Folkemødet: Politikerne glemte Bornholm og talte til tv’et

Partilederne på Folkemødet fik en ellers sjælden mulighed for at tale direkte til et bredt publikum med en politisk interesse i toppen af skalaen. Desværre var de fleste af talerne kedelig skabelonretorik og mere henvendt til tv-kameraerne end til tilhørerne. Jeg følte at jeg havde hørt det hele før, og måtte målrettet bekæmpe trangen til at tage ud og lede efter en gratis fadøl.

Folkemødet: Politikerne glemte Bornholm og talte til tv’et

Christian Stenz Kirkebæk

Partiledertalerne på hovedscenen på cirkuspladsen i Allinge var et centralt omdrejningspunkt for hele Folkemødet på Bornholm. Scenen var placeret lige midt på pladsen, og programmet var planlagt sådan at stort set alle andre arrangementer var sat på pause mens politikerne stod på talerstolen. På den måde blev konkurrencen om folkemødedeltagernes opmærksomhed så lille som muligt – talerne havde den optimale ramme for at tale til de tilstedeværende.

Det varmer denne retorikers hjerte at se den politiske tale få så prominent en placering, og at dueller, debatter og korte kommentarer ikke helt har overtaget den mundtlige formidling af politik. En tale kan nemlig noget særligt: Den giver mulighed for sammenhængende argumentation i stedte for korte ’sound bites’, for en uddybende forklaring i stedet for en forenkling – og for at tale direkte til de tilstedeværende.

Talen skiller sig især ud fordi den foregår ’live’ i en konkret situation. Som taler er man tæt på sit publikum, og man kan henvende sig helt uden om mediernes filter. Med andre ord er det muligt at tilpasse sin tale til den aktuelle situation og sige noget som kan engagere lige netop dem man står overfor i nuet. Den chance fik politikerne på Folkemødet, men desværre greb mange af dem den ikke. Lad mig med tre eksempler vise hvordan det gik galt for politikerne.

# 1: Forbindelsen mellem tale og situation forsvandt

Det startede fint da statsministeren gik på talerstolen fredag eftermiddag. Hun indledte sin tale med at tale til både bornholmerne og gæsterne fra resten af landet:

Annons

”Tak til Allinge-borgerne for at vise tålmodighed med os gæster. (…) Tak til de mange bornholmere som har været i gang med dette års arrangement. Tak til alle dem der er kommet til Bornholm for at deltage i den politiske debat.”

Helle Thorning-Schmidt begyndte altså med at henvende sig mere eller mindre direkte til de tilstedeværende på Folkemødet. Men desværre forsvandt derefter enhver forbindelse mellem talens indhold og den situation det blev fremlagt i. Det var næsten som om hun tænkte at så var tilhørerne én gang for alle blevet adresseret, og så kunne hun rette opmærksomheden mod tv-kameraerne og ellers glemme hun stod på Bornholm.

”Meget er sket i dansk politik det seneste år,” blev indgangsreplik til resten af talen, og Thorning-Schmidt havde sat sig for at komme omkring det meste. Hun lagde ud med regeringens re¬formrække, gik videre til aftalen om folkeskolen, fik plads til en kritik af Venstre og sluttede af med at redegøre for den økonomiske situation og finanspolitikken.
Ikke nødvendigvis uvæsentlige emner at tage op, men de savnede at blive gjort relevante og vedkommende over for tilhørerne i lige dén situation. Som det var, kunne vi der var til stede, lige så godt have set talen på video eller læst den som et indlæg i en avis – og hvorfor så høre efter?

Læs hele talen.

# 2: Den røde tråd var vanskelig at få øje på

Det kritiske skyts som jeg retter mod statsministerens tale, kan man også skyde i retning af den sidste taler på hovedscenen, Lars Barfoed. Heller ikke han formåede at forbinde sin tale til den situation han stod i, og heller ikke han leverede en tale der lagde beslag på de tilstedeværendes opmærksomhed ret længe ad gangen.

Det skyldtes dog også en anden faktor, nemlig at det var virkelig vanskeligt at få øje på talens røde tråd. Talen virkede mest af alt som et nødtørftigt sammenstrikket kludetæppe hvor de enkelte afsnit kun med nød og næppe blev bundet sammen med en løbende reference til modsætningen mellem borgerne og systemet.

Problemet ved ikke at have en tydelig rød tråd er at tilhørerne kan have meget svært ved at finde hoved og hale i talen. Det er svært at forholde sig til alt det der bliver sagt, og det er en udfordring at bevare koncentrationen, hvis sammenhængen mellem afsnittene og talens retning ikke står klart for en.

Barfoed startede med historien om Emil der gerne ville spille tuba, og brugte den som afsæt til en snak om de konservatives syn på reformen af folkeskolen. Derefter gik han videre til en detaljeret kritik af skatte-væsenets gøren og laden, et forsvar for de praktiserende læger og til sidst et opgør med bureaukratiet i det offentlige. Det er ret forskellige emner, og derfor overrasker det ikke at de er vanskelige at knytte sammen. I stedet for at forsøge skulle den konservative leder måske have begrænset sig til emner med tættere til-knytning til hinanden – og til Folkemødet.

Læs hele talen.

# 3: Emnerne var hentet fra den sædvanlige tjekliste

Johanne Schmidt-Nielsens tale var i højere grad end de to foregående forbundet til den aktuelle situation. Hun talte om nutidige udfordringer for demokratiet, hvilket jo er et tema med en stærk forbindelse til en demokratisk festival, og hun italesatte den særlige lejlighed undervejs.

Men det var kun den overfladiske ramme. Talen var på det konkrete plan udformet som en tjekliste med en række forudsigelige emner som den politiske ordfører skulle igennem:
Kritik af den nye offentlighedslov. Tjek. Åbenhed om sponsorpenge i politik. Tjek. Økonomisk lighed. Tjek. Folkemødet på Bornholm blev ganske vist nævnt nogle gange undervejs, men at nævne situationen er langt fra det samme som at indrette sin tale til den.

Selvom Schmidt-Nielsen havde mere held til at knytte emnerne sammen under ét tema, var talen stadig en kedelig standardvare som ikke sagde noget nyt eller løftede sig op over det vi allerede havde hørt op til flere gange før.

Kort sagt gjorde talen ikke noget forsøg på at være vedkommende for de fremmødte på cirkuspladsen. Som tilfældet var med både Thorning-Schmidts og Barfoeds taler, kunne Schmidt-Nielsen lige næsten uden for-skel have holdt talen ved enhver anden lejlighed.

Læs hele talen.

Talerne var rettet mod tv i stedet for tilhørerne

De tre eksempler illustrerer tre problemer ved partiledertalerne: De var mere eller mindre løsrevne fra den aktuelle situation. De var usammenhængende. Og de bestod stort set af en smøre vi alle sammen har hørt før og nærmest kunne have gættet os til på forhånd. Derfor var de ikke mere vedkommende for tilhørerne end de ville have været for de fleste tv-seere. Og netop dér har vi nok roden til problemet. Talerne blev nemlig også sendt på tv, og det var tydeligt at politikerne talte mere til tv-kameraerne end til de tilstedeværende.

Men det er en ærgerlig misforståelse at tro at man er nødt til at afskrive tilhørerne bare fordi tv’et kigger med. Som tv-seer kan man sagtens begribe at man er vidne til en situation som man ikke er en del af, og at talen primært er rettet mod nogle andre. Partilederne kunne derfor have gjort langt mere for at tale direkte til tilhørerne og servere et vedkommende budskab for netop dem. I stedet for bare at lange samlebåndsretorik over disken, kunne de have udnyttet den mundtlige tales potentiale til at gribe og engagere de tilstede¬værende. Hvis de havde fokuseret på ét centralt budskab og sørget for at det var relevant for dem der var til stede, ville jeg og de andre på cirkuspladsen i Allinge helt sikkert have lyttet mere efter – og husket hvad der blev sagt. R

Om forfatteren

Af Christian Stenz Kirkebæk, chefredaktør på RetorikMagasinet.