Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Fremførelsen, fremførelsen, fremførelsen

Fremførelsen, fremførelsen, fremførelsen

av Jens E. Kjeldsen

Recension

Marie Gelang, Actiokapitalet – retorikens ickeverbala resurser. Retorikförlaget, 2008. 255 sider

Bibliografiskt

Forfatter: Jens E. Kjeldsen, professor i retorik. Han arbejder på ­universitetet i Bergen, og ved Södertörns Högskola.

Rhetorica Scandinavica 52/2009, s 63-73.

Annonce

Recensionen

Siden retorikkens begyndelse har både talere og teoretikere understreget at actio er altafgørende for enhver tale. ”Fremførelsen, fremførelsen, fremførelsen”, skal Demosthenes som bekendt have svaret, da han blev spurgt om re­torikkens tre vigtigste elementer. Med denne baggrund er det opsigtsvækkende at så få studier – i hvert fald i Skandinavien – er helliget actio. Marie Gelang fra Örebro Universitet har i flere år arbejdet for at afhjælpe denne mangel. I december 2008 disputerede hun på afhandlingen Actiokapitlet, som nu foreligger uforandret som bog.
4168

I betragtning af den begrænsede forskningsaktivitet på området fungerer Marie Gelang som faglig isbryder. Hun giver en samlet oversigt over actio fra antikken og til vore dage, hun viser værdien af retoriske studier som benytter observation og fokusgrupper og hun introducerer en relevant forståelse av kontekstualisering og multi-modalitet i studiet af fremførelsen. Samtidig viser hun at hvordan er vigtigere end hvad. Det er mere afgørende for modtagernes fortolkning af actio hvordan en taler udfører visse former for kropssprog og gestik, end hvilke former for kropssprog og gestik han udfører (s. 204). Alt dette gør hun i et klart, tilgængeligt og velformuleret sprog.
Selv om Actiokapitalet er et velkomment bidrag til forskningen, må det samtidig siges at omgangen med videnskabelige begreber og kategorier forekommer noget uudnyttet. Andre teoretikeres begreber benyttes stort set ikke i det analytiske arbejde; dem Gelang selv udvikler, anvender hun kun i begrænset udstrækning. Dertil kommer at sammenhængen mellem den omfattende historiske redegørelse og bogens andre dele er temmelig svag. Ikke desto mindre bør skandinaviske retorikforskere konsultere Actiokapitalet, hvis de studerer fremførelsen. I øjeblikket findes der nemlig ingen anden skandinavisk bog som giver en mere fuldstændig fremstilling af actio som tradition og teori. I Norge har Anders Johansen i Talerens troverdighet (2002) beskrevet forandringen af talerens fremførelse i forbindelse med forandrede kulturelle og teknologiske forhold som mikrofonen og fjernsynet. I Danmark har Kock, Jørgensen og Rørbech behandlet det overbevisende kropssprog i bogen Retorik der flytter stemmer (1994/2006), og Merete Onsberg fra Københavns Universitet har i en række artikler set på fænomenet. Men ud over disse er det altså småt med skandinaviske bidrag. Fordi der i Skandinavien kun uføres få studier af actio, vil jeg tillade mig at bruge lidt flere sider end normalt i en anmeldelse på at gengive og kommentere Marie Gelangs bog.

Actiokapitalet består af 8 kapitler. I første kapitel bestemmes hovedspørgsmålet som: Hvad er actio? Målet er at udforske og udrede begrebet actio, dels ved at definere og forstå det gennem eksisterende retoriske begreber, dels ved at udvikle alternative synsmåder på actio. Forskningsspørgsmålene er: Hvordan er actio beskrevet fra antikken og frem til i dag? Kan beskrivelserne lede frem til en måde vi i vor tid kan begrebsliggøre actio? Hvilke af retorikkens begreber kan definere actio i dag? På hvilken måde kan disse begreber fordybe forståelsen af actio og give os udgangspunkter for analyse og tolkning af actio? Disse spørgsmål søger Marie Gelang primært at besvare med en gennemgang af litteratur og forskning fra antikken og frem til i dag (kap. 3). Samtidig er hun optaget af at undersøge hvilke aspekter af actio modtagerne i en retorisk situation opfatter og påvirkes af. Dette bliver primært undersøgt gennem en empirisk studie af fire universitetsforelæsninger (kap. 6).
Andet kapitel redegør for de grundlæggende retoriske teorier og begreber som placerer actio indenfor retorikkens område. Her sættes modtagerperspektivet i fokus. For selv om actio er retorik med en hensigt, er det altid modtagerens opfattelse og tolkning som afgør i hvilken udstrækning taleren opfylder sin intention. Gelang (s. 29) bestemmer actio som
den ickeverbala kommunikation som framförs i en retorisk situation där intentionen är att, i någon bemärkelse, vara övertygande, medan definitionen av ickeverbal kommunikation kan gälla alla situationer där någon form av kommunikation sker.

Actio er per definition retorisk fordi den udføres i en retorisk situation i Bitzers forstand. Til teorien om den retoriske situation kobler Gelang det retoriske begreb om doxa og Bourdieus sociologiske begreber om habitus og symbolsk kapital. De benyttes til at indfange grupper eller individers dispositioner. Ud fra disse perspektiver bør kroppens bevægelser ikke forstås som et individuelt produkt, men derimod som en del av vores fælles interaktion i den sociale verden. En gestus er således ikke bare et individs bevægelse, men også et symptom eller et tegn på et socialt og kulturelt system. Det betyder for det første at ikke-verbal kommunikation først får betydning i en sproglig, kulturel og social sammenhæng. For det andet betyder det at vore ressourcer til actio, altså vore evne til at benytte krop og stemme retorisk, er en form for symbolsk kapital. Det er netop derfor Gelang taler om actiokapitalet.
Centralt i Gelangs forståelse af actio er at den ikke først og fremmest behandles som en række frosne udtryk med bestemte betydninger som sættes sammen til en fælles mening. Actio bør derimod forstås i et helhedssyn som en kontinuerlig strøm hvor forskellige udtryksformer: øjenkontakt, gestikulation, mimik og stemmebrug – også kaldet modaliteter – fungerer simultant, interagerer med hinanden og påvirker modtagerens tolkning (side 36).

Historien om actio

Efter et kort kapitel 3 som omhandler retorik og hermeneutik, gennemgår kapitel 4 actiobegrebet i historisk perspektiv. Med sine 67 sider er det bogens længste kapitel – det udgør alene mere end 26% af teksten. Gelang går kronologisk til værks. Først behandler hun historiske håndbøger i retorik – fra antikken til 1800-tallet. Derefter behandler hun moderne forskning med relevans for actio.
Den antikke del behandler temaerne ”Samverkan”, ”Förebilder” og ”Normerande”. ”Samverkan” handler om hvordan actio skal stemme overens med talens budskab. Kropssprog, gestikulation, mimik og stemmebrug farver talens indhold, så budskabet bliver tydeligt. ”Förebilder” tager udgangspunkt i romertiden og beskriver retorikernes forebilder og forholdet til skuespilkunsten, som både var forbillede og fare for den antikke taler. ”Normerande” viser at de antikke forfattere både er deskriptive og normative. Som regel beskriver de først en bestemt gestus, mimik eller positur. Så fortæller de om udtrykkets betydning, og derefter bestemmer de om denne bevægelse eller positur er fordelagtig eller ikke – som regel ud fra den effekt den forventes at have på tilhørerne. I antikken skal actio både styrke talerens troværdighed og påvirke modtagernes følelser. Der hersker, forklarer Gelang, dels et funktionelt syn på actio, hvor fremførelsen støtter talens indhold og retning. Og dels hersker der et betydningsbærende syn, hvor actio betragtes som en vigtig del af det som skaber talerens ethos.
I middelalderen og renæssancen, får vi at vide, skifter retorikken fokus fra politikken og teateret til kristendommen og skolen. Nu taler man ikke bare til store forsamlinger, men især til mindre grupper. Derfor bliver for eksempel stemmebrugen anderledes. Gennem manualer for passende opførsel for forskellige situationer og klasser bliver kropssproget stærkere ritualiseret. De nye indsigter om actio handler ikke så meget om talerens fremførelse, men mest om hvordan man burde agere i sociale situationer. Manualer og håndbøger om etikette er et instrument som den fremvoksende overklasse bruger til at adskille sig fra arbejdere og bønder. Til forskel fra antikkens enhedskultur, fortæller Gelang, kan man nu differentiere sin actio i forhold til andre klasser og sociale grupper. På denne måde bidrager den ikke-verbale kommunikation til at skabe og fastholde en samfundsorden.
I oplysningstiden falder interessen for actio, som nu primært bliver behandlet som en æstetisk stildimension. Det gælder særlig hos de såkaldte elocutionister; veltalenhedsbevægelsen i 1700-tallets England. Denne bevægelse fremelskede en interesse for æstetisk udformning og fremførelse af talekunst. Retorikken splittes så at sige i en rationel og emotionel kunst. Man virker næsten forundret, skriver Gelang, over at mennesker ved hjælp af kropssproget kan forstille sig, forøge og forklæde sine indre følelser; så den ydre adfærd ikke afspejler den indre sandhed.
Gelangs beskrivelse af de retoriske håndbøger og skrifter fra antikken ind i 1800-tallet viser at holdningen til actio hovedsagelig er normativ. Det handler om hvordan den passende og overbevisende fremførelse bør være. Actio bliver betragtet som en vigtig del av det der former en talers offentlige karakter og påvirker tilhørernes følelser.
Gennem hele perioden dukker det samme spørgsmål op: Hvad er forholdet mellem ægte og uægte actio. Hvad er ærlig og hvad er forestillet? Idealet er hele tiden det naturlige kropssprog.

Moderne forskning på actio og nonverbal kommunikation

I sin behandling av den moderne forskning om actio, skelner Gelang mellem forskning om ikke-verbal kommunikation og forskning om actio. Den moderne forskning om ikke-verbal kommunikation er hovedsageligt eksperimentel og deskriptiv. For eksempel beskriver psykologerne Paul Ekman og Wallace W. Friesen fem kategorier af ikke-verbal adfærd: 1. Emblem (gestus med konventionelle betydninger), 2. Illustrerende – eller deiktiske – gestus (beskriver eller udpeger bestemte forhold), 3. Regulerende gestus (styrer samtalen), 4. Emotionelle gestus (udtrykker taleres følelser), 5. Adaptorer/berøringsgester (som at klø sig, rette på håret, fingerer med ting, o.l.).
Gelangs behandling af den moderne forskning berører også spørgsmålet om modalitet. Det vil sige kroppen og stemmens forskellige udtryksformer: gestikula­tion, mimik, brug av øjnene, stemmebrug. I 1980’erne øgede interessen for forholdet mellem verbal og ikke-verbal kommunikation og mellem de forskellige modaliteter. Interaktionen mellem de forskellige kropslige udtryksformer udvikler sig til studier af såkaldt multi-modalitet
Forskning som studerer overbevisende og troværdig fremførelse har Gelang – uanset forskerens faglige baggrund – defineret som actio-forskning. Det meste af denne forskning er kvantitativ, men mod slutningen af 1900-tallet forekommer der flere kvalitative studier. Den tidlige forskning er hovedsageligt eksperimentel, mens den senere har større indslag af historiske studier og studier fra naturlige miljøer. Tilsammen peger disse studier på at en overbevisende og troværdig taler har megen gestikulation, en klar røst og intensiv øjenkontakt og fremfører sit budskab med dynamik og energi. I vort årtusind karakteriseres gode undervisere – og talere – af nærvær og entusiasme.
Marie Gelang peger på at al denne forskning – særligt den kvantitative og eksperimentelle – ikke har afsløret koden for den overbevisende og troværdige actio. Et af problemerne er at man ikke undersøger actio i kontekst og ikke ser på actio som et multimodalt fænomen. Med sine ofte modsatrettede resultater, skriver Gelang (s. 108), er denne forskning da heller ikke tilstrækkelig til at definere og fordybe for­ståelsen af actio:
Actio berättar något om en talares personlighet och dennes känsloliv. Actio är en aktivitet där kontexten är betydelsefull för förståelsen av actio. Tolkningen av actio etableras i samhället i stort, där traditioner, ritualer, förordningar osv. påverkar uppfattningen om vad som anses passande i en viss ­situation.

For nærmere at forklare disse aspekter af actio, forholder hun i kapitel 5 fremførelsen til 4 retoriske begreber. Det første er ethos. Talerens actio kan både forklares som et såkaldt ”stabilt ethos”, forankret i sociale og kulturelle forventninger; og den kan forklares som ”foranderlig ethos”, hvor talerens personlige valg og evne analyseres. Det andet begreb er pathos, som vedrører forskellige følelsers betydning som de formes og opfattes i den retoriske situations omstændigheder og doxa. Men det vedrører også det Gelang kalder ”personligt pathos”, som omfatter talerens emotionelle resourcer og hans evne til at gestalte dem. Det tredje begreb er decorum: Det som er passende i retorisk kommunikation. På den ene side, fortæller Gelang, kan vi tale om ”æstetisk decorum” som handler om actios kunstneriske kvaliteter. På den anden side kan vi tale om ”etisk decorum”, som vedrører de etiske overvejelser og valg som påvirker talerens actio. Endelig har vi begrebet kairos, som hævdes at forklare talerens actio i forhold til ”ret tid”. Det vil sige en forståelse for rytme og timing, som viser retorens evne til at være lydhør for omstændighederne i den re­toriske situation.
I kapitel 6 forlader Gelang de fire begreber for at analysere fire universitetsforelæseres actio. Målet er at finde nye måder at se og forholde sig til actio på. Analysens hovedspørgsmål er hvad i en forelæsers actio en moderne modtager opfatter og hvordan det påvirker tolkningen af fremførelsen. Gelang har udvalgt fire fastansatte forelæsere, fortalt dem at de ville blive observeret og optaget på videobånd i forbindelse med et studie om kropssprog. Sammen med Gelang blev forelæsernes actio observeret af en fokusgruppe af retorikstudenter som Gelang også har udvalgt.
Analysen er altså baseret på observation, transkriptioner af videooptagelserne, samt på diskussionerne med fokusgruppen, som også blev transkriberet. Fokusgrupperne talte om forelæserne på to måder. De beskriver dels hvad forelæseren gør, og dels hvordan han gør det: bevæger armen og gør det energisk eller slapt. Analysen og gruppens samtale afslører flere actiokvaliteter for en forelæser – og mangel på samme. Disse kvaliteter udgør samtidig temaerne for kapitlet: nærvær/fravær, engageret/uengageret, sikker/usikker, undvigende, udynamisk samt ubekvem. Analysen viser at fokusgruppens tolkninger af actio især påvirkes af fremførelsens kvalitative aspekter. Konklusionen er at hvordan en forelæser gestalter sin fremførelse, påvirkede fokusgruppens tolkninger af actio mere end hvad forelæseren mere præcist gør.
I kapitel 7 går Gelang videre i behandlingen af disse kvalitative aspekter, og ordner dem i det hun kalder actiokvaliteterne. Det er de aspekter som skaber nuancer og giver variation. I det empiriske materiale fremkom tre centrale typer actiokvaliteter: For det første energi, for det andet dynamik, og for det tredje tempo/rytme.
Den energiske forelæser beskrives med for det første med begrebet flow (”flöde”), som er den energi der findes i strømmen av actioudtryk i en fremførelse. For det andet bruges begrebet intensitet, som er graden af energi i en modalitet. En bevægelse kan være afslappet eller anspændt. For det tredje bruges begrebet fokus, som er måden energien er koncentreret på i betydningsbærende modaliteter. For eksempel vil fremførelsen miste actioenergi generelt, hvis energien lægges i bevægelser og udtryk som mangler betydning, som suk, hosten, selvberøringer, osv. Det kan give et indtryk af fravær. Den dynamiske forelæser karakteriseres ved at variere sin actio. Den udynamiske er monoton og uden variation. Tempo er den grundlæggende takt som gennemsyrer hele fremførelsen, mens rytme er de varia­tioner af tempo som kan ske gennem forandringer både i enkelte modaliteter og multimodalt.
Gelang understreger at forståelsen og tolkningen af actiokvaliteterne energi, dynamik og tempo/rytme afhænger af situation og kontekst, af modtagernes forforståelse og forventninger baseret på situationens doxa. Men tolkningen afhænger også af hvordan de forskellige modaliteter virker sammen. For eksempel kan en kraftløs gest kompenseres af en behagelig røst. Derfor er det vigtigt at enhver analyse af actio forholder sig til både kontekst og multimodalitet.
I afhandlingens ottende og sidste kapitel, Actiokapitalet, forbindes begreberne som beskriver, forklarer og definerer actio (ethos, pathos, decorum og kairos) med actiokvaliteterne (energi, dynamik samt tempo/rytme). Fordelen med actiokvaliteterne, forklarer Gelang, er at man i en analyse av actio ikke bare beskriver hvad taleren gør – for det vil ikke kunne forklare karakteren og kraften i actio – men især beskriver hvordan en taler udfører sin actio. Men kundskab om actiokvaliteterne alene giver ikke nødvendigvis nogen dybere forståelse af actio, forklares det. For at de skal give mening må man også forholde dem til de retoriske begreber ethos, ­pathos, decorum og kairos. På baggrund af dette går Gelang videre til at udvikle sin model om actiokapitalet. En model som er inspireret af Bourdieus tanker om habitus og symbolsk kapital samt af afhandlingens øvrige resultater. Kapital er jo noget man kan optjene og trække på.
Det første spørgsmål i udvikling af actiokapital bliver derfor hvordan man kan tilegne sig denne kapital. Forudsætningen er at taleren har tilgængelige actioresourcer. Som udgangspunkt deler alle mennesker evnen til at omsætte sin krop og stemme til retorik. Vi har alle stemme, mimik, øjne og evne til gestikulation. Men hvordan vi faktisk udvikler og anvender disse actioresourcer afhænger af vore oplevelser og erfaringer. Det afhænger af vore individuelle, men alligevel kulturelt bestemte dispositioner; det Bourdieu kalder for habitus. Kort sagt: jo flere erfaringer en taler gør sig – både praktisk, socialt og kulturelt – desto bedre kan han tilegne og benytte sin actiokapital. Det næste spørgsmål i udviklingen af actiokapital-modellen er hvordan actioresourcerne kan udnyttes ved hjælp af actiokapitalen og dens tre kvaliteter: energi, dynamik og tempo/rytme. Her er en vigtig indsigt at man ikke så let kan lave generelle regler, forklarer Gelang. Enhver talers actio er unik. Fremførelsen kan være meget personlig og alligevel interessant, troværdig og overbevisende. Det betyder også at forskeren som skal tolke og bedømme en talers actio især bør se efter den multi-modale koordinering, samvirken, hos hver enkelt taler. Det tredje trin i actiokapital-modellen beskriver talerens tilgængelige resourcer i forhold til den re­toriske situation. Enhver taler må så at sige ”kalibrere” sine tilgængelige actioresourcer i forhold til situationens doxa.
Marie Gelang afslutter Actiokapitalet med at fremhævde to interessante spørgsmål som arbejdet har udkrystalliseret: Dels hvordan actio er forankret i samfundet, socialt og kulturelt, gennem traditioner love, osv. Og dels hvordan et individ udnytter sine actiotilgange og omsætter dem til actiokapital i forskellige situationer.

Actiobegreber, multimodalitet, autenticitet og metode

For den som ønsker en kortfattet oversigt over actios historie og teori er Actiokapitalet et velkomment bidrag. Bogen kommer omkring det meste. Men af samme grund har den en tendens til at blive lidt for refererende og opremsende. Den når aldrig at binde de mange forskningsresultater og syn på actio tilstrækkeligt sammen. Eksempelvis diskuterer Gelang ikke andre forskeres syn og resultater særlig meget. Hun gengiver teoretikere, men gør ikke sin egen position i forhold til alle disse synspunkter og forskningsresultater klar. Hvad mener hun egentlig er mest nyttigt? Hvad holder ikke? Hvad skal vi bygge videre på?
Målet med Actiokapitalet er at udforske og udrede begrebet actio. Det skal dels gøres ved at definere og forstå begrebet ved hjælp af eksisterende retoriske begreber, og dels ved at udvikle alternative synsmåder på actio. Men man kan spørge om bogen faktisk gør det? For eksempel kan man med en vis ret hævde at det meste af afhandlingen – de første 108 sider – egentlig ikke definerer hvad actio er, men i stedet begrænser sig til at referere litteratur og forskningsresultater; som når Gelang fortæller om hvad forskningen har fundet ud af er overbevisende og troværdigt kropssprog for undervisere (side 102). Men disse resultater er ikke det samme som at beskrive og definere hvad actio er. Som altså flere steder beskrives som bogens hovedmål (jf. side 12, 14).
Gelang vælger begreberne ethos, pathos, decorum og kairos til at definere actio (jf. side 199 ff.). Men på hvilken måde kan man sige at disse begreber beskriver og definerer actio? Dette er jo begreber som er skabt for at definere og beskrive andre fænomener, så hvordan kan de pludselig beskrive og definere actio? Tag for eksempel kairos. At noget skal gøres i ret tid og på passende vis siger jo ikke særlig meget nyt – heller ikke om actio. På trods af at afhandlingen giver en længere begrebs­udfoldelse af kairos, er det stadig ikke helt tydeligt – vil jeg mene – hvorfor dette begreb er særlig eget til at definere actio. Actiokapitalet siger interessante ting om betydningen af rytme og timing i fremførelsen, men disse ting kunne lige så godt have været uden begrebet kairos.
Som den historiske del af bogen viser, eksisterer der en omfattende – omend ikke altid retorisk – forskning på ikke-verbal kommunikation. Gelang beskriver som nævnt Ekman og Friesens fem kategorier af ikke-verbal adfærd (s. 191). Men bortset fra en kort omtale bruges disse ikke til noget. Det gælder generelt. I den omfattende historiske del fortæller hun om resultater fra tidligere forskning, men i sin egen teoriudvikling og analyse bruger hun ikke i nogen udstrakt grad andre forskeres teoretiske begreber til at kategorisere og forstå actio.
Et andet eksempel kan være et studie udført af Judee Burgoon, Thomas Birk og Michael Pfau hvor de undersøger hvordan ikke-verbal adfærd påvirker overtalelse og troværdighed (”Nonverbal Behaviors, Persuasion, and Credibility”, i Human Communication Research, Vol. 17, No 1, 1990). Denne studie er særlig relevant, vil jeg mene, for bogens ærinde. For det første fordi forfatterne undersøger retoriske perspektiver ved ikke-verbal kommunikation, nemlig overtalelse og troværdighed. For det andet fordi et hovedmål med studiet er det samme som målet med Actio­kapitalet, nemlig at forstå hvilke ikke-verbale udtryk modtagerne opfatter i konkrete retoriske situationer, og at finde ud af om og hvordan de påvirker modtagerne og deres tolkning af actio (s. 15). Selv om Gelang kort nævner denne studie, forholder hun sig hverken til begreberne, kategorierne eller resultaterne.
Den samme mangel på anvendelse gælder i en vis udstrækning Gelangs egne teoretiske begreber: actiokvaliteterne. Det er de ”aspekter som skapar nyanser och ger variation åt actio” (s. 205). Disse kvaliteter er som sagt energi, dynamik og tem­po/rytme. Megen anden nonverbal forskning har beskrevet og undersøgt tilsvarende kvaliteter. Det gælder for eksempel Mehrabian, Burgoon m.fl. samt Miles L. Patterson og den omtalte danske bog Retorik der flytter stemmer. Desværre giver Gelang ikke noget klart svar på hvad hendes begreber tilfører af ny viden og hvorfor vi bør benytte dem frem for allerede eksisterende begreber og kategorier.

En af styrkerne i Actiokapitalet er som nævnt viljen til at betragte actio kulturelt, kontekstuelt og som en strøm af bevægelse, frem for at se dem som enkeltstående udtryk. Som Gelang peger på, har tidligere forskning om actio hovedsageligt undersøgt enkelte og afgrænsede modaliteter hver for sig: en gest af gangen, hvor et studie ser på stemmebrug, et andet på mimik (se for eksempel side 214).
Men modaliteterne ses sjældent i sammenhæng. Først når de er færdige sætter man disse studier af enkeltmodaliteter sammen i et forsøg på at tegne et billede af den mest overbevisende eller troværdige taler. Men det er ikke en god retorisk studie­måde. Retoriske analyser undersøger jo heller ikke substantiver i et studie og adjektiver i et andet. Retoriske studier undersøger derimod hvordan verbalsprogets elementer fungerer sammen som en helhed. Sådan bør det også være i studier af actio. Men det er ikke enkelt. Hvordan skal vi gøre det? Her er Gelangs perspektiv interessant og vigtig. For hun viser vejen mod et retorisk studie som udforsker actio som en helhed. Det er en prisværdig del af bogen.
Samtidig synes Gelang i en vis grad at overse forskere som tidligere har tænkt på og behandlet multimodalitet. De bliver i hvert fald ikke brugt aktivt i nogen udstrakt grad. Det gælder for eksempel M.L. Patterson, som i sine værker forsøger at organisere ikke-verbal adfærd i grundlæggende funktioner eller kommunika­tionsformål: information, regulere handling og emotioner, og lignende (e.g. Non­verbal behavior: A functional perspective, 1983).
Gennem hele afhandlingen betones betydningen af de forskellige modaliteters samvirken. Som Gelang påpeger, kan vi reelt ikke forstå hver modalitet alene. De må ses og forstås i sammenhæng og ud fra situation og kontekst. Men alligevel præsenterer hun ingen kritisk analyse af ordene som udtales i forbindelse med den ikke-verbale kommunikation. Afhandlingen fokuserer entydigt på actio, uden at behandle talen som følger med. Dette valg begrundes med behovet for afgrænsning og ­kravet om forelæsernes anonymitet. Men ligesom vi ikke kan forstå de enkelte nonverbale modaliteter alene, kan vi heller ikke forstå den ikke-verbale kommunikation uden at forstå den verbale. Derfor ville det have styrket analysen hvis den i højere grad havde taget hensyn til interaktionen mellem disse to udtryksformer.
Ikke desto mindre peger Gelangs optagethed af multimodalitet i den rigtige retning for studiet af actio. Jeg tror at Actiokapitalet ville have været endnu mere interessant, relevant og nyskabende, hvis den i endnu højere grad havde undersøgt multi-modalitet i actio både historisk og i redegørelsen for forskning og teori om actio. Hvis den i højere grad havde udforsket og analyseret hvordan multimodalitet i actio fungerer. Og hvis den mere grundigt havde afdækket hvordan de forskellige former for kropssprog virker sammen og hvordan kropssproget virker sammen med talen og brug af hjælpemidler. I vore dage er multimodalitet jo mere end kroppens forskellige udtryksformer. For eksempel benytter talere og foredragsholdere ikke bare tavle, men også digitale præsentationsprogrammer som PowerPoint og Keynote. Det har utvivlsomt konsekvenser for talernes actio. For eksempel at talerens opmærksomhed er mere rettet mod lysbilleder på væggen end på tilhørerne i salen.

Et interessant og påtrængende tema i bogen er spørgsmålet om det naturlige og ægte versus det kunstige og uægte. På den ene side er det naturlige, autentiske og ægte kropssprog karakteristisk for vor tid. Gelang fremhæver da også vigtigheden af engagement og naturlig actio: ”Moderna forskningsresultat visar att man även i nutid önskar att actio skall vara naturligt och utgå från ett äkta engagemang” (s. 100). I modsætning hertil står tidligere tiders – og da særlig antikkens overdrevne, konventionaliserede og teatralske fremførelse: klasken på låret, trampen i gulvet, tagen sig til hovedet, samt konventionaliseret finger-gestikulation.
På den anden side fremhæver også de antikke retorikere at kropssproget skal være naturligt og ikke overdrevent. Forfatteren til Ad Herennium skriver at man bør tale med en styrke som ikke adskiller sig alt for meget fra den private stemme (s. 55). Ifølge 1500-talsforfatterne Erasmus og Castiglione må taleren ikke fremføre sin tale affekteret eller voldsomt, men i stedet vel tilpasset situationen (s. 65). Quintilian fremholder at gestus ikke må ”vara överdrivna eller konstlade i antal eller storlek” (s. 58). Men man må spørge sig selv det som virkede naturligt og ægte i antikken også ville fremstå naturligt og ægte i vore dage? Eller er det en anakronisme at læse den antikke talers naturlighed som vor tids naturlighed? For ville ikke den antikke talers ”naturlighed” forekomme overdreven og teatralsk i vore dage? Det er eksempelvis en tese i Anders Johansens Talerens troverdighet (2002).

At studere actio og multimodal kommunikation skaber metodiske udfordringer. For eksempel er nonverbal kommunikation visuelle repræsentationer som udfolder sig flydende over tid (jf. Gelangs ”flöde”). Hvordan gengiver, forklarer og analyserer man bedst en sådan type kommunikation? Vi kan jo ikke citere den i en bog på samme præcise måde som vi ville have gjort med ordene i en tale. Den bedste måde ville naturligvis være levende billeder og derefter fotografier. Derfor er det underligt og ærgerligt at Actiokapitalet ikke har et eneste billede. Gelang har udelukket video og fotografiske fremstillinger af forskningsetiske årsager. Hun ønsker at holde fore­læserne og deltagerne i fokusgrupper anonyme. Det er prisværdigt. Men resultatet er desværre at det er umuligt for læseren at kontrollere og vurdere forfatterens tolkninger og analyser. Desuden bliver det meget vanskeligt for læseren at få en fuld­stændig forståelse af actio når den beskrives i ord. Gelang benytter det hun kalder en ”multimodaltranskribering”. Princippet er fornuftigt. Det fremstår eksempelvis sådan (s. 200):
Första delen av föreläsningen 14.24–14.26 min.
Föreläsaren säger: […] fly från. vad som verkligen hände x xxx […]
Föreläsaren gör: Går mot högra sidan av scenen, stannar halvvägs, hela rörelsen avstannar. Han för över pennan från höger till vänster hand, för sedan höger arm uppåt i en gungade gest och tittar hastigt upp på studenterna samtidigt som han betonar orden och drar både armar och händer i en cirkel in mot bröstkorgen. Han backar tillbaka mot scenens vänstra sida under tiden som han tittar på studenterna och håller händerna formade som en stor skål framför sig, händerna guppar en aning upp och ner i denna position.
Dette er en veludført og detaljeret transkription. Men den slår alligevel ikke helt til. På trods af detaljerigdommen er det stadig meget svært at forestille sig hvad de beskrevne personer egentlig gør. Det handler ikke så meget om Gelangs beskrivelser – som altså er gode. Det handler om et generelt metodisk problem, nemlig de helt grundlæggende vanskeligheder ved at få et fuldstændig billede af en persons actio gennem verbale beskrivelser.
En anden metodisk udfordring er brugen af fokusgrupper. Gelang valgte en gruppe kompetente retorikstudenter ud til at følge forelæsningerne sammen med hende. De blev så instrueret i hvad de skulle se efter. Fordelen med denne metode er at deltagerne i fokusgruppen er særligt bevidste og kompetente. Men det er også ulempen; for det gør studien mindre virkelig. Netop fordi deltagerne adskiller sig fra den egentlige målgruppe og aktivt ser efter det de skal vurdere, er de mere at betragte som deltagende forskere end som traditionelle fokusgrupper.
En lignende udfordring findes i forskerens – og kameraets – blotte tilstedeværelse. Når du som forelæser kan se kamera, en noterende retorikforsker og en gruppe opmærksomme retorikstudenter i undervisningslokalet, og når du ved at de er til stede for at granske og analysere dit kropssprog, så er der stor sandsynlighed for at dit kropssprog bliver anderledes end hvis du ikke var opmærksom på dette.

Forskning på actio og nonverbal retorisk kommunikation er som sagt beklagelig begrænset i Skandinavien. Med Actiokapitalet har Marie Gelang på samme tid indledt et vigtigt og nødvendigt arbejde og placeret sig som en ledende skandinavisk forsker på feltet. Forhåbentlig vil hun fortsætte dette arbejde og forhåbentlig vil andre følge efter, for i vor visuelle tid er actio mindst lige så vigtig som den var for Demosthenes.

Jens E. Kjeldsen

Jens E. Kjeldsen är professor i retorik vid Bergens universitet.
Redaktør på RetorikMagasinet 1991-1994. Redaktør på Rhetorica Scandinavica 1997-2010.
Jens E. Kjeldsen

Latest posts by Jens E. Kjeldsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere