Sangskriverne pibler frem fra alle kanter. De har fået deres egen uddannelse, de har deres egen festival, og enhver hip café har sin egen sangskriveraften. Sangskrivning er en genre i opblomstring, og her kommer tre retoriske råd til at skrive sange med noget på hjertet.
Få et retorisk greb om sangskrivningen
Anders Greis
Det er nemt nok at skrive en sang. Den består af puls, akkorder, melodi, tekst og form. Så enkelt er det: Sæt nogle akkorder sammen som har en puls, syng en melodi på akkorderne, skriv en tekst til melodien, og form et forløb. Så har du en sang. Der er bare ingen garanti for at den er god. Og det er slet ikke sikkert at det faktisk er så nemt endda. Det er her retorikken kan hjælpe.
Håndværkere og romantikere
Sangskrivere kan forstås ud fra to yderpunkter: som håndværkere der mener at sangskrivning kun er et spørgsmål om at blande virkemidlerne korrekt, og som romantikere der ikke tror på håndværk, men udelukkende sværger til inspiration fra oven. De fleste sangskrivere er placeret et sted midt imellem yderpunkterne. Sangskrivning er nemlig en blanding af håndværk og inspiration.
Sange er ikke bare håndværk for håndværkets skyld, men kan skabe menneskeligt fællesskab om værdier, de kan argumentere for hvordan vi bør handle fremover, og de kan fælde dom over personer eller handlinger. Derfor er de retoriske.
At betragte sange retorisk betyder at vi forstår sange som noget der forløser en intention hos sangskriveren.
Det betyder ikke at man starter sin sangskrivning med spørgsmålet: ”Hvad vil jeg sige?” Men det betyder at man løbende spørger sig selv: ”Hvad skal den her sang gøre, og gør den det godt nok?” En sang er altså en blanding af håndværk og skabervilje, og den gode sangskriver er handlekraftig og udretter noget med sine sange.
Gode sange overbeviser lytteren
Retorik handler ofte om at overbevise andre om ret konkrete ting. Stem på det her, køb det her, bedøm det her sådan. Retorisk sangskrivning handler også om at overbevise, men er mindre konkret. De fleste sange overbeviser om et verdensbillede eller fungerer som medrivende historier der forener lyttere og kunstnere i en fælles oplevelse.
I den forstand er de et stykke argumentation der skal være overbevisende.
Retorikken kan derfor bruges i sangskrivningen på to måder. For det første som en forklaringsmodel der kan kaste lys over hvordan sange virker overbevisende. Det nærmer sig poetik, og retorikken er ikke alene om at kunne sige noget om det. For det andet kan retorikken bruges som en instrumentel tilgang til det at skrive sange der har noget på hjertet.
#1: Brug de kreatives indkøbsliste
Topik er en retorisk tænkemåde der giver os en righoldighed af idéer at vælge imellem. Konkret tilbyder topikken lister som vi kan hente temaer, argumenter og idéer fra – og som vi kan bruge til at få kød på idéerne. Vi kender det fra journalistikken hvor man spørger: Hvem? Hvad? Hvor? Hvornår? osv. for at komme hele vejen rundt.
På samme måde kan sangskrivere bruge lister til at komme hele vejen rundt om en idé. Skriver vi fx om København, kan vi beskrive byen sådan som vores sanser oplever den – husk den sjette sans. Sansetopikken er god når man skriver om noget relativt konkret.
Men nogle gange skriver vi om mere abstrakte begreber som fx lykke.
I den slags tilfælde kan denne liste være nyttig:
Steder:
Hvor i verden er der lykke? Hvor i kroppen, i historien, i pladesamlingen? Er den her nu, eller er den ikke?
Tider:
Hvor lang tid varer lykken? Er lykken en del af tidsånden? Hvis glæde findes i korte glimt, hvad er lykke så?
Måder:
Hvordan opfører lykken sig? Hvordan opstår den, hvordan mister vi den? Hvordan ser den ud, hvordan smager den? Sansetopikken kan også bruges her.
Personer:
Hvem er lykkelig? Hvis lykken var et menneske, hvordan ville det så gå, feste, elske?
Grunde:
Hvorfor er man lykkelig? Hvad kan man egentlig bruge lykken til?
Selve idéen:
Hvorfor synge om lykken? For at huske eller glemme? Findes lykken overhovedet?
Vi kan også afsøge akkorder, puls og melodi med denne topik. Hvis vi fx under ’Steder’ har svaret at lykken findes i barndommen, kan vi undersøge hvordan akkorderne blev sat sammen dengang, hvilke rytmer vi dansede til, og hvordan melodierne var. Hvis vi under ’Personer’ har sagt at lykken går som en ivrig person, hvordan realiserer vi det så rytmisk og melodisk?
Man kan også lave sine egne lister ved at låne ord fra ét område og overføre dem til et andet. Beskriv fx kærligheden med ord fra bankverdenen.
Start med en liste af begreber fra bankverdenen: indskud, kredit, pension, risikovillig kapital osv. Når du har en liste med dem, så forsøg at oparbejde billeder af kærligheden ud fra de ord.
#2: Argumentér med dine sange
Retorikkens pointer om argumentation kan i større eller mindre grad oversættes til idealer for en sangskriver.
For det første kan vi forstå sange som argumenter over for et publikum om noget. Sangen er et argument som rummer en form for påstand og nogle belæg for den.
Fx er David Bowies påstand i sangen ”Heroes” at vi kan være helte. Det er omkvædet, og hans vers handler om hvad der giver os heltestatus. At vi har en fælles fjende, at vi er elskende osv.
På den måde kan vi forstå sangens dele som en helhed der argumenterer. Og det kan hjælpe os til at finde ud af hvad der skal være i vores egne vers. Hvis omkvædet siger ”jeg elsker dig”, hvad skal versene så handle om for at sangens argumentation hænger sammen?
For det andet kan retorisk argumentation bruges til at forstå den kreative proces som en slags argumentation med os selv om hvilke dele der skal med i sangen. Det kreative arbejde har nemlig to grundlæggende operationer: Vi oparbejder en mængde af idéer, og vi vælger imellem dem.
Sange kan kendes på deres tæthed; de er små sammenkogte bouillonterninger af sanseindtryk. For at skabe den tæthed må vi lade massen af idéer koge sammen. Og for at gøre det må vi først have en righoldighed af idéer. Når vi har dem, skal vi vælge hvilke af dem der tjener sangens udtryk. Resten sies fra.
Men hvilket udtryk? For at kunne vælge imellem vores idéer må vi have et billede af hvilken sang vi er ved at skrive. Er det en sang om København? Om sex? Om vores generation? Og hvilke aspekter af København, sex eller vores generation?
Normalt ville retorikken starte med at definere hvad sangen skal handle om, men sådan er det ikke altid i sangskrivningen.
Ofte starter sangskriveren med nogle brudstykker. Fx to akkorder, en god linje eller en melodi. Og opgaven er så at afsøge brudstykkernes muligheder.
En måde at gøre det på er at notere alle de associationer vi får. Hvilken stemning har melodien, og hvordan ændrer dens udtryk sig hvis vi sætter forskellige akkorder, puls eller ord på den?
Undervejs vil vi kunne mærke nogle steder hvor vi bliver ekstra nysgerrige. Det er dem vi skal forfølge og lave sange ud af.
Når man beslutter sig for at gå videre med en idé – fx om København – betyder det ikke at sangens skæbne er afgjort. For den næste linje vi skriver, tilføjer en ny nuance til sangen som ændrer den. Og sådan bliver det ved. Både brudstykkerne og idéen om sangens helhed justerer sig i forhold til hinanden indtil vi har en færdig sang som er lige præcis de her brudstykker der danner lige præcis den her sang.
Og det er det vi argumenterer med os selv om i det kreative arbejde – hvad argumenterer sangen for, og hvilke musikalske og lyriske belæg tjener den bedst?
#3: Tal til sanserne
Som de fleste kunstarter er det sangskrivningens opgave at give sine lyttere oplevelser frem for forklaringer. Man trættes nemt af en sangskriver der vil belære sit publikum. En god sang taler til hele sanseapparatet, for det er det vi oplever med. Derfor er retorikkens principper om fremførsel og mundtlighed relevante.
Vi kan fx snakke om hvordan sprogets klange påvirker sangens udtryk. Ingemanns ”Tit er jeg glad” er et godt eksempel på en sangtekst der arbejder med tempo og klang. Teksten har en overvægt af bløde konsonanter, og hvis vi smager på de vokaler linjerne starter med, får vi: I-I-I-A, I-I-I-I, I-II-I, I-År-I-O, O-Du-O-Jeg. Det er et helt lidelsesforløb udtrykt i vokaler! Det giver os et levende indtryk af en særlig type person i en særlig sindsstemning.
Vi kan også snakke om tekstens pulskarakter. Når Søren Kragh-Jacobsen synger om Mona i ”Kender du det?”, er pulsen løs og fremdrevet, og teksten er omfangsrig og flyder næsten over kanterne. Præcis som en livsberuset teenager. Det er god sangskrivning fordi det taler til os via hele vores sanseapparat. R
.
Bibliografisk
Af Anders Greis. Sangskriver, cand.mag. i retorik og underviser i sangskrivning på Den Rytmiske Højskole.
RetorikMagasinet 90 (2013), s 8-10
