Start » Dansk retorik » Danske artikler » Et eller andet skal nok blive forstået

Et eller andet skal nok blive forstået

av Pernille Kloster

For Thomas Blachman er forfængelighed et plusord og en nødvendighed i sproget. Han har en enorm tillid til lytterens evne til at forstå og fortolke, men stiller hans stil for store krav? Vi møder ham på hans husbåd til en snak om retorisk ansvarsbevidsthed.

Et eller andet skal nok blive forstået

Nikolaj Falkenberg-Klok og Pernille Kloster

 

“Det vil jeg gerne. Men mit sprog er jo en muggen dør!” Sådan lød det fra Thomas Blachman da vi ringede og spurgte om han kunne tænke sig at medvirke i et interview. En muggen dør. Javel. Det lød jo allerede lovende, så vi pakkede diktafonen og cyklede mod Refshaleøen hvor hans husbåd ligger. Og nu sidder vi her så. På dækket. En hellig formiddag med croissanter, kaffe og kuglepenne til lyden af havnevandets forsigtige plasken omgivet af Arkitektskolen og Operaen. Her er egentlig ret stilet hvis man kan sige det så simpelt. Thomas Blachman står lige og ordner den sidste oprydning ved at lægge vasketøj sammen mens han sludrer med naboerne i båden ved siden af. Han er egentlig også ret stilet; hvide sneakers, ternede bukser, blå skjorte og beige blazer. Der er ingen mugne døre i sigte, men vi kan ikke få billedet ud af hovedet, så det er selvfølgelig der vi begynder.

“Det er en fuldstændig laissez-faire omgang med kombination af bogstaver og ord,” siger Thomas Blachman da vi spørger ind til hans pudsige metafor. Han har fået styr på vasketøjet og har sat sig over for os, tilbagelænet og med krydsede ben. “Sproget er skabt til at ytre sig. Du former noget som du har behov for, for at kunne holde dig selv ud i verden,” fortsætter han.

Thomas Blachman. Foto: Cecilie Bach

Vi har kun lige tændt diktafonen, og vi allerede kommet til hvordan man kan holde sig selv ud i verden. Vi skyller pointen ned med en tår kaffe og tænker at det vel egentlig er typisk for den Thomas Blachman vi havde forventet at møde. Kvantespringet mellem det abstrakte og det konkrete, den her fornemmelse af at hver sætning han begynder, åbner for en sproglig rejse med ukendt destination. Og ifølge ham selv er det helst sådan det skal være: “Det er først når jeg begynder at tale at der kommer ord som muggen dør ud af munden på mig, og så må jeg studse over hvad fanden betyder det. Jeg vil altid hellere have at folk siger noget jeg ikke forstår en skid af, end at sige et eller andet banalt jeg selv måske er gået til grunde i.”

Han er ved at tale sig varm nu. Vi får det koncise, og vi får det kaotiske, men selv om det kan lyde tilfældigt hvad han får sagt, er der en forudsigelighed i hans uforudsigelige talestil. Han er ordblind, og på en og samme tid er ordblindheden en gave og et vilkår for hans måde at kommunikere på.

Annonce

“Vi får kun verden halvt. Du får noget som du selv må bygge færdigt. Lige meget hvor konkret en sætning er, så kan du fortolke den. Det er en evne til at færdiggøre noget, det kommer ud af min ordblindhed hvor du hele tiden får halve spor. Du lærer at forstå det uforståelige. Du kan se det konkrete i det der er fuldstændig abstrakt. Men du kan også se det abstrakte ind i det der er fuldstændig konkret. Sproget bliver fantastiskabende, givende, i stedet for dødbringende. Så fortolkeren, lytteren, kan jo gøre hvad de vil, det er egentlig dem der er på arbejde. Det er dem der skal rydde op,” forklarer han.

Thomas Blachman. Foto: Cecilie Bach

Dødbringende. Banalt. Det må være to sider af samme sag, fornemmer vi. For Thomas Blachman er det poesien i sproget som han hele tiden vender tilbage til, og det gælder for alt i verden om ikke at være banal. Så når han jonglerer med sine ord og sætninger, er det op til lytteren at samle det op han ikke selv griber. Men risikerer han så ikke at noget går tabt? Måske. Men det er ikke altid vigtigst at få budskabet igennem.

“Det er jo klart, så kommer spørgsmålet ‘hvordan ønsker vi at ytre os?’ Ikke nødvendigvis i ambitionen om at blive forstået, men i ambitionen om at vide at der er et stort råderum i sproget,” siger han.

En tillidsfuld retor

Det er en af retorikkens grundantagelser at vellykket retorik forudsætter situationstilpasning. Retor, taleren, må kende sit publikum og tilpasse sin stil til det enkelte formål, men Thomas Blachman står alligevel fast på sproglig kompromisløshed, og vi er overraskede over den store tillid han har til publikum.

“Jeg taler på samme måde til jer som jeg gør til mine egne børn. Jeg kan kun være på én måde. Jeg kan ikke tale ned eller op til nogen,” siger han og aer sin hovedbund.

Og hvad så hvis lytteren ikke forstår hvad du mener?

“Jeg tænker at man ikke kan sige noget der ikke bliver forstået i en eller anden sammenhæng eller i en eller anden grad. Folk vil studse over det, og netop idet vil du møde en fortolkning,” svarer han.

Thomas Blachman. Foto: Cecilie Bach

Igen er publikums hermeneutiske parathed central for Thomas Blachman. Man skal være klar til at fortolke. Det står i umiddelbar kontrast til typisk retorisk tænkning hvor et godt budskab i sin kerne skal være et klart budskab. Det klare budskab skal sørge for at retor kan påvirke sit publikum i den ønskede retning. Men ikke for Thomas Blachman. Vi tænker at det da må være risikabelt at lægge så meget ansvar på publikum, så vi forsøger med lidt retorisk teori om situationstilpasning; relationen til publikum som en forudsætning for et fælles ståsted og en fælles forståelse.

“Jeg evner ikke at tale ned til folk. Og beskueren eller lytteren skal man have masser af tillid til, for det giver jo kun vedkommende selvtillid. Hvis jeg har tillid til at sige: ‘Det her skal du rumme’, eller ‘det her må du selv bygge færdigt’, så føler du jo også at det er en selvtillidserklæring. At jeg har tillid til at du kan finde ud af det. Altså, det er sådan det er. Det er sådan jeg ønsker selv at blive talt til,” konstaterer han.

Tilliden til lytteren og beskueren er dog ikke ensidig. Og selv om Thomas Blachman prioriterer poesien, er han bevidst om vigtigheden af trods alt at sige noget som gør noget ved nogen. “Nu er det jo ikke forfatteren der køber sine egne bøger. Han behøver en skare der synes det er fedt at gå ud og være i øjenhøjde med ham. Eller de føler sig set af ham, eller de føler sig mere levende. De forstår.”

 

Den kollektive længsel

Thomas Blachmans telefon ringer med en volumen som overstiger støjen fra den havnebus der er ved at lægge fra kaj. Først tager han den ikke, men så er der alligevel noget med en aftale og et tidspunkt der skal ordnes. Vi må jo bare snakke videre i bilen hvis han skal af sted før vi er færdige, siger han. Han rejser sig og går over til rælingen. Imens har vi tid til at kigge lidt i vores papirer efter næste spørgsmål, men det dropper vi hurtigt igen, for vi er fanget af pointen om forfatteren der ikke køber sine egne bøger. Hvad skal der til for at den fiktive forfatter kan sælge sine bøger? Thomas har lagt på og er kommet tilbage til bordet.

“Forfængeligheden skal kunne formulere sig selv på en måde, så selv den kedelige historie bliver interessant. Der er mange der evner det modsatte, som ikke formår at dramatisere, ikke at skabe det værk der fører pointen ud. Det er derfor jeg går fuldstændig i panik, for når jeg brænder allermest for en sag eller er allermest presset, det kan være live-tv eller en jeg skal diskutere med, så ved jeg egentlig godt at hvis jeg trak vejret og satte tempoet ned, så ville det alt sammen ende godt. Til min fordel. Men jeg går i panik. Og så siger jeg noget fuldstændig vanvittigt abstrakt. Og så synes de jeg er den største idiot der bare er helt løsrevet, næsten hashpsykose-agtig,” siger han.

Hvad gør det værk som fører pointen ud?

“Det er en form som aldrig bare er form, men som afslører indholdet,” svarer han.

Thomas Blachman. Foto: Cecilie Bach

Godt nok har Thomas Blachman tidligt i interviewet forsikret at det man siger, altid vil blive forstået på den ene eller anden led. Alligevel er han bevidst om at han bruger sin offentlige taletid til at tale til at gøre noget og tale noget frem: “Jeg synes det handler om at ramme en eller anden form for nerve i vores kollektive bevidsthed. Det skal ramme en eller anden ting som ligger latent i en kollektiv længsel efter noget andet,” siger han.

 

Et forsvar for patos

Thomas Blachman er forfængelig. Det ved han godt, og det står han gerne ved. Interviewet har ikke været i gang længe før vi er i gang med at granske begrebet forfængelighed, og Thomas advokerer for en genoprejsning af begrebet der kan virke som et værn mod det banale: “Der skal være et mere følsomt sprog at hengive sig til. Det er en måde at forme sig selv. Det stilistiske er forfængeligheden i os der siger ‘nej, jeg gider ikke tale New Public Management-sprog’. Jeg gider ikke at hvert andet ord er et engelsk buzzword, det kan de bruge i dansk erhvervsliv. Og det kommer til at blive deres undergang. Fordi det simpelt hen er så manglende forfængeligt,” siger han.

Det forfængelige er for Thomas Blachman et plusord. Det skærper selvbevidstheden uden at blive irriterende. Det er forfængeligheden der giver mulighed for at udnytte sprogets muligheder. Den giver ilt til samtalen.

“Det er blevet en form for agenda for mig at gå ind for eksempel i fjernsynet og tale mere abstrakt, mere følelsesladet, et sprog man ikke taler alle vegne, fordi der ikke er andre der gør det. Med passion. Og uden bundlinje. Fordi det er frisættende,” forklarer han. Vi beder ham beskrive sproget. “Stil er jo simpelt hen ikke noget man kan komme udenom. Det er jo der man samler trådene i alt hvad man synes har været fascinerende, men det fede er jo at mange mennesker gør det mere eller mindre ubevidst. Hvad får en kvinde til at svæve gennem rummet?” spørger han retorisk.

Det kan vi ikke lige svare på. Men vi fornemmer hvor han vil hen. Han finder en pakke cigaretter frem fra inderlommen og ser ud som en der har mere at sige, med smalle øjne, panderynker og et fast blik ned i gulvet. Så vi lader stilheden få plads før han fortsætter: “Det skel man laver mellem barnet og det unge menneske til det voksne menneske til transformationstiden ind i den tredje alder til det gamle menneske som så endelig kan blive et barn igen, det er dybt forkert. Vi har jo alle bevægelser i os hele tiden, vi skal bare vedligeholde alle sammen. Man bliver jo hele tiden klogere og klogere og klogere. Mere og mere følsom. Det synes jeg er et fuckup at man inddeler på den måde, alle mennesker går og overspiller deres voksenhed, ikk’,” siger han. Vi nikker indforståede til hans ikk’.

Thomas Blachman. Foto: Cecilie Bach

Den gode stil optræder ofte ubevidst; pludselig er den der, for eksempel i form af en 15-årig dreng der åbner munden og skal synge for første gang, og alligevel er det som om han aldrig har gjort andet, eller i form af en grænseløs begejstring for de mange muligheder som sanserne giver. “Det er jo det der er fascinerende ved amatører fordi de åbner munden måske for første gang. Og allerede dér kan du mærke ‘hvad fanden, er der virkelig et talent?’. Klip til mange år efter, de sidder med vin og filharmonikerne og laver et eller andet stykke musik som også er vidunderligt. Men for mig er begge dele lige fascinerende,” forklarer han.

Animeret og ukontrolleret

Thomas Blachman har gennem de seneste 10 år ageret smagsdommer, opdrager og formidler fredag efter fredag, og indsatsen har bragt ham i en situation hvor han får en masse taletid. Men hvordan forvalter han sin taletid?
“Dem der gider gå ind i fredagsunderholdning i 10 år, skal være velkomne til at få en lille talerstol. For det får man måske hvis man håndterer det ordentligt. Vi kan alle sammen sige hvad vi mener, men hvem fanden gider høre efter? Altså. Grunden til at der overhovedet er nogen der gider høre bare en lille smule, er at halvdelen hader mig – hader er et voldsomt ord – men halvdelen er simpelt hen så vilde med mig,” siger han og skodder cigaretten i en tom ølflaske.

Mange elsker ham for hans excentriske stil, andre bliver måske lidt tabt fordi de ikke forstår ham. Det er hverken ubetinget godt eller skidt, for det er en del af den samlede pakke der har bragt Thomas Blachman frem til den retoriske handlekraft han har i dag. Men selv om han repræsenterer sproglig kompromisløshed, ved han også godt at der er plads til forbedring.
“Jo mere animeret jeg bliver, jo mere vælter det ud af munden på mig, jo mere ukontrolleret bliver det. Hvordan kan jeg alt imens trække vejret og bare få sagt tingene helt som man skal sige det? Uden at hidse mig op.” Samtidig er det måske netop denne ukontrollerede kompromisløshed der har været med til at give Thomas Blachman sin taleposition. Når det vælter ud af munden på ham, lytter vi efter. Men når han taler om, at han skal lære at trække vejret, kommer forfængeligheden igen på spil.

“Det skal ikke forstås som selviscenesættelse, men forfængeligheden skal bruges til at man lige løfter hatten og siger ‘jeg har forstået’, jeg har fået en mulighed for at udtrykke mig, så nu er min mulighed at finde ud af hvad vil jeg udtrykke. Og hvordan vil jeg gøre det. Med sproget er det jo lige præcis et spørgsmål om hvordan. I hvilken grad af poesi vil man formidle noget som er så personligt som hvad man har at sige?”, forklarer han.

Retorisk ansvarsbevidsthed

Vi har talt om den personlige stil, tilliden til publikum og den retoriske handlekraft, Thomas Blachmans principper om det poetiske sprog, forfængelighedens betydning og frygten for det banale. Men nu hvor han har bygget sin retoriske platform og har mulighed for indflydelse, er det blevet tid til retorisk selvransagelse.

“Hvor min forfængelighed tidligere har begrænset sig til musikken i sproget eller til det abstrakte eller poesien, til det fjollede, det legende og det fantastiskabende, så bliver jeg også nødt til at inkorporere noget andet, så det ikke står så fjernt fra den måde resten af verden kommunikerer på. Det er jo trods alt i sidste ende et spørgsmål om at kunne overbevise mennesker om noget, så de kan forstå hvad fanden det er man prøver at overbevise dem om,” siger han.

Jamen hov. Det er jo nye toner fra Thomas Blachman. Hvor den kompromisløse og kunstneriske tilgang til sproget har bragt ham frem til en position som indflydelsesrig personlighed, begynder han nu at skele til den diplomatiske. Og man kan mærke at han mener det. “Jeg tror jeg er kommet så langt man kan komme med den måde jeg taler på, og nu kan jeg mærke at jeg skal op på næste plateau. Og det er første gang jeg har det sådan. Jeg skal arbejde med formuleringen på en måde som stikker mindre af. Som er mere koncis. Og bedre beskriver hvad det egentlig er jeg mener når jeg mener noget ret konkret. Det vil sige jeg skal simpelt hen på skolebænken. Ikke for at tale et almindeligt accepteret sprog, men for at tale et sprog der i højere grad respekterer mine pointer. En form for ansvarsbevidsthed,”
forklarer han.

Det lyder som lidt af en opgave. Ansvarsbevidstheden i eget sprog. Men han er ikke så bekymret: “Det kommer til at blive tidskrævende, sikkert. Men jeg bliver nødt til at gøre det, og det er jo fedt, det er enormt inspirerende, altså.”
Nu får vi blikket fra vores fotograf. Det er blevet tid til billeder, og det er okay, for vi har snakket i over en time.

Croissanterne ligger urørte. Dem har der ikke været tid til. Vi er nået langt omkring, og vi siger tak til Thomas Blachman der retter jakken og rejser sig. Da den mugne dør åbnede, blev vi mødt af kunstneriske principper, men nu lukker den med et løfte om retorisk ansvarsbevidsthed.           R

 

 

 

Bibliografisk

Af Nikolaj Falkenberg-Klok og Pernille Kloster, redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 107 (2018), s 1-6

Pernille Kloster

Redaktør på RetorikMagasinet 2016-
Pernille Kloster

Latest posts by Pernille Kloster (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere