Er der stemmer i førstedamernes stemmebrug?

I 00’erne kørte Maybelline en række reklamer hvor de foreslog at nogle kvinder måske var født med det. Eller måske var det Maybelline. På samme måde kan man spørge til førstedamernes evne til at tale med kraftfuld og overbevisende stemme. Måske er de født med det. Måske er det træning. I både Michelle Obamas og Hillary Clintons tilfælde er der i hvert fald sket noget med deres stemmer i den tid de har været førstedamer.

Er der stemmer i førstedamernes stemmebrug?

Thea Sejr

I år finder vi ud af om den tidligere førstedame gør sin mand til USA’s første førstemand. Og måske fortsætter den nuværende førstedame en politisk karriere. Vilkårene for dem begge er at de konstant skal etablere og opretholde kontakten til deres publikum, appellere bredt og tale tydeligt og kraftfuldt. Her spiller stemmen en vigtig rolle. Begge har en baggrund i jura og erfaring med at argumentere og tale til store forsamlinger. Også før de blev politiske figurer. Men hvordan har de udviklet denne evne i løbet af tiden i Det Hvide Hus? Og hvad betyder det for overbevisningskraften i deres politiske budskaber?

Den følgende analyse bygger primært på interviews frem for taler. Den spontane tale er nemlig det mest ærlige udtryk for hvad taleren egentlig tænker og føler. Derfor er den spontane tale også oplagt at lytte til når førstedamernes troværdighed skal bedømmes.

Obama-effekten

Michelle Obama er ligesom sin mand en højagtet taler. Men det har hun ikke altid været.

I et interview til CNN i 2009, kort efter hendes mand er blevet præsident, fortæller hun om hvordan de mødtes. Michelle Obama taler med lav volumen og i langsomt tempo, hvilket passer godt til det afslappede tomandsinterview. Men i modsætning til den Michelle Obama man senere ser tale for kvinders rettigheder for eksempel, så virker tempoet ikke bevidst kontrolleret. Tempoet er derimod styret af de mange “uhm’er” som forekommer 26 gange i løbet af det korte interview, og af at hun skal lede efter ordene. Hun taler som om hun er bange for at tale over sig, kigger flere gange væk, og på trods af indholdet smiler hun kun meget lidt. Hendes stemme mangler power – der er ingen støtte, og den bliver monoton og knirkende, altså får en lidt boblende, dyb lyd, især i slutningen af sætningerne. Hendes artikulation er fin i den forstand at alle ordene kan høres og forstås, men hendes s’er støjer, og læspet bidrager til at hun virker yngre og mindre selvsikker. I dette interview trækker Michelle Obama sig i stedet for at deltage og indtage rollen som den magtfulde politiske figur hun netop er blevet. Indtrykket forstærkes af at hun sænker hovedet og kigger op, at hun løfter øjenbrynene og kun bruger hænderne meget lidt. Hun er uden tvivl i en forsvarsposition på trods af at hun er langt mere magtfuld end intervieweren.

Annons

Ad Herennium

De ratione dicendi ad C. Herennium.
En av de viktigaste läroböckerna i Västerlandets historia” (Kurt Johannesson). Läs mer...

Kraftfulde følelser og intellekt

I 2012 holder Michelle Obama en tårefremkaldende tale ved Democratic National Sundays om det at være mor. Talen er igen utroligt personlig, men her tre år efter demonstrerer hun en helt anden veltalenhed og gennemslagskraft i stemmen end tidligere: Det tøvende, monotone og knirkende er væk. Alle “uhm’er” er som støvsuget ud af hendes tale, og i stedet formår hun at bruge pauserne til at give ordene ekstra vægt. I pauserne får budskaberne lov at synke ind, og det skaber en stor følelsesmæssig respons blandt publikum. Den følelsesmæssige effekt bliver også båret af den næsten hypnotiserende rytme hun har i sin stemme, som vækker minder om andre store afroamerikanske talere.

Talkshowet The Real laver i januar 2016 et sit down-interview med Michelle Obama i Det Hvide Hus om vigtigheden af at gå på college. I dette interview har hun ligesom tidligere en utroligt varieret stemmebrug og fyldig klang hvilket giver hende nærvær og autoritet. Hun styrer interviewet i modsætning til CNN-interviewet fra 2009. Der er intet læsp, en høj volumen og igen et afstemt tempo med pauser der giver ordene ekstra kraft. Og der er plads til jokes og latter. Hendes måde at tale på gør hende til den centrale figur i interviewet. Michelle Obama har altid været intelligent, sympatisk og personlig i sin talestil, men tiden i Det Hvide Hus har gjort hende i stand til samtidig at virke selvsikker, stærk og humoristisk. Hendes talestil er efterhånden blevet som dén Barack Obama havde allerede i den første valgkamp; en stemmebrug som er karakteriseret ved at være klangfuld, langsom og tydelig. En stemme som fylder og gør taleren likeable og overbevisende.

Kølig Lady Macbeth

Hillary Clinton havde allerede stor erfaring med politik og offentlig tale før hun blev førstedame i 1993. Denne erfaring afspejler sig ikke bare i hendes politik, men også i hendes stemme.

Kort tid efter Bill Clintons valgsejr i 1993 giver hun et interview til NBC om livet i Det Hvide Hus. I interviewet er det slående hvor stærk og selvsikker hun virker, på trods af interviewerens både udfordrende og ubehagelige spørgsmål. Hillary Clinton har en forholdsvis lav volumen og et lavt tempo, og hun bibeholder trodsigt og kampklart et kontrolleret smil og tøver ikke på noget tidspunkt med sine svar. Der er en utrolig ro over hende selv om hun kun lige er blevet præsidentfrue. Modsat Michelle Obama i hendes første år i Det Hvide Hus smiler Hillary Clinton afdæmpet hele tiden og giver sig tid til at finde de rette ord før hun taler. Hendes stemmebrug er varieret, kraftfuld og med emfatiske tryk og pauser der understøtter ordene. Hendes samlede fremtoning er meget professionel, og fortællingerne om hendes og Bills liv meget lidt personlige. I etos-termer kan man sige at hun scorer højt på viden og intelligens. Til gengæld mangler hun Michelle Obamas bløde klang og nogle af de træk der gør det nemmere for publikum at identificere sig med hende, for eksempel tøven, nervøsitet og “uhm”. Disse træk er ikke attraktive i sig selv, men de kan være med til at opbløde en meget kraftfuld og anspændt stemme. Hillary Clintons stemmebrug skaber en distance til hende og mindsker publikums velvilje over for hende. Den er sandsynligvis også medvirkende til at pressen sammenligner hende med Shakespeares magtgerrige Lady Macbeth.

Mrs. President

Hillary Clinton etablerer sig hurtigt som en indflydelsesrig og synlig førstedame. Hendes flair for politik og medier er tydelig i et interview i Good Morning America i 1998. Som hørt tidligere er hendes volumen og tempo lavt, og kombineret med et dybere toneleje formår hun igen at fremstå rolig og stærk. Der er momentant knirk hvilket giver indtryk af at hun trækker sig lidt mere tilbage i denne samtale. Hun er ikke på samme måde kampklar som i interviewet fra 1993, men mere imødekommende, afslappet og ovenpå. Det medfører også flere tøvende pauser og mere mimik. Hun virker mere nærværende og ærlig fordi hendes stemme og samlede fremtoning er mere naturlig.

I januar 2016, et års tid efter Hillary Clinton har annonceret sit præsidentkandidatur, giver hun et personligt interview på Lifetime TV om forholdet til sin mor og øvrige familie. Hillarys stemme lyder i dette interview naturligvis ældre. Den er blevet svagere idet den knirker mere, hvilket giver indtryk af at stemmen er dybere. Volumen er højere, måske for at kompensere for den svagere støtte, og hun kigger væk for at finde de rette ord. Alt sammen noget der gør hende lettere at relatere til fordi hun lyder som de fleste andre 68-årige kvinder. Hendes variation i stemmen, mimikken og gestikken gør hende langt mere levende end 90’ernes Hillary Clinton, og hun beder også undervejs intervieweren om råd til sit personlige liv. Det er med til at gøre Hillary til en mere komplet person; hun er ikke bare intelligent og powerful, hun er også venlig, sjov og menneskelig.

Stemmer der overbeviser

Michelle Obama og Hillary Clinton er to eksempler på hvordan stemmen udvikler sig i takt med erfaring. Men det er ikke alle magtfulde kvinder, eller mænd, der automatisk forbedrer deres stemmer. Det er noget der skal trænes bevidst og kontinuerligt for at stemmen kan holde til arbejdsbyrden, og for at den anspændte stemme ikke bliver endnu mere anspændt. Hvis Michelle Obama ikke havde haft stemmetrænere, er det ikke sikkert at hun var kommet af med sin tøven og “uhm’er”. Og uden træning havde Hillary sandsynligvis stadig haft en jernhård facade med et kontrolleret smil og en klangløs stemme.

Gode talere er sjældent født med en overbevisende og levende stemme, men de har anledning til at opøve en hensigtsmæssig stemmebrug, og de har dygtige rådgivere omkring sig. Det gør at de ikke bare virker intelligente, men også sympatiske, nærværende og stærke. Både Michelle Obama og Hillary Clinton viser at det ikke er nødvendigt at sænke sin stemme for at kunne klare sig i en mandsdomineret verden hvilket der ellers er skrevet meget om i analyser af andre kvindelige frontfigurer som for eksempel Margaret Thatcher. Derimod kan arbejdet med at variere tempo, volumen og klang skabe en komplet taler. Dét gør ikke bare taleren mere behagelig at lytte til – det er også mere overbevisende.

Samtlige taleeksempler fra analysen kan findes på youtube.com