Danske medier er vilde med faktatjek. De skal kontrollere politikernes udsagn, men har samtidig en række kedelige konsekvenser for den offentlige debat. Store samfundsmæssige emner reduceres til et spørgsmål om sandt eller falsk, og politikerne tør ikke udtale sig af frygt for at blive stemplet som løgnere.
Faktatjek forsimpler debatten
Mette Stoltenberg Hansen.
FaktaMeter, Løgnedetektor og Faktapatruljen. Det seneste års tid er de såkaldte faktatjek blevet den nye store trend i danske medier. Formålet er at rydde op i de mange ”tal, påstande og halve sandheder fra politikerne” som det hedder hos Berlingskes Faktatjek. På den måde ønsker man at højne kvaliteten af debatten og skabe et klarere grundlag for læsernes valg.
Umiddelbart et ædelt ærinde. En nærmere analyse af de mange faktatjek viser dog at de har svært ved at leve op til kravet om en mere sandfærdig og kvalificeret offentlig samtale.
For det første fordi debatten forsimples når store samfundsmæssige emner gøres til et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Og for det andet fordi danske politikere er så bange for at blive fældet af mediernes faktatjek at de nægter at udtale sig i komplicerede sager.
Ill: Sandra Myrtue
Skærer igennem i faktakrigen
De mange faktatjek blev især populære under sidste års valgkamp. I den forbindelse blev den politiske debat beskrevet som kompliceret og præget af tal, statistikker og fakta som den almindelige borger ikke har mulighed for at gennemskue. ”Vi skærer igennem i faktakrigen”, hedder det således hos Jyllands-Posten der ”tager fat i kildernes aktuelle udsagn eller påstande og undersøger dem til bunds – indtil vi kan slå fast, om de er sande eller falske”.
Det skete for eksempel da SF’s Özlem Cekic udtalte at McDonald’s ikke betaler skat i Danmark. Eller da ligestillingsminister Manu Sareen hævdede at Uganda har dødsstraf for homoseksuelle. Her rullede medierne deres artilleri af faktametre på banen og konkluderede at McDonald’s faktisk betaler millioner af kroner i skat til den danske statskasse hvert år. Og at der endnu ikke er indført dødsstraf for homoseksualitet i Uganda, men at det stadig behandles som lovforslag. Begge udtalelser fik derfor stemplet ’falsk’ på sandhedsbarometret.
Eksemplerne viser hvad det er faktatjekkene kan. De undersøger politikernes udsagn og går deres brug af fakta efter i sømmene. På den måde påtales en række forkerte påstande eller ubegrundede anklager der ellers ville være kanaliseret direkte ud til læserne og vælgerne.
Mudrede mellemkategorier
Det er dog langt fra altid at medierne og deres faktatjek har så let spil når de skal undersøge politikernes udsagn og stemple dem som enten sande eller falske.
Udsætter man de mange faktametre for et nærmere servicetjek, viser det sig at en stor del af dem ender i de noget mere mudrede mellemkategorier som ’overvejende sandt’, ’overvejende usandt’ eller ligefrem ’både sandt og falsk’.
Det sker bl.a. i Berlingskes Faktatjek ”Så meget vokser uligheden måske heller ikke”. I artiklen undersøges et udsagn fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen om at den økonomiske ulighed er vokset markant under det borgerlige flertal. Påstanden ender med den lettere skeløjede dom: ’Passer delvist’.
Men hvorfor nu det? Vi har jo lige set at faktatjekkene er skabt til at skære igennem påstande og skelne fup fra fakta.
En mulig forklaring finder vi hos den politiske filosof John Rawls. Han rejser spørgsmålet om hvorfor vi – ud over i naturvidenskaben – ikke ser ud til at kunne nå til enighed, uanset hvor rationelt og logisk vi argumenterer med hinanden. Svaret er, peger Rawls på, at vi i generelle samfundsanliggender – som fx politik – har at gøre med spørgsmål der ofte ikke kan afgøres videnskabeligt og empirisk, men som i høj grad afhænger af værdier, holdninger og prioriteringer.
I den forbindelse opstiller han en række forhold som altså ligger til grund for vores uenighed:
- Komplekse beviser
- Argumenters vægt
- Personlige motiver
Komplekse beviser og politiske motiver
Bringer vi disse kategoriseringer i spil i forhold til vores faktatjek, så bliver det pludselig klart hvorfor nålen på sandhedsbarometret ofte har svært ved at pege på enten ’sandt’ eller ’falsk’ som det ellers er meningen.
Ser vi på det første forhold hos Rawls – komplekse beviser – så handler det om at samfundsmæssige spørgsmål ofte bygger på så komplicerede og modstridende beviser at vi har svært ved at forstå og fortolke dem. I artiklen ”Så meget vokser uligheden måske heller ikke” viser det sig ved at økonomisk ulighed er en meget kompleks ting at måle på da forskellige variabler som fx arbejdsløshed og skattetryk må inddrages i ligningen. Flere økonomiske eksperter spørges til råds, men da de ikke kan blive enige om hvordan uligheden bedst bedømmes, når artiklen aldrig frem til et klart svar.
Den anden kategorisering – argumenters vægt – viser sig ved at stigningen i uligheden er bestemt til omkring to procentpoint. Diskussionen går nu på hvordan denne stigning skal vægtes. Johanne Schmidt-Nielsen finder den ”markant”, mens økonomisk ekspert Christian Bjørnskov betegner den som ”meget, meget lille”. Det kommer altså helt an på øjnene der ser.
Endelig kommer det tredje forhold – personlige motiver – til udtryk ved at der efterfølgende er sat spørgsmålstegn ved netop Christian Bjørnskovs redelighed. Læsere har gjort opmærksom på at Bjørnskov ved siden af sit lektorat på Aarhus Universitet er medlem og tidligere bestyrelsesmedlem i den liberale tænketank Cepos. Dermed kan Bjørnskov have haft et væsentligt politisk motiv for at udtale at uligheden i Danmark er meget lille.
Gennemgangen viser altså at der ofte vil være store besværligheder forbundet med at bedømme politikernes udsagn som enten sande eller falske. Ofte er det uladsiggørligt at komme frem til et klart og entydigt svar fordi der altså er tale om komplekse beviser, politiske motiver og forskellige måder at vægte argumenter på.
Semantisk flueknepperi?
Når medierne trods de nævnte vanskeligheder alligevel insisterer på at køre politikernes udsagn gennem deres fakta-vridemaskine, så er der en række konsekvenser vi som læsere må være opmærksomme på. For det første er der faren for at den offentlige debat forsimples når store samfundsmæssige spørgsmål reduceres til et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Som Rawls påpeger – og som gennemgangen af Berlingskes Faktatjek understreger – så er mange politiske spørgsmål i dag for komplekse og sammensatte til at der kan gives et entydigt svar.
Redaktør på Ugebladet A4, Jan Birkemose, udtaler en lignende kritik idet han beskriver faktatjek som en ”overfladisk og i værste fald skadelig begivenhed, når nogle generalister, det vil sige journalister, får magten til at udlægge sager, som selv videnskaben er uenige om”.
Ikke overraskende får faktatjekkene også hårde ord med på vejen fra politisk hold. Som fx da SF’s pressechef Claus Perregaard under valgkampen i 2011 kaldte et faktatjek af Villy Søvndal for ”noget semantisk flueknepperi”.
En anden konsekvens af mediernes faktaflip er at politikerne simpelt hen er bange for at udtale sig i komplicerede sager af frygt for at blive stemplet som løgnere. Eksempelvis udtaler socialdemokraternes Rasmus Prehn i et interview med Journalisten at mange politikere nu tager deres forbehold når de taler med journalister: ”Vi er begyndt ikke bare at gå med livrem og seler, men også med støttestrømper.” Dette resulterer blandt andet i at problematiske sager oftere får et ”ingen kommentarer” med på vejen. Denne tendens kan ende i et betydeligt demokratisk dilemma, for hvis politikerne nægter at udtale sig, bliver det sværere for os som vælgere at få indblik i deres tankegang og dermed tage stilling til om de fortjener vores stemmer eller ej.
Endelig argumenterer kritiske røster for at hvis der er noget der er faktatjek, så er der også noget der er ikke-faktatjek. Faktametrene kan på den måde ses som et tegn på at størstedelen af det journalistiske stof i den travle hverdag ikke bliver udsat for denne grundige gennemgang. Og at alt for mange politiske udmeldinger dermed slipper ukritisk ind i avisernes spalter.
Skaber bevidsthed om den gode debat
De mange faktatjek er dog ikke nødvendigvis helt ubrugelige. Når bare vi som læsere tager dem med et gedigent gran salt, så er der også meget godt at sige om dem.
Det er for eksempel overordentligt positivt at visheden om de mange faktametre får politikerne til at tænke sig om og researche deres påstande en ekstra gang inden de udtaler sig. Derudover er faktatjekkene med til at skabe en kritisk bevidsthed om den politiske debat hos både borgere, medier og politikere. På den måde kan vi bruge faktametrene som et springbræt til at diskutere hvordan vi opnår den gode offentlige debat, og hvad den skal indeholde.
Så mediernes ’faktitis’ kan være nyttig når blot vi husker på at faktapatruljer og løgnedetektorer ikke i sig selv skaber den gode debat. Og at de mange faktatjek på nogle punkter er knapt så tjekkede som de giver sig ud for at være. R
Læs mere:
Albrecht, Jakob: ”Politikere frygter faktatjek”, journalisten.dk/politikere-frygter-faktatjek og ”Valgsejr til morgenaviserne og faktatjek”, journalisten.dk/valgsejr-til-morgenaviserne-og-faktatjek.
Kock, Christian: De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat, Gyldendal, København, 2011.
Rawls, John: Political Liberalism, Columbia University Press, New York, 1993.
Bibliografisk
Af Mette Stoltenberg Hansen. Retorikstuderende ved Aarhus Universitet og fagredaktør hos Student Media..
RetorikMagasinet 86 (2012), s 13-15
