Et kig i klimakritikerens værktøjskasse

Klimakritikeren anno 2009 har måttet ændre stil. I dag kan man ikke som tidligere slippe af sted med at erklære at man ikke tror på klimaforandringerne. Forskningsrapporterne og de dystre udsigter står i kø, og kritikerne må sno sig og benytte stadig mere raffinerede argumentatoriske metoder for at klare sig i klimadebatten. Her en introduktion til fire af de mest populære klimakritiske argumentationsstrategier i dagens klimadebat.

Et kig i klimakritikerens værktøjskasse

Esben Norrbom


I dag er der bred enighed om at klimaforandringerne i væsentlig grad er menneskeskabte, og fortidens benægtere er næsten alle blevet overbevist. De menneskeskabte klimaforandringer er således blevet accepteret, men det betyder ikke at alle er lige interesserede i at handle. I stedet kan klimakritikeren benytte et eller flere argumentationskneb til at frame, spinne eller manipulere klimadebatten til sin egen fordel.

Rapporterne og målingerne er nu så overbevisende at det er blevet svært for kritikerne at gå efter bolden, dvs. det faktuelle i forskernes målinger. I stedet bliver der gået efter manden, dvs. etos hos de forskere, politikere, virksomheder og organisationer der ønsker at sætte fokus på klimaforandringerne.

Pia Kjærsgaards kunststykke er at hun får framet handling på klimaforandringer som værende religion så fokus fjernes fra det videnskabelige og det politiske indhold.

Mulighederne for at forplumre klimadebatten er dog fortsat mange, og derfor kan det være givtigt at kunne genkende nogle af de mest anvendte argumenter i klimakritikerens værktøjskasse. Fire ofte anvendte argumentationsformer benyttes i dag effektivt af klimakritikere som af den ene eller den anden årsag ønsker at fokus fjernes eller rettes andetsteds hen end på klimaet. De fire argumentationsformer kan være uredelige, fx i form af postulater, personangreb eller såkaldte stråmænd hvor man på skadende vis tillægger debatmodstanderen meninger, men de er det ikke nødvendigvis altid. De er først og fremmest effektive og derfor gode at kende for den kommunikationsinteresserede når man følger eller deltager i klimadebatten. Lad os tage et kig i klimakritikerens retoriske værktøjskasse.

1. Klimaet er blevet en religion

Klimakritikeren kan med fordel benytte framing som hårdtslående værktøj til at feje benene væk under sin modstander ved eksempelvis at erklære at klimaet er blevet til religion.

Annonce

Kan man anklage andre for at have en religiøs tilgang til den ene eller anden politik, nedvurderer man effektivt modpartens etos. Særligt i medierne er klimaet som religion blevet en yndet ramme at lægge ned over debatten. Så godt som alle i den sekulariserede del af verden ved at handlinger baseret på religiøs baggrund kan være og ofte er helt i skoven. Derfor er det oplagt at anvende kritikken mod personer som stærkt advokerer for at vi skal sætte politisk fokus på klimaforandringer. Nemt og bekvemt korrumperes klimaforskernes dømmekraft.

Kjærsgaard er profan

Eksempelvis anvender Pia Kjærsgaard religionsargumentet i en udtalelse til Ritzau d. 3. august i år. Kjærsgaard opfordrer til at bevare benene på jorden og siger at man bør nedjustere forventningerne til resultatet af klimatopmødet i december.

”Man skal passe på med det her miljøtopmøde at man ikke stiller forventningerne for højt. Det er altså 192 lande som skal blive enige, og der er gået for meget religion i klimaet. Det vil være godt at bevare benene på jorden og ikke på indlandsisen. Klimatopmødet er simpelt hen for oppumpet og opkørt”, siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaards kunststykke er at hun får framet handling på klimaforandringer som noget religiøst så fokus fjernes fra det videnskabelige og det politiske indhold. Det er i stedet et spørgsmål om etos fordi de religiøse klimadisciple har sat dømmekraften over styr. De klimabegejstrede handler irrationelt, mens Kjærsgaard derimod repræsenterer rationaliteten og bevarer benene på jorden.

En selvopfyldende profeti

Styrken ved at frame klimadebatten som religiøs er at debattører som ønsker at debattere klimaet i en faglig eller politisk ramme, nu ikke kan undslippe. For er der sået tvivl om den rationelle dømmekraft, kan efterfølgende argumenter jo også kun være religion hvor saglige de end måtte lyde. Netop dette har Connie Hedegaard advaret mod. På et seminar i Folketinget i maj 2009 arrangeret af foreningen for energi- og miljøjournalister (FEM) mødtes danske klima- og miljøjournalister til paneldebat med klima- og energiminister Connie Hedegaard. Her advarede ministeren netop journalisterne mod at formidle klimaet som en sag man skulle kæmpe for da løsningen på klimaforandringerne i bund og grund handler om politisk handling. Det ville ifølge ministeren blive en selvopfyldende profeti for kritikerne som dermed kunne indramme klimapolitisk handling som ideologisk og religiøst båret. Det vil have den negative effekt at klimaforandringerne ikke bliver et politisk indsatsområde hvor vi løser de udfordringer klimaforandringerne stiller os. Det kan være til skade for debatten da vi gerne skulle diskutere løsningsmuligheder og ikke blot om vi er dedikerede til en sag eller ej.

2. Ingen ved hvad fremtiden bringer

Et andet yndet værktøj fra klimakritikerens værktøjskasse har ofte til formål at holde politisk handling på klimaudfordringen på afstand så længe som overhovedet muligt. Her kan der spilles på en usikkerhedsargumentation med påstanden: ”Ingen ved hvad fremtiden bringer.”
Det er en effektiv måde at punktere debatten på, for hvem kan lægge hovedet på blokken og præcist forudsige hvordan verden ser ud om halvtreds eller hundrede år som følge af klimaforandringerne?

Det er nemlig et særligt vilkår ved klimaforskningen at den i sine effektberegninger må basere sig på fremskrivninger. Disse ses blandt andet i IPCC’s fremskrivningsrapporter og er tillagt tydelige sandsynlighedsvurderinger, sådan at ingen læser er i tvivl om at der er tale om fremskrivninger. Forskerne ved i dag at klimaændringerne finder sted, og at de er menneskeskabte, men de kender ikke alle de konsekvenser og sideeffekter som forandringerne vil få. Og selv om der allerede i dag ses tydelige konsekvenser af klimaforandringerne, fx at vandstandene i havene stiger og gletsjere trækker sig tilbage, er det effektivt at bruge usikkerheden som kommunikationstaktisk værktøj når klimadebatten skal lukkes ned. At anvende usikkerhed som kritisk argument påpeges af den amerikanske professor i miljøkommunikation, Robert Cox. Han mener at usikkerhedsargumentationens funktion er at så tvivl i befolkningens opfattelse af videnskabelige fremskrivninger og dermed forsinke opfordring til handling.

Usikkerhed kan vinde tid

Robert Cox mener desuden at usikkerhedsargumentet virker stærkt. Blandt andet kan politikere uden for det videnskabelige miljø bruge usikkerhedsargumentet til at holde ubekvemme beslutninger på afstand på trods af at usikkerheden ifølge mange klimaforskere er minimal.

Men findes denne opfattelse ikke i befolkningen, kan usikkerheden dyrkes. Sådan undgår kritikeren at sætte sin egen etos væsentligt på spil. Der diskuteres ikke længere forskningsmæssigt indhold, men henvises til at vi ikke ved nok til at handle. Til sammenligning kan man argumentere at usikkerhed er en faktor der spiller ind i størstedelen af de politiske valg der træffes. Og er tegnene stærke nok, er det tid til handling. Hvad enten det er at afhjælpe en truende finanskrise, stigende arbejdsløshed eller vækst i livsstilssygdomme.

En række medier og ikke mindst klimabloggere verden over elsker at forfølge konspirationstanken hvor flertallet af klimaforskere er politisk styrede eller søger berømmelse og ussel mammon på bekostning af sandheden.

Efterhånden som effekterne af klimaforandringerne ses tydeligere og tydeligere vil argumentet sandsynligvis miste sin styrke. Derfor er usikkerhedsargumentet ikke langtidsholdbart, men så længe man kan holde handling på afstand, kan klimakritikeren vinde tid.

3. Klimaforskerne har skjulte motiver

En tredje måde at korrumpere klimadebatten på er ved at tillægge klimaforskerne uhæderlige motiver for deres forskningsresultater. Fx kan man anklage forskerne for at være politisk styrede eller at forske i emnet blot for at få fingrene i flere forskningskroner. Kritikken er ofte præget af beskyldninger af konspiratorisk karakter hvilket bestemt er med til at bringe drama ind i klimadebatten. En række medier og ikke mindst klimabloggere verden over elsker at forfølge konspirationstanken hvor flertallet af klimaforskere er politisk styrede eller søger berømmelse og ussel mammon på bekostning af sandheden.

I modsætning til den korrupte, uhæderlige herskende masse af klimaforskere står den undertrykte gruppe af kritiske forskere der kæmper mod systemet, men som i virkeligheden aldrig har en chance. Dramaturgien er Hollywood værdig og båret af retoriske stråmænd i verdensklasse. Argumentet hvor man korrumperer forskernes motiver, kan virke særdeles stærkt, og har man en velsmurt kommunikationsmaskine over for en samling glaciologer uden retorisk tæft, er muligheden for succes stor.

Junk Science


At få forskerne til at se utroværdige ud har været et ofte anvendt værktøj til at dræbe klimadebatten. Op gennem halvfemserne og i de første år med George W. Bush som præsident har klimaforskerne i USA lagt ryg til voldsomme anklager. Blandt andet orkestreret af olieselskabet Exxon Mobil tilsmudsede man klimaforskere, fx ved konsekvent at angribe deres forskning som værende junk science, dvs. en ubrugelig og forfejlet videnskab. I dag er det ikke så nemt at slippe af sted med at affeje klimaforskningen som junk science, så i stedet for at gå efter forskningen går man nu efter forskeren.

Fx kunne man i 2003 i en leder i Jyllands-Posten læse denne indirekte anklage mod klimaforskerne som ifølge avisen løber med forskningskronerne for næsen af Bjørn Lomborg og solpletforskeren Henrik Svensmark: ”Hvis forklaringen herpå også måtte hænge sammen med at der hersker en udbredt brødnid i mange forskermiljøer der slås om de samme bevillinger, nærmer vi os en meget bedrøvelig konklusion: at det er penge det handler om, og ikke forsøget på at nå frem til en størst mulig grad af videnskabelighed.”

Selv om der ikke er nogen direkte anklage, fornemmer man konspirationen og aftaler under bordet hos den etablerede klimaforskning.

Effektivt, og på grænsen til det uredelige da man her anvender en stråmand hvor man indirekte mistænker forskerne for at have uhæderlige motiver uden at føre belæg for det.

4. Der er så meget andet godt vi kunne gøre

Et sidste effektivt våben i klimakritikerens værktøjskasse handler kort og godt om at spinne debatten så vi kommer til at tale om andre politiske emner. Her er det populært at benytte Bjørn Lomborgs cost-benefitanalyser som belæg i den politiske argumentation. Og hvem kan sige nej til at bekæmpe malaria, børnedødelighed eller AIDS for hvad det koster at bremse klimaforandringerne? Denne form for argumentation er den mest legitime af de fire klimakritiske argumentationsværktøjer. For det er i høj grad en politisk værdivægtning at prioritere malariabekæmpelse i Afrika over bevaring af Maldiverne som et ørige.

Spin kan dræbe debatten


Nytteargumentet kan dog være problematisk i den sammenhæng hvor man ønsker at debattere de politiske udfordringer ved klimaforandringerne Ingen debat har godt af at blive udsat for spin blot for at undgå at en af debatparterne forholder sig til ubekvemme politiske emner.

Eksempelvis har det gennem det seneste år ofte lydt at bekæmpelse af klimaforandringerne må vige for bekæmpelsen af finanskrisen. Dette opstiller netop de to indsatsområder som værende enten-eller hvilket de ikke nødvendigvis behøver at være. Fx kan en massiv investering i klimateknologi skabe nye markeder og være med til at sætte gang i økonomien.

Lykkes klimakritikeren derimod med at spinne klimadebatten over på andre emner, står han eller hun med stærke kort på hånden til at kunne lukke debatten, og før vi ved af det, diskuterer parterne et andet emne. Effektivt, men ikke altid redeligt.

De fire argumentationsstrategier kan være særdeles effektive, og der skal lyde en opfordring til at holde øjne og ører åbne når de dukker op i klimadebatten. Hvert af de fire værktøjer kan have sine redelige sider, men er de båret af postulater eller uredelige personangreb, må alarmklokkerne ringe. God klimadebat. ◗

Forfatter:
Esben Norrbom Cand.mag i retorik og kommunikationsmedarbejder i Operate A/S med arbejdsområde inden for klima, miljø og bæredygtighed.

RetorikMagasinet 74/2009, side 14-17.

Author profile

Lämna ett svar