En DDR-sympatisør kan man ikke stole på

Personangreb hører den politiske sfære til. Beskyldninger om madrester i en skraldespand eller ubetalte regninger kan skade troværdigheden. Men når emnet negligeres og personen sættes i centrum, er det med fare for uredelig argumentation..

En DDR-sympatisør kan man ikke stole på

Annegrethe Rasmussen.


Personangreb kalder vi populært ’at gå efter manden i stedet for bolden’. Et aktuelt eksempel er anklagerne om svindel og bedrageri mod de Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær i 2011 og hendes mand Erik Skov Pedersen. Mediestormen resulterede i at hun valgte at trække sig fra sin toppost. Mange borgere mente at der var tale om en hetz, og at medierne var gået for vidt i deres granskning af familiens økonomi, men flere journalister og politiske kommentatorer forsvarede processen med argumentation funderet på etos: at vi som demokratisk samfund må kunne kræve at politikerne har en høj moral, så de fx overholder landets love og har styr på deres økonomi.


Argumentum ad hominem (latin: argument rettet mod mennesket) refererer oftest til en særlig form for argumenter der fremstår som personangreb og ikke fokuserer på den bevisførelse som er grundlaget for selve argumentationen. Ofte er der tale om en gendrivelse eller vaccinering hvis simpleste form kaldes abusive og normalt ser ud på følgende måde: En person har de og de karaktermæssige brister hvilket gør ham utroværdig. Man skal derfor ikke lade sig overbevise af hans/hendes argumentation. Inden for den logiske tradition er personangreb ofte blevet betragtet som fejlslutninger. Nyere argumentationsforskning har dog vist at personangreb i flere sammenhænge indgår i en konsistent og redelig argumentation og at der inden for flere fagmiljøer er en lang tradition for at benytte dem, fx inden for jura hvor en forsvarer eller anklager med rette kan argumentere for at et vidne er utroværdigt, og at hans udsagn derfor ikke bør have vægt i dommerens bedømmelse. Inden for retorisk argumentation er argumentum ad hominem også tæt forbundet med etosappellen, altså når en taler forsøger at overbevise sit publikum med argumentation der knytter sig til personlig karakter. I mange tilfælde vil brugen af personangreb dog have en ødelæggende og afsporende effekt idet den fjerner fokus fra det emne som debatteres.

Tre beskidte kneb


Der er flere typer af ad hominem-argumenter. Tre vigtige er – med brug af de engelske termer: 1) Circumstantial: et personangreb som påviser et modsætningsforhold mellem tale og handling, bl.a. udtrykt i ordsproget: Man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus. Et eksempel på denne type sås da Ekstrabladet i vinteren 2010 fremstillede Karen Ellemann som en utroværdig miljøminister efter at have gennemrodet hendes families skraldespand og mente at kunne påvise at hun ikke selv overholdt de miljømæssige forskrifter som hun advokerede for som minister. 2) Bias: et personangreb som påviser at en part i en debat har personlig, ofte økonomisk, interesse i en sag hvilket gør hans udtalelser utroværdige. Et eksempel kunne være politikeren der taler for en ny skattelov som giver ham selv skattelettelser, eller en læge der anbefaler et bestemt medicinsk produkt og som samtidig modtager ydelser – fx i form af eksklusive konferenceophold – fra den medicinalvirksomhed der producerer medicinen. 3) Endelig poisoning the well (forgiftning af brønden) der kan ses som en udvidelse af bias. Her anses en person for at være så inhabil at hans ord for og imod en sag slet ikke gælder. Denne undertype af ad hominem sættes i relation til den engelske Cardinal Newman (1801-1890) der på den politiske arena blev angrebet for at være katolik hvilket ifølge anklagerne altid ville få ham til at forsvare katolske anliggender og ikke, som han burde, rationelt overveje begge sider af en sag. Newman svarede da at denne forgiftning af brønden jo forhindrede ham i at have en politisk stemme overhovedet der ikke på forhånd var diskvalificeret. En variant af dette personangreb ses også i prostitutionsdebatten herhjemme hvor nogle fortalere for kriminalisering af sexkøb umyndiggør sexarbejderne ved at karakterisere dem som psykisk ustabile og ofre for seksuelt misbrug hvilket skulle gøre dem til utroværdige debattører.

Ulla Dahlerups konspirationsteori


Et eksempel på et både umotiveret og uredeligt personangreb (af typen abusive som er et frontalt angreb) ses i Ulla Dahlerups årsmødetale i Vejle fra 2003 hvor hun takker Dansk Folkeparti for sit EU-kandidatur. I et opgør med de kulturradikale i slutningen af talen ses et meget langt personangreb på Klaus Rifbjerg, som kan fortolkes som syndebukargumentation, fordi Rifbjerg italesættes som kulturradikalismens onde inkarnation. Afsnittet har desuden karakter af konspirationsteori idet Rifbjerg gøres til DDR-sympatisør ved hjælp af en detaljeret bevisførelse. Her bringes et uddrag af talen:


”(…) Sandheden er, at Rifbjerg samarbejdede med det kommunistiske DDR under den kolde krig. I Mette Herborg og Per Michaelsens bog ”Ugræs. Danske STASI kontakter” afslører de, at den Dansk[e] Forfatterforening havde øst-kontakter under den kolde krig. At Dansk Forfatterforening – i 1988 bag sine medlemmers ryg – indgik en samarbejdsaftale med den østtyske forfatterforening ”Schriftstellerverband der DDR”, som var fuldstændig styret af Enhedspartiet og det hemmelige politikorps Stasi. Det fik Klaus Rifbjerg til at gøre sig lystig over at nogen i Danmark skulle have haft øst-kontakter under den kolde krig. Men Mette Herborg og Per Michaelsen dokumenterer så (Ekstra Bladet 22.11.99), at Rifbjerg selv havde kontakt med DDR i mange år. Rifbjergs øst-kontakt var forlagsredaktør og Stasi-agent Alfred Antkowiak (dæknavn: Michel Roiber) fra forlaget ”Volk und Welt” i Østberlin, agenten som anbefalede Klaus Rifbjerg til udgivelse i DDR. Det blev til seks bøger, som gled glat igennem censuren, da Rifbjergs politiske synspunkter ikke stødte an mod DDR’s. Kun et par steder var det erotiske for udpenslet. Det gik ikke an i DDR, så det strøg Alfred Antkowiak med Rifbjergs accept. At rejse til en totalitær, ludfattig stat som DDR, der spærrede sine 17 millioner borgere inde bag mure og pigtrådshegn, gør normalt et dybt indtryk. Men i Rifbjergs litterære produktion fra tiden før murens fald er det ikke lykkedes Herborg og Michaelsen at finde spor af forfatterens møde med det fattige land. Herborg og Michaelsen afslører bl.a., at i DDR deltog Rifbjerg som gæst i den østtyske forfatterforenings IX. kongres. Få år før var ni forfattere blevet ekskluderet af den østtyske forfatterforening, fordi de havde støttet den landsforviste visesanger Wolf Biermann. Uden medlemskabet af forfatterforeningen var det nærmest umuligt for de ni modige at få et manuskript gennem censuren og trykt. På den IX. kongres gav andre forfattere forsigtigt på tomandshånd udtryk for deres desperation over den manglende ytringsfrihed i DDR. Men Klaus Rifbjerg brugte ikke kongressens talerstol til at krævede [sic] åndsfrihed for sine østtyske kollegaer. Han tændte ikke et lys i mørket for fængslede kollegaer og politiske fanger. Nej, Rifbjerg var tværtimod aktivt [sic] i endnu et propaganda-arrangement på Maxim-Gorki-Theater. Alt var her timet og tilrettelagt så nøje, at man før mødets start måtte aflevere sit manuskript til gennemsyn. Arrangementet fandt sted under slagordet ”Forfattere for Fred”. Formålet var at udnytte kendte navne fra Vesten for at undergrave vores medlemskab af NATO, så landet lå ubeskyttet, som ønsket fra Sovjet.”


Ulla Dahlerup benytter altså sin taleposition til at angribe Klaus Rifbjerg frem for at svare på nomineringen på sit EU-kandidatur. Der er tale om en regulær digression fra hovedemnet som man ud fra talens konkrete situation ville forvente var EU-politik med fokus på Ulla Dahlerups visioner, men som i stedet fremstår som stemmesamlende dadlen af den tidligere regering og dens værdigrundlag. Ulla Dahlerups argumentation mangler altså relevans. Netop relevans er en af de faktorer hvorfra man kan vurdere hvorvidt ad hominem-argumentation er redeligt eller ej. Ad hominem-argumenter er nemlig ikke i sig selv uredelige, men skal vurderes ud fra den kontekst de forekommer i. R

Annonce


Læs mere:
Ulla Dahlerup, ”Forfatterinden Ulla Dahlerups årsmødetale. Dansk Folkepartis 8. årsmøde i Vejle 2003” fra www.danskfolkeparti.dk

Douglas Walton, Informal Logic. A Handbook for Critical Argumentation , Cambridge University Press, 1989

Douglas Walton, Ad Hominem Arguments, The University of Alabama Press, 1998

Douglas Walton, ”Ad Hominem Argument” i Encyclopedia of Rhetoric, red. Thomas O. Sloane, Oxford University Press, 2001

Bibliografisk

Af Jette Barnholdt Hansen. Ph.d. og lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 80 (2011), s 28-29

Om skribenten

Jette Barnholdt Hansen, lektor, ph.d. på Afdeling for Retorik, MEF. Københavns universitet.

Lämna ett svar