God tone! Bare ikke på min væg

I statsministerens nytårstale plæderede Løkke for god tone i debatten på Facebook. Hvor dejligt! Det kunne jeg ikke være mere enig i. Pind tog den også op på sin FB-side og sagde alle er velkomne til at debattere på hans side, så længe tonen er god.

God tone! Bare ikke på min væg

Daily Snow Leth

Vi kan nok være enige i, at hadere på Facebook ofte ødelægger en ellers potentielt OK debat. Men nogle gange er haderne det bedste der kan ske for politikerne. Det giver dem stof til ’haterbragging’; ”Selvpromovering i form af fremvisning og repetition af hadefulde beskeder,” hvilket var tilfældet i statsministerens nytårstale, hvor han viste nogle af de hadefulde kommentarer han har modtaget.

Andre har en mere subtil tilgang til haterbragging, men formålet er det samme: at få sympati ved at udstille sig selv som offer. Søren Espersen sagde farvel til Facebook på en elegant måde i november 2014, efter ”et væld af dødstrusler samt andre trusler – herunder også mod min kone.”

Pia Kjærdsgaard lader sig dog ikke kue af ”båtnakker”. Hun håndhæver sine egne, hjemmelavede regler i stedet:

“[J]eg vil ikke længere tolerere de hårde ord og kommentarer, der ligger langt fra normal debattone. Alle skal kunne ytre sig herinde uden at blive angrebet af andre. Det håber jeg, vi alle kan være sammen om at holde styr på.”

Her gør hun det klart, at alle er velkomne – så længe de taler pænt. Men Adam var ikke længe i paradis. Selvfølgelig er ’alle’ ikke samme som ’Alle’. Min kammerat, Jakob Esmann, er ikke en del af ’Alle’. Esmann er nemlig en fodsoldat for Socialdemokraterne. Han er irriterende saglig – og ualmindelig aktiv debattør. Og han stiller kritiske spørgsmål og er dygtig til at spidde folks argumenter. Han kan være polemisk og provokerende, men aldrig grov eller uforskammet. Men nu kan han ikke længere kommentere på hendes opdateringer – han er blevet blokeret.

Annons

Jakob kan ikke længere kommentere (t.v.) imens undertegnet frit kan ytre sig på forkvindens opslag.

Kjærsgaard har nemlig en klausul i sit Facebookreglement:

”Nu til mine røde venner her på siden. I er selvfølgelig også velkomne til at kommentere, men hvis I kun er herinde for at ødelægge debatterne, fylde kommentarfelterne med links eller angribe mine Facebook-venner verbalt, så bliver I udelukket. Denne side er og vil altid være en side, hvor man kan følge mig som person, mine aktiviteter og Dansk Folkepartis politik – den skal ikke være en socialdemokratisk slagmark.”

Når en socialdemokrat diskuterer, insisterer på at få svar på spørgsmål eller poster links om f.eks. Kjærsgaards inkongruens, så er det ikke længere debat men en ’socialdemokratisk slagmark’. Alle er altså ikke velkomne. Hvis du bliver ubehagelig for Kjærsgaard – sober tone eller ej – er du ikke længere med i klubben.

Hvis Dansk Folkeparti virkelig vil repræsentere helt almindelige, hårdtarbejdende danskere, må partiet droppe deres stø…

Posted by Jakob Esmann on Monday, October 26, 2015

Sådan ser det ud, når Esmann skriver et af sine mange læserbreve

Og her krystalliseres hykleriet; det er som om de egentlig hellere vil have hadet og truslerne end de andre irriterende kommentarer. De hadefulde beskeder kan altid bruges til at tegne op et fjendebillede eller få folk til at ynkes over de stakkels politikere der er ofre for hadebeskeder.

Kjærsgaard er selvfølgelig ikke den eneste der blokerer folk på Facebook. I en post på FB skriver Esmann at han er blevet blokeret af ret mange DFere – og fortæller mig også at justitsministeren heller ikke vil have ham på sin FBside. I en kommentar skriver Susanne Gaarde, regionsrådsmedlem i Midtjylland, at hun er blevet blokeret af bl.a. Pia Olsen Dyhr. Om Susanne har været nedladende kan vi ikke vide – hendes kommentar er blevet slettet. Og FB-røsterne siger, at der er hundredevis af eksempler fra politikere i alle farver. Problemet er, at de er svære at spore og det er vanskeligt at bevise at kommentarerne er i den saglige ende af debatten idet de færreste tager et screenshot af sine indlæg.

Et af Jakobs kommentarer der blev slettet fra Søren Lund Hansens opdatering

Her spørger folketingsmedlem for DF, Marlene Harpsøe, daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) hvorfor han har blokeret hende på twitter efter hun var kritisk overfor ham om dyrevelfærd:

Debattør Mads Holger får også én på snuden for at slette kommentarer:

Hey- Mads Holger! En ting er at du jo udstiller din uvidenhed om hvad russerne laver i Syrien med din Putin lover…

Posted by Haifaa Awad on Monday, December 14, 2015

Men er det ikke helt fair, at politikere selv bestemmer hvad der foregår på deres FB-profil? Jeg tror også jeg ville blokere min tyskofile ven fra Kolding, hvis han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved alt det jeg skrev på min væg. Men jeg trænger nok også til en selvransagelse – ligesom Pind og Kjærsgaard og Jørgensen. For vores tilgang til de sociale medier er ikke at tale med hinanden, men til hinanden. Og hvis nogen er uenige med os, kan vi unfollow-e eller blokere dem; neddæmpe deres støj, der forstyrrer vores selviscenesættelse. Og så bliver haterbragging åbenbart bedre end kritisk diskussion – det passer bedre til selvportrættet Facebook lægger op til.

Så længe det også er politikernes tilgang til debatten på de sociale medier skal vi nok ikke forvente, at borgerne råder bod på deres uskikke. Det ville klæde dem, at vise vej, være eksemplet, gå forrest. Først da kan de forvente, at tonen ændrer sig.

Pinds post om Løkkes haterbragging:

Ja. Folk er velkomne her på min side – men jeg kræver et ordentligt sprog og jeg gider ikke trolderi eller bevidst ondsindet adfærd. Det fjerner jeg. Jeg håber 2016 bliver året, hvor vi genopdager noget af det mest danske, jeg har kendt: civiliseret uenighed og gensidig respekt uanset. Tak til statsministeren for at lægge for.


Daily Snow Leth,
redaktør på Retorikmagasinet
Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet, 2015-

Lämna ett svar