Fællesskabet både skaber og udsletter os

Retorikken kan hjælpe os til at forstå hvordan mennesket håndterer sin væren i verden. Men vi skal være på vagt. For den sproglige kraft ikke bare skaber det enkelte individ. Den udsletter det i en og samme bevægelse.

Fællesskabet både skaber og udsletter os

Jonathan Ovesen

Jeg står op om morgenen. Altid om morgenen, aldrig om natten. Jeg børster mine tænder og tager tøj på, ikke for pænt, men nydeligt. Det er vel en balancegang. Jeg tager på arbejde. Jeg har taget en uddannelse inden jeg fik arbejde. Jeg får fri. Jeg laver aftens-
mad. Jeg læser eller ser fjernsyn. Jeg kysser den ene kæreste jeg har – jeg har kun en. Jeg går i seng i passende tid. Jeg kravler ned under dynen for at sove – ikke oven på den. Jeg er.
Hvad mener jeg med dette sidste jeg er? Hvad betyder det? Og hvorfor gør jeg egentlig alle de ting? Er det mig der vælger dem? Der er noget pudsigt ved at mine handlinger gennem livet ligner alle de andres. Det er jo bare noget man gør, kunne man måske tænke. Men hvis det ikke er mig der helt uafhængigt af de andre vælger mine handlinger, hvem gør så? Og hvordan kommer en sådan bekvemmelig anordning i stand? Der kunne helt afgjort gives mange svar. Retorikken tilbyder et interessant, men højst problematisk et. Det vender jeg tilbage til senere i artiklen.

Døden, friheden, isolationen og meningsløsheden

Alle mennesker, helt uden undtagelse, har en række vilkår tilfælles som ingen kan løbe fra. Vi gør alt for at undgå dem. Men de er der, nedenunder det hele, og lader sig ikke uden videre drive væk. Alle skal vi dø. Alle er vi frie til at vælge – vi kunne gøre alting helt anderledes end vi gør. Alle er vi eksistentielt isolerede fra hinanden – ingen kan have en andens bevidsthed, den er vi ene og alene om. Og vores liv er meningsløst – meningen med tilværelsen bliver os ikke givet udefra, vi må selv skabe den.
Det er grundlæggende livserkendelser som vi hele tiden forsøger at undslippe med mangeartede strategier fordi det kan være uudholdeligt at skulle bære på indsigten. Vi bilder os ind at nogen kommer og frelser os i sidste ende – for nogen Gud eller hans søn, for andre kærlighedspartnere. Vi bilder os ind at sygdom, ulykke og pludselig død gælder alle andre end os selv. Eller vi forsøger at få andre til at tage valg for os, så vi ikke selv skal stå til ansvar for vores beslutninger – vi spørger: Hvad mener du jeg skal gøre? Vi indgår i symbiotiske kærlighedsforhold der snyder os til at tro at vi deler hinandens bevidstheder og ikke er alene i os selv. Og vi bilder os ind at der findes en større kosmisk mening med livet som er os givet udefra.

Åh, hvilken lettelse. Hvilken forsødelse af tilværelsen når denne frygtelige vægt tages af skuldrene. Og hvad er i øvrigt også problemet med denne højst menneskelige skærmen sig mod grundløsheden og ubehaget ved at have det fulde ansvar for ens eget liv?

Er jeg mig, eller er jeg de andre?*

Hvis jeg lever mit liv uden en grundlæggende erkendelse af de eksistentielle vilkår der desværre ikke står til diskussion – medmindre man er buddhist eller religiøs i anden forstand – så vil man utvivlsomt leve et uautentisk liv. Det vil altså sige et liv der ikke er i samklang med tilværelsens realitet. Man kan også sige at man lever et liv væk fra det som er egentligt. Læg mærke til det danske ord ‘egentligt’ – egen, det vil sige det som ubetinget hører til en selv.
Men hvad er dette egentlige? Filosoffen Heidegger, der betragtes som grundfaderen til eksistentialismen, forstår den menneskelige væren som splittet mellem egentlighed og uegentlighed – mellem Dasein og Das Man. Og netop Heidegger kan hjælpe os videre med det føromtalte problematiske svar som retorikken giver på hvorfor vi hele tiden handler som alle de andre.
Heidegger mener mennesket har to forskellige overlappende former for væren der udgør det vi mener når vi siger “jeg er”. Heidegger kalder den første værensform for Dasein – det er den væren han kalder egentlig. Her forstår vi vores væren og os selv som selvstændige individer der er uafhængige af alle andre end os selv. Jeg er mig og ikke dig. Jeg er unik, selvkørende og adskilt fra andre. Jeg lever mit liv, tager stilling til livet og mig selv på en autentisk måde. Og jeg forholder mig selvstændigt til verden. Her lever vi ud fra vores egne selvstændige valg.

Fanget i Das Man

Der er bare det problem at verden og livet ikke møder os ren og ufortolket. Vi dumper derimod ned i en verden der allerede er fortolket af alle dem der kom før os – af de andre. Heidegger skriver at vi bliver kastet ind i denne altid allerede fortolkede verden. En verden der allerede er sat i system og struktureret efter vaner og rutiner. Jeg står op om morgenen og børster tænder, tager en uddannelse, går på arbejde, køber økologisk ind, laver aftensmad, går i seng og så videre, fordi det gør de andre også, det gør man. Hvis jeg pludselig en dag lagde mig til at sove i sengen med min overfrakke på, ville min kæreste nok tænke noget i stil med, at det gør man da ikke? For samtidig med værensformen Dasein forstår vi den menneskelige væren gennem værensformen Das Man – det man gør, det man tænker og siger, det man mener.

Det er denne fælleshed, dette kollektive subjekt der langt det meste af tiden forvalter vores liv. Her forstår jeg ikke mig selv som et afgrænset, selvstændigt subjekt, men som et fælles vi hvor jeg ikke har ansvaret for noget. I stedet er det alle og dermed ingen som har ansvaret for vores handlinger. Åh, jeg mærker lige lettelsen igen. Hvilken lettelse! Men den forsvinder hurtigt igen. For så længe jeg er fanget i Das Man, kan jeg ikke udfolde og realisere det menneskelige, selvstændige, unikke og personlige potentiale der ligger og slumrer inden i mig. På den måde kan jeg ikke blive til mig selv. Jeg kan måske leve med at børste mine tænder uden at tage videre stilling. Men hvad med alle de valg der virkelig betyder noget: Hvordan jeg vælger at leve mit liv, hvilke værdier jeg tilegner mig og de holdninger jeg har til samfundet og livet generelt? Stemmer jeg på det parti mine forældre eller venner stemmer på, eller på det jeg mener er det bedste? Ville jeg folde mig bedre ud som autodidakt end at tage en uddannelse sådan som det forventes af mig? Vælger jeg den kæreste mine nære synes passer godt til mig, eller det menneske jeg selv finder rigtig? Tror jeg på Gud fordi jeg er opvokset i et religiøst hjem, eller fordi troen på Gud kommer helt indefra?

Var der nogen som sagde doxa?

Som lovet vil jeg nu lade retorikken give svar på spørgsmålet om hvordan mennesket forvalter sin egen væren. Og jeg tror jeg vil starte med konklusionen: Den retoriske udveksling mellem mennesker er både løsningen og problemets kerne på en og samme tid. Retorikken både skaber og udsletter det enkelte individ. Det er lidt af et paradoks – eller paradoxa kunne man sige, hvis man havde dårlig humor. Den lader vi ligge.

Mens filosofien henter sine argumenter i logiske slutninger, mener retorikken at man må hente dem i doxa – det alment accepterede i samfundet. Aristoteles, retorikkens grundfader, skriver: “man bliver derfor nødt til at opbygge sine beviser og sin argumentation i det hele taget af alment acceptable forestillinger”. Det vil altså sige i det man tænker og mener. Umiddelbart skulle man tro at Heidegger ville hive sig i håret af frustration over noget så dumt og individudslettende. Men det gør han ikke. I stedet fandt han et fundament for sin værenstænkning i lige præcis Aristoteles’ Retorik. Her ser Heidegger at det er de retoriske evner (dynamis), som Aristoteles skriver om, der udgør vores evne til at se og forvalte vores individuelle væren i samspil med andre.

Fællesskabets altid allerede fortolkede verden udgør en række af muligheder hvorigennem vi skal blive os selv. I samspillet med de andre udveksler vi meninger, perspektiver, rigtigt og forkert, værdier og så videre. Alle disse udgør en række muligheder hvorfra vi kan skabe os selv. Mulighederne udgøres af alle de andres livsvalg, de andres argumenter for og imod og de andres syn på tilværelsen. Man kunne forestille sig at blive placeret under et frugttræ hvor man blot skal række armene op og tage for sig.

Problemet er bare at idet vi indgår i denne retoriske udveksling med de andre, bliver vi absorberet ind i det kollektive – det enkelte jeg går i opløsning og bliver et vi. I stedet for at handle på en selvstændig og uafhængig måde gør vi det alle de andre også gør. Vi optager de andres holdninger og overtager deres værdier; vi mener noget fordi de andre også gør det. På den måde bliver vi ikke til os selv, men til de andre og dermed til ingen – vi udslettes.

Står retorikken i lort til halsen?

Men i stedet for at forkaste retorikken, sådan som Platon gjorde det, accepterer Heidegger denne dobbelthed. For menneskets væren tager både form af Dasein og Das Man. Menneskets væren er en væren med de andre, og det er netop gennem de andre at tilværelsens muligheder åbner sig for vores øjne. Retorikken er jo netop defineret af Aristoteles som en fremdragelse af de mulige overbevisende momenter i enhver givet sag. Retorikken er et sted eller et særligt rum hvor mennesket udfolder og forvalter sin væren i samspil med de andre.
Vores vigtigste opgave hver især er derfor at bevare vores selvstændighed og vores egenart, så vi kan udfolde os og blive til unikke individer der ikke bare handler ud fra fællesskabets diktatur. Fællesskabet udgør blot en række af muligheder – det fritager os ikke fra at tage det fulde ansvar for vores eget liv og vores handlinger. Det er vi ene og alene om. Vi kan godt forsøge at fralægge os ansvaret, sådan som mennesket har gjort lige fra begyndelsen. Men i sidste ende er det dig der står under træet og spiser af æblet – ja, Eva lokkede Adam, og slangen lokkede Eva, men i sidste ende var det Adam selv der spiste af æblet. Og det fik han lov til at tage ansvar for.
Jeg tror jeg springer tandbørstningen over i aften. Det bliver min kæreste sikkert rigtig glad for.      R

Læs mere

Jonathan Ovesen: Hitler som retorisk tænker. En retorisk undersøgelse af ‘Mein Kampf’. Speciale indleveret ved Københavns Universitet. 2018.

Bibliografisk

Af Jonathan Ovesen, cand.mag. i retorik.

RetorikMagasinet 108 (2018), s 10-12