roman, Appointment in Samarra af John O’Hara fra 1934 (dansk udgave Vi mødes i Samarra). Den handler om en succesfuld mand der på få dage drives ubønhørligt mod sin undergang.
Dette gamle plot findes i mange versioner i Mellemøsten: En mand har set døden, flygter til et fjernt sted for at undgå den – og opdager at netop dér havde den sat ham stævne! Spådommen er både en meddelelse om hvad der vil ske, og en årsag til det; flugten er tilsyneladende et middel til at undgå døden – men er i virkeligheden årsagen til at han dør.
I Sofokles’ Kong Ødipus flygter titelpersonen også fra en dyster spådom, men netop flugten bevirker at han uafvidende løber dens opfyldelse i møde.
Talløse klassiske fortællinger bygger på strukturer som denne. Aristoteles har i sin Poetik talt om at Ødipus oplever en anagnorisis: Det betyder en tilbagegående (ana-) erkendelse (-gnorisis), dvs. man ser i tilbageblik at det man troede var ét (en vej til at undgå spådommen, en vej til lykke), faktisk var det modsatte: opfyldelse af spådommen, total katastrofe.
I en novelle af Edgar Allan Poe, “Det ovale portræt”, vil en genial kunstner skabe “selve livet” i et portræt af sin elskede. Han ser ikke at hun sygner hen mens hun sidder model; han sætter det sidste penselstrøg på, træder tilbage og siger “Dette er livet selv!”, men ser straks efter at hun er død. Han har villet ‘skabe liv’ – men har dermed ‘skabt død’.
“Det sagde hun også i går”
De historier vi her har omtalt, er tragiske, men mange andre der bygger på lignende strukturer, er komiske eller triumferende. Detektivhistorier og thrillere bygger på at spor og personer som blev tolket på én måde, eller helt overset, i den afsluttende afsløring viser sig at betyde noget helt modsat.
Men tænk også på vittigheder – en helt anden genre der i reglen bygger på at oplægget bliver totalt omtolket i tilbageblik når pointen (punchlinjen) kommer. Mest primitivt i sjofle standardjokes. Hvis nogen siger til en anden der står og roder med en nøgle: “Kan du ikke få den ind?”, vil en vittig hund måske tilføje: “Det sagde hun også i går.”
Men modsætningen behøver ikke bestå i en tidsdimension (før-efter); den kan også bestå mellem hvad den ene tror, og hvad den anden ved. Når heltinden i en gyser går ned i kælderen for at lukke et vindue, aner hun ikke at seriemorderen er dernede – men det gør vi! Denne type situation kaldes dramatisk ironi. I Shakespeares King Lear vil den gode hertug af Gloucester, som skurkene har stukket øjnene ud på, kaste sig ud fra klipperne i Dover, og en hjælper (som er hans søn – men det ved han ikke!) lover at føre ham derhen og siger at han blot skal tage et lille hop, så er hans bitre liv forbi. Hertugen hopper – men vi ved at han står midt ude på en hede (eller rettere på et teatergulv). Her kan vi både græde og le – scenen har to modsatte egenskaber i sig.
Det er for den slags scener at andre digtere har bøjet sig i støvet for Shakespeare. Et andet eksempel er fra Henry the Fourth, del 1, hvor helten, prins Hal, holder en mindetale over sin ven, den fede drukmås og kryster Falstaff, som han finder liggende på slagmarken. Prinsens sammensatte følelser over for denne komplekse figur er bevægende. Men endnu mere effekt har det da prinsen har forladt scenen, og Falstaff uskadt rejser sig – han spillede bare død!
Vi venter i spænding
I alle eksemplerne beror den æstetiske effekt på at ét element har to modsatte aspekter. Det ene aspekt er tilsyneladende, det andet virkeligt. Modsætningen kan bestå mellem to forskellige tidspunkter (fx Ødipus’ selvopfattelse henholdsvis før og efter han finder ud af at han er skyld i pesten) eller mellem hvad forskellige personer eller persongrupper tror og ved (Ødipus tror fx gennem hele tragedien at han er uskyldig, mens tilskuerne ved at han er skyldig). Plotstrukturer der formår at give et æstetisk ‘kick’, indeholder altså en art modsætningsrelation, gerne skarpest mulig, mellem to aspekter af det samme ‘element’.
Når heltinden i gyseren intetanende går ned i kælderen, føler vi tilskuere et næsten fysisk sug hen imod hende – vi vil beskytte eller advare hende, for vi ved jo hvad der venter hende nede i mørket! Dette følelsesmæssige sug er faktisk en form for spænding. I fiktion er spænding nemlig det at vi drages stærkt mod noget der skal komme – ikke at vi føler uvished, for meget ofte ved vi jo præcis hvad der kommer.
Fortællingen skaber en trang eller forventning i os som vi ikke selv kan opfylde. Det kan kun fortællingen selv. Når opfyldelsen trækkes ud eller sker ad omveje – eller kommer på en overraskende måde eller når vi mindst venter det – så virker den ekstra stærkt. Som når man, på sin flugt fra døden, render lige i armene på den i Samarra.
R
Læs mere
Kock, Christian: “Principper for tidslig form”. I Retorisk poetik. Retorikforlaget, 2008.
R
Bibliografisk
Af Christian Kock. Professor i Retorik v. Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 94 (2014), s 12-13.
Liknande artiklar:
Roberts dovenskab er en retorisk overlevelsesstrategi
Olof Palmes Vietnamtale
Kan man læse avis med ørerne?
De nakker og æder for at give dig lyst
Christian Kock er professor emeritus i retorik ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet
