Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Debatt » En feministisk ny dialektik ?

En feministisk ny dialektik ?

av Merete Onsberg

Debattreplik

Replik till Britt Backlunds debattinlägg ”Retorik och dialektik inom den högre utbildningen
Författare: Merete Onsberg är lektor vid Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik vid Köpenhamns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 5 (1998), s 70-72.

En feministisk ny dialektik ?

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.
Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!

I sit debatindlæg rejser Britt Backlund (BB) et væld af anklager mod retorikken og advokerer for en meget snæver opfattelse af faget med enetalen som eneste teksttype. Hvad der måtte mangle i et sådant snævert fag, foreslår hun behandlet i et andet fag, nemlig dialektikken. Med udgangspunkt i nyretorikken og med baggrund i, hvordan faget forstås og dyrkes på Københavns Universitet, vil jeg i det følgende imødegå disse tanker.
BB har ret i, at der er en interessant forbind­else mellem retorik og dialektik, en forbindelse, som nyretorikken fra begyndelsen var ganske bevidst om. Jeg vil først omtale to tekster, som begge fokuserer på argumenta­tion og begge tager udgangspunkt i Aristoteles’ Retorik, hvis allerførste sætning sætter re­torikken i nær forbindelse med dialektikken.
I introduktionen til The New Rhetoric gør Ch. Perelman og L. Olbrechts-Tyteca rede for, hvorfor de har valgt at kalde deres værk en ny retorik, og ikke en ny dialektik. Den væsent-ligste begrundelse ser de i antikkens egen anvendelse af de to videnskaber, hvor dialektikken lå nærmere den filosofiske logik, mens retorikken behandlede den argumentation, som inddrog tilhørerne: “it is in terms of an audience that an argumentation develops” (side 5).
Året efter dette værks franske førsteudgave (1958) kom Lloyd F. Bitzers artikel om Aristoteles’ enthymem. Også han overvejer forholdet mellem retorik og dialektik, idet enthymemiske slutninger findes i begge. Både i dialektik og i retorik er der en interaktion mellem to parter: “The relationship of practitioner of rhetoric to audience and of practitioner of dialectic to respondent is precisely the same: In either case, the successful building of arguments depends on cooperative inter-action between the practitioner and his hearers” (side 407). I dialektikkens kritiske samtale er målet den kritiske analyse, som ofte er en kritik af respondentens hidtil mangelfulde indsigt – som vi ser det demonstreret i de sokra-tiske dialoger. I retorikkens enetale er dia-logen implicit; taleren må i sin forberedelse forestille sig, hvilke ‘svar’ hos tilhørerne hans argumentation kan bygge på: “Owing to the skill of the speaker, the audience itself helps construct the proofs by which it is persuaded” (side 408). Af denne ‘samtalende’ interaktion afhænger argumentationens persuasive vellykkethed.

At forstå enetalen som dialogisk af væsen fremhæves også af Jørgen Fafner. Han kalder rent ud enetalen et “fantom, hvis den ikke voxer op af samtalens grund” (Fafner 1977, side 90-91). BB tillægger dialektikken en kommunikativ kompetence, som efter min mening er indeholdt i nyretorikken og ikke i dialektikken, hverken som den dyrkedes i antikken eller for den sags skyld i skoleretorikken. Hvis retorik oversættes til veltalenhed, må vi i dag sige, at man ikke taler vel, hvis man ikke tager højde for, at man i enetalen på en og samme gang taler til og med sine tilhørere.
I modsætning til BB mener jeg altså ikke, at taleren – fordi han har ordet alene – har en enevældig magt over det retoriske rum. Den retoriske tekst finder sted i et offentligt rum, hvor udfaldet ikke er afgjort af magt på forhånd. Hvis talen skal være vellykket, må taleren inddrage sine tilhørere, de må befinde sig i talen lige så vel som han selv. Retorisk set indebærer det, at tilhørerne i denne interaktion også har et ansvar, som BB er tilbøjelig til at overse.

Annonce

BB indfører desuden en anklage om, at reto-risk enetale skulle være noget særligt, mænd har fundet på. Men de har vel også fundet på dialektik og alle de øvrige videnskaber, vi som kvinder i dag beskæftiger os med? Bliver vi virkelig maskuline ved at tilegne os dem? Og når BB klager over, at der ikke findes feministisk retorisk litteratur, er det ikke rigtigt. Ameri-kanske tidsskrifter bevidner, at der allerede findes en omfattende retorisk faglitteratur, som både beskæftiger sig med kvinder og minoriteter. At kvinder (og slaver) i historiens løb har haft urimelige livsvilkår, er værd at vide, men i den vestlige verden er forholdene anderledes i dag – og det er et ansvar, vi som kvinder må tage på os, blandt andet ved at blande os i de mandsskabte videnskaber, som vi nu er i gang med!
Som det er fremgået, opfatter jeg retorik og dermed retoriske tekster ganske anderledes end BB. For at tage problemet med, hvad der skal forstås som retoriske tekster først, mener jeg, at vi på linie med andre videnskaber må opfatte tekster bredt. En tekst kan være talt eller trykt, i lyd eller i billeder – og i diverse kombinationer. Teksten kan være skabt af én eller flere, det afgørende er, at den er intentionel og situationel. Disse tekster vil jeg kalde født retoriske. Dertil kommer, at mange andre tekster med udbytte kan analyseres retorisk, for eksempel en roman, en film eller sågar et bygningsværk.

Med hensyn til en definition af retorik kan man forstå BB’s beklagelse over, at der ikke findes en entydig og endelig definition. Men mon den findes? Enhver tidsalder har lagt forskellig vægt på retorikkens områder og del­discipliner og dermed skabt forskellige definitioner. Steven L. Johnson går i en lille artikel ind for, at man overordnet karakteriserer tidligere tiders retorikopfattelser i nogle rum-melige begreber for at nå frem til et muligt begreb, der kan karakterisere vor egen tids retoriske systemer. Johnson fremhæver, at det kan være svært at finde det overordnede begreb for éns egen tid. Han foreslår, vi kalder de nuværende retoriske systemer epistemologiske, fordi de lægger vægten på sprogets erkendende funktion. Den retoriske epistemologi indeholder et sociologisk, et psykologisk, et persuasivt og et kommunikerende aspekt. Som jeg forstår det, betones her det helt centrale ved faget, nemlig at den retoriske erkendelse sker i det øjeblik, man begynder at tænke over, hvad man skal sige til andre mennesker, så de kan forstå, hvad man mener.
Med dette udgangspunkt kan man både respektere tidligere tiders retorikker, som man er uenig med, og finde retorikker, som man er i slægtskab med. Nyretorikken bygger jo i høj grad på en nylæsning af Aristoteles, men også andre tider kan glimtvis fremme forståelsen af retorikken nu. For eksempel indleder Jørgen Fafner sin Tanke og tale med dette citat fra 1700-tallet: “Man begriber ikke tingene ret, førend man kan sige, hvad man tænker, således at andre kunne forstå det.”

I BB’s indlæg læser jeg en frustration over, at man som retoriker undertiden bliver mødt med en forventning om at levere undervisning i retoriske fif og hundekunster. Den frustration kan jeg godt genkende, og jeg synes, det er rigtigt, at BB har valgt at inddrage det, som hun kalder dialektik. Men jeg mener ikke, vi har behov for atter at udskille retorikkens vitale dele til et andet fag. Vi har behov for at besinde os på, hvad der ligger i en nu­tidig opfattelse af en fuldstændig retorik, der både indeholder praksis og teori.

Litteratur:

Bitzer, Lloyd F. (1959): “Aristotle’s Enthymeme Revisited”, Quarterly Journal of Speech, vol. 45, side 399-408.
“Dialektik” i Historisches Wörterbuch der Rhetorik. Hrsg. von Gert Ueding. Tübingen, 1994, bind 2, spalte 559-606.
Fafner, Jørgen (1977): Retorik. Klassisk & moderne. Akademisk Forlag, København.
– (1982):Tanke og tale. Den retoriske tradition i Vesteuropa. Reitzel, København.
Johnson, Steven L. (1996): “On New Systems of Rhetoric”, Philoso­phy & Rhetoric, vol. 29, 1996, side 75-83.
Perelman, Ch. & Olbrechts-Tyteca, L. (1971): The New Rhetoric. A Treatise on Argumentation. Transl. by John Wilkinson & Purcell Weaver. (1969) London.

 


 

 

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.

Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!Læs

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere