En form for fusion

En revsende takketale, en politisk mindetale, en juridisk lejlighedstale. Retoriske taler skal i teorien tjene særlige formål i en given situation og kontekst, men ligesom man i naturen oplever krydsninger mellem forskellige arter, ser man det også i taler. I sidste ende er det et spørgsmål om genre og de fordele og ulemper der naturligt kan følge med. 

En form for fusion

Tim Ammitzbøll Gudkov

“Jeg vil bruge min frihed til at appellere til jer i Venstres bagland om at udnytte jeres frihed til at arbejde for, at jeres parti ikke bare holder skåltaler og uddeler priser, når det kommer til socialpolitik.” Med de ord ‘takkede’ næstformanden for Hus Forbi, Henrik S. Pedersen, for Venstres Frihedspris der blev uddelt i efteråret 2015 af Lars Løkke Rasmussen. Ordene kom efter sigende bag på statsministeren. Og med rette. På papiret bør en takketale netop indeholde dét – en tak – på samme måde kan vi have klare forventninger til eksempelvis mindetalen, den politiske tale og nytårstalen. Med andre ord kan der være en forventning om at en række karakteristika er til stede i den ‘skabelon’ som en genre kan udgøre, uanset om det drejer sig om en tale, en brugsanvisning eller et gækkebrev.

Ideen om fastlagte genrer går tilbage til Aristoteles’ opfattelse af de tre klassiske talegenrer: den epideiktiske tale (lejlighedstalen), den deliberative (politiske) tale og den forensiske (juridiske) tale. Hver type tale har hos Aristoteles hver sin tidsdimension, funktion og publikum hvor lejlighedstalen er forankret i nutiden og har til formål at hylde eller dadle nogen eller noget. Den politiske tale sigter mod fremtiden med det formål at argumentere for handlinger og beslutninger der vil påvirke fremtiden, mens den juridiske tale skuer bagud til fortiden for at slå fast hvad der skete, og hvem der gjorde hvad, hvornår og hvordan.

Talen som gadekryds

Ordet genre stammer fra det latinske ord genus der kan betyde afstamning, race, art, klasse eller type på samme måde som man opererer med taksonomisk organismeklassificering i naturvidenskaben med inddelinger i blandt andet klasse, orden, familie, slægt og art.

Genre er som retorisk felt bredt diskuteret hvor én måde at karakterisere retorisk genre på er som en samling af ytringer der indbyrdes har fællestræk i forhold til situation, indhold og stil. Teoretikeren Carolyn R. Miller går videre og beskriver retoriske genrer som typificerede sociale handlinger fordi de jævnligt dukker op med samme type respons på samme type problemer eller situationer. Genren fungerer her som bro mellem retoriske ytringer som taler og tekster og sociale konstruktioner som for eksempel samfund og kultur og tilbyder både taleren og publikum særlige roller og handlingspositioner. I en politisk tale ville en statsministerkandidat eksempelvis indtage rollen som (kommende) leder og argumentere for en specifik politisk kurs, mens publikum i tilhørerrollen må vurdere om den valgte kurs harmonerer med egne værdier og overbevisninger i tilstrækkelig grad til at den er en stemme værdig.

Genrer kan være komplekse og svære at sætte i bås, og derfor er én type genre ikke altid tilstrækkelig som ramme om den retoriske ytring i en specifik situation. Ligesom at hybrider kan forekomme i naturen når to forskellige arter krydses, har teoretikerne Kathleen Hall Jamieson og Karlyn Kohrs Campbell derfor introduceret det biologiinspirerede begreb genrehybrid der henviser til de tilfælde hvor klassiske talegenrer krydser hinanden og bliver til en blandingsform. Som eksempel fremhæver de den præsidentielle indsættelsestale der blandt andet er karakteriseret ved at den nyvalgte præsident fremlægger sine politiske visioner for den forestående periode.

Da den tidligere amerikanske præsident Lyndon B. Johnson blev indsat i 1963 efter mordet på John F. Kennedy, var situationen dog mere kompleks. Johnson kunne nemlig ikke nøjes med et politisk indhold, men var også nødt til legitimere sin egen position som stedfortræder på præsidentposten, ligesom at situationen kaldte på mindeord over den afdøde. Talen endte altså som en hybrid mellem en politisk indsættelsestale, en juridisk tale og en mindetale.

 

Hybrider i rampelyset

I populærkulturen er det heller ikke atypisk at støde på Jamiesons og Campbells retoriske hybrider. Det findes der blandt andet eksempler på i forbindelse med prisoverækkelsesshows, heriblandt den årlige Oscar-uddeling i USA. Denne situation består på overfladen af en række genkendelige karakteristika som for eksempel tilstedeværelsen af filmindustrien som det direkte publikum under begivenheden samt alle os andre foran forskellige skærme verden over som det indirekte publikum. Desuden følger overrækkelserne en fast skabelon hvor en kategori præsenteres, og navnene på de nominerede læses højt. Såfremt der ikke er rod i navnekortene, kaldes den rette vinder til scenen under massiv applaus fra salen hvor den nybagte Oscar-indehaver nu kan levere sin takketale. Her har vi en forventning om at vinderen vil rette en tak mod både det professionelle og private bagland som når en skuespiller fremhæver sine medskuespillere, instruktøren, nomineringskomiteen samt familie og venner, ligesom en tak til højere magter heller ikke er usædvanligt.

Indimellem er vi dog vidner til at vinderen viger fra den epideiktiske skabelon og i stedet giver den et andet præg, oftest et politisk. Det skete blandt andet da skuespilleren Meryl Streep revsede Donald Trump i sin tale tidligere i år, og da Leonardo DiCaprio hev den klimapolitiske megafon frem da han vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i The Revenant i 2016. En politisk agenda havde filminstruktøren Michael Moore også da han i 2003 vandt en Oscar for Bowling for Columbine og udnyttede spotlyset til at skyde med skarpt efter daværende præsident Bush og regeringens indrykning i Irak.

Giv guldet tilbage

Ved den amerikanske sportsverdens svar på oscaruddelingen, The ESPY Awards, fik den tidligere OL-guldvinder og mediepersonlighed Caitlyn Jenner i 2015 overrakt en særlig pris for sit mod til at stå offentligt frem som transkønnet. Talen var særligt interessant i lyset af situationens retoriske omstændigheder da hun i kølvandet på sin transition fra mand til kvinde ofte blev genstand for opmærksomhed i den kulørte presse og for latterliggørelse på særligt de sociale medier. Hendes transition blev blandt andet omtalt som et simpelt mediestunt, og de mest ivrige kritikere igangsatte desuden en digital kampagne under banneret “#GiveBackTheGold” der indebar underskriftindsamlinger til Den Internationale Olympiske Komité med det formål at få Jenner til at levere OL-guldet tilbage.

Ud over at takketalen indeholdt klassiske epideiktiske elementer som forventet, tog talen en drejning hvor hun gav sine kritikere svar på tiltale ved blandt andet at kommentere på spekulationerne om hendes intentioner samt de mange jokes om hende. Hendes tale fik på den måde et præg af forsvarstale som hun brugte som afsæt til en opfordring til stillingtagen og handling der viste sig i hendes budskab om at alle mennesker er forskellige: Vi alle er nødt til at vise transkønnede, særligt unge, større respekt og accept for at komme det påtrængende problem til livs at transpersoner er ofre for mobning og vold, og i ekstreme tilfælde endda bliver myrdet, mens andre begår selvmord. Nøglen til at komme dette problem til livs er ifølge Jenner en større respekt for folks forskelligheder der skal lede til et mere medfølende samfund og i sidste ende en bedre verden for alle i fremtiden.

Selv om det ville være nærliggende at kategorisere talen som en ren lejlighedstale alene på grund af det faktum at den finder sted i forbindelse med en prisoverrækkelse, er der alligevel i dens fulde længde også præg af både politisk tale og forsvarstale der gør at den kan ses som en genrehybrid.

Genrer og blishøner

Blandt retoriske teoretikere og kritikere er der dem der mener at et stramt klassifikationssystem over retoriske genrer kan blive en ulempe fordi der bliver lagt for stramme bånd på taleren og kritikerne. En af dem er Thomas Conley der bruger den svenske naturvidenskabsmand Carl von Linné som eksempel. Linné bliver kaldt ‘taksonomiens fader’ på grund af hans videnskabelige bidrag til klassificering og navngivning af organismer. Det er med andre ord hans fortjeneste at en solsorts ‘rigtige’ navn er Turdus merula, og en hunderose hedder Rosa canina, så alle kloden rundt er med på hvilken organisme der er tale om.

Linné løb ind i et problem i forsøget på at klassificere blishøner i det omfattende værk Systema Naturae fra 1758. I hans beskrivelse af kendetegn ved slægten blishøner, Fulica, opremser han en række generelle fysiologiske træk. Problemet er dog, påpeger Conley, at når man læser beskrivelsen af de enkelte arter, er der indimellem træk der ikke harmonerer med den generelle beskrivelse. Derfor er der altså enkelte arter af blishøner der stik imod hensigten ikke passer i ‘genren’ som Linné definerede den. Conley laver derfor en parallel til den retoriske genreteori som argument for at det også i den sammenhæng kan være problematisk at arbejde med stramme kategoriseringer af genrer da fokus på den aktuelle retoriske ytring, som eksempelvis en tale, bliver fjernet så man i stedet fokuserer på den genre den har været tænkt som en del af.

Naturlig tale

På den ene side kan et overdrevent fokus på genre altså have den konsekvens at vigtige aspekter af talen bliver udeladt fordi taleren har efterladt et spor af afhuggede hæle og afklippede tæer for at få talen til at passe ind i én slags kasse. På den anden side kan det være en udfordring at se helt bort fra genre når man undersøger en retorisk ytring, da genren kan fungere som en ramme der gør at vi bedre forstår talen.

Hver tale og talesituation er unik selv om de i høj grad kan minde om noget vi har set og hørt før. Ligesom at hybrider forekommer i naturen, kan det være værd at overveje om de ikke også forekommer naturligt i taler. Taleren er i en eller anden grad altid nødt til at skræddersy den retoriske ytring i en blandingsform, så den bedst muligt imødekommer situationens krav og omstændigheder. Med Thomas Conleys ord er taler trods alt mere komplicerede end blishøner.

R

Læs mere

Jens E. Kjeldsen: “Retorisk genreanalyse”, i Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik (red. Roer & Klujeff). Hans Reitzels Forlag. 2009.

Kathleen Hall Jamieson & Karlyn Kohrs Campbell: “Rhetorical Hybrids: Fusions of Generic Elements”, i Quarterly Journal of Speech, nr. 68. 1982.

Thomas Conley: “The Linnean Blues: Thoughts on the Genre Approach”, i Form, Genre, and the Study of Political Discourse. University of South Carolina Press. 1986.

R

Bibliografisk

Af Tim Ammitzbøll Gudkov, kandidatstuderende i retorik og ansvarshavende redaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 104 (2017), s 12-14.

Om skribenten

Lämna ett svar