Fortællinger forener

Hvad sker der når flygtninge får lov at fortælle deres historier? RetorikMagasinet inviterer med inden for til Fortællinger på Flugt og ser nærmere på hvordan fortællingerne forvandler både os der lytter, og dem der fortæller.

Fortællinger forener

Amalie Hypolit og Frida Hviid Broberg

En, to, tre lette spring, og så står han på scenen, alene foran publikum. Ahmed smiler undskyldende, mens han lirker mikrofonen løs fra stativet. Han går lidt frem og tilbage, som om han kridter scenen op, med begge hænder om mikrofonen og blikket rettet mod gulvet. En alvor breder sig i salen da han stopper op. “Jeg er på havet i syv dage,” fortæller han på et dansk han har lært siden han for et år siden flygtede fra Syrien. Der går nogle sekunder, før han fortsætter. “De første fire dage er sjove. Vi synger og er glade.” Han begynder at gå igen. “Men så bliver det farligt. Bølgerne er store. Der kommer vand ind i båden. Kvinderne og børnene græder. 270 mennesker i en lille både. Vi har ikke mere mad.” Han taler højt og stille, hurtigt og langsomt. Han går, og han står stille. Ahmeds flugt over Middelhavet fylder hele salen.

RetorikMagasinet er til Fortællinger på Flugt i Politikens Hus. Et arrangement skabt af DFUNK (Dansk Flygtningehjælps Ungdom) i samarbejde med Forvandlende Fortællinger. Et initiativ, som hjælper udsatte og marginaliserede mennesker med at fortælle deres historier og blive hørt. Scenen deler Ahmed med fire andre unge flygtninge. Deres veje til Danmark har været vidt forskellige, men alle bærer de på minder om usikkerhed og nød. Det er de oplevelser som de fem fortællere og publikum mødes om denne aften.

Vi mødes i fortællingen

Arrangementet er skabt ud fra et ønske om at skabe en større forståelse af hvad det er for nogle mennesker der kommer hertil som flygtninge: “Det er vigtigt at folk tager stilling på baggrund af noget mere substantielt end det man ser i medierne,” fortæller Sarah Borger der er konsulent og ansvarlig for oplysning og pr i DFUNK. Og her er fortællingerne et stærkt middel. “Vi kan se at det virker,” fortsætter hun: “Det behøver ikke være historien hen over Middelhavet. Det kan være lige hvad de har på hjerte. Det behøver ikke være dramatisk for at gøre indtryk, det kan sagtens være mere anekdoteagtigt. Det virker stadig sindssygt stærkt.”

Annons

Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Mennesker mødes nemlig når de deler noget af sig selv. Det er også det mantra som Forvandlende Fortællinger arbejder ud fra: “Vi er gode til at få folk til at fortælle historier, men det vi er rigtig gode til, er at skabe samhørighed,” fortæller den ene halvdel af makkerparret bag Forvandlende Fortællinger, Hakon Ask Jensen, da RetorikMagasinet møder ham to dage senere. “Du kan sagtens sætte folk i et rum sammen, og så føler de sig alligevel ikke som del af noget fælles. Der er nødt til at være noget folk kan relatere til,” siger han.

Samhørighed opstår først når publikum kan identificere sig med fortælleren. En af den moderne retoriks foregangsmænd, Kenneth Burke, betegnede i midten af det 20. århundrede dette forhold som konsubstantialitet: Når retor og publikum deler noget fælles, er de konsubstantielle. Burkes retoriksyn hviler på en opfattelse af mennesket som et symbolbrugende dyr. Fordi mennesker af natur er separate individer, stræber vi efter at skabe en symbolsk forening, eksempelvis gennem de værdier og det sprog vi har. Hvis ikke vi var adskilte, ville der ikke være behov for retorikken til at proklamere et fællesskab, lyder en kendt frase. Vi kommunikerer altså grundlæggende for at overkomme adskillelsen, og retorikken sigter således ikke efter overtalelse, men identifikation.

Målet med Forvandlende Fortællinger er netop også gennem identifikation at gøre op med “separationssamfundet”, som Hakon formulerer det: “Den her separation forsvinder når vi relaterer os til hinanden. Når man hører folks historier, begynder man at forstå hinanden. Det nedbryder barrierer.”

Skæbnen kommer i en kuvert

Det er formentlig de færreste blandt publikum i Politikens Hus den aften der kan relatere til at være flygtet fra krig. Alligevel bliver de fleste synligt rørt af de fortællinger de hører.

Edin der er flygtet fra Bosnien beskriver hvordan han legede med de kroatiske børn i nabolaget da familien undervejs til Danmark boede i Kroatien. Han er høj og mørkhåret. Med rolig gestik står han på scenen og fortæller sin historie med sikker stemme. Først da han når til den del der handler om hvordan han undervejs på flugten savnede sin far der måtte blive tilbage i Bosnien, skælver den en smule.

Fuad fra Syrien træder frem på scenen. Han fortæller om afskeden med familien i Syrien og om at få sin skæbne tilsendt i en kuvert fra Integrationsministeriet: “Alle ved at en stor kuvert betyder opholdstilladelse, og en lille kuvert betyder afslag.” Da den lille kuvert en dag dumpede ind ad brevsprækken hos Fuad, undlod han at fortælle sin mor om det, fordi han vidste det ville være ubærligt for den bekymrede kvinde på den anden side af Middelhavet.

Det er disse små, men almenmenneskelige, beskrivelser af barndom, savn, og frygten for at skuffe der skaber samhørighed mellem publikum og fortællerne.

Op af sofaen

Vi forstår verden, os selv og hinanden gennem fortællinger, skrev Walter Fisher i 80’erne. Med begrebet homo narrans reformulerede han Burkes definition af mennesket som symbolskabende (og symbolbrugende) dyr til en forståelse af mennesket som et narrativt væsen. Ifølge Fisher er det fortællingernes fornemmeste funktion at skabe mening i menneskelige oplevelser.

For Fisher har fortællingen desuden en social dimension, idet den gør os i stand til at finde en fælles levevis. Når folk deler deres personlige fortælling fra scenekanten, skabes der ifølge Hakon netop et særligt socialt rum: “Hele omverdenen bekræfter din historie og anerkender den på en anden måde. Der er noget sårbart i at stille sig op foran et publikum med sin egen fortælling og sige: Det er sådan jeg er.”

Fortællingerne hjælper imidlertid ikke kun os som publikum med at relatere til oplevelsen af at være flygtning i Danmark, men kan også få os til at handle når vi bevæger os ud af salen og ind i virkeligheden. For ifølge Fisher påvirker fortællinger ikke bare vores forståelse; de styrer også vores handlinger. Og det er man bevidst om fra DFUNK’s side: “Det handler også om at engagere folk, så dem der mener noget, kommer op af sofaen,” fortæller Sarah Borger. Og DFUNK’s erfaringer viser at netop fortællingerne er et effektivt middel til at få holdninger til at blive til handlinger.

Måske gælder det også for publikum i Politikens Hus denne aften. Velviljen der strømmer fra salen mod scenen, er i hvert fald overvældende. Vi griner og græder med de unge fortællere. Med Sarah fra Elfenbenskysten der fortæller om sin kamp for at bryde gennem muren til det danske arbejdsmarked, og med Rand fra Irak der fortæller om hverdagsdiskrimination i de danske daginstitutioner. Med Edin, Fuad og med Ahmed.

Fortællinger forløser

Men måske er det ikke kun os, som publikum, der går forvandlede derfra. For den fortællende kan det også være forbundet med en stor forløsning at fortælle sin historie og blive hørt.

At fortællinger kan have en meningsgivende funktion for den fortællende, bemærker Hakon også: “Der sker simpelthen en forvandling, fra man begynder at fortælle historien, til man står på scenen. Måske har man fortalt den samme historie over mange år, men når man så begynder at fortælle den på nogle nye måder, finder man ud af at man ikke er fanget i historien mere. I stedet for at påtage sig en rolle optræder man som sig selv. Man finder ind til kernen. Bagefter kommer folk altid op og siger: ’Nu forstår jeg mig selv meget bedre.’”

Edin står foran os på scenen som et levende eksempel på fortællingens helende effekt. “Når jeg fortæller at jeg kommer fra Bosnien, tror de fleste at jeg kommer fra Boston i USA,” indleder han sin fortælling. Salen ler, og et nervøst smil er også at skimte bag mikrofonen som han knuger tæt. Han fortsætter: “Når jeg har forklaret dem at jeg ikke kommer fra Boston, men fra Bosnien-Hercegovina, kan jeg se at de har svært ved at placere landet. Og jeg kan se at de har glemt hvad der skete i Bosnien-Hercegovina. Og så bliver jeg misundelig. For jeg vil også glemme det.”

Han fortæller hvordan han farer sammen når han hører lyden af sirener, og hvordan han overmandes af angst hver første onsdag i maj når luftsirenerne lyder. Latteren er aftaget, og smilene afløst af bekymrede blikke. Luften mellem stolerækkerne er tung af medfølelse med den fireårige Edin der måtte flygte fra bomberne på Balkan og skjule sig i bjergene, før han blev fanget og smidt i den berygtede fangelejr i byen Mostar.

I mange år ville Edin ønske at han kunne glemme de rædsler. Men nu står han foran os og fortæller at han har accepteret at han altid vil bære på den erindring: “Jeg har besluttet mig for at fortælle min historie,” siger han med beslutsom stemme, “og for første gang flygter jeg ikke længere.”

Bibliografisk

Af Amalie Hypolit og Frida Hviid Broberg, Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 101 (2016), s 20-21.