Renæssancens afstraffelsesmetoder er tilbage; offentlig ydmygelse lever i bedste velgående. Der er ingen helle, og det er alle mod alle. Chancen for, at din rapkæftede fætter står på FB-torvet og uddeler en sviner til én der sidder i en online-gabestok er stor. Han har muligvis været forbi Haderslev i går.
Fyr den kælling!
De seneste år har vi set en kollektiv adfærd, som ikke var så almindelig før de sociale mediers tid. Vi ser folk droppe filteret og svine hinanden til. De er ikke mobbere der går systematisk efter én person, og hellere ikke internettrolde, vel at mærke, der tager fusen på folk for at få et godt grin. Nej, de er Skammere.
Det der karakteriserer skammeren er en absurd mængde selvretfærdighed og en forskruet idé om, at hele menneskeheden kun kan reddes, hvis deres normer og værdier implementeres. Og hvis ikke verden makker ret er der kun én måde at løse det på: selvtægt.
Skammeren kigger dig dybt i online-øjnene, og gør det klart for både dig og alle andre der kigger med, hvad det er du skal skamme dig over. Men når skammernes vindskæve idéer får lov til at diktere, hvad normen er og hvad vi andre skal skamme os over – og når internettets gabestok bliver den nye domstol, så har vi et problem.
Der var nemlig en god grund til, at vi gik væk fra renæssancens afstraffelsesmetoder. Som Jon Ronson, journalist og forfatteren til bogen ‘So You’ve Been Publicly Shamed’, sagde: “Offentlig ydmygelse blev forbudt i attenhundredtallet fordi det var for grusomt. Det blev anset som værre afstraffelse end døden.”
Skammeren på besøg i Haderslev
Eksemplerne om offentlig ydmygelse er mange – også her hjemme. Det sidste eksempel er fra Haderslev, hvor en dagplejer bliver hængt ud efter at et billede af fem børn der venter udenfor en garnbutik blev postet på Facebook. På billedet kan man ikke se en voksen holde øje med dem. Teksten er også klar: dagplejemoren gik ind for at handle og børnene blev efterladt ved en trafikkeret vej. Og opfordringen fra afsenderen er tydeligt: Hjælp! Del det her! Der skal gøres opmærksom på omsorgssvigt som det offentlige har ansvaret for.
Og reaktionerne væltede ind. Når det her er skrevet har 9000 mennesker delt opslaget og flere hundrede kommenteret:
”Hun skal fyres!”
”Lorte dagplejer – jeg er målløs”
”Hvordan så hun ud?”
Når det gælder vores børn, så findes der sjældent fornuft. Følelserne spiller oftest den største rolle. Og når en dagplejer ”efterlader fem børn ude på gaden uden opsyn imens hun handler garn,” så er der selvfølgelig intet plads til rationel tænkning hos mange mennesker. Men muligvis er der noget vi ikke ser på billedet, der ændrer hele situationen. Nogle – bl.a. butiksejeren – påstår nemlig at der står nogen i døren og holder øje med børnene og at de aldrig var uden opsyn. Dette menneske kan man bare ikke se. Og at dagplejeren var der ikke i privat ærinde, men for at handle garn til at lave aktiviteter med børnene.
Og flere har påpeget netop dette på tråden. Men det er for sent. Der er blevet udstedt en jagttilladelse – og jægerne er blodtørstige.
Kommunen puster luft til ilden
Denne situation er ikke alene interessant i et ’skammer-perspektiv’. Kommunen har nemlig postet på Facebook, hvor man også dér kan fornemme at nogen har handlet uforsvarligt.
Selvom skriver klart, at de er i gang med at finde ud af hvad der er sket skriver de også:
”Det er i Haderslev Kommune ikke acceptabelt at lade børn stå alene på gaden, når de er i vores varetægt, og vi tager det meget alvorligt.”
Selvom de ikke siger, at børnene har været alene så får man et indtryk af at det er tilfældet. Der gives ikke særlig meget plads til tvivlen. Det gør det selvfølgelig for at forsøge at berolige forældrene men på samme tid bekræfter de muligvis (og ikke nødvendigvis med vilje) at det har været tilfældet.
For det andet skriver de om børn der står ”på gaden”. Selvom ’gade’ kan fortolkes på mange måder, så giver det naturligvis associationer til en gade hvor biler kører. Det ville nok have været bedre at tale generelt og droppe ordet ’gade’ eller være mere specifik og sige ved en gade.
Til sidst afslutter kommunen med: ”Vi har kontaktet forældrene til børnene, og vores dagplejekonsulent og leder er i dagplejerens hjem hos børnene for at give dem en god afslutning på dagen, indtil de bliver hentet af deres forældre.”
Her giver de et klart udtryk for at der har været tale om et stort chok – en rystende begivenhed. De nedtoner altså ikke situationen, tværtimod. Her kunne det have klædt dem at f.eks. minde folk om at man kun ser situationen fra én vinkel på billeder og at det ikke er passende at dømme folk uden at man kender hele sagen. De har trods alt en medarbejder de også skal passe på. Og når samfundet er lille som i Haderslev, så er det relativt nemt at finde ud af hvem vedkommende er. Held og lykke med at få job som dagplejemor i fremtiden!
Skammeren findes over alt
Shaming er blevet allemandseje. Chancen for at dit barn, din ven eller din bror er en skammer er ret stor. Og den slags udskamning er i høj grad anerkendt som den nye domstol. Hvis bare folk føler at nogen har udvist en uacceptabel adfærd er det ok at hænge vedkommende ud.
Så længe vi har denne tilgang til offentlig diskussion, så vedligeholder vi renæssancens rettergang som vi i sin tid afskaffede, fordi den var for umenneskelig. Hvad er det så, der får os til at tro, at disse metoder er blevet mere humane i dag, blot fordi det foregår online?
Liknande artiklar:
Donald Trump som Taler
Folkebevægelse uden folkelighed: Pegidas ti teser
Vend aldrig ryggen til dit monster
God tone! Bare ikke på min væg
Redaktør på RetorikMagasinet, 2015-