En begravelsestale er blandt andet en mindetale som skal kalde de fælles erindringer frem om den døde. I begravelsestalens sammenhæng er det afgørende at erindringerne ikke bliver en tilbageskuen på alt det vi har tabt, men en skuen fremad på alt det vi har fået og nu skal give videre.
En tale ved døden er en tale til livet
Ulla Morre Bidstrup
Når vi tager afsked med vores døde, sker det i Danmark som oftest “med gejstlig medvirken”. Det betyder at begravelsestalen holdes af en præst. Begravelsestalen er dermed en del af den genre vi kalder en prædiken som er defineret ved at forkynde evangeliet. Det er da også karakteristisk at begravelsestalen som oftest holdes med udgangspunkt i en kort bibeltekst, og at den er omkranset af salmer, bønner og jordpåkastelsesritualet.
I denne sammenhæng skal det dog handle om hvad begravelsestalen samtidig er. Nemlig en personlig mindetale over den afdøde. Begravelsestalens balance mellem prædiken og mindetale har altid været til diskussion. Vores tids fokus på individet afspejler sig i at langt de fleste efterladte i dag ønsker at den personlige del skal have stor tyngde. Præsterne, der skriver og holder talerne, ser typisk heller ikke noget modsætningsforhold mellem forkyndelse og personligt minde i talerne. Tværtimod prøves enhver forkyndelse af på virkeligheden. Har den ikke noget at sige i virkeligheden, er den tom abstraktion. Også begravelsestalens forkyndelse skal være relevant i netop den livssituation som tilhøreren befinder sig i. Eksempelvis som den person der ikke bare har mistet sin far, men har mistet lige præcis sin far Erik som har været dement det sidste årti, været fraværende halvdelen af sine børns barndom eller måske har været af helt særlig betydning for sine børnebørn.
Til liv for de efterladte
Det afgørende fokus for mindedelen af begravelsestalen afsløres med betegnelsen ‘vita’ om den livshistorie der fortælles. I avisen kan man læse en nekrolog over afdøde. Nekrolog betyder ‘tale om en død’. Men i begravelsestalen findes et ‘vita’, og det betyder ‘liv’. Begravelsestalen skal nemlig ikke blot fortælle om liv. Den skal fortælle til liv for de efterladte. Begravelsestalen skal gennem sine nedslag i den afdødes liv, virke og betydning række opgaver og inspiration videre til de efterladte. På den måde bliver begravelsestalens erindringsform ikke kun tilbageskuende, men fremadskuende. Begravelsestalen skal have som sin ambition nænsomt og kærligt at tage fat om skuldrene på den efterladte som ser bagud og begræder sit tab, så den efterladte kan vendes mod fremtiden hvorfra den afdøde kalder med sine værdier, sine mål og alt det som er givet videre til de efterladte.
For at dette skal lykkes, har begravelsestalen til opgave at vække den døde til live, så vi bliver mindet om hvilke opgaver og mål vi er givet af den døde. Den gode begravelsestale er derfor ikke kendetegnet ved en kronologisk og fyldestgørende livshistorie hvor det omhyggeligt repeteres hvilket årstal afdøde flyttede fra Gartnervangen til Vesterallé. Den gode begravelsestale er kendetegnet ved at gengive den bemærkning, den situation eller den bevægelse der gør at vi pludselig alle sammen synes at den afdøde er til stede. Den gode begravelsestale er på den måde en tale som skaber hvad den nævner. Den skaber nærvær og rækker livsopgaver videre. Det sker for eksempel når det under en sådan tale bliver lysende klart for en flok søskende at de skylder deres afdøde mor at passe ordentligt på hinanden nu hvor hun ikke længere er der til det.
Hvad skal man sige?
Men hvad så når det er “det dumme svin” der begraves? Når en eller flere af de efterladte måske mest af alt har fået sår på sjælen af at høre sammen med den afdøde? Der kan være tale om dybe svigt, om invaliderende forskelsbehandling af børn eller ligefrem overgreb. Når det er tilfældet; hvordan kan den døde så mindes, og hvordan kan livet med den døde erindres? Opgaven er stor, for i begravelsestalen må der aldrig lyves. Prædikenen er sandhedens sted. Men samtidig er sandheden ikke altid den samme for de tilstedeværende. Der er typisk mange forskellige former for relationer repræsenteret ved en begravelse. Både i form af graden af intimitet og graden af sympati mellem de tilstedeværende og den afdøde. Når præsten fornemmer at nogle af de efterladtes forhold til afdøde har været og måske altid vil være forbundet med smerte, skal der i talen gives et helle for disse efterladte. Det kan ikke nytte at taknemmelighed for det liv der nu er levet, bliver talens eneste motiv. De rene glansbilleder er der sjældent nogen der nikker genkendende til. I stedet skal talen også rumme ord for at vores liv med hinanden ikke altid bliver som vi ønsker os. Ligesom at det ikke kun er vores bedste minder der har lært os at være menneske. Formålet med en sådan tale er at skabe forsoning. De efterladte kan sidde tilbage med den opgave at skulle forsone sig med at det blev som det blev, og at der nu ikke engang er mulighed for at få en undskyldning fra den afdøde længere.
En sådan pointe – at vi må forsone os med vores liv og tro på at fremtiden rummer mulighed for tilgivelse, håb og lys – er en evangelisk pointe. At præsten både er forpligtet på evangeliet og på at fortælle vores menneskeliv, giver mulighed for at evangeliet kan gennemlyse vores menneskeliv.
At veje ordene på en guldvægt
Der er en anden og vigtig grund til at præsten holder mindetalen. Nemlig at præsten har den fornødne professionalitet til netop at kunne italesætte de manges relation, for det er afgørende at det ikke er den enes erindringer, men de manges, der kommer til orde. Det kræver umådelig stor opmærksomhed hos præsten som ofte holder prædiken på baggrund af omtrent halvanden times samtale med de efterladte. Det er vigtigt at der her spørges grundigt ind, og at der lyttes nøje efter – også det usagte. Ofte ringer præsten til den ene efterladte, der ikke kunne være til samtalen, for også at sikre sig dennes perspektiv. Det kræver en særlig professionalisme hos præsten i løbet af samtalerne med de pårørende, men det kræver også en stor sprogbeherskelse i udformningen af talen. Ofte kan et enkelt biord være forudsætningen for at to forskellige tilhørere kan leve videre på samme sætning om den afdøde. Om en mor kan det for eksempel siges: “Hun stillede store krav til sig selv som mor. Dem lykkedes det hende næsten altid at leve op til.” Disse to sætninger kan være sandheden for sønnen der har oplevet sin mor som givende i alle sammenhænge. For det lille ord “næsten” angiver jo bare at ingen – ikke engang hun – er perfekt. Men præcis de samme to sætninger kan være sandheden for hans søster der sidder lige ved siden af og har oplevet at hendes mor ganske tit svigtede sine idealer og dermed sin datter. For datteren bliver det lille ord “næsten” forudsætningen for at også hendes erfaringer og erindringer om moderen kan være i rummet. For nej, det lykkedes ikke altid moderen at leve op til sine idealer som jo netop kun er idealer og ikke altid bliver til virkelighed. For dem begge er sætningerne vigtige. Sønnen kan måske bære sin mors og sine egne idealer om at være forælder med sig med taknemmelighed og til inspiration. Datteren kan måske forsone sig med at moderen nok ville det godt – også selv om det ikke altid blev det. Begravelsestalen går erindringen altid fremtidens ærinde. Den skal ikke lukke døren bag os, men åbne døren foran os
. R
Bibliografisk
Af Ulla Morre Bidstrup, præst, ph.d.-afhandling om de kirkelige handlinger og uddannelsesleder i folkekirken.
RetorikMagasinet 106 (2018), s 22-23
