Søren Sveistrup er forfatter til intet mindre end en kæmpe krimisucces. Søndag efter søn-dag har ”Forbrydelsen” fascineret, fanget og fastholdt seerne foran skærmen. Det har den kunnet fordi den appellerer til vores inderste følelser, stiller livsvigtige spørgsmål og insisterer på at overraske og chokere sit publikum.
Forbrydelsen finder skæbnedramaet i det lille liv
Christian Stenz Kirkebæk og Marie Louise Plenborg
Manden bag mordet på Nanna Birk Larsen og en række andre forfærdelige forbrydelser tager imod os med et smil i DR’s gamle tv-by i Søborg. Han fører os ind i en bygning der er halvvejs forladt, hvor kontorerne er tømte, og hvor de lange mørke gange ligger stille hen. Halogenlampernes blink er det eneste der giver en fornemmelse af bevægelse – ellers virker her ret dødt. Det er lidt uhyggeligt, men de dystre omgivelser er samtidig en meget passende ramme for et interview som skal handle om vold, ondskab og forbrydelser. Og det hjælper til at lette stemningen at Søren Sveistrup selv langt fra ser ud som en gerningsmand med ondt i sinde. Faktisk er det en smule vanskeligt at forestille sig at der bag de imødekommende øjne skjuler sig en ophavsmand til flere, om end fiktive, bestialske mord og modbydelige forbrydelser. Men efter at have været forfatter til tv-serien ”Forbrydelsen” i tre sæsoner må han betegnes som en velovervejet bagmand – og det er da også derfor vi skal tale med ham. Det store spørgsmål er hvilke virkemidler han har anvendt for at sikre seriens succes.
DR’s populære krimiserie er inte-ressant netop fordi den har været så populær. Søndag efter søndag har den kunnet få os til at flokkes om skærmen, været hyppigt samtaleemne i dagene op til det næste afsnit, og over hele tre omgange har den formået at få store dele af de danske tv-seere til at gætte med på hvem forbryderen mon var.
Forbrydelsen har fascineret os, holdt os fanget og fået os til at se med igen og igen. Med andre ord har den haft en stor virkning på os. Fra en retorisk vinkel er denne virkning værd at se nærmere på. Retorikken er nemlig interesseret i hvordan ytringer af
enhver art virker. Hvordan de vækker vores følelser, overbeviser os om at skifte standpunkt eller får os til at handle anderledes.
Det overordnede spørgsmål til Søren Sveistrup er derfor hvad han som forfatter til ”Forbrydel-sen” tror det er ved serien der appellerer til os og virker på os som seere.
Ingen fortælling uden følelser
Konfronteret med det spørgsmål slår Søren Sveistrup fast at hans arbejde med historierne altid begynder med en følelse: ”Det jeg tager udgangspunkt i, er en personlig følelse. Jeg falder over et emne som jeg synes er interessant. Det har som regel noget at gøre med en eller flere karakterer der kommer ud for en muligvis katastrofal hændelse. Noget der har så stor betydning for deres liv at det vendes på hovedet.”
Men er det så kun for din skyld at der skal være en følelse, eller er følelsen også en forudsætning for at få publikum med?
”Der er ingen grund til at fortælle en historie hvis der ikke er en følelse. En følelse er selvfølgelig at det er spænd-ende – ja, men det er de fleste krimier. Men at få følelsen af at det er nødvendigt at fortælle den her historie; det er det der er den store kunst. At finde et emne og tænke: ’Det er fandeme synd for de her mennesker.’ Det kan optage mig. Og det kan optage publikum.”
Lidelse og savn er følelser som vi alle sammen kender eller vil komme til at kende, og derfor kan de drage seerne ind i historien.
Selv om volden ikke bare skal være der for voldens skyld, kan skildringen af et frygteligt lidelsesforløb fange seernes opmærksomhed og få dem til at leve sig ind i historien, og samme virkning kan de pårørendes savn have, uddyber Søren Sveistrup:
”Det er almenmenneskeligt at vi alle sammen mister. Det er her publikum kobler sig på. Det føler vi alle sammen med. For enten kender vi det at miste, eller også har vi en frygt for at det kommer til at ske.”
De mange lag åbner historien op
Følelser som vi alle sammen kan genkende og identificere os med, er dog ikke det eneste ved ”Forbrydelsen” som drager seerne ind i krimiens verden. Søren Sveistrup har også arbejdet meget bevidst med at indbygge flere lag i historien så der er flere ’indgange’ som hver især tiltrækker seere med forskellige interesser. Den første sæson af ”Forbrydelsen” bød fx på dramaet i familien Birk Larsen som havde mistet en datter, det dunkle opklaringsarbejde i selskab med Sarah Lund og Troels Hartmanns politiske intriger på Københavns rådhus. Det var en multiplothistorie som åbnede op for et større univers end de fleste krimier gør, og det virkede fascinerende:
”Motoren i en krimi er ekstremt stærk. Lige så snart der er en der bliver slået ihjel, læser vi efter slutningen – hvem har gjort det? Så det er en enormt taknemmelig motor at have. Årsagen til at ”Forbrydelsen” appellerede til mange, har været at den ikke kun kørte på det. Men at den brugte drabet til at fortælle en masse andre historier.”
Samtidig skabte de mange parallelle handlingsforløb en såkaldt dramatisk ironi hvor seerne vidste mere end personerne i historien, og det gav mulighed for at optrappe spændingen:
”Du har som publikum en viden i forhold til de pårørende – og den viden har de ikke nødvendigvis ovre i politiplottet eller ovre i politikerplottet, og det vil sige at der automatisk kommer en ’suspense’ fordi publikum er vidne til at de her skæbner har noget med hinanden at gøre, men hver især ved de det ikke.”
Flertydigheden fascinerer os
Retorikprofessor Christian Kock har beskæftiget sig en del med hvad for nogle virkninger der er på spil i fiktion, og som formår at fascinere os og fange vores interesse. Han taler om de såkaldte ’æstetiske interessemomenter’ – de ’greb’ i værkerne som gør at vi nyder at se, læse eller lytte. Ét af disse greb drejer sig om flertydighed: Det indgyder fascination hvis me-
ningen med det vi oplever, ikke er åbenlys, men kan forstås på både den ene og den anden måde.
Den virkning har de mange lag i ”Forbrydelsen” – og der er mange flere endnu. Ét er nemlig de handlingsforløb som udspiller sig sideløbende, noget andet er de mytologiske lag der løber som en understrøm neden under dem, forklarer Søren Sveistrup:
”Når jeg ved hvad den udslagsgivende kraft for historien er, begynder jeg med det samme at tænke over om det er noget som kun kan fortælles på ét plan, eller om der er en myte der kan fortælle det. Det kan være et eventyr eller en historie fra biblen. Og det er der altid. Der er x antal historier der kan fortælles i verden, og de fleste er blevet fortalt 117 gange. Mine er ingen undtagelse. Men fordi jeg tænker i flere lag i historierne, arbejder jeg med om jeg kan forstærke historierne ved at skele til urhistorierne for den hændelse.”
Et eksempel på en sådan urhistorie er fortællingen om Theis Birk Larsen i den først sæson af ”Forbrydelsen”. På den ene side er han en flyttemand der har mistet sin datter til en uhyrlig morder og må kæmpe med trangen til at tage hævn, og på den anden side er hans historie en genfortælling af den gammeltestamentlige beretning om Job som blev berøvet sine sønner, sin rigdom og sit helbred, og som måtte modstå fristelsen til at gå over på djævelens side.
”Han er både bare en flyttemand der agerer i en moderne verden – og samtidig er han en mytologisk skikkelse. På én måde er han bare Ekstra Bladet-stof – altså ham vi læser om – og på den anden side er han lige så relevant som Job er. Det giver historien fylde,” siger Søren Sveistrup.
Men det er vel trods alt kun de færreste seere der får øje på referencen og tænker på Theis Birk Larsen som en moderne udgave af Job. Hvorfor skal det med hvis det i virkeligheden kun er forfatteren og nogle få andre der får noget ud af det?
”Det må ikke blive et spørgsmål om at Søren Sveistrup skal vise at han er belæst, for det er fuldstændig irrelevant. Men jeg synes så ofte at krimien taler ned til folk. Jeg synes at publikum er meget mere intelligent. Hvis jeg keder min røv i laser ved at se amerikanske mainstream-krimier, er jeg helt sikker på at der er andre der har det på samme måde. Jo mere kompliceret, jo bedre.”
Flertydigheden fascinerer tilsyneladende – også selv om man ikke kan regne ud hvad den dækker over:
“Så sidder jeg selv og tænker: ‘Hvad fanden er det egentlig der foregår?’ fordi jeg har sat så mange bolde i søen, og det synes jeg er skægt.”
Skuffer publikums forventninger
De mange lag er altså et punkt hvor ”Forbrydelsen” adskiller sig fra andre mere klassiske krimier. Og i det hele taget er der gjort rigtig meget for ikke at forfalde til den typiske krimikliché:
”Vi prøvede at sætte det sammen på en ny måde. Og hver eneste gang vi havde klichéen inden for rækkevidde, prøvede vi at lade en ting eksplodere – og bryde med vores eget fortællemønster. Ligesom sige vi havde en plan, men vi dropper den plan fordi vi har fundet på noget bedre. Vi rykkede det materiale frem som vi havde tænkt at bruge senere, fordi publikum ville tænke what?!”
Netop dette er også et æstetisk interessemoment ifølge Christian Kock: omslaget hvor mønstret bliver brudt, og publikums forventninger til hvad der skal ske som det næste, bliver skuffet. Søren Sveistrup bekræfter at det er det samme virkemiddel som han har brugt i ”Forbrydelsen”:
”Følelsen af at slutte af på et chok kan jeg godt lide. Nogle gange kan det godt være det forkerte at tilfredsstille publikum. Jeg kan bedre lide at bryde med klichéen og lade handlingen gå en vej hvor publikum er nødt til at tage afstand fra noget og diskutere noget – hvor man ikke bare kan være glad og tilfreds. Også fordi virkeligheden ikke er sådan.”
Det betyder også at man ikke bare følger en simpel opskrift hvis man vil lave en fængslende krimi. Så er man nemlig nødt til at finde på noget nyt som publikum ikke regner med, er-klærer Søren Sveistrup energisk:
”De lunkne krimier er dem der gør det samme som alle andre. De exceptionelt gode krimier er dem der gør noget nyt. Jeg synes nogle gange at man gør publikum dummere når man siger: ’De kan bare godt lide krimier.’ For sådan tror jeg ikke det er. Hvorfor lave noget der er ligesom alle de andre? Det giver ingen mening!”
Det store drama i det lille liv
Det er en nærliggende tanke at de mange lag i historien og chokerende omslag skal bane vejen for et budskab – noget som seerne skal tænke over både mens de ser ”Forbrydelsen” og bagefter når chokket har sat sig. Så vi runder interviewet af med at spørge Søren Sveistrup om der er noget man helst skal sidde tilbage og gruble over:
”Det er der ét lag der måske lægger op til. Et andet lag er bare underholdning hvilket er okay. Følelser og historier om mennesker med et forhåbentligt virkeligt problem – og så en kamp – for jeg synes på mange måder at livet er en kamp.”
Der er altså ikke én pointe som krimiserien død og pine forsøger at få ind i hovederne på os, men den kan stille os over for nogle udfordringer og eksistentielle spørgsmål som i en eller anden udstrækning er ens for alle mennesker – som fx Theis Birk Larsens kamp med hævntørsten. Og dermed sætter Søren Sveistrup nok fingeren på netop det der gør at ”Forbrydelsen” skiller sig ud fra alle de andre krimi-serier, og derfor giver den sin særlige appel. Den er ikke kun en spændende fortælling om en forbrydelse der skal opklares, men også en beretning om menneskelivet. Som forfatteren selv forklarer:
”Jeg kan enormt godt lide at se det moderne liv i en kæmpemæssig udfordring samtidig med at jeg fortæller en urhistorie: en skæbnehistorie fra fx biblen eller de græske myter. Man ser det store skæbnedrama i det lille liv.” R
Om forfatterne
Af Christian Stenz Kirkebæk og Marie Louise Plenborg. Redaktører på RetorikMagasinet.
Artiklen findes i RetorikMagasinet 89, september 2013.
Liknande artiklar:
Bloggerne indtager den politiske debat
Ytringsfrihed skåret ud i træ
Tesfayes digitale udlån er demokratisk win-win
Tøjter udfordrer fordomme om kvinder
Redaktør på RetorikMagasinet 2010-2015 (ansv. redaktør 2013-2015)
-
Marie Louise Plenborghttps://www.retorikforlaget.se/author/marie-louise-plenborg/
