Förord och inledning - Retorik der flytter stemmer

Introduktion

Förord och inledning till ”Retorik der flytter stemmer”, Jørgensen, Kock & Rørbech, Retorikförlaget 2011, s. 7-12. Finns även som eBok.

Bibliografiskt

Författare: Charlotte Jørgensen, Christian Kock och Lone Rørbech är alla aktiva vid retorikämnet, Köpenhamns universitet.

Forord og indledning

Annons

Denne bog er resultatet af et forskningssamarbejde mellem tre kolleger på Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik på Københavns Universitet.
Mange kender kun begrebet retorik som ”tomme ord”. ”Det er ren retorik,” siger man hånligt, når nogen slår om sig med flotte fraser.

For os er retorik noget helt andet. Retorik er ord der opfylder en hensigt – og det gør tomme ord ikke. For os er det f.eks. interessant at finde ud af hvilken slags argumentation der virkelig overbeviser.

Vi har været så heldige i tv-debatterne Bytinget at finde et enestående studiemateriale der kan kaste lys over dette spørgsmål. Det billede af overbevisende argumentation vi tegner i denne bog, er på mange måder overraskende, og det skulle nok kunne interessere både politikere og almindelige borgere. Argumentation er jo afgørende for hvad der sker i et demokratisk samfund – eller burde være det.

Vi kunne ikke have gennemført dette projekt uden støtte af mange slags og fra mange sider.
Vi skylder Danmarks Radios Provinsenhed stor tak. DR har været os behjælpelig med båndmateriale, og især Leif Hjortshøj og Jens Steensgaard har hjulpet med arkivmateriale og oplysninger.

For vejledning til den statistiske del af undersøgelsen takker vi to forskere fra Danmarks tekniske Højskole: Professor Knut Conradsen, der bl.a. har anvist de metoder vi bruger til simultananalyse af trækkene i kap. 20, og forskningslektor Allan Aasbjerg Nielsen, der har udført disse computerberegninger. Lektor Tue Tjur, Københavns Universitet, har også givet os vigtige impulser. Disse eksperter har hjulpet os forbi nogle af den matematiske statistiks faldgruber, men vi har stadig ansvaret for fortolkningen og analysen af tallene, og eventuelle svagheder deri.

På vort institut har Inge Persson, Christel Mejnertsen og ikke mindst Katarina Holm ydet stor hjælp til projektet.
Professor Gary Cronkhite og professor Michael Hogan, begge Indiana University, Bloomington, har ydet råd og støtte i projektets første fase. Værdifulde oplysninger og henvisninger har vi faet af bl.a. bibliotekar Susanne Jacobsen, Jyllands-Posten, lektor Ole Tonsgaard, Aarhus Universitet, der var med til at tilrettelægge Bytinget, og lektor Hans Jørgen Nielsen, Københavns Universitet.

Projektet havde næppe været muligt hvis ikke Statens Humanistiske Forskningsråd havde støttet det i den første fase med et stipendium til Charlotte Jørgensen.

Professor, dr. phil. Jørgen Fafner har frem for nogen gjort retorik til universitetsfag i Danmark. Her i hans sidste embedsår bringer vi ham en særlig tak fordi han gennem hele sit virke har været til uvurderlig inspiration for et voksende fagligt miljø.

Københavns Universitet, januar 1994
Charlotte Jørgensen, Christian Kock og Lone Rørbech

Indledning

DE TO DANSKE folkeafstemninger om EF-unionen i 1992 og 1993 påkaldte sig hele verdens opmærksomhed. For de fleste danske politikere kom det som et chok at vælgerne den 2. juni 1992 stemte nej. Ikke blot havde politikerne arbejdet hårdt for et ja; partier og organisationer havde også sat vældige resurser ind.

Mange vælgere mente efter 2. juni at ja-siden havde argumenteret dårligt, måske ligefrem skadet sin sag. Men har disse overvejelser noget på sig? Og kunne ja-sigerne dengang have gjort det bedre?

Den 18. maj 1993 lykkedes det så at få ja’et igennem. Var det så pga. en ændret retorik? Nogle vil mene at det var fordi regeringen gik over til gulerodsmetoden og lovede skattelettelser, mens ja-siden op til 2. juni mere brugte stokkemetoden.

Fra en retorisk synsvinkel rejser EF-afstemningerne altså i hvert fald to interessante spørgsmål: Kan retorik flytte stemmer? Og hvis ja, hvordan så?

Vi har mange eksperter her i landet – valgforskere – som fortolker valgenes og folkeafstemningernes udfald. Men de spørgsmål vi lige har nævnt, siger de ikke meget om. Det gælder også de undersøgelser der er lavet om

EF-afstemningerne. (Nielsen 1993, Siune m.fl. 1992). Det nærmeste valgforskerne kommer, er at undersøge hvilke holdninger vælgerne havde, og hvordan kampagnerne spillede op til disse holdninger. Men de siger mindre om hvordan man med argumenter kan få vælgere til at skifte holdning. Og det er måske netop dét politikere – og alle andre borgere – allerhelst ville vide noget om. Vi har jo alle sammen synspunkter vi gerne vil overbevise andre om, det være sig privat eller mere offentligt: i foreningsliv, på jobbet, i skolebestyrelsen…

Når valgforskerne ikke kan lære os så meget om overbevisende retorik, er det især fordi vælgernes stemmeafgivning altid er påvirket af utallige faktorer: skiftende forhold inden for økonomi og politik, f.eks. reallønnen, arbejdsløsheden, og hvad vi ellers hører i dagligliv og medier. Midt i alt dette har der også været de egentlige retoriske påvirkningsforsøg: politikerudtalelser, avisledere, valgannoncer m.v. Men deres virkning på stemmeflytningen, hvis de ellers har haft én, er umulig at skille ud. Ved interview kan valgforskerne f.eks. finde ud af hvor stor en effekt et bestemt medie som sådant har; således synes avisannoncer ikke at have haft nogen effekt op til 2. juni (Siune m.fl. 1992, s. 60) – men om annoncerne kunne have været bedre, og hvordan man i et givet medie argumenterer mest effektivt for et synspunkt – det véd man reelt ikke meget om.

Man kunne mene at et oplagt sted at undersøge politiske argumenters gennemslagskraft var Folketinget. Her er både argumentation og afstemninger. Problemet er bare at holdninger og meninger i en folketingsdebat er lagt fast på forhånd i partigrupperne og udvalgene; der flyttes stort set aldrig stemmer under debatten i folketingssalen.

Op til unionsafstemningerne så vi derimod stemmerne flytte sig – næsten fra dag til dag. Men hvis man skulle bruge de to unionsafstemninger til at drage slutninger om hvilken slags retorik der flytter stemmer, så skulle de for det første have haft præcis samme tema, og for det andet skulle vælgerne imellem de to afstemninger kun have været udsat for retoriske påvirkninger. Så ville man have haft ét sæt interessant datamateriale med retoriske påvirkninger så at sige på den ene side af lighedstegnet og stemmeflytninger på den anden.

Men i den ligning ville der stadig være mange ubekendte, nemlig mange forskellige retoriske påvirkninger. Hvilke af dem er mon så ansvarlige for stemmeflytningen? Ja, mange ubekendte kræver mange ligninger, så for at kunne svare på dét spørgsmål måtte man have mange sæt datamateriale af den beskrevne art: to afstemninger om samme tema med kun retoriske påvirkninger indimellem. Det skulle også helst være et ,,realistisk” materiale – altså virkelige debatter.
Sådan et materiale findes faktisk. I 1975 lancerede Danmarks Radio et debatprogram der hed Bytinget. Over en ti-årsperiode producerede Provinsafdelingen i alt 37 Bytingsdebatter om aktuelle samfundsspørgsmål. Det var emner af den slags man debatterer for fuld kraft også i dag: folkeskole, astrologi, flygtningepolitik o.l. Disse debatter udgør et enestående forskningsmateriale, for de opfylder netop de betingelser vi lige har skitseret: I Bytinget sker meningsdannelsen på baggrund af en debat, uden at andre påvirkninger har sneget sig ind, og vi kender den deraf følgende ændring i stemmeresultatet. Det er realistiske debatter hvor folk argumenterer og stemmer ud fra hvad de mener – ikke som led i et eksperiment.

Stemmetallene i Bytinget slår én ting fast med sikkerhed: Retorik kan flytte stemmer i en politisk debat. I denne bog undersøger vi hvordan.

Mht. bogens opbygning arbejder vi os i selve undersøgelsen (kap. 3-21) fra ‘overflade’-forhold ned til argumentationens indhold – og løfter os så til overordnede, strategiske træk.

Det svarer til at vi først bevæger os baglæns i retorikkens såkaldte forarbejdningsfaser eller deldiscipliner: Vi begynder i kap. 3 og 4 om nonverbalt sprog med actio, fremførelsen. Kap. 5 handler også om noget ret udvendigt, nemlig publikums reaktioner i form af klap og latter. Herefter kommer elocutio i kap. 6 om det sproglige udtryk og stilfigurer. Kap. 7 har at gøre med en anden form for ,,udenværker”, nemlig visuelle hjælpemidler, som bruges af nogle få debattører. I kap. 8-9 ser vi på hvordan debattører forholder sig til hinanden – om de fører sig fjendtligt frem. Her bevæger vi os fra de mere overfladiske lag til selve argumentationen. Imidlertid fortsætter kap. 10-12 med at drøfte forskellige aspekter af personens betydning i en debat: Først ser vi på debattørernes alder, uddannelse og køn, dernæst på brug af idol-agtige skikkelser i argumentationen, og endelig på vidnevalg der afspejler forsøg på at være objektiv. Fra vidnetyper går vi i kap. 13-16 videre til inventio, de egentlige indholdselementer i argumentationen – også kaldet bevismidlerne: Først diverse brug af fortilfælde, dernæst debattørers brug af statistik og tal, dernæst konkrete eksempler – og endelig det modsatte heraf: ideologisk argumentation. Kap.17-19 har med dispositio, opbygning eller struktur, at gøre; de er anbragt her fordi de i virkeligheden handler om det mest overordnede: den strategi eller ‘røde tråd’ man har i sin argumentation – hvis man da har én. I kap. 20 samler vi trådene og når frem til hvad det især kommer an på når man skal overbevise andre. Kap. 21 og 22 er perspektiverende: Først uddrager vi to overordnede måder argumentation kan være vindende på, og til slut ser vi på samfundsdebattens udvikling og diskuterer dens vilkår i tv i dag.

Appendiks I og II har særlig interesse for den der vil se nærmere på vor arbejdsmetode, derunder hvordan vi bruger statistik i undersøgelsen, og på forholdet til forskning der grænser op til projektet. Disse gennemgange kunne også have stået før, men vi ønskede ikke at de skulle virke som sten på vejen for læsere der ikke er så interesserede i disse faglige udredninger (selv om vi også her har bestræbt os på at skrive så enkelt som muligt). Det mest naturlige sted at læse appendiks I og II er efter kap. 2.

Et enkelt ord om en lille, men omstridt sag: kommaer. Vi har søgt at sætte dem konsekvent – efter principper som viser sig at stemme ret nøje med det ‘enhedskomma’ som Henrik Galberg Jacobsen har foreslået i bogen Kommaer – hvornår og hvorfor? (Dansk Sprognævn, 1993).