Erkendelsens retoriske dybder – Ernesto Grassi om retorikkens skabende kraft

Grassi er i dag husket som formidler af filosoffen Vico, men hans egne tanker om erkendelsens retoriske grundlag og fantasiens kraft er nok så relevante i vores tid hvor økonomisk hyperrationalisme danser en skæbnesvanger vals med politisk irrationalisme

Erkendelsens retoriske dybder – Ernesto Grassi om retorikkens skabende kraft

Hanne Roer

Når man læser Grassis artikler i dag, kan mange af pointerne virke velbekendte, men de var kontroversielle i samtiden. Hvor Chaim Perelman vendte sig mod den retoriske tradition for at få viden om redelig argumentation og Kenneth Burke om de mystiske symboler i det sociale liv, var Grassi optaget af retorik som teoretisk sprog. Grassi studerede filosofi i Frankrig og kom efterfølgende til Freiburg i Tyskland hvor han blev discipel af filosofiprofessoren Martin Heidegger. Heideggers forkastelse af den humanistiske og retoriske tradition førte dog efterhånden til et intellektuelt brud. Grassi fandt inspiration til en ny tænkning ved at søge tilbage i den retoriske tradition og italienske renæssancehumanister som Valla og Bruni. Han brugte humanisterne til en radikal gentænkning af filosofisk erkendelsesteori fordi de havde et konsekvent fokus på sprogets betydning. Efter ophold i Schweiz og Syd- og Nordamerika vendte han i 1948 tilbage til Tyskland hvor han i München grundlagde Centro Italiano di Studi Umanistici e Filosofici, og senere, i 1965, blev han leder af et Seminar für Philosophie und Geistesgeschichte des Humanismus.

Grassis rehabilitering af retorikken*

I artiklen Rhetoric and Philosophy afviser Grassi at retorik alene er en fremførelseskunst der højst kan være til nytte for præster og politikere. Han understreger at retorik historisk set ikke kun er et praktisk fag, men fra den græske begyndelse har haft en forbindelse til filosofien: sofisterne og Platon. Retorik er sprog der virker på følelserne, og derfor er retorik blevet anset for en hindring, nærmest en fjende, af de filosoffer der søgte et abstrakt, universelt og ahistorisk sprog. Det gjorde Platon på sin vis, og senere var filosofferne Locke og Kant uforbeholdne i deres fordømmelse af retorik som følelsesmanipulation der kun bidrog til at forvirre den klare, begrebslige tænkning – den ypperste filosofiske form for erkendelse.

Grassi sætter sig i artiklen for at bevise at retorikken er det oprindelige og mest fremtrædende sprog for erkendelsen. Grassi polemiserer mod rationalister, såsom de logiske positivister der mente at man kan finde et ‘rent’ logisk sprog, baseret på gyldige slutningskæder ud fra indlysende sande præmisser. Men det er en illusion fordi disse første sætninger, hvis evidens ingen kan betvivle, er grundlæggende metaforiske, hævder Grassi. Disse grundpræmisser, archai, er ifølge filosofferne ultimative principper og kan ikke bevise sig selv; de henviser ikke til noget, men fremviser deres egen sandhed. Grassi hævder at de er figurer fordi de videregiver en betydning. Disse første præmisser er billedlige tegn der lader en betydning blive synlig (teori kommer af græsk theorein; at se, og phainesthai; lade træde frem). Derfor, konkluderer Grassi, er filosofisk sprog i lighed med alle andre former for sprogbrug grundlæggende metaforisk og dermed retorisk, for retorik har med billeddannelse at gøre. Det filosofiske sprog er dialektisk, medierende og demonstrativt (apodiktisk), mens de grundlæggende præmissers sprog er semantisk: umiddelbart, indikativt, og det går således forud for filosofien.

Sproget er metaforisk*

Grassi illustrer sin pointe om det rationalistiske sprogs afhængighed af retorikken ved en udlægning af Kassandra-figuren fra Homer, Pindar og især af Aiskhylos’ tragedie Agamemnon. Den trojanske prinsesse Kassandra, Agamemnons krigsbytte fra krigen i Troja, var af guderne blevet forbandet med profetiens gave: Ingen forstod hendes profetiske tale. Grassi udlægger hendes dialog med tragediens kor som en udveksling mellem to former for sprog: korets rationelle, kausalitetsfokuserede ræsonnementer over for Kassandras fragmenterede, billedlige sprog, ofte ekstatisk og uden syntaktisk orden. Hun forklarer ikke i årsag og virkning, men profeterer gennem billeder og symboler om den nært forestående ulykke: Snart vil Agamemnon blive myrdet af sin forladte kones elsker. Grassi udlægger således tragedien som et allegorisk drama, en håbløs kamp mellem et poetisk, oprindeligt, fremvisende sprog og et rationelt, temporalt sprog.

Annons

Kritisk retorikanalys

Behöver du verktyg för att genomskåda och förstå de olika slags budskap som omger och vill påverka oss alla? Både verbala, ickeverbala och visuella? Då är detta boken för dig.

Den främsta målgruppen är retorikstudenter på olika nivåer som står inför uppgiften att analysera retoriska objekt, från enskilda analyser till större uppsatser. Men även studenter från andra discipliner som intresserar sig för text- och bildanalys kan ha nytta av retorikens metodiska angreppssätt. Läs mer...

Kritisk retorikanalys, kapitel 1

Brigitte Mral, Marie Gelang & Emelie Bröms: Kritisk retorikanalys. Text. Bild. Actio. Kapitel 1: Retorik som vetenskap Läs mer...

Grassi citerer Aristoteles for at sige at logisk gyldige slutninger hviler på præmisser som man må tro endnu mere på end slutningsreglerne! Ikke desto mindre blev det retorikkens opgave at formidle filosoffernes tørre viden i en billedlig form der appellerede til følelser. Retorik blev til form, filosofi leverede indhold – og uddannelse blev et spørgsmål om at forklare et indhold. Platons to dialoger Gorgias og Phaidros vidner ifølge Grassi om Platons dybe forståelse af det intrikate forhold mellem retorik (doxa) og filosofi (episteme). I Gorgias fratager Platon retorikken et indhold, men i Phaidros viger han fra sin sædvanlige fordømmelse af retorik som overfladisk sproglig kosmetik til en vision om en sand retorik i erkendelsens tjeneste. Grassi tolker det som udtryk for at Platon anser sand filosofi for at være en oprindelig enhed af patos og logos der bygger på erkendelse af archai, de grundlæggende præmisser. Ligeledes, hævder Grassi, er Platons retorik i Phaidros en psykologi der kun kan bevæge sjælene hvis den har indsigt i disse oprindelige billeder, disse archai – vi husker Platons allegori over sjælen der søger opad mod de evige sandheder.
Grassi konkluderer at der både er en ydre retorik der formidler et indhold, og en sand retorik der udspringer fra de archai der indicerer oprindelige billeddannelser. Denne dybe retorik er sand erkendelse, modsat filosofiens rationelle sprog, og er i sidste ende metaforisk.

Metaforen er grundlæggende i menneskets verden og tænkning; vi erkender og skaber mening ved at selektere fra et væld af indtryk, og det er en metaforisk proces fordi vi overfører mening til sanselige indtryk. Mennesket kan kun eksistere fordi det overfører betydning fra et felt til et andet, og det gælder også teoretisk viden: “The metaphor lies at the root of our knowledge in which rhetoric and philosophy attain their original unity; we cannot therefore speak of rhetoric and philosophy but every original philosophy is rhetoric and every true and not exterior rhetoric is philosophy.”

Tilbage til fantasien!*

Grassi redder så at sige retorikken ved at opsplitte den i to: en ydre og en oprindelig retorik, metaforernes forunderlige rige af betydningsoverførelser. Han uddyber det i Why Rhetoric is Philosophy hvor han definerer sprog som et selvrefererende spil hvor spillerne spiller uden tanke for reglerne, men med livet som indsats. Grassis tanker om retorik som erkendelse, metaforer og spil var tidstypisk. Dekonstruktivsten Paul de Man definerede også den egentlige retorik som metaforisk og figurativ; han havde det fra Nietzsches parodi over filosofien som “en bevægelig hær af metaforer”. Perelman skelner ligeledes mellem figurer som argumentation og som udsmykning. Det er vel problematisk, rent videnskabsteoretisk, at ville redde retorikken ved at skære de dele fra som historisk set har fyldt ganske meget: kommunikation og formidling. Men Grassis og hans ligesindedes tanker er måske nok så vigtige i dag hvor universitetet som resten af samfundet er domineret af en økonomisk rationalisme der reducerer undervisere og studerende til brikker i en international videnproduktion. Som retorikere kan vi lade os inspirere af Grassi til at tænke over de ubevidste spilleregler og ikke blot opstille normer for argumentation der ofte følger den samme form for økonomisk rationalitet. Hvilke metaforer ligger bag denne rationalitet der måske ikke er særlig rationel? Hvorfor stivner visse sociale praksisser og kommer til at virke naturlige og uforanderlige, det som Burke kaldte det sociale mysterium? Hvem kan byde på alternativer? Grassi vendte sig ligesom Heidegger til litteraturen for at skabe et nyt filosofisk sprog. Måske er det på tide at retorikere igen hylder fantasiens skabende og omvæltende kraft – og ikke bevidstløs spiller med på mediernes logik

Læs mere

Man kan læse mere om Grassi i Foss, Foss & Trapp: Contemporary Perspectives on Rhetoric (2002), eller gå til hans egne værker, fx artikelsamlingen Rhetoric as Philosophy: The Humanist Tradition (1980); artiklen “Rhetoric and Philosophy” (oprindeligt i Philosophy and Rhetoric 9, 1976) er genoptrykt heri.
Et andet hovedværk er Macht des Bildes: Ohnmacht der rationalen Sprache zur Rettung des Rhetorischen (1970). Grassi opdagede først for alvor Vico omkring 1976 hvorefter han satte sig for at bruge sine sidste år på at promovere Vico inden sin død i 1991. Det skete i værker som artikelsamlingen Vico and Humanism: Essays on Vico, Heidegger, and Rhetoric (1990); her er artiklen “Why Rhetoric is Philosophy” (Philosophy and Rhetoric 9, 1976) genoptrykt.

Bibliografisk

Af Hanne Roer, lektor i retorik ved Københavns Universitet